Corona – fra Danmark til Sydafrika

Af Karsten Jonassen, APK

I disse coronatider er mediernes opmærksomhed fuldt optaget af, hvordan, hvornår og hvorfor samfundet lukkes op eller ikke lukkes op igen. Det er selvfølgelig på mange måder ganske rimeligt, men det er de færreste medier, der kigger bag om krisen og dens konsekvenser. Jeg er ikke ekspert, og jeg kan ikke påstå, at det er kapitalismens skyld, at der er en coronapandemi, men jeg kan med fuld ret sige, at det er kapitalismens skyld, at det er gået så galt i så mange lande.

Sundhedssektoren er overhovedet ikke gearet til at klare den situation. Det kunne den være, men den kapitalistiske produktionsmåde tager ikke sigte på at skabe størst mulig sundhed og velfærd for befolkningen. Den er opbygget for at skabe størst mulig fortjeneste, og for at sikre den fortjeneste er systemet pisket til at holde et bare nogenlunde rimeligt sundhedsniveau hos den befolkning, der skal skabe profitten. Desuden er det vigtigt af hensyn til social uro og lignende, at der ikke er alt for mange, der falder under ud af systemet. Derfor er det kapitalistiske sundhedssystem rundbarberet ”for ikke at spilde penge på overkapacitet”.

Når en sundhedskrise a la coronaen opstår, viser systemets mangler sig ret hurtigt. I USA, Italien og Spanien har de offentlige sundhedssystemer været tæt på at kollapse, fordi de i forvejen er skåret ned til under minimum. I Danmark har vi fået at vide, at stort set alt var OK, men virkeligheden viser, at der i det danske sundhedssystem hele tiden har været mangel på bl.a. test- og værnemidler, og at man har været nødt til at udsætte behandlinger og operationer af andre alvorlige sygdomme. Antallet af døde på grund af den politik gøres ikke op. Den danske befolkning har i store træk været god til at undgå smittefarlig adfærd, og det har indtil videre resulteret i et forholdsvis lavt antal coronarelaterede dødsfald.

I nogle lande er der indført udgangsforbud. Det er fx tilfældet i Sydafrika, hvor politiet patruljerer i gaderne for at sikre overholdelsen. For nogle dage siden havde DR TV et indslag, hvor en reporter kørte ud med en politipatrulje.

Reporteren fortalte, at de kørte i det store townshipområde, der hedder Cape Flats, der er opdelt i et hav af forskellige bynavne. I Cape Flats bor mindst 1,5 millioner mennesker. De virkelig ”pæne” områder, som reporteren var inde i, blev roligt afpatruljeret. Men det blev på intet tidspunkt nævnt, at hverken politi eller tv tør bevæge sig ind i de fleste af områderne, fordi det her er bander, der regerer. Folk bor i blik- eller papskure, langt størstedelen er arbejdsløse, mange er misbrugere, endnu flere lider under de psykiske efterveer fra apartheidtiden, hvor et sort liv absolut intet var værd. Sundhedssystemet i store dele af Cape Flats er ikke-eksisterende, og der bor jo altså langt over 1 million mennesker der. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad der sker, når coronaen gør sit indtog i Cape Flats og andre townships.

Også Sydafrika er et ærkekapitalistisk land, hvor det er pengene, der bestemmer. Også i Sydafrika er det offentlige sundhedssystem holdt på et eksistensminimum, og som i de fleste andre kapitalistiske systemer er de private klinikker og sygehuse velfungerende og højt udviklede. Det skal bare nævnes, at verdens første hjertetransplantation fandt sted på et privathospital i Cape Town, så der er ingen grund til at mene, at Sydafrika ikke har den nødvendige viden og kapacitet til at have et velfungerende offentligt sundhedssystem. Det er bare ikke prioriteret, fordi kapitalen slet ikke har brug for alle de fattige og sorte, der bor i townships og squattercamps udenfor de almindelige byer.

Jeg ved godt, at Sydafrika slæber rundt på en historie med brutal dobbelt undertrykkelse: Undertrykkelse af arbejderklassen og racistisk undertrykkelse af sorte og farvede. Men det forandrer ikke noget grundlæggende i, at det kapitalistiske system holder sin arbejdsstyrke nogenlunde fit for fight, mens de, der er til overs, må klare sig bedst muligt.

I Sydafrika er der millioner til overs, og for dem er der ikke noget offentligt sikkerhedssystem. I Danmark er der ikke nær så mange til overs, selvom de bliver stadig flere, men de, der er, føler virkelig, hvordan systemet mere og mere fjerner deres eksistensgrundlag.

Utilfredsheden er voksende i Sydafrika, og enhver, der rejser rundt i landet og er i kontakt med befolkningen, oplever det. En skønne dag må det nødvendigvis eksplodere, man kan bare håbe, at der når det sker, er et parti, der kan lede kampen. I Danmark vil utilfredsheden med kapitalismen også vokse sig større, og også her er det nødvendigt at skabe en organisering, der sætter kampen for et socialistisk samfund som mål.