Kapitalens påskebudskab: Korsfæst!

Af Jan R. Steinholt, Revolusjon, Norge

Påskemorgen fjerner ikke sorgen hos de titusinder, der står uden arbejde og med dramatisk faldende indtægt. Et er sikkert: Hverdagen bliver ikke som før, når pandemien før eller siden er under kontrol

Borgerskabet ruger på et råddent påskeæg: Hvordan overtales arbejderklassen til at gå med til at betale prisen for kapitalismens genoplivning efter epidemien?

De sidste uger har blotlagt et land med et elendigt beredskab til at takle kriser, pandemier og naturkatastrofer. Vil almindelige mennesker tilgive en politik og et system, der har udsat landet og befolkningen for den største risiko?

Et langt synderegister

Skiftende Solberg-regeringer har et stort ansvar, men udviklingen har fundet sted gennem årtier. Også de foregående regeringer i det 21. århundrede har svigtet landet og befolkningen groft, uanset om de har kaldt sig blå, lilla eller rød-grønne. Noget kan forklares med uduelighed. Men mest skyldes det, at borgerskabets partier og regeringer har som deres første leveregel, at det, der er godt for storkapitalen, er godt for landet, og som anden leveregel, at det, som EU og NATO kræver, skal følges til punkt og prikke.

De borgerlige statsadministratorers straffeattest viser, at det civile og militære beredskab mht. mad, sundhed og medicin langt hen ad vejen er afviklet. Gennem 25 år er der sket en bevidst nedskæring af det nationale immunforsvar. Et sådant synderegister ville normalt kaldes kriminelt.

I flere årtier efter krigen havde Norge betydelige beredskabslagre af blandt andet madkorn. I 1950’erne var det et lovkrav, at der skulle være lagre af forsyninger svarende til et års krigsforbrug. I 1967 blev kravet reduceret til syv måneders forbrug.

I dag er Norge på sidstepladsen i verden, når det gælder selvforsyningsgrad. På trods af vores fisk er Norge kun 40 pct. selvforsynende, hvis vi regner dyrefoder med. Statens kornvirksomhed blev til Cemaq, der nu ejes af japanske Mitsubishi. Kornsiloerne er for længst omdannet til studenterhybler.

Så sent som i 2017 mente Direktoratet for Samfundssikkerhed og Beredskab (DSB), at lagring af korn ’ud fra den aktuelle forsyningssituation’ ikke var nødvendig. En rapport fra Agri Analyse nogle år tidligere, ’Korn og krise – Hvorfor bør Norge begynde på lagring af korn’, nåede frem til helt andre konklusioner. Beredskab handler nu engang ikke om den aktuelle situation, men om, hvad der kan ske i en given fremtidssituation. Som for eksempel i tilfælde af krig, naturkatastrofer, atomulykker eller pandemier. Men DSB nøjes med at advare mod nedlæggelse af landbrugsjord, da Norge kun har tre procent dyrkbart areal, hvoraf 1,3 pct. er egnet til produktion af madkorn.

Nedskåret sundhedsberedskab

Hvis vi ser bort fra madforsyningerne, hvordan står det så til med sundhedsberedskabet i et land, der kan lide at prale med af at vi er på toppen i verden?

• På et tidligt stadium af epidemien fik vi serveret desinformation om antallet af tilgængelige intensivpladser og respiratorer i landet. En gennemgang viste, at det faktiske tal kun var omkring en tredjedel af, hvad sundhedsministeren oplyste til medierne.
• I slutningen af marts blev der, for at undgå hamstring og mangel på varer, spredt falske informationer om, at der findes store statslige madvarelagre her i landet. Der må i så fald være tale om de ca. 300 000 krigsrationer, der er opbevaret til militært personale. Disse vil ikke række langt i en generel varemangel.
• En række fjeldhaller, især i Nordnorge og Trøndelag, rummer enorme mængder beredskabsudstyr og sanitetsmateriel, det meste styret og kontrolleret af USA. Avisen Fremover og NRK kunne 2. april 2020 rapportere, at alene i Osmarka har der stået 500 containere, som har indeholdt et fuldstændigt hospital med patientsenge, eget bageri, vaskeri, kraftværk, vandværk, brandstation, flere røntgen- og operationsafdelinger samt medicin. Disse ville amerikanerne have til eget brug trods løfter om at stille dem til rådighed for norske behov.
• Norge havde tidligere 37 felthospitaler med disponibelt personel og tilsvarende store lagre af sanitets- og infektionsbeskyttelsesudstyr over hele landet, men disse blev solgt, da Forsvaret blev omlagt omkring år 2000. Det var en konsekvens af NATO’s nye strategi for operationer uden for det definerede allianceområde.
• Indtil 2002 havde Forsvaret en aftale om at stille med op til 4500 ekstra hospitalssenge på seks skibe eller færger ved forskellige former for kriser. Hvad der nu står tilbage af felthospitalkapacitet, er tre mobile containerhospitaler med i alt 150 pladser. Disse er beregnet til brug ved militære operationer i udlandet, og det ene hospital befinder sig nu i Afghanistan.
• Antallet af hospitalssenge i landet er blevet halveret de sidste 40 år. Alene siden sundhedsreformen blev indført i 2001 og frem til 2014 blev antallet af sundhedsfaciliteter med akutfunktioner reduceret fra 47 til 19. En hel række lokale hospitaler er nedlagt eller vedtaget nedlagt, senest på Helgeland. I Oslo har de ansatte og befolkningen skullet kæmpe i årevis for at forhindre lukning af Aker og Ullevål.

Lader sig diktere af EU og ESA

Som sædvanligt er EØS-aftalen en del af problemet. Det norske medicinske depot blev afviklet ved indgåelsen af EØS-aftalen i bytte for, at Norge fik lov til at opretholde Vinmonopolet.

Selv i krisetider som nu styres ikke-medlemslandet Norge af EU og ESA. Stortinget er som en hund i snor: Hertil, men ikke længere. Det er ESA, der sætter rammerne for omfanget af den statsstøtte, den ’får lov til’ at yde, reguleret af EU-kommissionens foreløbige ramme for kriseforanstaltninger, som indeholder undtagelser fra det totale forbud mod statsstøtte. Dermed skal enhver form for statsstøtte til virksomheder etc. godkendes af ESA, før Stortinget får lov til at vedtage ny lovgivning om ekstraordinære subsidier i strid med de normale konkurrenceregler i EU/EØS.

En regering og et Storting, der var optaget af befolkningens sundhed og nationens bedste, ville som et minimum have gjort følgende:

• EØS-aftalen og dens begrænsninger af krisetiltag skulle suspenderes med øjeblikkelig virkning, indtil befolkningen kan afgøre aftalens videre skæbne, når pandemien er overstået.
• Sundhedsministeriet skulle have ubegrænsede ressourcer og pålæg om at skaffe alt nødvendigt udstyr til sundhedspersonale og patienter, omgøre alle beslutninger om hospitalslukninger, iværksætte nybyggeri og oplæringsprogrammer for nyt sundhedspersonale osv. Alle private ressourcer til sygdom og pleje skulle lægges ind under det offentlige sundhedssystem med øjeblikkelig virkning.
• Landbrugs- og fødevareministeriet burde have opgaven at sørge for opbygning af beredskabslagre af mad, madkorn, foder og medicin til mindst et halvt års forbrug.
• Krisestøtte til virksomheder skulle være betinget af strenge vilkår med nationalisering som en mulighed.

Der er ikke kommet nogen signaler om noget af dette. I stedet er der unison enighed mellem alle Stortingets partier – denne gang minus Rødt, der dog stemte for både krisefuldmagtsloven (Coronaloven) og den første krisepakke – om at pøse 20 milliarder ud til virksomhedsejerne hver måned, uden at der bliver stillet strenge krav og uden at røre ved muligheden for at gøre indhug i udbyttet, alt sammen baseret på ’tillid’.

For dem, der skal leve af dagpenge, arbejdsafklaringspenge og invaliditetsydelse, råder mistilliden, som NAV-skandalen tydeligt har demonstreret.

NHO og Virke presser på for løsere foranstaltninger for at få fart på økonomien. De får det, som de ønsket, der kommer en vis opblødning hen over påsken for blandt andet børnehaver, SFO og frisører. Sundhedsdirektoratet vedgår, at der er tale om et eksperiment: Hvis vi mister kontrollen, må vi stramme til igen, som der står skrevet på helsenorge.no (8. april).

Kreativ ødelæggelse

Tilgiv dem ikke, for de ved, hvad de gør. Måske ikke når det gælder epidemien, men i hvert fald når det gælder, hvem der skal bære den økonomiske byrde.

Coronakrisen koster nemlig kapitalen dyrt i form af tabt produktion og omsætning og dermed profit. Krisepakker hjælper dem kun en stakket stund, selv om befolkningen får regningen.

Midt i elendigheden ser storkapitalen et muligt vækstpotentiale. Det antages, at viruspandemien forårsager såkaldt kreativ ødelæggelse af økonomien. Det vil sige, at den ved siden af at tage livet af folk, også tager livet af mindre bæredygtige kapitalistiske konkurrenter uden finanskapital i ryggen. Små virksomheder og næringsdrivende får stort set udsættelser af betaling, ikke gavmilde krisepakker. Forudsat at klassesamarbejdets ånd ikke svækkes, men snarere styrkes af denne krise, er forholdene desuden lagt til rette for en ’kreativ destruktion’ af sociale og faglige rettigheder, som det har taget mange menneskealdre at skabe.

Kapitalen og dens regering er beredt til at lade store dele af den ’virusinficerede’ befolkning bære sit kors op ad Via Dolorosa på vejen til Golgata. Vi er tiltænkt rollen som offerlam i en såkaldt national hjælpeforanstaltning, som skal redde de riges skin.

Mange lever i håbet om, at alt vender tilbage til det gamle, når epidemien engang slipper taget. Det vil ikke ske. Mange vil aldrig få de job tilbage, som de har mistet, især ikke de ældre. Velfærden vil blive yderligere amputeret, når vi bliver tvunget til at tilbagebetale krisemilliarderne. Pensionsfondene kan komme i fare. Det bliver vanskeligt eller umuligt at opretholde reallønnen.

Påskemorgen fjerner ikke sorgen for de titusinder uden arbejde og med dramatisk faldende indtægt. De, som pludseligt forsvinder med coronavirussen, står ikke op af graven på tredje dagen.

’Til jul får vi tyve kroner, til påske: Korsfæstelse, korsfæstelse’, skrev Rudolf Nilsen i et af sine berømte digte. De, som skaber værdierne og velfærden, har valget mellem lydigt at iklæde sig tornekronen eller at sige nej til at lade sig korsfæste for de riges vellevned.

noter
ESA = European Space Agency = Den Europæiske Rumorganisation
NAV-skandalen begyndte i 2019 og er uafsluttet
Se f.eks. https://no.wikipedia.org/wiki/Trygdeskandalen

Oversat fra

Kapitalens påskebudskab: Korsfæst!
Revolusjon 10. april 2020