Hiroshima brænder stadig

Genbaku atomkuplen i Hiroshima er af Unesco kategoriseret som et verdens-mindesmærke. Et evigt minde om det, der ikke måske igen.

I år er det 75 år at de første atombomber blev udløst over de to japanske byer, Hiroshima og Nagasaki. Til dato menneskehedens blodigste og mest uhyggelige terrorhandling. Mere end 200.000 blev dræbt – børn, kvinder, mænd – gamle som unge. Dyr, træer, huse og bygninger udslettet med et brag. Den officielle myte om, at bomberne faldt for at afslutte 2. verdenskrig hurtigt er falsk. Krigen var reelt ovre; Nazi-Tyskland, Japans allierede, havde kapituleret to måneder forinden. Den anden om at området var et vigtigt militært knudepunkt holder heller ikke vand. Det var blodig terror og starten på foreløbig 75 års rædsel for en mulig atomkrig.

Thomas Koppel, komponist
1944-2006

Atomvåben er terror og en forbrydelse mod menneskeheden, uanset hvor de er, og om de bruges eller ej.

Det er i denne forbindelse værd at (gen)læse Thomas Koppels stadig aktuelle kronik “Hiroshima brænder stadig” skrevet i anledningen af 60-årsdagen for Hiroshima og Nagasaki den 6. august 2005.

Tanker fra en komponist ved 60-års dagen for Hiroshima og Nagasaki

Lys er liv.

6. August kan vi tænde et stearinlys for børnene, kvinderne, mændene, de gamle, der omkom for verdens første atombomber.

Selv lys kan kapres og voldtages af dem, for hvem intet er helligt.

6. August 1945 lidt over 8 om morgenen smed en enlig amerikansk B-29 sin uran-atombombe over Hiroshima; en by, kendt for sin skønhed og sin kunst. I selve lysglimtet brændte 130.000 mennesker op.

Tre dage senere omkom 70.000, da den anden amerikanske atombombe – denne gang plutonium – eksploderede i Nagasaki.

Yderligere 120.000 døde i dagene derefter af strålesyge, forbrændinger og andre sår. Stadig lider folk; tusinder af børn er født med deformiteter.

Lys blev kapret, voldtaget, vendt til død og ulykke. Lys blev mørke. Lys blev terror.

6. August 1945 lidt over 8 om morgenen smed en enlig amerikansk B-29 »Little Boy« – en atombombe – over Hiroshima. Tre dage senere den 9. august 1945 blev en anden atombombe – »Fat Man« – smidt over Nagasaki. Ren terror. De uhyggelige konsekvenser ses af billederne herover.

Den officielle myte er fortsat, at bomberne faldt for at afslutte 2. verdenskrig hurtigt. Myten er falsk. Krigen var reelt ovre; Nazi-Tyskland, Japans allierede, havde kapituleret to måneder forinden, og Japan havde lige siden forsøgt at overtale den amerikanske regering til at tage imod sin egen overgivelse. Præsident Truman vendte det døve øre til.

Japan var under krigen en fascistisk magt, men den japanske civilbefolk­ning led som alle andre befolkninger under de stores krig.

For krigsherrerne betød almindelige japanere ingenting.

Time Magazine skrev i 1944, “Den almindelige japser tænker ikke og er uvidende. Måske er han et menneskeligt væsen. Men der er intet der beviser det.”

Atombomberne kostede millioners ulykke – og ofrene var ikke alene japanske børn, kvinder, mænd. Bomberne var starten på foreløbig 60 års rædsel for en mulig atomkrig. 60 års terror fra dem, jordboerne har betroet ledelsen af deres samfund.

Med ‘demonstrationen’ af bomben ofrede de milliarders liv og fremtid. Gevinsten gjaldt derimod kun dem selv. De nåede at få afprøvet bomben i praksis men de endnu kunne skyde skylden på krigen; de fik besat Japan før Sovjet; og – måske vigtigst – de fik demonstreret – i håndgribelige reali­teter – at det amerikanske militær­industrielle kompleks nu var Jordens herrer. Imperiet. Den Nye verdensorden. I besiddelse af det “ultimative våben” og parat til uden skrupler at bruge det.

Sejrherrerne skriver historien, siger man. De prøver i alt fald i disse dage ihærdigt at forklare, at bomben afsluttede 2. Verdenskrig og gav demokratiet sejren. Men ved 60-året for invasionen i Normandiet fornylig var det den invasion, der “afgjorde 2. Verdenskrig”. Ordene skifter med mindedagene; men det, der virkelig betyder noget for dem, gemmes langt væk. Låses ned i den nederste kælder. Spøgelset i operaen: kommunismen. Det er dem i paranoid grad magtpåliggende at historien skriver, at USA-kapitalismen vandt 2. Verdenskrig; Sovjets 20 millioner faldne og de torturerede modstandskæmpere rundt om i de ramte lande hører man ikke om.

Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki var ikke afslutningen af 2. Verdenskrig; de var starten på den kolde krig. Inddæmningen og undergravningen af det socialistiske Sovjetunionen – og en krig mod alle progressive overalt, inklusive I USA selv.

Få år senere henrettedes ægteparret Rosenberg i den elektriske stol – som et skræmmeeksempel for alle der stillede spørgsmål ved kapitalismens ufejlbarlighed.

Charlie Chaplin blev af “komiteen imod u-amerikansk virksomhed landsforvist fra USA for sin sympati for de fattige.

I hele den periode – min barndom – hang atomtruslen som en permanent sort sky over menneskenes hoveder. Den ultimative trussel. Den ultimative terror.

Nazismens terroristiske uhyre blev nedkæmpet i 1945. Men det var allerede forpuppet i en ny kokon. Den dag magthaverne i dag siger, at uhyret blev slået – i Hiroshima 6. august 1945 – sprang det selvsamme terroristiske uhyre ud af sin puppe og slog til igen – skabt og beskyttet af de selv­samme amerikanske finansfolk, der stod bag Hitler-nazismen. Heriblandt familierne Rockefeller, Ford og – Bush.

Forskellen mellem den kolde krigs terror og den terror, verden oplever i dag, er at den amerikanske storkapital – Imperiet – i 50erne var et økonomisk urørligt imperium. I dag segner Imperiet under tyngden af sin egen militær- og krigsnarkomani; sin narcissisme uden nogen berøring med virkeligheden; sin uproduktivitet; verdens foragt – og sin bundløse forgældethed, der har pantsat deres egne børn, børnebørn og oldebørn tyve generationer frem. Deres paranoia fremkaldes ikke af en fjendtlig omverden, Saddam Hussein eller “Al Qaeda”, som de selv har skabt og bevæbnet. Det er deres eget systems totale sammenbrud på alle fronter, de slås med; økonomisk, militært og moralsk. Deres eneste og sidste middel er ødelæggelse, mord, terror.

Kun derfor er terror ophøjet til det bærende element i de seneste års historie. Hver gang befolkningerne er ved at glemme angsten og blive sig selv igen, fremkaldes angsten på ny.

Menneskeheden bør ikke tolerere, at denne paranoide og utilregnelige klike sidder på næsten alle atomvåben på kloden. Bush taler meget om atomstop. Men truslen med menneskeheden kommer snarere fra de myriader af atomvåben, der står opstillet og skudklar I USA, England, Israel, og i NATOs siloer.

Atomvåben er terror og en forbrydelse mod menneskeheden, uanset hvor de er, og om de bruges eller ej.

Da Hitler selv havde sat ild til den tyske rigsdag, skød han skylden på “terroristerne” . Det betød dengang jøder, kommunister, fagforeningsfolk, pacifister. De kunne derefter bruges som syndebukke, masseudryddes, bruges til groteske, umenneskelige eksperimenter.

Historien gentog sig allerede 6. au­gust 1945 i Hiroshima.

Fra marts til 1. august 1945 – fem dage før Hiroshima – havde det amerikanske luftvåben tilintetgjort 66 japanske byer med brandbomber. En tidlig napalm. Millioner af døde, lemlæstede, hjemløse. Alle civile. Alene i Tokyos flammehav omkom hundredetusinder af civile.

Hiroshimas og Nagasakis beboere var uskadte. De diskuterede om det kun­ne være, at de blev skånet, fordi man­ge fra Hiroshima var udvandret til USA. De vidste ikke hvad der ventede dem.

6. Juni 1945, to måneder før bomben, skrev USAs krigsminister Henry L. Stimson, som legenden har gjort til modstander af terrorbombardementer i Tyskland og Japan, et notat i sin dagbog:

“Jeg fortalte ham (præsident Truman) at jeg var lidt urolig for, at luftvåbnet – inden vi var klar – måske nåede at smadre Japan så meget, at det nye våben ikke ville få en fair baggrund at præsentere sin styrke på. Truman lo og sagde, at han forstod.”

61 dage senere blev “det nye våben” “præsenteret” for verden. Hiroshima og Nagasaki, og deres levende, intet­anende beboere, blev forvandlet til et grotesk monument for militærindustriens og dens politikeres stupiditet og ondskab.

Endnu mens de to byer brændte, blev amerikanske læger sendt derned. Ikke for at yde nødhjælp, men for “videnskabeligt” at undersøge og sammenligne virkningen på mennesker af de to typer atombomber, uran og plutonium, til brug for militærindustrien.

Vi har vænnet os til, at verden “åndede lettet op” efter nazismens fald i 1945. At mere normale tider indfandt sig, mere demokratiske, mere menneskelige.

Vi har sovet i timen. I tiden siden 1945 har Imperiet åbent, eller skjult igennem CIA, undergravet, overfaldet og tilintetgjort hundredvis af nationer. Afghanistan og Irak var ikke de første. Langt over hundrede nationer er blev saboteret eller knust gennem terror og tortur af det selvsamme Imperium – siden 1945. Saddam blev indsat af USA efter sabotage af det demokratiske Irak der gik forud. Iran, hvor den korrupte Shaha med sit hemmelige SAVAK politi og det hele blev indsat efter at Mossadekhs de­mokratisering af Iran og nationalisering af olien mishagede koloniherrerne. Chile, Filippinerne, Guatemala, El Salvador, Nicaragua, Haiti, Grenada … li­­­sten er uendelig.

De seneste år har i isnende grad været afslørende for den vestlige presse. Det som pressen i mange år brugte som skræmmebillede, nemlig Goebbels’ løg­nefabrik, er rimeligt normale tilstande i den vestlige presse i dag. I dis­se års verdenskrise burde pressen have informeret om ikke andet så i det mind­ste ‘alsidigt’. I stedet har den acce­p­­teret rollen som Pentagons/ Bushs/Blairs reklamesøjler.

Pressen skrev, hvad Bush, Rumsfeld og Blair sagde. Saddam havde atomvå­ben. Massedestruktionsvåben. Det var tid for Imperiet til at genopvække rædslen for atomkrig.

Alle indigneres nu med rette over, at krigsforbryderne Bush, Blair, Fogh gav verden denne løgn. Men pressen refe­re­rede også løgnen; kun sjældent sand­heden.

Saddam havde hverken masse-destruktionsvåben, atomvåben eller uran.  

Men det havde Bush, og han brugte dem allerede. Al amerikansk ammunition har forarmet uran indstøbt. Babylon, dets hængende haver – og indbyggere – er for altid inficeret af uran-stråling.

Har vores ‘frie’ presse fortalt om disse familiers lidelser? Bush har fejet dem ind under gulvtæppet – og pressen la­der dem med få undtagelser ligge der.

Siden Papa Bushs Irakkrig i 1991 er over 1,5 millioner irakere døde som følge af kugler, bomber, sanktioner, atomstråling.

Og en af Bushs velbevarede hemmeligheder er, at over 400.000 ame­ri­kanske soldater også er blevet strå­le­syge af deres egen uran-ammunition. Det såkaldte “Golfkrigs-syndrom”. Man­ge børn i disse soldaterfamilier er – ligesom irakiske børn – født og døde med Hiroshima-børnenes atom-deformiteter.

Har pressen behandlet dette realistisk? Har vores ‘frie’ presse fortalt om disse amerikanske familiers lidelser? Nej, Bush har fejet dem ind under gulvtæppet – og pressen lader dem (med få undtagelser) ligge der.

Irak tilhørte ikke Bush-Imperiet, og ingen har givet dem lov at smadre menneskelige, naturlige og kulturelle værdier, der tilhører det irakiske folk og i den sidste ende menneskeheden.

Den irakiske folkelige modstandsbevægelse slås mod en kriminel militær besættelse – og mod terrorgrupper, kontrolleret af besættelsesmagten – og har lige så meget folkeret til modstandskamp som den danske modstandsbevægelse i 1943. De hol­der stand imod det kriminelt Imperium – på vegne af hele menneskeheden.

Har pressen behandlet det realistisk?

Pressen åd løgnene om Husseins atom­arsenaler. Hvis atomarsenaler er så centrale (hvilket de er – for os) hvorfor spørger pressen ikke, hvornår de enorme lagre af atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben i USA, England, Israel, Frankrig osv. skal indbringes for FN og destrueres? Hvorfor overholder Bush, Blair, og Sharon ikke selv atomstoppet? Og når de ikke gør det, kan de så forlange at andre nationer skal lægge sig frivilligt op på slagtebænken?

Hvornår hører vi pressen undre sig over “Terrorkrigens” accelererende hetz mod muslimer – samtidig med at det amerikanske og britiske establishment har udviklet og benyttet så­kaldte ekstreme “islamiske” grupper og proselytregeringer i 40 år – som f.eks. Taliban, Northern Alliance, Al Qaeda – og brugt dem imod de arabiske folk selv?

Hvornår hører vi pressen undre sig over Bush-doktrinens “kamp for de­mo­krati”? Mens Imperiers repræ­sen­tanter højtideligt overværer begra­velsen af den Saudiske “konge” over et samfund, der hugger arme, ben og hoveder af folk hver fredag og udviser meget, meget få demokratiske træk?  Samtidig med at Bush-regeringen kalder Venezuelas Chavez ‘diktator’, på trods af at han over blot et par år ubesværet har vundet 9 (ni) USA- og europæisk-kontrollerede valg og folke­afstemninger, og har 70% støtte i sin befolkning imod Bushs sølle 38%?????

En meget stor del af pressen har gjort sig til en integreret del af Im­pe­riets propaganda- og løgneapparat.

Og de japanske børn, der brændte op i Hiroshima og Nagasaki, var ikke Imperiets ejendom så de frit kunne aflive dem. De børn tilhørte menneskeheden. De er vores børn.

Det er på høje tid at vågne. Alle andre verdensdele, Asien, Latinamerika, Afrika – rejser sig og trodser Imperiet med ny uafhængighed, nye visioner – og mange steder endda med økonomisk fremgang.

Det bryder Imperiet sig ikke om. I deres mareridt er der kommunismen, som kommer krybende op fra kældrene.

Hvor bliver det næste terrorangreb? Bliver det et snigmord i Caracas? En invasion i Cuba? En radioaktiv bombe i København? En mystisk influenza i Kina? Åh hvor skal vi blive forvirret om hvem, der er terrorister og hvornår. Men, ham, Londons politi har eftersøgt som “mastermind” for S-togsbomberne, viser sig at være mange­årig medarbejder i CIA og det britiske MI-6.  Og vi skal ende med at tænke, at det hele alligevel ikke er til at finde ud af.

Men vi ser ikke skoven for bar træer.

Terror har været en integreret del af Imperiets karakter og arsenal af redskaber lige siden Hitlers opkomst. Imperiet er terroristisk, og forskellen er, at det nu afslører sig over hele kloden på én gang – og et gigantisk sammenbrud for dette Imperium truer. Ingen nye politistatslove, ingen massakre noget sted kan forhindre sammenbruddet, for Imperiet hænger uhjælpeligt fast i sin egen dødsdrift, sin forgældethed, sin verden af selvmodsigende løgne.

Anders Fogh og Mærsk McKinney hører ingen alarmklokker, kun klangen af rare Pentagon-dollars. Er de trygge, fordi Imperiet har sat alle sine mafiadrenge på de store poster? Negroponte, der skabte dødspatruljerne i Guatemala og El Salvador, som sikkerhedschef i USA??

Kun få politikere har modet til at sætte sig op mod den truende katastrofe. Men millioner fredselskende mennesker er en meget stærkere magt. Og de har sat sig i en bevægelse, der ikke kan stoppes. Men tiden kan være knap. Imorgen kan være for sent.

For Hiroshimas, Nagasakis, Afghani­stans, Iraks, Guatemalas børn og millioner af andre børn er det allerede for sent.

Menneskesjælen har stadig stor skøn­hed, når vi befrier os fra angsten.

Det oplever vi på hver eneste koncert, uanset om vi står på de største scener eller de mest ydmyge. I den menneskelige skønhed starter fremtiden – en fremtid uden terror, krig og elendighed. Den skønhed vil vi bære videre –

Som om vi bar et barn varsomt på armen …

Pårørende til ofre fra World Trade Center har fundet sammen med overlevende fra Hiroshima. I  60-året for den moderne tids første og største terrorhandling i et budskab for fred.

Vær ikke en del af problemet, bliv en del af løsningen. Lys tændes tusinde steder allerede nu. Nogle spinkle, andre stærke.

Lys for liv, for fred.

Liv og kærlighed vil styrte mafiaens trone. Den magt har vi allesammen indeni os.

Thomas Koppel

 

Kronikken blev første gang udgivet den 6. august 2005 på ‘Stop terrorkrigens’-hjemmeside og kan læses her.


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne