Det kapitalistiske landbrug er rugekasse for pandemier

Det kapitalistiske industrilandbrug er en monokultur både for planter og dyr. Svin, høns eller mink i tusindvis paces frem, flest muligt, hurtigst og billigst muligt med størst mulig profit. Dvs uden hensyn til dyrenes natur og sundhed, anbragt sammen i ekstremt antal på lidt plads. Det skaber grundlag for at opformere sygdomme – også sygdomme der kan – og bliver – spredt til mennesker.

At husdyrproduktion kunne være rugekasse for smitsomme sygdomme og pandemier blev helt afvist i begyndelsen af corona-pandemien af daværende landbrugsminister Mogens Jensen. I Politiken d. 7. maj afviste han at en ny virus vil kunne udspringe fra dansk landbrug. Denne påstand blev også indirekte en afvisning af, at husdyrproduktionen kan spille en rolle i spredningen og udbredelsen af en allerede eksisterende virus. Der blev lukket øjnene for den store risiko der er indbygget i den kapitalistiske industrielle husdyrsproduktion.

Risikoen blev med al tydelighed demonstreret få måneder senere gennem minkfarmenes rolle i smittespredningen af corona. Og samme problemstilling har været kendt i årevis ifht den livsfarlige MRSA, der er spredt fra den ene svinebesætning til den anden og fra svin til mennesker.

Også det problem har politikerne nægtet at tage alvorligt af hensyn til svineproducenterne.

Europas mest intensivt dyrkede land

I Danmark findes en fast bestand på omkring 13 mio. svin og der produceres årligt 120 millioner slagtekyllinger. Bestandene bliver større og større og dominerer hele landet og landskabet med sine fabriker og sin intensive produktion af foder. 82 procent af dansk landbrugsjord bruges til at dyrke dyrefoder og Danmark er det langt mest intensivt dyrkede land i Europa, både hvad angår antal produktionsdyr pr indbygger og procentdel dyrket areal. 62 % af landet bliver brugt til landbrug. Vi lever tæt på produktionen, på dens gylle og dens sygdomme.

Med rødder i de store industrilandbrugs politiske magt bliver det i almindelighed betragtet som helligbrøde overhovedet at stille spørgsmålstegn ved produktionens indretning og risiko for befolkningen og manglen på natur. Men her under corona’en kunne vi opleve et modsætningsforhold mellem forskellige kapital-fraktioner, da regeringen fra at nedtone risikoen fra minkproduktionen og bare lade smitten sprede sig i Nordjylland pludselig skiftede hest og beordrede alle mink slået ihjel. Her mærkede man hvordan Dansk Industris og DA’s hånd dirigerede Mette Frederiksen. Den øvrige eksportbranche havde brug for at Danmark stod frem med en ren corona-attest – så ud med minken, der jo i øvrigt også var blevet en underskudsforretning.

Rovdrift på natur skaber risiko

I et større perspektiv beskriver forskere, hvordan ødelæggelsen af naturens økosystemer skaber større kontakt mellem vilde dyr og mennesker, hvor sygdomme fra dyrene bringes ind i menneskenes samfund, og her kan spredes videre gennem husdyrene.
Klimaforandringer og ødelæggelser af vilde dyrs levesteder, såsom afskovning og udtømning af vandressourcer, har den konsekvens, at vilde dyr og mennesker kommer tættere på hinanden, konkluderer Carsten Rahbek i et studie.

Kapitalisme og den jagt på profit der ligger i systemet fra kapitalejernes og staternes side skubber alle andre hensyn af vejen, fra klima, natur til menneskers sundhed. Problemerne er ikke uundgåelige, men bundet til den kapitalistiske produktionsform. Produktionen kan indrettes med hensyntagen til både naturen og menneskenes behov, hvad der ikke behøver at være modstridende. Dette vil være muligt i et socialistisk samfund, hvor netop dette vil være styrende for produktionen, ikke profit for de få.