Forhandlerne af industriens overenskomst har ikke leveret varen. Resultatet blev et råddent forlig – både for industrien og for de øvrige grupper at forhandle videre på.
Fagtoppen har under hele processen forhandlet for lukkede døre, mens de har holdt medlemmerne hen i tomme aktiviteter og løfter om et godt resultat. Denne gang ”skulle arbejdsgiverne virkelig komme til lommerne”.
Efter tre minus overenskomster i 2010, 2012 og 2014 var forventninger forrige gang at OK 2017 skulle sikre en reallønsfremgang, der kunne mærkes. Der skulle gøres op med den fortsatte sociale dumping.
Som bekendt leverede fagtoppen i stedet et elendigt forlig. Også denne gang ved OK20 var forventningerne store. Men det afgørende industri-forlig, der sætter kursen er mildt sagt elendigt og må forkastes.
Fagtoppen og dens forhandlere har endnu engang bevist, at de ikke står i spidsen for arbejderklassens krav, men er villige til at sælge dem for småpenge, for at kunne blive i det gode selskab på de bonede gulve.
Væk er kollektiv nedsat arbejdstid. Væk er en mindsteløn mod social dumping. Lønstigningerne er minimale i kroner og ører og de minimale stigninger kommer mest de højtlønnede til gode – mens de lavtlønnede får stort set ingenting.
De kollektive overenskomstmæssige rettigheder erstattes med øgede individuelle løsninger med øgning af fritvalgskontoen.
Dvs. individuelle løsninger, frem for nedsat arbejdstid for alle, hvor man har tid til at have et liv ved siden af arbejdet. Ordningen giver først og fremmest fleksibilitet for arbejdsgiverne. Og den del er øget nok i forvejen. Desuden bliver stigningen selvbetalt – organisationerne er enige om, at pengene trækkes fra lokalforhandlingerne ude på virksomhederne.
Argumentationen med et afbalanceret hensyn til konkurrenceevnen er det rene vrøvl. Det er almindeligt kendt, at virksomhedernes profitter og direktørernes lønninger er steget himmelhøjt.
Kernespørgsmålet i enhver overenskomstkamp er kampen om hvilken politik man følger. En klassekamps- eller klassesamarbejds politik. En socialdemokratisk reformistisk “vi bøjer nakken-politik” – eller kampfællesskabets solidaritet.
Er politikken i stand til at udløse arbejderklassens kampkraft eller strækker den bevægelsen og trækker den baglæns.
Vreden over OK17 er aldrig forsvundet, og kampviljen i år er stor. Fagtoppen har systematisk forsøgt at forvandle medlemmerne til tandløse heppekor, hvor den røde løber bogstaveligt talt rulles ud og forhandlerne klappes ind. Men som det rådne forlig viser, så frygter hverken fagtop eller kapital klapsalver og røde løbere.
Vi har et andet valg end blot at overlade kraverne og fremtiden til topforhandlerne, der ikke er tilliden værdig. De øvrige brancher kan ikke bryde igennem industriens forlig ved at forholde sig passivt til det. Vi må stole på egne og fælles kræfter og solidaritet mod arbejdsgivernes og fagtoppens udsalg. Skal resultatet ændres kræver det aktioner og handling og et NEJ der kan mærkes.
Læs også
NEJ til det rådne forlig! Forhandlerne har ikke leveret resultater
Udtalelse APK 9. februar 2020
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
