I må tage en tørn til – men ikke mere i løn

Landets pædagoger, medhjælpere og dagplejere fik i går en særlig opfordring til at tage en ekstra tørn fra statsminister Mette Frederiksen. Tak fordi I har lært en hel generation at vaske hænder grundigt – og så får I for øvrigt ikke hævet lavtlønnen her ved OK21. For det er hvad de offentlige arbejdsgivere kommer med udover statsministerens tak. Der er ikke råd til andet end en vedligeholdelses overenskomst. Daginstitutionerne er undtaget forlængelsen af nedlukningen frem til 17. januar.

På landets hospitaler er der nu over 800 ansatte smittet med Corona. Og man kan kun spørge sig, hvordan kan det gå til her 9 måneder inde i pandemien. Hvorfor er der ikke tilstrækkelig beskyttelse og værnemidler, hvorfor bliver personalet ikke kviktestet, hvorfor tvinges de på arbejde, selvom de føler sig syge, hvorfor er hygiejne og rengøring ikke orden.

Også på plejehjemmene stiger smitteudbruddene hastigt. Her vil der nu endelig nogen steder blive indført kviktest af personale. Men i forhold til rengøring og hygiejne som er ABC i en pandemi og smittespredning har regeringen valgt at indsætte dyre hygiejnesygeplejersker, der kunne pleje syge, i stedet for at ansatte mere rengøringspersonale. Selv nu hvor man står med konsekvenserne af års nedskæringer og privatiseringer af rengøring på hospitaler, plejehjem, daginstitutioner og skoler nægter de ansvarlige politikere og chefer og ledere at se det i øjnene.

Hvorfor er de offentlige fagforeninger tavse? Hvorfor kræver fagtoppene ikke øjeblikkelig beskyttelse af deres medlemmers liv og helbred nu – og gennem de sidste 9 måneder? Der mangler svar.

Mette Frederiksen sagde på pressemødet i går at situationen viser ”vi danskere er lavet af en hel speciel støbning”. Her må de ansvarlige politikere og embedsfolk tale for selv.

Hele vejen igennem har regeringen og myndighederne gjort meget for at give den enkelte ansvaret for at standse smittespredningen, især unge, migrantarbejdere og indvandrere er blevet stemplet som de skyldige.

Hjælpsomhed og solidaritet mennesker imellem i denne situation er blevet befamlet af klam nationalromantisk propaganda om det store danske fællesskab, hvor vi alle er lige og i samme situation. Hvor statsministeren for åben skærm fælder en tåre over de døde mink, hun ulovligt fik sendt hæren og politiet ud for at slå ihjel. Mens der ikke faldt nogen tårer over den unge sosu hjælper, eller testpoder, der blev smittet på deres job og døde. Kommunernes tak til de mange ansatte i frontlinjen blev nogen steder til en uges ferie til cheferne og chokolade til dem på gulvet. Regionerne tilbød sygeplejersker honninghjerter for måneders intensivt ekstra arbejde! Klasse arrogancen i det nationale fællesskab taler for sig selv.