Hvad er det der sker I Portland?

Af David Rovics, musiker

“Når jeg har set mig omkring gennem disse to måneder, særligt på en god dag, ser jeg så megen energi og så mange mennesker, som vi nogensinde har set under Black Lives Matter, Occupy Wall Street, protesterne mod ICE’s børnebortførelser og de unge klima- og antimassakre bevægelser gennem de seneste år tilsammen”.

Jeg har været bosiddende i Portland, Oregon siden 2007. Og jeg er på det seneste blevet kontaktet af langt flere mennesker end sædvanligt, og alle stiller det samme spørgsmål: Hvad er det, der sker i Portland?

Jeg kæmper med at nå frem til et svar på dette spørgsmål. Som med ethvert svar på et konkret spørgsmål afhænger det af hvor langt vi vil gå for at sætte spørgsmålet ind i en fornuftig kontekst, ifht både tid og sted. Så jeg tænkte jeg ville gøre et forsøg, for hvad det er værd.
At få et svar på disse to helt simple spørgsmål, er hvad de fleste ønsker: Er Portland i krigstilstand? Og er der en revolution i gang? Nej, i det mindste ikke endnu, men tempoet øges under sådanne historiske tidspunkter, så man ved aldrig hvad der ligger lige rundt om hjørnet.

USA er mere opsplittet økonomisk end nogensinde siden røverbaronernes tidsalder, og var det længe før pandemiens tid. Vi har 4 procent af verdens befolkning, men noget i retning af en fjerdedel af verdens fanger, hvoraf de fleste er farvede, på trods af, at landet overalt har et hvidt flertal.

Vi oplever en ude-af-kontrol-pandemi, med et sundhedssystem der bryder sammen under byrden, fra New York til Louisiana, hvilket også alt overvejende berører farvede mennesker.

Mens dette sker har en veto-sikret super-majoritet bestående af begge regeringspartier netop vedtaget et endnu større militærbudget end det rekordstore budget fra sidste år, næsten lige så stort som resten af verdens militærbudget tilsammen. Det kunne de enes om, men om de kan nå frem til en strategi for at undgå 28 millioner udsættelser, som hele erhvervspressen forudsiger vil finde sted i de næste 2 – 3 måneder er et åbent spørgsmål. Og de fleste af landets byer har for travlt med at bruge tæt på halvdelen af et typisk budget på deres politistyrke, mens stadigt flere af deres indbyggere må flytte ud i deres bil eller i telt.

Lad os sætte Portland ind i en relevant før-pandemikontekst: Den er den største by i en stat med en historie af institutionel racisme, en stat der blev etableret som et hvidt hjemland. Oregon udviklede ikke meget i retning af en sort befolkning før manglen på arbejdskraft opstod under Anden Verdenskrig, omkring den tid hvor så mange af de billige træhuse blev bygget, der nu er blevet til ejendomskomplekser der lejes ud til ekstreme overpriser.

Byen Portland har, ifølge data fra folketællingen mistet det meste af sin sorte befolkning siden år 2000. En overskrift beskrev for nylig, at den gennemsnitlige sorte familie i USA ikke har råd til at leje en 2-værelses lejlighed i Portland til den almindelige markedspris.

Portland er den by der har den højeste huslejebyrde i USA, en by med en institutionelt dybt racistisk politiafdeling, der indeholder deciderede nazister, og denne politiafdeling har i nogle år haft den nationale rekord i at dræbe fleste sorte pr indbygger – foran alle politiafdelinger i landet.
Langs alle større veje vil du finde hundredvis af mennesker, der bor i telte, med deres elendighed blotlagt for de forbipasserende. Noget mindre synlige er de mange der bor i biler ved enhver større vej i byen.

Portland, såvel som Minneapolis, der begge er metropoler med en hvid majoritet med en lang historie af racistisk organisering, har også en stærk historie af antifascistisk modstand, som gentagne gange har taget form af fysiske konfrontationer på gaden, hvor politiet generelt optræder som støtte for de hvide racister, mens de forsøger at opretholde et figenblad af neutralitet for at tilfredsstille pressen og de liberale.

På trods af den alvorlige situation hvad angår de grundlæggende menneskerettigheder i USA, med suppekøkkener der har mere travlt end nogensinde, med millioner af arbejdsløse, hvor pressen taler om at hvert fjerde barn lever med usikkerhed ifht at kunne få mad, med nedsat levealder etc, vil du ikke i almindelighed finde en udbredt protest overfor denne situation udtrykt på gaden i byerne landet over. Masser af mennesker dræber sig selv eller hinanden, eller er involveret i politisk aktivitet, men når det kommer til storstilede gadeprotester eller kampagner med civil ulydighed i USA i de seneste årtier, har de hovedsagelig været fokuseret på andet end hvad vi kan kalde ’brød og smør’-spørgsmål.

I den mest huslejebebyrdede by i landet vil du næppe finde en protest for lejernes rettigheder med mere end nogle få dusin mennesker. Den etniske ’rensning’ af byen – med tabet af halvdelen af den sorte befolkning – fremkalder knap et pip i form af protester ved rådhuset eller i hovedstaden. Lighed i livsbetingelser, også kendt som menneskerettigheder har ingen betydning, lader det til. Men, tro mod de idealer vi vokser op med i lærebøgerne, kan klare eksempler på at folk er blevet diskrimineret og frataget retten til at bruge deres grundlæggende menneskerettigheder give anledning til temmelig store civile ulydighedsaktioner – f.eks. når nogen bliver dræbt kun på grund af at være sort og være på vej hjem fra arbejde, eller bombet blot for at være iraker og søge ly i et beskyttelsesrum, eller dræbt blot for at være et forkert sted på det forkerte tidspunkt, eller for at gå i skole, når en massemorder beslutter sig for at komme forbi. Åbenlys racistisk diskrimination, åbenlys imperialisme af den type der involverer militæret, eller andre former for meningsløs myrderi får respons.

Folk, eller hele lande der bliver opfattet som at have fået ’en fair chance’, men fejler i at lykkes fremkalder mindre sympati. Hvis du er jaget ud af San Fransisco pga de høje priser og har måttet flytte til Portland, er det sådan det er. Hvis du har været indblandet i narkohandel eller tyveri i forstæderne og bliver dræbt, burde du aldrig være blevet involveret i kriminalitet. Hvis du aktivt satte dig imod besættelseshæren, frem for at gemme dig i et beskyttelsesrum vil du møde mindre solidaritet fra Vestens progressive.

Visse undtagelser fra dette i de seneste tiår hvad angår civil ulydighed på en bredere skala er opstanden i Indien i 2016, Black Lives Matter-bevægelsen, Occupy Wall Street og bevægelsen for global retfærdighed, kendt som antiglobaliseringsbevægelsen sidste i 1990’erne – selvom hovedvægten i den bevægelse drejede sig om en retfærdig global handel, særligt for det globale syd, hvor livskvaliteten for den kæmpende arbejderklasse i nord mere syntes at blive inddraget som en eftertanke.

I mine mere håbefulde øjeblikke tænker jeg, at det der sker nu er en bevægelse – under presset fra alle de sprækker der afsløres af pandemien og regeringens helt utilstrækkelige svar på den, både hvad angår det offentlige sundhedsberedskab og den økonomiske krise den bringer frem – der virkelig forsøger at konfrontere den grundlæggende uduelighed ved det kapitalistiske system ifht nogensinde at kunne danne rammen for løsning på de grundlæggende problemer – politibrutalitet, institutionel racisme, krig, sundhed for alle, og stort set alle andre goder.

Teorien om ’de enkelte dårlige æbler’ er officielt smidt på lossepladsen, de strukturelle problemer for store til at kunne pakkes væk i et flag.

Dette har i særlig grad været tilfældet i adskillige uger efter mordet på George Floyd, og nu igen, i al fald her i Portland efter at Oregon Public Broadcasting officielt lukkede historien ud om at det ikke alene er de lokale strømere, der tåregasser alle og enhver, men også føderale agenter, som også vilkårligt bortfører mennesker fra gaderne midt om natten.

Når jeg har set mig omkring gennem disse to måneder, særligt på en god dag, ser jeg så megen energi og så mange mennesker, som vi nogensinde har set under Black Lives Matter, Occupy Wall Street, protesterne mod ICE’s børnebortførelser og de unge klima- og antimassakre bevægelser gennem de seneste år tilsammen.

Og formentlig, ud fra menneskemængdens udseende, med særlig vægt på Black Lives Matter. Og rigtig mange af disse mennesker, sætter, sammen med pressen, åbent spørgsmålstegn ved teorien om ’de dårlige æbler’og ser på racismen som Black Lives Matter gør det, som et dybt institutionelt, fundamentalt og grundlæggende spørgsmål i USA. Dette får så fornuftige folk til at stille det samme spørgsmål som andre har stillet så længe – hvis sorte liv betyder noget, hvad så med en bolig man har råd til, taget i betragtning at manglen på det berører sorte mennesker så ulige. Hvis sorte liv betyder noget, hvad så med mindstelønnen som så mange sorte arbejdere er låst fast i. Hvad med statslig finansiering af skoler, frem for finansiering gennem lokale skatter, der medfører apartheid indenfor uddannelse? Så mange spørgsmål bliver stillet, højere end de er blevet i meget lang tid.

Selvfølgelig, mens alt dette sker ser vi også Trump, og hans vej mod fascisme, med hans støtter og alle de specialudpegede topfolk, der ikke står til ansvar for andre end ham – som Homeland Security-fyren i spidsen for det stigende antal føderale agenter, der dukker op over hele landet nu.

Og så imponerende som det end er, at se mange tusindvis af portlændere på gaden dag efter dag, som vi ser det nu, når jeg tænker på de massebevægelser det er lykkedes for at vælte diktatorer, selv relativt upopulære diktatorer, så har de involveret vedvarende deltagelse fra hundrede tusindvis eller millioner af mennesker på gaderne, ikke én dag eller nogle få dage, men i måneder. Og selv da er sejren langt fra sikret. Men det var sådanne massebevægelser der førte til at Ben Ali måtte flygte fra Tunesien og Mubarak fra Ægypten. Det er denne type massebevægelse der forhindrede kupforsøget i Venezuela i 2002.

Denne type bevægelse kan være lige rundt om hjørnet, jeg laver ingen forudsigelser. Sidste gang dette land har oplevet nogen form for vedvarende bevægelse i den skala var i 1930’erne. Vi vil
vide den er her, når der er så mange mennesker der marcherer i Portland, at vi lukker alle broerne og hovedvejene på samme tid, ikke kun en eller to – og vi gør det dag efter dag, og det samme sker i alle andre større byer over hele landet. Når politifolk kvitter deres job, nogle af dem slutter sig til os, og deres afdelinger bliver opløst. Når menneskemasser tager kontrol over fancy hoteller og fylder dem med boligløse og sætter folk til at sørge for deres fornødenheder og hjælper dem over de traumer de har fået i de liv de har været nødt til at leve under kapitalismen.

Hvad en mere sandsynlig fremtid kunne indeholde, er udgydelser om modstand fra oppositionen i de liberale kredse mod tilstedeværelsen af føderale agenter, som skubber de mere radikale stemmer der står i front nu tilside, og det hele bliver gjort til endnu et middel for eliten, både hos Demokraterne og Republikanerne.

Så rigtig og helt igennem god idéen end er om at smide politiet ud af politistationerne og overtage dem, som det skete i en periode i Minneapolis og Seattle, så vil de fortløbende gadekampe nat efter nat give massive og længevarende traumer for en masse mennesker, og kan let blive gjort til en brik i Trump’s fascistiske magtovertagelsesdagsorden, forstærket af Fox og venner. På den anden side kan det, at have en sådan bevægelse, der kan gennemføre en rømning af en politistation også være det der lægger en kæmpe dæmper på den fascistiske magtovertagelsesplan – i fald bevægelsen blev en succes og spredte sig.

Vi står overfor en afgrund, indsatserne er meget høje, og hvor spændende det nuværende øjeblik end er, er jeg ikke specielt optimistisk. Men du vinder ikke, hvis ikke du gør et forsøg.

28. juli 2020

Lyt til David Rovics sang “With Masks Upon Their Faces And Leaf-Blowers In Their Hands”

Link til artiklen på engelsk. Her kan teksten også høres som podcast med David Rovics

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne