Kampen mod epidemier under socialismen

Erfaringer fra USSR i fred og krig
I det socialistiske USSR, var forebyggelse og folkesundhed var førsteprioriteten. Klar organisering og gennemførelse af forebyggelse afværgede forekomsten af mange alvorlige sygdomme. Hele sundhedssystemet blev omstruktureret efter socialismens sejr, og sundhedsspørgsmålene blev styret af folkeråd lokalt, mens alle sundhedsressourcer blev mobiliseret og centraliseret til at arbejde effektivt. Vi kan således drage videnskabelige og historiske konklusioner til fordel for et socialistisk økonomisk system, som ikke sætter profit over mennesker.

Før revolutionen i oktober 1917 og under borgerkrigen hærgede epidemier af mange smitsomme som tyfus, tyfus, kolera, malaria osv. i Rusland og krævede millioner af menneskeliv. En fjerdedel af befolkningen døde af smitsomme sygdomme. Den gennemsnitlige forventede levetid var 32 år.

Under etableringen af det sovjetiske styre forværredes den epidemiologiske situation på grund af den økonomiske blokade, hungersnød, ødelæggelser, borgerkrig og intervention. Fra begyndelsen blev kampen mod epidemier et nationalt og statsligt anliggende, og allerede på sovjetmagtens første dag organiserede Petrograds militære revolutionære udvalg en medicin- og sundhedsenhed under ledelse af en bolsjevikisk læge, M.I. Barsukov.

Denne afdeling fik til opgave at omorganisere hele sundhedsvæsnet i landet. Til at lede kampen mod epidemier og uhygiejniske forhold blev der oprettet en sanitær og epidemiologisk afdeling (sektion) med en epidemiologisk underafdeling, som blev det centrale organ til gennemførelse af epidemiforebyggende foranstaltninger i folkekommissariatet (ministeriet) for sundhed. Lignende underafdelinger blev organiseret lokalt og straks involveret i bekæmpelsen af epidemier. Den sanitære og epidemiologiske afdeling blev ledet af den førende hygiejnespecialist A.N. Sysin.

I denne afdeling blev der organiseret organer til bl.a. undersøgelse af tyfus og den ”spanske” influenza og til vaccine og serum. Den centrale kommission blev oprettet den 23. juli 1918. Dens opgaver omfattede udvikling af anti-epidemiforanstaltninger for bekæmpelse af kolera, pest, tyfus osv. Den arbejdede desuden også på udviklingen af udkast til forordninger, regler og foranstaltninger til bekæmpelse af epidemier. Fra 1919 til 1921 vedtog partiet og regeringen 18 dekreter til bekæmpelse af smitsomme sygdomme. Meget vigtige dokumenter om tilrettelæggelsen af bekæmpelsen af epidemier blev drøftet med deltagelse af V.I. Lenin. De var specifikke og blev straks vedtaget. ”På bare en halv time vedtog regeringen en lov, der senere blev begyndelsen på vores anti-epidemi-kamp,” skrev N.A. Semasjko.

I 1919 blev der organiseret massevaccination mod kopper efter vedtagelsen et dekret af V.I. Lenin, som førte til udryddelsen af denne sygdom i 1930’erne. I 1930 blev kolera elimineret. I USSR blev forekomsten af pest ikke registreret, selv om der i nogle regioner er der naturlige foci af denne sygdom blandt gnavere. Klar organisation og gennemførelse af forebyggende foranstaltninger forhindrede forekomsten af pest.

Der blev kun registreret sporadiske tilfælde af malaria i nogle områder. Forekomsten af difteri var sporadisk. Difterisygdomme hos voksne blev forhindret ved vaccination mod epidemiske indikationer blandt de enkelte befolkningsgrupper.

Tilbage i 1950’erne var polio en ret almindelig sygdom. I 1955-1956 var dødeligheden på 3,5-11 % nogle steder. Omkring 20 % af patienterne havde alvorlige komplikationer, og 1,5-4,7 % blev handicappede. Efter indførelsen af masseimmunisering mod denne infektion med en levende vaccine udviklet af de sovjetiske forskere M.P. Tjumakov, A.A. Smorodintsev m.fl. blev polio reduceret til isolerede tilfælde.

Som følge af omfattende folkesundhedsforanstaltninger ophørte forekomsten af tyfus i de fleste områder af USSR helt.

Under Anden Verdenskrig, hvor alle landets kræfter var samlet om at slå fjenden, blev der gennemført mange tiltag fra partiet og regeringen med succes. Befolkningens levestandard faldt kraftigt. Befolkningsvandringen steg markant, da tusindvis af fabrikker blev evakueret. Den militære situation skabte forudsætninger spredning af smitsomme sygdomme.

Men i begyndelsen af den store patriotiske krig drog Den Røde Hærs militære sundhedsministerium de nødvendige organisatoriske og videnskabelige og historiske konklusioner på baggrund af alle de positive og negative aspekter af antiepidemi- og forebyggende foranstaltninger i tidligere krige, der var gjort.

Allerede i de første måneder af krigen blev der under ledelse af E.I. Smirnov lavet en samlet plan for sanitære forhold og udviklet anti-epidemibeskyttelse af tropper. Udkastet til resolution fra forsvarskommandoen ”om foranstaltninger til forebyggelse af epidemiske sygdomme i landet og Den Røde Hær” blev vedtaget februar 1942 med vigtige tilføjelser, først og fremmest omkring anti-epidemibeskyttelse af befolkningen.

Ansvaret for gennemførelsen af de relevante tiltag lå ikke kun hos USSR’s folkekommissariat for sundhed, men også eksekutivkomitéerne for lokalråd, jernbane-, hav- og flodflåde osv. Der blev oprettet lokale anti-epidemikommissioner bestående af formændene for lokalråd, repræsentanter for Den Røde Hær og partiorganer. Sanitære kontrolpunkter blev etableret på veje og banegårde. Der var isolationsmuligheder, bad og vaskeri og desinfektionsanlæg. I Den Røde Hær var der sanitære og epidemiologiske enheder og desinfektionsenheder. Der blev organiseret mobile hospitaler, badeanstalter og oprettet desinfektionssteder til vasketøj. Sanitære og epidemiologiske laboratorier blev indsat ved fronten. Antallet af disse divisioner steg fra år til år. Ved udgangen af krigen var der 154 mobile hospitaler alene for smitsomme sygdomme. For at identificere smittede patienter blev husstandsrunder udført både i militærenheder og i befolkningen.

Disse kendsgerninger betød, at de aktive militærtropper ikke bidrog til spredningen af infektioner. Der var naturligvis sporadiske tilfælde af smitsomme sygdomme blandt militære enheder under krigen eller individuelle udbrud af den ene eller anden infektion, men forekomsten steg ikke til epidemiske niveauer. Fra november 1941 til marts 1942 var der udbrud af tularemia på sydfronten, men så snart de vigtigste smitteveje for overførsel af infektioner under militære forhold var blevet kortlagt, blev der lavet en målrettet indsats. Der var også udbrud af tyfus, oftest i besatte områder, der blev befriet, da en af fascisternes metoder var at sprede smitsomme sygdomme i befolkningen.

De forskellige former for tilrettelæggelse af epidemiologiske tjenester for befolkningen til bekæmpelse af forskellige infektioner blev bestemt af levevilkårene i en bestemt historisk periode, forekomsten af smitsomme sygdomme, resultaterne af videnskab og praksis samt medicinske institutioners materielle og tekniske sikkerhed.

Oversat i uddrag fra Revolutionary Democracy, Indien

Læs også:
Arbejderne må klare sig selv under Covid-19 i Rusland

Udgivet i APKs politiske magasin ENHED og KAMP nr. 1 – 2021

På Enhed og Kamps hjemmeside findes artikler fra alle de tidligere udgivelser af magasinet fra 2017 og frem til nu