Nej til krisepolitik i corona-forklædning!

I ly af corona-epidemien gennemtrumfer regeringen omfattende indgreb. På få dage har de givet gigantiske beløb til erhvervslivet, lukket grænserne og gennemført de største indgreb i demokratiske rettigheder siden 2. verdenskrig. Det er ikke corona-epidemien, men regeringen der har dikteret den retning, og der er mere på vej. Hvis ikke vi – den danske arbejderklasse, den danske befolkning, siger fra, så kommer de næste måneders politiske indgreb til at underminere vores levevilkår år ud i fremtiden.

Interview med Jonas Ørting, Formand for APK og sygeplejerske

Hvad mener APK er hovedprioriteten i klassekampen lige nu?

Arbejderklassens levevilkår, befolkningens levevilkår. I ly af corona-epidemien kommer der massive angreb på vores vilkår og rettigheder. Regeringen har allerede givet gigantiske beløb til erhvervslivet, lukket grænserne og gennemført de største indgreb i demokratiske rettigheder siden 2. verdenskrig. Det er ikke corona-epidemien men regeringen der har dikteret den retning.

En lille håndfuld direktører og toppolitikere sidder i øjeblikket og skriver vores fremtid. Men det er sgu ikke dem der har noget på spil, det er os. Hvis ikke vi – den danske arbejderklasse, den danske befolkning, siger fra, så kommer de næste måneders politiske indgreb til at underminere vores levevilkår år ud i fremtiden.

Statsministeren siger vi kun kan løse den her krise ved at stå sammen. Giver det ikke mening at løse en krise i fællesskab?

Det er en mærkelig måde vi skal stå sammen på. Da antallet af smittede i Danmark på få dage voksede eksplosivt, var regeringens første store initiativer at holde hånden under erhvervslivet. Bl.a. ved at give 125 mia. kr. kredit på skatte- og moms-indbetalinger og kompensere for aflyste arrangementer. Der er siden kommet en stribe tiltag der direkte eller indirekte støtter banker og erhvervsliv, så det f.eks. skal være let at låne penge og ikke skal være en udgift for firmaer hvis deres medarbejdere bliver syge.

Der er allerede varslet hundredvis af fyringer, og regeringen vil løse det ved at overtage virksomhedernes udgifter. Hvorfor ikke overtage virksomhederne?

Der er hele brancher hvor arbejderne kan se frem til at blive sendt hjem uden løn. Man kan jo spørge sig om de fagforeningsledere der sagde god for det selv risikerer at miste hele indtægten med dags varsel. Der må stilles garantier for folks indkomst, garantier for, at ingen skal gå fra hus og hjem.

Epidemien kommer jo oveni overenskomstforhandlingerne, der også får store konsekvenser for vores levevilkår i årevis. Den ramme der er lagt af fagtoppen og arbejdsgiverne er absurd snæver. Hvis vi skal have en chance for at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår, så er vi nødt til at få forbundet OK-kampen med kampen mod krisepolitikken. Det giver simpelthen ikke mening at slås for højere mindsteløn, hvis vi ikke kæder det sammen med en kamp mod angrebene fra regeringen, fagtoppen og erhvervslivet. NEJ til kriseforlig, NEJ til at ophæve overenskomstrettigheder i corona-epidemiens navn, NEJ til at sende regningen til arbejderklassen.

Hver gang det kapitalistiske samfund er i krise betaler det store flertal af befolkningen regningen mens de rigeste går rigere fra bordet. Det er allerede i gang, og medmindre vi får gennemtvunget en anden kurs, så bliver det resultatet igen igen.

 

Virus ser jo ikke på folks klasse inden de inficerer dem. Er det et område, hvor der er en sandhed i, at vi er i samme båd?

Der er milevid forskel på at gå hjemme i en stor villa eller en lille lejlighed, både ift. stress og smitterisiko. Arbejdere bor simpelthen tættere end direktører, og det er jo ikke noget problem at undgå offentlig transport hvis man har bil.

Og så er det jo ikke nogen hemmelighed, at der er stor ulighed i sundhed her i Danmark. De rige lever længere og er mindre syge. Nogle af de grupper for hvem COVID-19 er mest farligt, er borgere med kronisk hjerte- og lungesygdom, en gruppe med uforholdsmæssigt mange arbejdere. Det er de samme mennesker, der er i risiko for alvorlig sygdom eller død ved almindelig influenza, og det er de samme mennesker, der i årevis har betalt prisen for, at vi mangler medicinske sengepladser.

Alene de sidste 5 år er op mod 10% af de medicinske senge blevet nedlagt, samtidig med at behovet er steget. Overbelægning, underbemanding og stress er alle med til at øge dødeligheden på hospitalerne. De seneste dage har vi nok alle sammen set illustrationen med den stejle og den flade pukkel, og hørt om strategien med at trække epidemien ud så vi ikke overbelaster hospitalerne, så vi ikke kommer over den magiske stiplede linje. Men de sidste 20+ år har både ”røde” og blå regeringer gjort deres bedste for at rykke den stiplede linje nedad, for at reducere kapaciteten. Det koster menneskeliv hver eneste gang vi har en influenzaepidemi, og det kommer til at koste menneskeliv ved denne epidemi.

 

Mener du, at den nedlagte kapacitet kan fremskaffes her og nu?

Kineserne har fået meget skældud for deres håndtering af epidemien, men de etablerede jo faktisk flere tusinde ekstra sengepladser på ganske kort tid – det har selvfølgelig krævet ressourcer. Jeg er sikker på, hospitalerne herhjemme prøver at etablere så mange sengepladser som muligt, og regioner og hospitaler beder jo om hjælp fra bl.a. sundhedsfagligt personale – pensionister, studerende og folk der har skiftet fag, for at få nogle af de hænder vi ved der mangler. Men hvor fanden er pengene?

Vi har set hvordan sundhedsvæsenet i Norditalien nærmest kollapsede, og det er jo det scenarie regeringen henviser til med alle deres tiltag. De har fundet penge til virksomhederne, og de har fundet penge til bankerne, men de forventer tilsyneladende at sundhedsvæsenet og sundhedspersonalet løser opgaven uden ekstra ressourcer. Tværtimod ligger der jo stadig store sparekrav ikke mindst i forbindelse med de famøse supersygehuse. Det allerførste ud af Mette Frederiksens mund burde have været ”vi finder de ressourcer i har brug for, både nu og når vi efterfølgende står med et kæmpe efterslæb på operationer og behandlinger”. Det er noget forbandet svineri, og både patienter og personale bør kræve massive bevillinger.

Det bliver også ”spændende” at se konsekvenserne af, at rengøring mange steder i sundhedsvæsenet er skåret ind til benet. De år jeg arbejdede på hospitaler, var det sgu en sjældenhed at se et dørhåndtag blive vasket, og i Stevns kommune hvor jeg arbejder, har den seneste nedskæring på rengøringen betydet, at støvsugerrobotter har overtaget en del af rengøringen på plejecentrene. Det virker naivt, at det skulle holde samme niveau som professionel gulvvask. Vi har åbenbart ressourcer til at udkommandere militæret til grænserne, kunne vi ikke udkommandere dem til rengøringstjeneste – og så i øvrigt opnormere rengøringen generelt og give dem ordentlig løn og vilkår.

 

Du nævner grænsebevogtningen, hvad er problemet med den?

Jeg forstår godt, at Sundhedsstyrelsen har understreget, at det ikke er på deres anbefaling, at grænserne er blevet lukket, at det er en rent politisk beslutning. Der er selvfølgelig ikke en manual for alt i den her situation, og der vil blive lavet mange analyser efterfølgende af de mest succesfulde strategier. Gav det f.eks. resten af verden noget ekstra ’forberedelsestid’ at kineserne lukkede grænserne til de berørte områder, eller var det spildte kræfter? Men faktum er nu at 1) Danmark er et af de lande i verden der har flest COVID-19 tilfælde ift. indbyggere, 2) vi fik ikke smitten hertil fra tilrejsende udlændinge men fra danskere der kom hjem fra ferie og 3) der er intet videnskabeligt belæg for, at lukkede grænser virker på smitten, men vi ved det skader økonomien.

Det er måske det eneste af regeringens tiltag, der ikke sætter erhvervslivet først. Til gengæld er det en pissegod måde at sprede frygt og utryghed. Når militæret bliver udkommanderet til at forsvare de danske grænser, så giver det jo indtryk af, at der er noget at forsvare de danske grænser imod. Det pisker frygt op på præcis samme måde som regeringen gør ift. flygtninge, og så får sådan et absurd totalteater det jo til at se ud, som om de gør en hel masse.

Der er sguda ikke noget at sige til, at nogle mennesker går i panik, når Mette Frederiksen indfører de facto undtagelsestilstand og udkommanderer militæret til grænserne.

 

Hvad mener du med ”de facto undtagelsestilstand”?

Jeg mener den ændring af epidemiloven som blev hastet igennem. Tidligere var det de regionale epidemikommissioner som besluttede hvor og hvornår epidemiloven skulle tages i brug. Det er selvfølgelig ingen garanti mod misbrug, men nu er al myndigheden lagt direkte hos ministeren. Det er også ministeren der afgør, hvilke sygdomme loven skal omfatte, og altså hvornår den kan tages i brug.

I forvejen gav epidemiloven meget vide beføjelser, men nu sætter den decideret retsstaten ud af kraft. Ransagninger uden retskendelse, afskaffelse af forsamlingsfriheden, tvangsvaccination mod  andre sygdomme osv. – og nok allerværst er en hel stribe gummiparagraffer, hvor sundhedsministeren kan indføre regler, som ”fraviger anden lovgivning”.

Med andre ord kan sundhedsministeren med den opgraderede epidemilov i hånden regere per dekret og ophæve grundlovssikrede rettigheder. Og han bestemmer selv, hvornår han må gøre det.

Det afslører en grundlæggende skrøbelig stat, der ikke har tillid til sin egen overlevelse. Og lige på det punkt er jeg nok tilbøjelig til at give regeringen ret.


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater