Karakteren af den økonomiske krise i dag

Af Franz Krejbjerg, kongres debat

Når vi taler om kapitalismens krise, dækker det i virkeligheden både over flere konkrete krise i dag og samtidig over Lenins beskrivelse af imperialismen som kapitalismens døende og rådnende fase, det vi samlet kalder kapitalismens almene krise. Derfor er der brug for at vi forsøger at gøre det klarere for os selv og arbejderklassen hvad det egentlig er vi taler om.

Kapitalismens konkrete økonomiske krise har både karakter af en “almindelig” overproduktions krise, og samtidig alle de træk som Lenin beskrev i bogen Imperialismen som Kapitalismens Højeste Stadium, hvor han kort sammenfatter, at den gennemgående tendens er: ”Monopol, oligarki, stræben efter herredømme i stedet for frihed, og efter få rige og mægtige nationers udbytning af et stadig større antal små eller svage nationer — alt dette skabte de kendetegn hos imperialismen, som bevirker, at vi karakteriserer den som snyltende eller forfaldende kapitalisme.

(…) det bliver indlysende, at vi står over for en samfundsmæssiggørelse af produktionen og aldeles ikke nogen simpel »sammenfletning«; det bliver klart, at de privatøkonomiske og privatejendomsretlige relationer endnu danner et hylster, som ikke længere svarer til deres indhold, og som derfor uundgåeligt må gå i forfald, når disse relationers afskaffelse trækkes kunstigt i langdrag. Og det bliver endeligt klart, at denne rådnende tilstand vel kan holde sig forholdsvis længe (om helbredelsen for den opportunistiske byld ulykkeligvis endnu skulle lade vente på sig), men at den dog uundgåeligt vil blive bragt til ophør.”

En overproduktionskrise vil sige, at opsvinget er nået toppen. Under opsvinget er store mængder kapital smidt efter de brancher hvor der er mest profit, blot for at opleve at markedet nu pludselig er mættet og der er alt for mange varer og for stor produktions kapacitet, i forhold til hvor mange der har råd til at købe. Mange brancher oplever deres egne mindre cyklusser, mængden af fine restauranter i storbyerne kan f.eks. opleve et meget hurtigt skift mellem gode og dårlige år. Mens samfundsøkonomien som helhed tenderer i retning af et samlet udsving, et opsving følges af en spekulativ fase, og en krise og efterfølgende krak, opkøb og depressions periode, konsolidering før et nyt opsving viser sig. I verden som sådan kan fænomener udspile sig lokalt i bestemte regioner eller verdensbrancher, eller som forskudte kriser over tid. Allerede Marx beskrev tendensen i retningen af store verdenskriser. Og det har vi set tydeligere og tydeligere. Handel og produktion er siden murens fald og Kinas indtog i verdenshandelsorganisationen blevet totalt låst sammen.

Den simple kapitalistiske krisecyklus kan beskrives sådan, at industrien hele tiden forsøger at blive mere profitabel dels ved at sælge flere produkter, dels ved at gøre de enkelte produkter billigere at producere. Og en væsentlig metode til dette er at øge mekaniseringen og presse lønnen. Hvilket dels skaber mindre profit på det enkelte slutprodukt og dermed forstærker tendensen til at øge antal solgte produkter, og samtidig svækker arbejderklassens købeevne, hvilket gør at efterspørgslen udhules. Det er simpelt fortalt rytmen i de relative overproduktionskriser. Og når flere virksomheder konkurrerer indenfor det samme segment, så skærpes disse kriser bl.a. fordi de ofte underbyder hinanden. De virksomheder der har adgang til mest kapital, der kan tåle længst tid med tab, vinder som regel kampen og opkøber deres rivaler.

De cykliske kriser betyder ikke altid blot at de mindre og de mest belånte virksomheder går konkurs, og de store bliver større, i en uendelighed. Som vi har set med alle industriers konsolidering, så sker der det på et tidspunkt, at en ny teknologi modnes og slår igennem og en hel branche går i graven. Der er i dag tegn på at hele økonomien omkring energi og transport står overfor et sådant voldsomt skifte.

De særegenheder som vi ser i den nuværende krise er utroligt omfattende, så her vil jeg blot trække tre punkter frem. Coronapandamien, tendenser i verdensmarkedet i retning af et styrket Kina, samt en ny teknologisk udvikling, der rammer på en lang række kerneindustriområder på én gang.

Punkt 1. Coronapandemien har givet en række chok til verdensmarkedet, først og fremmest ved at centrale dele af produktionen har været lukket ned en periode i foråret. I praksis har det i virkeligheden kun været med til at forstærke allerede eksisterende krisetegn i en række brancher. Coronakrisen har samtidig givet anledning til et skifte i regeringernes økonomiske politik, fra en periode med langsom afvikling af statsgæld, har den danske stat på én gang lånt hvad der svarer til 10 Storebæltsbroer, og årtier med gældsafvikling er mere eller mindre rullet tilbage på et enkelt kriseår. Igen er det vanskeligt at give coronakrisen ”æren” for dette skifte, da statsmagten allerede var parat til at foretage en lang række store investeringer i omlægningen af energiforsyning.

Punkt 2. Omkring årtusindeskiftet var der ingen der forventede at Kina ville indhente USA og EU-medlemslandene i en forudsigelig fremtid. Men flere økonomiske kriser og Kinas optagelse i WTO i 2001 har for alvor vendt det økonomiske verdensbillede. Mens f.eks. EU har gennemført en hård sparekurs, og USA har brugt mia. på sine oliekrige i Mellemøsten, har Kina for alvor omfavnet nye teknologier og investeret massivt i udvikling og uddannelse.

Verdens mest værdifulde virksomheder på børsen i dag i dag viser tydeligt hvad der har drevet verdensøkonomien. Kun et enkelt oliefirma er tilbage, Saudi Arabian Oil Company. Ellers er det Microsoft, Apple, Amazon, Alphabet (google), Facebook, der topper listen samt Alibaba (Kina), Tencent Holdings (Kina). Stort set alle i toppen er IT giganter der har blikket stift rettet på sociale medier og folks indkøbsvaner. Man kan opgøre virksomhedernes størrelse på flere måder, men markedsværdi på børsnoterede virksomheder giver en udmærket ide om hvor investeringerne går hen.

Hverken Rusland, EU-landene, Mellemøsten, Afrika, eller Latinamerika er at finde i den mest lukrative branche i verden lige nu, mens Indien, Japan og Korea stadig hægter sig med i toppen. Kina er ikke kun kommet med på vognen for moderne teknologi, men også i mange andre industrigrene, og i energibranchen kan man se at Kina har overhalet stormagterne i G7. Eneste punkt hvor Kina ikke kan være med, endnu, er på BNP pr. indbygger. Den nye økonomiske styrke bruger Kina til at skaffe sig adgang på verdensmarkedet for sine mere avancerede industriprodukter, som IT udstyr, biler, maskiner og robotter. Og her kommer vi til et af denne krises særtræk, nemlig at EU og USA de seneste år har startet en handelskrig mod Kina for at bremse virksomheder som Huwai. For første gang ser man at industriproduktionens trend til udflytning af arbejdspladser under en krise er gået i stå i USA.

Punkt 3. For 10 år siden var olie og gas nogle af de største og mest værdifulde virksomheder i verden, i dag kan det konstateres, at uanset hvor mange statslige støttepenge der vil blive kastet efter oliebranchen og benzinmotorerne, så vil de arbejdspladser forsvinde. Alt hvad der står tilbage af disse engang så urokkelige monopoler, er bundløs gæld, et gigantisk forureningsproblem, og en stadig mere dramatisk klimakrise. Karakteren af den konkrete krise, kan altså siges at indeholde en dramatisk komponent der kan ramme hårdt og uforudsigeligt.

Hvad vil et totalt skifte væk fra olie og benzin betyde? Først og fremmest vil en meget stor del af landene i Mellemøsten blive meget fattige, og samtidig totalt forgældede. En stor del af golfstaternes olie mia. er i dag investeret i USA og EU, så et kollaps i olieprisen vil få omfattende virkninger, også for den mængde spekulationskapital der er til rådighed for de rige lande. Også det militær industrielle kompleks vil blive ramt økonomisk af et energiskifte. For golfstaterne er nogle af de mest velhavende og flittige købere af militært udstyr, og det sker med et program hvor der betales i olie for våben. Hvis olien mister værdi er der intet at købe for.

Alle de amerikanske baser, der i øjeblikket er i Mellemøsten og dele af Afrika er der primært for at holde kontrol med råstoffer, herunder med transport af olieforsyninger. Uden olien som omdrejningspunkt vil ganske mange forandringer kunne være i spil. Dette vil ikke nødvendigvis ske hen over natten. Men alle lande der i dag lever af olieindtægter som deres primære indkomst og eksportartikel og adgang til udenlandsk valuta vil gå en hård tid i møde.

Skiftet til vedvarende elektricitet er kun et af flere nybrud i den teknologiske udvikling, der vil få afgørende betydningen for arbejdspladser. En andet af de helt store revolutioner, der må forventes at komme i samme periode, er fra det næste store gennembrud inden for robotteknologi. Teknologi til automatisk genkendelse af objekter og bevægelse, er på vej ud af sin tidlige fase, og den dag lager- og transportsektoren overtages af robotter er meget tættere på end de fleste forestiller sig. På et tidspunkt vil busser, tog, fly, containerskibe, taxier, varevogne osv. osv. selv kunne futte rundt med passagerer og varer. De virksomheder der kommer til at mestre den nye teknologi vil komme til at dominere markedet, mens alle andre vil synke i grus. Når denne type af teknologiskift, fra vandmøller til dampmaskiner, fra hestevogne til biler med benzinmotorer, indfinder sig, vil man kun bevare det gamle på et museum.

Flere af denne type af teknologiskifte står verden nu i samtidig med krisen, og Rusland, EU- landene, Mellemøsten, Afrika, og Latinamerika ser ud til at blive særdeles hårdt ramt pga. teologisk efterslæb på stort set alle fronter.

Afklaring på hvad kapitalismen kriser består af, må stå centralt i arbejdet

Kapitalismens overproduktionskriser og spekulationsbobler kommer og går, og folk tager dem ikke nødvendigvis som alvorlige problemer ved selve kapitalismen, måske også fordi det er svært at få hold om den reelle arbejdsløshed. Indtil videre er det stadigt lidt diffust i Danmark i hvert fald.

Skal det lykkes at forandre folks opfattelse af den aktuelle krise, skal der svares på spørgsmålet om hvorfor industrien igen igen har bevæget sig så langt ud på planken, at kapitalen ikke længere selv kan løse krisen, men i stedet vender sig mod staten og kræver at landet gældsætter de kommende mange generationer, for at financiere kapitalismens fortsættelse.

New Green Deal og hvad der ellers brygges sammen rundt om i hele verden, er netop ikke andet end direkte statsstøtte til kapitalismens forsøg på at overleve – altså borgerskabets forsøg på at bevare deres system og sende regningen til arbejderklassen. Den eneste måde at nå en nærmere afklaring er at forstå hvad kapitalisme er.

Samtidig kan vi sige at denne krises særtræk betyder at den ikke alene kan løses med borgerskabets gammelkendte metoder. Dvs. støtte til de gamle monopoler til at klare sig igennem stormen vil ikke hjælpe.

Det er ikke det samme som at sige at der aldrig mere vil komme et økonomisk opsving. Men reelt står hele den eksisterende produktionsøkonomi overfor en total forandring, på samme måde som da dampmaskinen skabte en total omvæltning.

Noter:

Lenin Imperialismen, udvalgte værker bind 6. Afsnit: Imperialismens historiske placering.

I 1998 vedtog den partiforberedende organisation Oktober en politisk resolution der på glimrende vis trækker alle disse forhold op som de så ud for lidt over 20 år siden:

Se alle indlæg i Kongrestema