Mens millioner af mennesker drager et lettelsens suk, eller fejrer Donald Trumps valgnederlag, er det alarmerende at iagttage den høje grad af kontinuitet der findes imellem USA’s skiftende præsidenter. Magtskiftet fra Trump til Biden vil ikke udgøre en undtagelse. Kapitalismens og imperialismens magt er dybt forankret, og intet steds står det klarere end ved USA’s politik overfor palæstinenserne.
Af J. Thalmann, The Red Phoenix
Biden har stået som en erklæret støtte af Israel så længe han har været aktiv i politik. På en konference afholdt af the American Israel Public Affairs Committee (AIPAC) fortalte Biden en anekdote om hvordan han havde støttet Israel siden han var barn – at hans far havde lært ham, at det at bevare Israel som en jødisk stat var den eneste metode til at undgå et nyt holocaust. Han genkaldte sig, hvordan hans far blev forvirret over at nogen kunne finde på at gå imod dannelsen af en jødisk stat. Måske kunne det have afklaret forvirringen hvis han havde kendt til den massakre mod tusinder og fordrivelsen af hundredetusinder der blev gennemført i 1948 for at skabe staten Israel.
I 1986 hyldede Biden eftertrykkeligt Israel overfor Senatet, idet han optrådte som om han tog et modigt standpunkt. Han kaldte Israel ”den bedste 3 milliarders investering vi kan foretage,” inden han fortsatte ”fandtes der ikke allerede et Israel, måtte USA opfinde det for at sikre vores interesser i regionen”. Denne kommentar rammer ikke alene Bidens fuldtonende støtte til en apartheidstat, men også hans utvetydige støtte til amerikansk imperialisme.
Under George H. W. Bush’s præsidentskab gik Biden op imod Bush’s politik for at tilbageholde lån til Israel som svar på udvidelsen af bosættelserne. Biden var i 1991 med til at støtte et republikansk ledet lovforslag om at fortsætte lånene uden betingelser. Loven blev ikke gennemført, hvilket illustrerer Biden’s villighed til at tage et radikalt anti-palæstinensisk standpunkt, selv når han var i mindretal.
Som vicepræsident under Barack Obama fortsatte Biden sin støtte til de israelske forbrydelser der var rullet ud under de tidligere administrationer. Obama overtog præsidentposten mens murbrokkerne fra Israels forfærdelige Operation Cast Lead-massakre stadig ulmede. Men endnu mere voldsom israelsk brutalitet stod til at blive gennemført i hans præsidentperiode. I 2014 gennemførte Israel en massakre kaldt Operation Protective Edge, der dræbte mere end 2000 palæstinensere i Gaza – mere end en fjerdedel af dem var børn. USA fortsatte med at forsyne Israel med våben gennem de syv ugers grusomheder.
Obama administrationen garanterede Israels immunitet fra international lov ved at nedlægge veto mod stort set alle FN-resolutioner imod udvidelsen af bosættelserne. Den eneste undtagelse var, da de i december 2016 undlod at stemme. Men Obama efterlod ikke Israel ude i kulden i hans sidste dage som præsident – det modsatte var tilfældet. I stedet begavede han Israel med en aftale om minimum 38 milliarder dollars i militær støtte over en periode på 10 år. Israelske topembedsmænd har fortalt til Jerusalem Post, at de starter forhandlinger op med Biden i de kommende måneder om en fornyelse af aftalen fra 2027.
Israelerne har givet udtryk for, at de vil bede om en forøgelse af den militære støtte: ”Den nye plan må tage højde for nye trusler og udfordringer i Mellemøsten”. Biden er stærkt tilbøjelig til at bakke op om en sådan forøgelse, som hans forhistorie viser.
Alt dette ændrer ikke på den enorme skade, som Trump administrationen har gjort mod det palæstinensiske folk. Mange af Trumps politikker har været afvigelser fra den traditionelle udenrigspolitik, og det er usandsynligt at Hilary Clinton ville have gennemført de samme ændringer. Trump flyttede den amerikanske ambassade til Jerusalem, anerkendte Israels anneksion af Østjerusalem og anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad. Han anerkendte Golan Højderne som israelsk område, på trods af at det er syrisk territorium, der blev erobret i 1967 under Israels 6 dages aggressions- og erobringskrig. Trump stoppede også humanitær hjælp til palæstinenserne, lukkede en diplomatisk palæstinensisk mission og underskrev en bekendtgørelse, der pressede universiteterne til at gå i aktion mod pro-palæstinensiske aktiviteter.
Blandt disse omfattende ændringer i politikken vil Biden sandsynligvis genoptage den humanitære hjælp og den diplomatiske mission, men ellers lade alt andet være som Trump efterlod det. Faktisk har han været fortaler for at bibeholde ambassaden i Jerusalem. Denne kontinuitet er måske en af grundene til, at Biden har vundet den israelske lobbys opbakning. Hvor Obama administrationen var udsat for harsk kritik fra grupper som AIPAC, har Biden skabt et venskabeligt forhold til dem. En anden faktor kan være Trumps tendens til at skabe afstand til de neo-konservative ved at fremføre et anti-krigsstandpunkt. Desuden er den israelske lobby bekymret over den pro-palæstinensiske holdning, der udvikler sig i Demokraternes vælgerbase, særligt blandt de unge vælgere. En stærkt pro-israelsk demokratisk administration kunne få funktion af stopklods ifht at miste Det demokratiske parti på længere sigt.
Joe Bidens valg af Kamala Harris som vicepræsident hjælper kun til at cementere den kommende administration som fuldgyldig anti-palæstinensisk. Da hun blev spurgt af en New York Times journalist, om hun mener at Israel lever op til internationale menneskerettighedskonventioner ævlede hun om ”fælles værdier” indtil journalisten måtte gentage sit spørgsmål. Denne gang spurgte hun ham, ”hvad refererer du specifikt til her?” Dette interview blev gennemført i april 2019, hvor Israels forbrydelser under Den store march for tilbagevenden – som at nedskyde ubevæbnede sundhedsarbejdere, journalister og demonstranter – stod frisk i offentlighedens hukommelse. Mærkværdigvis kunne hun på trods af dette ikke komme i tanke om nogen sager forbundet med Israel. Hun endte med at svare ”grundlæggende set, ja”.
På trods af den absurde, og reelt racistiske påstand, om at Kamala Harris er en radikal venstreorienteret, er hun fast forankret på Det demokratiske partis højrefløj. Hendes holdning til Israel er ingen undtagelse herfra, men faktisk et typisk udtryk for hendes holdning. Som senator var den første resolution hun støttede en fordømmelse af Obama administrationens beslutning om at undlade at stemme frem for at nedlægge veto mod FN’s sikkerhedsråds resolution imod udvidelsen af bosættelserne i 2016. Ligesom Biden går hun imod at beskære eller stille betingelser for militær støtte til Israel. I følge Halie Soifer, en tidligere hjælper og leder af the Jewish Democratic Council for America er Biden og Harris helt på linje i deres støtte til Israel, og ”den eneste forskel mellem de to er længden af den tid Biden har beskæftiget sig med dette område”.
Arbejdere og studerende i USA må være på stikkerne ifht at gå op imod Bidens regering fra hans første dag som præsident. Uanset hvor tilfredsstillende det kan være at se Trump gå ned i flammer, vil de ændringer Trump gennemførte i forholdet mellem USA og Israel, stå ved magt stort set uændrede under Biden. Hvad der er endnu værre er, at vi vil se fortsættelsen af årtiers ubarmhjertig anti-palæstinensisk politik fra USA’s side, der har lagt grunden til de jordbesættelser, massakrer og apartheid som Israel gør sig skyldig i.
Oversat fra
A “Return to Normal” With Biden Means Continued Suffering for Palestine
The Red Phoenix
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
