Den offentlige sektor: Virkeligheden kalder på flere varme hænder, mere tid og bedre uddannelser

I en række beretninger fra den offentlige sektor går det igen at der slet ikke er tid nok til at passe arbejdet ordentligt. Mens ledelser og politikere nægter at se virkeligheden i øjnene, forsøger de samtidig at stigmatisere de ansatte som uengagerede og hjerteløse.

I en videodagbog på Danmarks Radio fortæller en ansat på Århus Universitetshospital, om mange dødsfald af Covid: – Lige pt. føler jeg virkelig, at patienterne dør i vores hænder, og vi kan ikke gøre noget for at stoppe det.

I Århus er der flere Corona-sygemeldinger blandt personalet så de, der er på arbejde må tage flere timers overarbejde for at vagtplanen kan hænge sammen. Dagen igennem er de bagud med opgaverne. På et tidspunkt overmander trætheden og situationen dem og en af de ansatte må kortvarigt trække stikket, lukke sig ind på et kontor og græde.

– Det er så forfærdeligt at føle sig så utilstrækkelig, som jeg har følt mig i dag. Mine patienter har været sure på mig, fordi jeg ikke har kunnet være på stuerne, når de har ringet efter mig, fordi jeg står inde på en anden isolationsstue, fortæller den 24 årige og nyuddannede sygeplejeske.

– Jeg synes bare, det er så presset. Jeg kan snart ikke holde til mere, og jeg får så dårlig samvittighed over, at jeg er nået dertil nu, hvor jeg ikke kan tage på arbejde uden at bryde sammen, siger hun.

Se videodagbogen på dr.dk her

Ansat død efter overfald

I en artikel på A4 arbejdsliv fortæller en ansat om frustrationerne efter der nu igen er sket et overfald, hvor en ansat måtte lade livet, mens han var på arbejde i et bosted.

– Drab på ansatte på de pågældende socialpsykiatriske bosteder sker, fordi der er nogle grundlæggende forhold, der ikke er i orden. Det betyder, at det kan ske alle steder. Og nu er det så sket igen, 29-årige Yamma blev stukket ihjel, mens han var på arbejde på et socialpsykiatrisk bosted.

– De beboere, som flyttede ind, var syge og havde brug for mere hjælp end den, vi kunne give. Personalenormeringen var ikke høj nok til, at vi kunne ikke bruge vores faglighed. Min oplevelse er, at økonomien ofte bliver brugt som styringspunkt, hvor jeg som ansat får fortalt, at der ikke er penge i budgettet. At nu må vi rykke sammen og yde mere, fordi ellers kan vi risikere at blive fyret, fordi der ikke er penge til lønninger. Det gælder både de kommunale og private bosteder.

– Det betyder, at jeg som ansat rykker mine grænser, fordi jeg gerne vil fremstå som en god medarbejder, som er loyal over for min leder og mine kollegaer. Jeg indordner mig og finder mig i urimelige arbejdsvilkår, fordi jeg føler, at jeg ellers kan være skyld i, at enten en kollega eller jeg selv mister arbejdet.

– Jeg vil gerne have, at debatten om hvorfor ansatte bliver udsat for vold, trusler og drab, kommer helt ned på gulvet hos os ansatte. Det er os, der hver dag må gå på kompromis med vores faglighed, og så efterfølgende høre om, at det sker, fordi vi ikke er uddannet godt nok og/eller ikke er faglige nok.

– Jeg vil have, at der bliver et arbejdsmiljø, hvor jeg bliver taget alvorligt som ansat. I stedet for at få af vide, at jeg skal være robust, og at jeg skal styrkes i at klare arbejdspresset. Og at nu må jeg huske at fokusere på, at fortælle om de gode historier.

Læs hele indlægget på a4arbejdsliv her

Vi bliver ikke klædt på virkeligheden

To nyuddannede sygeplejersker fortæller om et presset sundhedssystemet hvor de i deres praktikperioder ikke får lært de basale og nødvendige færdigheder, som det var tiltænkt. Tempoet er så opskruet, at der ikke bliver tid hertil, men i stedet indgår direkte i patienthåndteringen og plejen.

I et læsebrev skriver de bl.a.:

– Sygeplejestudiet er opbygget, så der er ca. 60 procent tid på skolen og 40 procent i praktik. Dette burde selvfølgelig skabe gode forudsætninger for at lære håndværket i praktikforløb, hvor vi har mulighed for at få redskaberne i hænderne. Det ser godt ud på papiret, men realiteten er, at vi bliver kastet ud i et sundhedssystem, som er presset. Sygehusene, og kommunerne for den sags skyld, er pressede. Der er ikke det nødvendige overskud til at lære os, hvordan man trækker medicin op i et lukket system, giver en intramuskulær injektion eller mobilisere patienter/borgere korrekt, så vi ikke ødelægger os selv.

– Vi bliver derimod ofte brugt som arbejdskraft, selv om vi ikke burde tælle med i normeringen. Det sker, at vi som studerende får ansvaret for 4-5 patienter efter få dage i praktik, på trods af at vi burde befinde os i et læringsmiljø med plads til spørgsmål og fejl. Et miljø, hvor der er mulighed for fordybelse i patienternes forløb, proaktiv tænkning og patienthåndtering. Nogle praktiksteder har knap nok en vejleder til stede.

Læs hele debatindlægget i Politiken her

Kravet om gode uddannelse og tilstrækkeligt med kvalificeret faguddannet personale går igen i stort set alle beretninger fra den offentlige sektor. Det gælder skoler, sygehuse, børnehaver, plejehjem osv.. Ude i virkeligheden verden ser man, at der hele tiden skæres ned på faglærte og på fastansat personale, mens ufaglærte og vikarer bliver brugt til at fylde hullerne. Og der er skåret ned på uddannelserne, og samtidig svigter optaget af nye studerende, på sosu.skolerne, på læreruddannelsen, på pædagoguddannelserne og sygeplejeskolen.

Til gengæld er der masser af ledere og politikere, der er klar til at forklare at fejl og problemer slet ikke handler om nedskæringer og faglighed, men om ”engagement” og om at de ansatte ikke har hjertet med i arbejdet. Og deres svar herpå er i stedet for flere og nødvendige varme hænder endnu mere kontrol og mere detaljestyring … Regnark og afkrydningsslister.