Fælles kamp og organisering nedefra giver resultater!

Uden overenskomststrejken i 1985 og uden samling nedefra omkring kravet der dengang lød “35 timer med fuld lønkompensation” havde vi aldrig opnået at komme fra 40 timer til 37 timer i 1987. Den slags erfaringer er det værd at kigge tilbage her midt i OK20. Intet opnås uden kamp, og initiativet kan ikke overlades til fagtoppen, hvis mærkbare resultater skal hjem. Det fremgår tydeligt, at de hidtidige forlig og de minimale resultater – nu også på transportområdet.

Ved OK-forhandlingerne 2020 ser vi et opsplittet forhandlingsbillede, hvor ingen fælles krav samler og bygger op til en samlet solidaritet og kamp for alle. Metal kører en kampagne for et Ja, selvom kun enkelte overenskomster er i hus, og i sidste ende er fagtoppen parat til at acceptere en sammenkædning, der ophøjer et elendigt gennembrudsforlig til at sætte standarden for alle.

En overenskomst hvor de minimale lønstigninger og 1 % på en fritvalgskonto hurtigt vil fordampe som dug i solen, og slet ikke modsvarer efterslæbet fra rækken af minus-overenskomster og virksomhedernes milliardoverskud.

OK ’85 – strejker og blokader blev organiseret nedefra på fælles krav

Historien var kort fortalt sådan, at LO-ledelsen op til OK-forhandlingerne i 1985 først forsøgte at få en studehandel med Schlüter regeringen om at regeringen skulle vise imødekommenhed overfor nedsat arbejdstid – uden lønkompensation. Så ville LO til gengæld sikre ro på arbejdsmarkedet ved hjælp af trepartsforhandlinger. Schlüter afviste, og LO-ledelsen stod mere eller mindre afklædt. Herefter opstillede LO-ledelsen vage og upræcise krav. De stillede kravet om nedsat arbejdstid, men uden at sætte timer på, og uden lønkompensation. De opstillede et upræcist lønkrav, der blot blev formuleret som ’gennemførelse af et lavtlønsværn’.

I foråret ’84 blev der på arbejdspladser og i klubber derimod rejst præcise og fælles krav: 35 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation – generelle lønforhøjelser og 65 kr som mindsteløn – fuld dyrtidsdækning og – væk med den sorte dagpengereform.

I de tillidsmandsringe der blev opbygget lokalt og på de landsdækkende møder stod to linjer overfor hinanden. Skulle man stole på LO-toppens løfter om at de ville føre kampen, eller skulle der skabes en aktiv og landsdækkende overenskomstbevægelse, der ville organisere for kravene. En del af bevægelsen satte kursen mod at opbygge den aktive bevægelse og kravene blev markeret med aktioner og demonstrationer.

Under hele optakten fastholdt de kræfter der lagde hele kampen i fagtoppens hænder, at intet andet var muligt. Man måtte blot have tiltro til at de klarede ærterne – de overlod til LO-toppen at stå for en ’generalmobilisering’ – som LO lovede, men ikke holdt.

De der bestræbte sig på at skabe en kæmpende bevægelse organiseret nedefra blev hængt ud som et lille og ubetydeligt mindretal. Men det var netop en sådan bevægelse der fik bred tilslutning og blev den drivende kraft i de efterfølgende strejker og blokader.

Parallellen til i dag

Der er åbenlyst paralleller til i dag. Nu er flere overenskomstresultater landet, og de ligner indtil videre Industriforliget, der som gennembrudsforlig sætter rammerne. Mange enkeltpersoner har klart vendt tommelfingeren nedad og siger Nej. Det samme har de store industriafdelinger i Aalborg, Randers og Horsens til industriens forlig og nu ved Transport-forliget, der netop er indgået har både Aalborg og Randers været hurtigt ud med et Nej. Der er opnået alt for lidt!
Nej’et kommer fra medlemmerne, klubber og enkelte afdelinger, mens fagtoppen er klar til at indgå arbejdsgsivervenlige forlig. De sidder selv med direktørlønninger og befinder sig milevidt fra medlemmernes situation og dagligdag.

Igen, som i ’85 er det en organisering på tværs af fag og blandt medlemmerne og klubber og de afdelinger der bakker deres medlemmers interesser op der kan ændre på resultatet. Fagtoppen ønsker ingen konflikt og bruger ikke engang strejkevåbnet som en trussel i forhandlingerne. Men reelt er det jo kun den trussel der kan rykke noget ved forhandlingsbordet og det endelige resultat.

Ligesom i ’85 er der brug for at solidariteten udvikles nedefra på tværs af faggrupper og brancher og sætter handling bag kravene med faglige møder, aktioner og organisering af en fælles Nej-kampagne med opstilling af fælles krav der kan kæmpes for. Bliver en konflikt og strejker nødvendig skyldes det ikke ’uro-og ballademagere’, men at kravene ikke er indfriet.

Også erfaringerne fra de offentlige overenskomster i 2018 må huskes. Her blev musketéreden om én for alle og alle for én pludselig afblæst og alle de aktive der var klar til strejke og solidarisk kamp kunne gå hjem. Og lærerne stod uden en arbejdstidsaftale.

Her i OK20 er det værd at huske på erfaringerne. Fagtoppen forhandler ud fra en grundlæggende ide om klassesamarbejde og hensyn til virksomhederne og egne positioner. Fagtoppens magtmonopol til at diktere overenskomstkampen og dens videre udvikling må brydes gennem en fælles modstand imod det elendige resultat der så tydeligt tegner sig.