Hele sundhedsvæsenet er udsultet og privatiseret – og for de ældre er det katastrofalt

Og her må vi ikke overse dem, der har bygget velfærdsstaten op, selvom de ikke råber højt.

Har fra scenegulvet på Rigshospitalet, som ansat igennem fire årtier har jeg set en fantastisk og positiv udvikling, når det gælder udstyr og medicin, mens pleje og omsorg har været for nedadgående.

I mine øjne – og i vidt omfang – er gruppen af ældre i høj grad blevet de helt store tabere, fordi de sjældent råber op og aldrig beklager sig.

De har i sagens natur ikke far, mor, søskende eller bedsteforældre ved deres side til at støtte, muntre op, pleje, passe, kysse eller nusse.

De har ingen krav på genoptræning, når de afkræftede og efter et hårdt sygdomsforløb sendes hjem til kærlig pleje og omsorg fra en hjemmepleje, der er i knæ, og hvor minut og sekund tyranniet ingen ende vil tage.

De kan ikke se det TV, der hænger i hjørnet af hospitalsstuen, og de har svært ved at bruge fjernbetjeningen og skifte mellem Disney-kanalen, Ramasjang og DR1.

De har ikke adgang til en hospitalsklovn eller en Playstation, de får ingen krammebjørn, og hverken FCK, Brøndby eller landsholdsspillere kommer forbi.

Og så vidt jeg ved, kører der ingen Rynkeby-hold til Paris for at samle penge ind, og hverken Lego eller Mærsk donerer penge fra deres skatteunddragelsesfonde til bygning af et funklende nyt “Ældre-Riget”.

Hverken MacDonald eller Coca-cola stiller gratis opholdssteder til den ældres familie og i forbindelse med hospitalet, som vi ser det med det såkaldte MacDonaldshus, eller gratis drikkevarer til rådighed på de medicinske afdelinger.

Ikke engang “progressive” politiske partier som SF og Enhedslisten laver kampagner for de ældre og deres forhold, og børnenes Statsminister er tilsyneladende heller ikke interesseret.

Personlig hygiejne klares med nogle engangsklude, bleer og “blå stykker”, der kan dække brune, gule og røde pletter, neglene bliver ikke klippet og sengetøjet er stensikkert ikke noget en eneste af jer, der har læst hertil, vil bruge i jeres egen seng. Dertil er komfort og kvalitet simpelthen for ringe.

Mange ældre får heller ikke besøg.

Dem, de kender har ikke kræfter til at besøge dem, eller er døde.

Børnene bor ofte i den anden ende af landet, eller også har de travl med karriere, børn og børnebørn, paddleboarding eller løbetræning.

Realiteterne er kendte.

Det har været sådan længe.

Vi kan ikke være det bekendt.

Indlægget har også været bragt på facebooksiden ‘Bak op om de offentligt ansatte’, hvor det har udløst en kæmpe debat

Se debatten på Bak op om de offentligt ansatte

Læs også

Portør Henrik Hast: Vi kæmper for portør arbejdet som et fag og retten til vores egen overenskomst
KPnet 22. marts 2021