Med en ny trepartsaftale mellem regeringen, DA og FH om en forlængelse af lønkompensations ordningen, frem til d. 29. august indledes der i dag forhandlinger om mere fleksibel arbejdstid og arbejdsdeling, som en del af pakken.
Forlængelsen af ordningen betyder nye milliarder til arbejdsgiverne og kapitalen i statsstøtte. Og samtidig næsten 2 månedslønninger til de ca. 200.000 ansatte på ordningen. Det sidste er ikke at kimse ad i en tid hvor arbejdsløsheden er steget eksplosivt og overproduktionskrisen viser tænder. Men det forslår som en skrædder i helvede på den bare lidt længere bane.
“Det skaber den nødvendige tryghed hos lønmodtagerne i en meget svær tid, hvor der fortsat i en periode vil være behov for, at vi holder hånden under arbejdsmarkedet”, siger Lizette Risgaard, forkvinde for FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Men den tryghed kan man kigge langt efter. Der var ingen modkrav om at satte dagpengeperioden i stå, hæve dagpengesatserne permanent eller ophæve dagpengereformen. Og med en krise der betyder færre jobs kommer arbejdsløsheden til at ramme mange rigtig hårdt.
Prisen for forlængelsen bliver dyr både for de arbejdsløse og dem der fortsat vil være i arbejde. For den anden del af den nye trepartsaftale er at der indledes forhandlinger d. 8. juni omkring yderligere fleksibel arbejdstid og en ny midlertidig ordning for arbejdsfordeling. Det betyder grønt lys for at sætte udnyttelsen af arbejdere og ansatte i vejret, presse udbytningen til glæde for bundlinjen og aktionærerne.
I stedet må kravet om en 30 timers uge med lønkompensation genrejses med fornyet kraft som et kollektivt krav. I denne situation er det en indlysende måde til at flere kan beholde deres arbejde. I nogle brancher vil man kunne ansætte flere, i andre reducere fyringer og det vil ikke blive alles kamp mod alle i den nedadgående spiral som fleksibel arbejdstid tydeligt har vist sig som. Og i disse Coronatider har mange også opdaget betydningen af at arbejde mindre tid.
Danmarks skyggestatsminister adm. direktør for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen har da også noteret sig at deres krav om forlængelse er faldet på plads som det skulle, inklusive krav om yderligere nye politiske og økonomiske initiativer til at sikre erhvervslivet.
”Der bliver brug for politiske tiltag, der kan sikre, at arbejdspladser og virksomheder består. Det handler også om, at landene omkring os understøtter deres erhvervsliv, og gør vi ikke det samme, så svækker det erhvervslivets konkurrenceevne i en i forvejen svær situation,” siger Brian Mikkelsen.
Der er ikke tale om en aftale som er indgået mellem forskellige parter, der repræsenterer hver sine afhængige interesser på arbejdsmarkedet. Arbejdsgiverne, arbejderne og staten. Der er ikke engang tale om en kompromispolitik mellem forskellige klasseinteresser.
Når Dansk Arbejdsgiverforening, regeringen og Fagbevægelsens Hovedorganisation sætter sig til forhandlingsbordet er det topfolk med millionindtægter, privilegier, pensions- og aftrædelsesordninger vi andre ikke rigtig kan forestille os og sidejobs i diverse selskaber, fonde og kommissioner. Ingen af dem tilhører eller repræsenterer arbejderklassen og dens interesser. Heller ikke Lizette Risgaard og FH, der skal forstille at være arbejdernes repræsentant i dette spil.
De repræsenterer forskellige fraktioner af den herskende klasse, der er enige om at milliarderne skal rulle til erhvervsliv og banker ved kasse 1 og betales ved kasse 2 af arbejdsløse og de der er i arbejde.
Ordningen om midlertidig lønkompensation løb oprindeligt fra 9. marts 2020 til 8. juni 2020. Ordningen er blevet forlænget to gange; første gang i aftale af 18. april 2020 (for perioden 9. juni 2020 til 8. juli 2020) og anden gang i aftale af 5. juni 2020 (for perioden 9. juli 2020 til 29. august 2020).
Se også
Deres krise – vores arbejdsløshed!
Udtalelse APK 5. juni 2020
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
