Dansk Industri: ”Vi har landet en klimaaftale”

Sådan lød meldingen i radioavisen fra en branchedirektør i DI, som kommentar til den klimaaftale der er indgået mellem alle Folketingets partier, minus Nye Borgerlige. Og det er netop Dansk Industri der har førertrøjen på i aftalen der lover at tage hensyn ”til bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft”.

Dansk Industri har fået grønt lys for kæmpemæssige energiøer, der skal sikre private firmaer distributionen af strøm til eksportmarkederne i Østeuropa og Storbritannien og for økonomisk støtte til grønne omlægninger af produktionen.

I aftalen ligger også en beslutning om at arbejde for en såkaldt ’grøn skattereform’, og her er retningen sat, når man på forhånd lover, at sikre industriens konkurrenceevne, og at aftalen ikke må koste arbejdspladser. Så hvem skal betale CO2-afgifterne, der ifølge Enhedslisten gerne må gå til støtte til de firmaer, der omlægger grønt (når altså bare velfærden er sikret)?.

Den sidste del bliver jo tomme ord og generelle besværgelser. Det konkrete er, at virksomhederne får lovning på hjælp og støtte til et grønt forretningseventyr, mens opbygningen af et system for CO2-afgifter først skal udfyldes senere. Hvem er der lige tilbage til at betale, når industrien er er fredet?

Aftalen indeholder denne passus:
Afgiften må ikke føre til, at ‘borgere og virksomheder samlet betaler mere i skat’.

Hvad ligger der i det lille ord ‘samlet’? At flere afgifter fint kan lægges på det almindelige forbrug, mens industrien lettes og der kompenseres lidt til gennem en grøn check?

Det kan i al fald konstateres, at monopolkapitalens organisationer jubler over aftalen, hvad der ikke tyder godt for arbejderklassen eller det store flertal.

For at nå klimalovens mål om 70 procents reduktion i 2030 anslås det, at der skal reduceres med 19 millioner ton CO2. Den indgåede aftale indeholder kun en reduktion på 3,4 millioner ton.

Man kan ikke forene klasseinteresser og foregøgle, at en grøn omstilling på industriens betingelser kan være god for alle. Der er brug for en reel omlægning til grøn og ikke-forurenende produktion, hvor regningen ikke sendes til den brede befolkning, men til forurenerne, dem der sidder med pengene og profitten.