D. 28. september er det 20 år siden, at monopolborgerskabet og unionspolitikerne modtog et rungende NEJ til euroen og dens konsekvenser. APK skrev dengang:
– Nej’et er ikke bare et ja til at bevare kronen, men et Nej til euro’en og til monopolernes unionsprojekt. Et Nej til afgivelse af mere suverænitet, til mere union. Og et Nej til nye forringelser af tilkæmpede velfærdsgoder.
Og slog samtidig fast:
– Det må ikke glemmes, at ‘Europas Forenede Stater’ med egen stat, regering, mønt og militær, stadig er på vej – selvom de danske arbejdere og et flertal i befolkningen vil stå af. Et vigtigt slag er vundet – men den konsekvente unionsmodstands mål er stadig, at Danmark træder ud af EU.
EN BETYDELIG SEJR
Udtalelse fra Arbejderpartiet Kommunisterne, APK d. 28. september 2000
For tredje gang har danskerne sagt Nej til euro og ØMU. Et definitivt Nej!
Det er en betydelig sejr over magthaverne, over en ja-side, der bruger og misbruger statsapparatet til propaganda, kontrollerer hovedparten af medierne og har pengene. Det er en sejr for folket over pengemagten, over monopolerne og storkapitalen. Og det var først og fremmest arbejderklassens sejr. Fordi arbejderne sagde Nej, sagde Danmark Nej.
Ja-sidens skræmmekampagne, trusler og løfter blev fejet til side. De har truet med rentestigninger, arbejdsløshed og højere skatter. De har udstedt ‘garantier’ for folkepensionen og mod forringelser af velfærden. De har lovet en gylden fremtid for Danmark, bare vi opgav kronen og endnu mere suverænitet.
Nej’et har vist den dybe og berettigede mistillid, der er til unionspolitikerne.
Nej’et er ikke bare et ja til at bevare kronen, men et Nej til euro’en og til monopolernes unionsprojekt. Et Nej til afgivelse af mere suverænitet, til mere union. Og et Nej til nye forringelser af tilkæmpede velfærdsgoder. Samtidig har det med et slag forhindret de opfølgningsafstemninger til fjernelse af de øvrige danske forbehold, som unionspolitikerne havde bebudet efter et ja-flertal.
Men selvom unionspolitikken er underkendt, er den ikke endeligt besejret. Langtfra endda. Og derfor skal Nej’et forsvares. Derfor skal ja-siden ikke have held til at luske en omafstemning eller nye traktater igennem: Nej’et er i sit indhold også et Nej til dansk tilslutning til den kommende Nice-traktat. Det er et nej til veto-rettens fjernelse og overgang til flertalsafgørelser. Et nej til unionsharmonisering af skatte-, social- og indenrigspolitik o.s.v.
Det må ikke glemmes, at ‘Europas Forenede Stater’ med egen stat, regering, mønt og militær, stadig er på vej – selvom de danske arbejdere og et flertal i befolkningen vil stå af.
Unionspolitikerne vil med alle midler søge at luske Danmark med. Det skal forhindres.
Men Nej’et skal også bruges. Det skal bruges til at styrke kampen for bedre forhold for arbejderne og det store flertal. Til at bremse den direkte og indirekte unionsharmonisering til et lavere niveau på arbejdsmarkedet og det sociale område. Det skal bruges til at styrke dansk suverænitet, som et skridt på vejen til løsrivelse fra Den europæiske Union og bindingerne til den.
Et vigtigt slag er vundet – men den konsekvente unionsmodstands mål er stadig, at Danmark træder ud af EU.
Ja-siden, der stod samlede i en fælles front – regering og ‘opposition’, DA og LO – befinder sig chok. For anden gang har magthaverne tabt en folkeafstemning med et brag. Nu skyder de skylden for nederlaget på hinanden. Det kan hurtigt munde ud i et folketingsvalg for at ‘stabilisere’ situationen. Og på Nej-siden venter både Dansk Folkeparti og Socialistisk ditto på ministerposter i hver deres danske unionsregering. Og samtidig var ja-siden straks ude med snøren: Nu skal der skabes ‘bred enighed om den danske EU-politik’. Jens-Peter Bonde kvitterede med et forslag om at udforme en politik ‘med opbakning fra 80 pct. af befolkningen’. Der lægges op til en ny variant af det nationale kompromis, et ‘strategisk kompromis’.
At forsvare, styrke og bruge Nej’et er ikke så let som det lyder. Det betyder også, at kernen i unionsmodstanden: arbejderklassen Nej, og ligeledes det konsekvente folkelige Nej, der vil have Danmark ud af EU, må blive stærkere.
I den forbindelse er det værd at huske på, at det danske Nej har ikke bare betydning for vort eget land. Det er et solidarisk Nej, som vil styrke arbejderklassens og folkenes kamp overalt i Unionen, og udenfor, mod monopolernes projekt.
ARBEJDERPARTIET KOMMUNISTERNE
APK
28. 9. 2000
Se mere fra Arbejderpartiet Kommunisternes kampagne mod euroen i 2000
APKs formand Dorte Grenaa holdt d. 1. maj 2000 en tale på Rød 1. maj i Munkemose, Odense, hvor hun sagde:
– Unionspolitikerne, arbejdsgiverne, LO-toppen og hele magteliten siger, vi skal stemme ja. Men vi stemmer nej den 28. september. Arbejderne gør en forskel. Siger arbejderne nej, så siger Danmark nej.
Siger arbejderne nej, siger Danmark nej
APKs formand Dorte Grenaas tale på Rød 1. maj 2000 i Odense
Sig Nej den 28. september
KP6, 2000
Appel til de danske arbejdere vedr. folkeafstemningen den 28. september
6. Internationale Faglige Træf, Odense, 9.-11. juni 2000
Et nej gør en forskel
APK’s Centralkomité September 2000
Frem mod et rungende Nej til euro og Union
Kommunistisk Politik 11. september 2000
Det blev et Nej: En betydelig sejr
Arbejderpartiet Kommunisterne 28. september 2000
Glemmer de, så husker vi alt
Kommunistisk Politik 10. oktober 2000
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
