Tyrkiet presser flygtninge over grænsen, og Grækenland presser dem tilbage. Det, vi ser, er en tyrkisk-græsk fælles produceret skammens film. Flygtningene bliver som bolde spillet frem og tilbage over bordtennisbordet.
Af Ercüment AKDENİZ
Den højreorienterede regering i Grækenland er nådesløs over for flygtninge. Hvad enten de er gamle, børn eller handicappede, kvæles de mennesker, der presset sammen ved grænseporten, med gas og bombarderes med bedøvelsesgranater. Krigen mod flygtninge kaldes et “push back”. Grækenland har tidligere været i søgelyset pga. de utallige tilfælde af tortur langs Maritsa-floden.
Så hvad skal den metode, som den tyrkiske regering gennemfører, kaldes? Jeg tror, det kunne kaldes et “push forward.” Tyrkiet presser flygtninge over grænsen, og Grækenland presser dem tilbage. Det, vi ser, er en tyrkisk-græsk fælles produceret skammens film. Flygtningene bliver som tennisbolde spillet hen over bordtennisbordet. De falske håb og pinslerne er uoverskuelige.
Erdogan-administrationen, der står isoleret på den syriske skueplads bruger flygtningene som et politisk trumfkort. Den ønsker at sprede krisen til Europa gennem flygtningene. Dette er, hvad det dybest set kan koges ned til. Verden oplevede to store imperialistiske krige i det tyvende århundrede, og millioner af flygtninge blev fordrevet. Men det blev det tyrkiske regeringsparti AKP, der i det 21. århundrede bruger flygtninge som et krigsinstrument.
Intet andet end skændsel møder øjnene
Millioner af flygtninge transporteres i kommunale køretøjer i bevidstheden om, at portene ikke vil blive åbnet. I en udtalelse til NTV, siger en kvindelig flygtning:
“Embedsmænd siger, ‘Porten er lukket. Gå ad søvejen.'” Menneskehandlere praler: “Chefen har alligevel givet tilladelse. Vi er begyndt at flytte flygtningene.” Boarding af børn og babyer på joller udsendes live, bander sender folk på dødbringende rejser, osv.
Alle disse ting er helt sikkert forbrydelser mod menneskeheden. De, der vender det blinde øje til, behøver ikke at græde krokodilletårer, når det første barn drukner i Det Ægæiske Hav. For de har et politisk ansvar for hele denne skændsel.
Hvad med samfundet?
Du ser skarer langs Vatan Street i Istanbul der forsøger at komme om bord på busserne. Flygtningebabyer smides fra hånd til hånd. En kvindelig flygtning er adskilt fra sin mand og skriger. Og imens alt dette foregår, dytter passerende biler i deres horn og råber skældsord ud af vinduerne. Nogle råber: “Pis af og kom ikke tilbage igen”. Mens man i Adana, har lukket butikker og folk bliver indendørs for at imødegå at syrere bliver lynchet.
Ved du, hvad det betyder? Det betyder, at det indestængte had til syrere over de sidste ni år nu manifesterer sig som et socialt udbrud. Hvordan kan man færdes sammen under sådanne omstændigheder? Hvor vil tingene ende op, når de, der flygter er tvunget til at vende tilbage? Vi befinder os helt klart i en periode, hvor alle skal udvise sund fornuft. Spørgsmålstegn ved regeringens beslutninger? Ok. Kritisere den politiske magt, den fejlagtige udenrigspolitik og den fejlagtige flygtningepolitik, som denne politik har skabt? Det er naturligvis det, der kræves. Men at rette vreden mod flygtninge kan og må aldrig accepteres.
Ved du, hvem de første var til at tage afsted, da det blev annonceret, at grænseportene ville blive åbnet? Dem i bunden – syrere, afghanere, usbekere, congolesere. De, der ikke er i stand til at udholde et liv uden status, rystende arbejdsvilkår og discount lønninger, kort sagt, kapitalismens tandhjul. En tekstilarbejder og flygtning i Istanbul har følgende kommentar:
“Det er bedre, hvis jeg går til grænsen i stedet for at leve under frygt for hjemsendelse og at skulle undvige politiet på vej til arbejde.”
Når vi oplever disse ting ske, er det så ikke fordi arbejderne, lokalbefolkningen og flygtningene ikke har evnet at gå sammen og ændre disse retsløse tilstande?
Hør, hvad en far ved Edirne-grænsen siger, da han taler til Evrensel med sit barn i favnen i en sky af gas:
“Dette er et politisk spil. De lavede så mange fejl mod os. Hverken Tyrkiet, Grækenland eller Europa anerkender os som mennesker. I vandt dette spil, så godt gået.”
EU bærer også masser af skyld i denne flygtningeudveksling baseret på politiske stridigheder. De spurgte EU’s talsmand Stano i Bruxelles om de flygtninge, der krydser den græske grænse. Mandens svar var netop, “Hvis vi er vidne til en stigning … vil vi handle i overensstemmelse hermed.”
Så hvordan vil denne udvikling kunne ændre kurs?
Det er klart, at uanset hvor mange gange, der er blevet fremlagt løsninger, så har imperialistiske løsninger ikke været løsningen i Syrien. Hvis regionen skal trække vejret frit, skal blodsudgydelserne stoppe, og tårerne skal ophøre, befolkningernes broderskab og kampen for fred vil bane vejen for dette. Først da vil flygtninge undgå at blive gjort til et krigsinstrument.
En sidste bemærkning
Hvorfor er Thrakis og Istanbuls fagforeninger, foreninger og demokratiske masseorganisationer ude af stand til at udvise effektiv solidaritet over for det menneskelige drama, der finder sted ved grænseportene? Lad os stille os selv dette spørgsmål på vegne af enhver flygtning – kvinde, barn og ufødt baby. Og uanset hvilke skridt der kan tages, så lad os tage dem hurtigt.
Oversat fra
It has come to this: Refugees as instruments of war
Evrensel Daily 3. marts 2020
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
