EU’s bud på en ny verdensorden tegner sig i budgetkamp

I dag er der topmøde for EU’s stats- og regeringschefer om EU’s budget. Mette Frederiksens socialdemokratiske regering har i medierne længe stået stejlt på, at der ikke skulle flere penge på bordet efter Brexit. Men da de tirsdag på et lukket møde skulle have et forhandlingsmandat fra Folketinget, var alle sparekrav forduftet. Regeringen sprang nu ud som supereuropæere, og det har de i virkeligheden været hele tiden.

På dagens videokonference mellem EU s regeringsledere, skal de bl.a. drøfte EU-Kommissionens forslag om en ”corona-hjælpepakke” på 750 mia. euro, hvor 500 mia. euro skal gives som direkte investeringer, efter EU’s prioriteringer. Baggrunden er den økonomiske krise i EU, der for nogle lande ser ud til at blive den værste siden 2. verdenskrig. Frankrig, Italien og Spanien, har været hårdest ramt, alle tre lande haft et fald i industriproduktionen på 30-35 procent og 25-30 procent i detailsalget.

I praksis bliver opgaven for dagens topmøde nok at danne grundlaget for nye forhandlinger i den kommende måned. Ambitionen er, at det tyske formandskab for Ministerådet, der starter 1. juli, hurtigt skal lukke forhandlingerne, både om EU’s kommende 7 årige budget, og forhandlingerne om den særlige hjælpepakke. Og derefter slutte året af med en handelsaftale mellem EU og Storbritannien, efter Brexit.

Mette Frederiksens regering har i medierne længe stået stejlt på, at der ikke skulle flere penge på bordet efter Brexit. Men da de tirsdag på et lukket møde skulle have et forhandlingsmandat fra Folketinget, var alle sparekrav forduftet. I en kronik i berlinske forklarer statsministeren, at så længe kursen er grøn er alt godt:

”Meget har ændret sig, men EU har stadig brug for et nyt budget. Det er også en anledning til at se på, hvad vi i Europa skal lære af krisen. Hvad vi skal ændre. Vi har behov for et stærkt Europa, så vi står bedre rustet til at håndtere fælles udfordringer.

Europa skal i højere grad være selvforsynende. (…) Hvis vi gennemfører genopretningen på en klog måde, kan Europa komme styrket ud på den anden side – som verdens grønne leder. Det vil på alle måder række positivt ind i fremtiden. Regeringen vil arbejde videre på at skabe et mere humant og retfærdigt asylsystem. Og vi vil insistere på, at EU helhjertet støtter Afrika i den økonomiske genopretning.”

Målet er altså at få gang i eksporten af industrivarer igen, ikke mindst til de EU-lande der nu ligger og gisper. En anden central komponent er at styrke den militære industri, og styrke positionerne på verdensmarkedet i kamp mod Kina og til dels USA.

Monopolborgerskabet vil gerne have meget mere EU, og de har gang på gang forsøgt at lokke og true med flere unionsafstemninger. Men praksis er, at langt under 20 procent af befolkningen er med på EU’s føderale ideer, ligesom modstanden mod at sende flere penge til EU’s budget er udbredt. Unionspolitikerne forsøger derfor at sælge EU på handel og et oppustet trusselsbillede. Borgerne må forstå, at verden er farlig, og kan man ikke stå sammen i EU af lyst, eller af nød når der kommer en sygdomskrise, så skal man stå sammen mod den ydre fjende for at sælge mest muligt.

Der er bare det problem, at den ydre fjende er et produkt at den politik som de europæiske stormagter har ført gennem århundreder. I praksis opfatter EU stadig alle tidligere europæiske kolonier på kloden som deres interessesfære, forstået som adgang til afsætning, og arbejdskraft, råstoffer, jord og geopolitiske, og militærstrategiske interesser.

Det er det Statsministeren mener, når hun kræver, at EU helhjertet støtter Afrika i den økonomiske genopretning. Det der står på dagsordenen er ikke grøn udvikling, sundhed, eller andre af FN’s verdensmål som man ellers lystigt pynter sig med. Det er EU’s bud på en ny verdensorden der tegner sig i budgetkampen, og den ligner til forveksling tiden før slaveriets ophævelse.

Hvis man for alvor vil tænke nyt, kan det ikke ske indenfor EU.