“Fordi vi har ret til et bedre liv” – Tale på kvindernes internationale kampdag 8. marts i Odense

Der var livlig diskussionslyst på Kvinder i Kamp’s 8. marts arrangement i Odense på Kvindernes internationale kampdag med udgangspunkt i oplægget “Fordi vi har ret til et bedre liv!”. En tale ved Kvinder i Kamp og en diskussion der blev krydret internationalt med Elif & Flemmings kulturindslag med tyrkiske sange.

8. marts -Kvindernes Internationale Kampdag – i Odense 2020
Kvinder i kamp: “Fordi vi har ret til et bedre liv” 
Tale ved Karin Nicolaisen

I sidste uge druknede endnu et barn i Middelhavet. Det kunne have været mit barnebarn.
Ud for EU’s ydre grænse ved den græske kyst forsørger soldater og Frontex grænsevagter at få de overfyldte gummibåde til at kæntre med brug af bådshænger fra kystbevogtningsskibe, ellers ved simpelthen bare at skyde og sejle dem ned.

Da den første dansker fik konstateret Corona virus, indkaldte statsminister Mette Frederiksen Folketingets sikkerhedsudvalg. Men hvordan handler regeringen i forhold til den menneskelige katastrofe, der udspiller sig på grænsen mellem Tyrkiet og EU?

Den socialdemokratiske regering taler, ligesom oppositionen, om frygten for, at en ny migrantkrise med krigsflygtninge, der vil oversvømme landet. Vi har en regering, hvis svar er, at Danmark skal sende flere politi-og grænsesoldater og militært udstyr til at bekæmpe de tusindvis af mennesker, der er fanget i et magtspil om olie og kontrol over Mellemøsten. I fem år har skiftende regeringer ikke haft andet svar. Det gør os vrede og oprørte. Og så længe vi kan blive det, er vores hjerter ikke blevet til kold kynisme eller frossen frygt.

For det er jo der, magthaverne vil have os hen. At vi kommer til at acceptere, at andre mennesker kan behandles som andenrangs og værdiløse. Det som i høj grad har været kvinderne rolle og forsat er det verden over. Først skal vi tro, at det er folks egen skyld – I kender sangen ”at de ikke gider arbejde, at de ikke har holdt sig raske, at de ikke har fået købt ejerlejlighed, private forsikringer og pensioner i tide”, ”at kvinder selv er ude om det”, ”at kvinder godt kan lide det lidt råt” osv. Og så skal vi frygte for, at de andre kommer og stjæler fra os, dem fra ”ældrebomben”, ”flygtningekrisen”, ”horderne af sociale nassere”, ”kontanthjælpsbøllerne” og ungdomsbanderne”. Og til sidst skal vi alle så dukke os eller råbe med i koret mod de der andre, i håbet om at vi selv kan gå fri.
Vel vil vi ej. I får os ikke ned med nakken.

Når vi afholder og fejre 8.marts – Kvindernes Internationale kampdag – så er det fordi vi vil et andet og bedre liv. Vil en anden fremtid, end den der er ”dagens tilbud”. Varedeklarationen er pivfalsk, kemien passer ikke til mennesker og natur og datoen er for længst overskredet. Vi ved, at vi bliver nød til at gøre noget, at kun ved at gå sammen, ved at organisere os bliver vi stærke nok, til at gå op imod strømmen. Det er det, vi har gjort med Kvinder i Kamp, KiK, som vi stiftede sidste år. Nu skal den ramme for alvor fyldes ud. Endnu flere skal høre om vores kvindeorganisation, vide at den findes, være med at udvide og udvikle dagens kvindekamp. Det er der brug for.

Et helt central krav i Kvindekamp 2020 er kravet om en 30 timers arbejdsuge – 6 timers arbejdsdag – med fuld lønkompensation. Det er den eneste kollektive sikring for både kvinder og mænd, ældre og yngre, småbørnsfamilier og teen age ramte, nedslidte og alle dem uden fast timetal. Eneste kollektive måde at løse det samfundsproblem, at familie, børn og arbejde ikke hænger sammen, men bliver en dagligt maraton. Og hvor en ny generation af kvinder er vokset op til at måtte gå på deltid, få dårligere ansættelse og lavere pension i forsøg på at få familiekabalen til at gå op.

At det både er et fælleskrav og et akut kvindekrav er klart. OK-forhandlerne har skubbet det helt ud af de elendige kriseforlig, som de falbyder. Alene den grund er nok til at stemme NEJ.

Vi har som bekendt fået en socialdemokratisk regering, der ikke bare vandt på løfter om at redde klimaet, men som også blev båret ind af løfterne på at ændre kontanthjælpsreformen og ikke mindst indfører minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Ting der vil havde enorm betydning for meget store dele af kvinderne. Spørgsmål hvor rigtig mange mennesker rundt i hele landet har engageret sig og organiseret aktioner for deres krav.

KiK deltager i disse. Og vi mener det er helt afgørende, at vi omkring minimumsnormeringer holder fast i kravet om at 1:3 og 1:6 gælder hele dagen, hver dag, i alle daginstitutioner, i hele landet. På trods af at der i dag er så få voksne omkring børnene, at det må kaldes for kollektivt omsorgssvigt, har regeringen og dens støttepartier udskudt etableringen af minimumsnormeringer til 2025. VI kræver dem her og nu. Det samme gælder at de nuværende fattigdomsreformer helt skal skrottes og erstattes af sociale rettigheder uden det ekstreme kontrolsystem, tvangsaktivering og faren for helt at ryge ud og stå tilbage uden at kunne forsørge sig selv.

Vi vil ikke vælge mellem retten til bolig, ældrepleje, sundhed eller børneomsorg. Vi kæder kravene sammen og retter kraverne mod de ansvarlige politikker.
I en fælles udtalelse fra Nei til EU’s kvindekonference her i efteråret, hvor KiK deltog, hedder det bl.a.: ”kvinder fra Norge, Danmark og Frankrig står sammen for at forsvare universelle og offentlig finansierede velfærds-og sundhedsydelser af høj kvalitet. Ikke kun fordi vi fortjener det. Men fordi vi har ret til det!”

Vi kan støtte og vise vores solidaritet til kvinderne i flygtningelejrene og dem på flugt, til kvinderne i krigsområderne, ved at vi siger stop for krigene og oprustningen og kræver at vores egen regering trækker sig ud.

Vi kan støtte og vise solidaritet med de underbetalte og undertrykte arbejderkvinder i Indien, Kina, Afrika, overalt hvor monopolerne hærger og kræve stop for det nyliberalistiske arbejdsmarkeds – og sociale nedskæringspolitik globalt og herhjemme. Kræve stop for fattigdommen og dens ødelæggelser, hvad enten det er i Bombay eller Bogense.

Hvis vi kræver at den danske regering stopper sin udplyndring af ressourcerne i Grønland og Arktis kan vi vise vores solidaritet med kvinderne i Grønland i praksis. Vi kan kræve at Danmark ikke udnytter klimakrisen til at udplyndre regnskoven i Brasilien og fordriver de oprindelige folk, for at pynte på CO2 regnskabet. Sådan som det sker lige nu på biogasanlæg i København. International solidaritet er handling.
Vi kan kræve stop for volden mod kvinder – Hvad enten det gælder i samfundet, på gaden og i hjemmet. Økonomisk, socialt, fysisk, seksuelt eller psykisk. Det skal stoppes nu.

Vi er en del af en omfattende bevægelse af kvinder over hele verden, der kæmper for deres ret til livet. Vi kæmper for hinanden og for vores fælles fremtid. Sammen med verdens folk og arbejderklasse har vi styrken til virkelig forandring.

God kampdag 8. marts.