Som kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse må vi udvikle en fælles kamp

– Kontanthjælpsmodtagernes og de arbejdsløses situation er ikke skabt af dem selv, men af en sygt system. Det er systemet, der skal være flovt. Sammen med de arbejdsløse må vi udvikle en fælles kamp.

Interview med Linda Villadsen, initiativtager til den sociale bevægelse, Næstehjælperne.

Af Lisbet Bonde, APK

SP: Linda du blev vred, da socialminister Astrid Krags postede et billede af en ”glad” far, som får en kasse mad fra Dansk Røde Kors, hvor hun roser de private hjælpeorganisationer, for at hjælpe familier der ikke har råd til mad. Vil du uddybe det?

– Ja, meget gerne. Vi har hos Næstehjælperne haft meget svært ved at få Socialdemokraterne i tale. Det er vores oplevelse, at Socialdemokratiet har gjort deres yderste for ikke bare at ignorere os og vores eksistens, men også at ignorere den nød, vi dagligt ser eksempler på.

Når vi italesætter fx børnefattigdom, bliver vi mødt med udsagn som ”det bedste man kan gøre for børnene ‘i de her familier’, er at få deres forældre i arbejde”.
Det sker uden refleksion hos Socialdemokratiet i forhold til, at mange forældre er syge, enten fysisk eller psykisk og både forældre og børns vilkår bliver forringet gennem loven om aktiv beskæftigelsesindsats. Den nød vi ser, er i høj grad skabt gennem socialdemokratiets politik. Derfor gør det nærmest ondt i øjnene, når en socialminister hylder privat indsats, der netop lapper på den nød, socialdemokraterne har skabt.

SP: Du har skrevet om, hvordan folk kan føle det nedværdigende også når de modtager hjælp fra Næstehjælperne. Jeg ved, I har haft klare mål om at ophæve den følelse af ulighed og magtesløshed, vil du fortælle om, hvad I gør for at modvirke det?

– Det lykkes ikke altid for os. Den historisk gamle tankegang om “værdigt eller uværdigt trængende” eksisterer i høj grad stadig. Både hos dem, der modtager hjælpen og hos dem der giver den. Et paradigmeskift og en ny forståelse af ret til hjælp ændrer man ikke fra den ene dag til den anden, men vi gør os umage med, at møde søgere af hjælp positivt. Fortælle, at de ikke behøver at begrunde, hvorfor de har brug for hjælp og så ofte som muligt gøre opmærksom på, at hjælp der tilbydes ikke bør ledsages med et ”begrund hvorfor det skal være dig” eller ”gives der til en der virkelig trænger”. Vi prøver i ord og handling, at fortælle søgere, at deres situation ikke er skabt af dem selv, men af en sygt system. Det er systemet, der skal være flovt. Ikke de der mangler, men som sagt er det vanskeligt. Det er et opgør med en flere hundrede årig tankegang.

Det er meget vigtigt for os, at vi også er et kampfællesskab, vi har gennemført mange aktioner. I byer over hele landet. Vi er altid i gang med at forberede den næste aktion. Foruden de demonstrationer vi har arrangeret sammen med Jobcentrets Ofre og andre.

SP: Nu er der tusinder flere, der er blevet arbejdsløse. Mange især unge og yngre har haft jobs uden rettigheder, så de er røget direkte på kontanthjælp. Hvilke krav rejser Næstehjælperne for kontanthjælpsmodtagerne?

Hvad næstehjælperne stiller af krav er svært at sige. Vi er jo en bevægelse og som bevægelse har alle der identificerer sig som næstehjælper en holdning eller en mening, men det vi i hvert fald er fælles om er, at en kontanthjælp skal være en rettighed og have et økonomisk niveau, der betyder, at du kan deltage i livet og i fællesskaberne på lige fod med alle andre. Det nuværende niveau er alt for lavt.

Vi vil have kontantloftet væk, ligesådan med gensidig forsørgerpligt og 225 timers kravet.

SP: Jobcentrets Ofre og I har ofte rejst det berettigede krav om, at kontanthjælpsmodtagere, der er uhelbredeligt syge, skal have ret til førtidspension – uden årevis arbejdsprøvning og ødelæggende ressourceforløb. I er også imod at nogen som helst kontanthjælpsmodtager kan beordres ud i gratisarbejde. Vil du sige lidt om det?

– På det ordinære arbejdsmarked gælder en række rettigheder om arbejdsforhold og mindstelønninger. Det er en skamplet, at de rettigheder ikke gælder for kontanthjælpsmodtagere. Ingen kan have noget imod, at mennesker der kan bidrage gennem arbejde gør det, men det skal naturligvis være på de samme vilkår, der gælder for alle andre på arbejdsmarkedet.

I nogle få tilfælde, kan korte praktikophold i virksomheder give mening for både den ledige og for arbejdspladsen, men ordningen er blevet skamredet til ikke bare at yde hjælp, så den enkelte kan komme tættere på arbejdsmarkedet, men som du siger – være en mulighed virksomheder har udnyttet på det skammeligste for at få arbejde udført gratis.

SP: Med den omfattende arbejdsløshed, der udvikler sig, må det være kæmpe vigtigt, at kontanthjælpsmodtagere (som ikke er syge) og alle de arbejdsløse fører en fælles kamp for dagpenge. En arbejdsløs på dagpenge vil være på kontanthjælp efter 2 år. Jeres motto har jo altid været “sammen er vi stærkere”. Hvad tror du kan gøres i denne retning?

Sammen er vi stærkere. Det siger vi og vi mener det. Desværre er det et stykke hen ad vejen en drøm. Der skal meget arbejde og nytænkning til før det bliver en realitet. Hver enkelt kontanthjælpsmodtager – eller udfaldstruet, kan godt se, at de selv bliver behandlet urimeligt. Vi hører sætninger som: ”jamen vi har jo altid klaret os selv” eller ” Jeg vil jo gerne arbejde og har søgt xx antal jobs” eller ”Inden jeg blev syg, var jeg ansat 30 år i det samme tømrerfirma” – og hver enkelt tror stadig, at de er individuelt ramt og de samme udsagn ikke gælder for alle andre i samme situation. Gennem medier bliver vi stopfodret med en bestemt negativ opfattelse af, hvad en kontanthjælpsmodtager er og vores magthavere taler ind i den kontekst. Som et eksempel kan nævnes vores nuværende boligminister Kaare Dybvad, der i et indlæg i Politiken om programserien ”På røven i Nakskov” skrev, at han var træt af, at se på enkelte menneskers skørlevned.

Derfor er den første og vigtigste opgave, at få gjort op med tankegangen om kontanthjælpsmodtagere, som dovne og mennesker, der er uden evne til at forvalte deres eget liv. Sandheden er, at det er det samfund vi har bygget op, der skal skamme sig, ikke den enkelte, der er blevet et offer for det samfund.

Samme syn er der på arbejdsløse, vi skal udvikle en fælles kamp.