Kapitalismens krisetegn

Kapitalismens mange krisetegn florerer. Børn og unge der mistrives, og magthavere der river de fattiges boliger ned. Det er et krisetegn, når der rasles med sablerne og produktionen af våben tager til. Og i Irak er året startet med et statsanerkendt mord beordret af USA’s præsident.

Af Karsten Jonassen, APK

Det nye år er startet med endnu et statsanerkendt mord. Denne gang er det USA, der har myrdet den iranske hærchef. I skrivende stund hører jeg ingen højlydte protester for dette svineri fra den danske magtelite. Gad vide, hvordan det var blevet modtaget, hvis det iranske styre havde myrdet USA´s vicepræsident?

Det havde jo nok været opfattet som en terrorhandling, men den slags ting udfører vi og vores allierede ikke. Vi forsvarer os bare mod terroristerne. Den største terrorist og den største trussel mod fred er USA. Intet andet land har siden 2.verdenskrig ført så mange krige og slået så mange mennesker ihjel.

Det kinesiske firma, Huawei, er uden tvivl rigtig gode til at aflytte og spionere. Fuldstændig på samme måde som europæiske og amerikanske firmaer. Konkurrencen er hård, og alle midler tages i brug. Sidst på året var der stor opstandelse og forargelse over, at den kinesiske ambassadør i Danmark havde forsøgt at promovere Huawei på Færøerne. Ifølge vestlige politikere og medier var det den rygende pistol, der beviste, at Huawei er i lommen på den kinesiske stat og som følge deraf vil tjene kinesiske interesser.

Det er sikkert helt rigtigt, men hvorfor den forargelse? Det danske kongehus og danske ministre rejser med stor glæde verden rundt sammen med delegationer fra dansk erhvervsliv for at skaffe lukrative handelsaftaler. Det er da ikke længe siden, at kronprinseparret var på udflugt i Saudi-Arabien, hvor partering af politiske modstandere er en yndet sport. Forskellen er vel bare, at Huawei er i lommen på det statskapitalistiske kinesiske styre, mens kongehuset og regeringen er i lommen på det privatkapitalistiske danske erhvervsliv. Det er bare farven, der har en anden lyd.

Tilbage til andedammen og det danske kongehus. Hvor er det dejligt, at prins Nicolai kan flytte hjemmefra (Amalienborg) og få sig en lejlighed, der er til at betale for en ung studerende. Han er virkelig glad for, at lejligheden ligger fint i forhold til studiestedet, og så koster den ikke mere en 4,5 millioner. Jamen, tillykke med det. Så kan man kun gætte på, hvem der i sidste ende skal betale for det. Får han mon osse udeboende SU?

På en af årets sidste dage havde dagbladet Politiken denne overskrift: ”Havde Karl Marx ret?” Eftersom det var en overskrift i det socialdemokratiske menighedsblad, så er svaret givet på forhånd. Men det sjove er jo, at det borgerlige Danmark i årtier har tudet os ørerne fulde med, at marxismen er en død sild, der ingen gang har på jorden. Men det er åbenbart nødvendigt at slå det fast igen og igen.

Marx er død, Lenin er død, men marxismen-leninismen lever stadig, og det er just det, der piner borgerskabet. Politiken er nødt til at indrømme, at kapitalismen er i krise – som så mange gange før – men heldigvis ved Politiken, at der bare skal nogle justeringer til, så kører det fint igen. Herfra skal lyde en dybfølt tak til Politikens lederskribent, der iler den kriseramte kapitalismen til undsætning, ligesom SF og Enhedslisten iler det kriseramte EU til undsætning. Medicinen er den samme: Der skal laves nogle reformer, og så skal det nok blive godt. Godt for hvem?

En af de reformer, der skal gøre det hele meget bedre, er i støbeskeen hos børnenes statsminister. Den handler om, at vi skal have flere tvangsfjernelser af børn. Det er dagligdags kapitalistisk tankegang helt ned på grundplan. Skal vi hjælpe dem, der er i nød? Hjælper det børnene, at de bliver fjernet fra deres forældre?

Der er helt sikkert nogle, der kan få det bedre på den måde, men det er ikke en løsning. Det er et krisetegn, at stadig flere børn og unge mistrives. Det er et krisetegn, at stadig flere familier har svært ved at hænge sammen. Det er et kapitalistisk krisetegn, når det handler om ikke at bruge flere resurser på samfundets dårligst stillede. Det er et krisetegn, når magthaverne begynder at rive de fattiges boliger ned. Det er et krisetegn, når racismen uhæmmet kan stikke sit hæslige fjæs frem og oven i købet bliver beskyttet af magthaverne. Det er et krisetegn, når magthaverne iskoldt kalkulerer med at lade nogle befolkningsgrupper synke stadig dybere ned i fattigdom. Det er et krisetegn, når kløften mellem rig og fattig bliver større og større, fordi de rige rager til sig. Det er et krisetegn, når uduelige topchefer på trods af deres uduelighed modtager astronomiske summer i bonusser. Det er et krisetegn, når der rasles med sablerne og produktionen af våben tager til. Hvad er det for nogle reformer, der skal forandre det? Forandringen er ikke reformer, forandringen er en revolution, der skrotter den rådnende og snyltende kapitalisme. Så Marx havde sgu ret alligevel. Husk det!

Et klimaoprør er under udvikling. Det er positivt, at så mange engagerer sig. Dejligt, at så mange unge bliver aktive. Men, men, men, hvis det skal give resultater, så skal der lidt mere end miljøbevidsthed til. Bevægelsen skal have retning mod årsagen til miljøsvineriet. Den hæmningsløse jagt på profit, som aldrig vil komme til at tage hensyn til hverken mennesker eller miljø.

Årsagen til klimakrisen findes i selve det kapitalistiske system. Derfor må miljøkampen have et strategisk mål om at fjerne kapitalismen. Der kan undervejs være mange rigtige aktioner, der kæmper for diverse delmål, men de skal alle understøtte kampen mod selve kilden. Hvis bevægelsen er tilstrækkelig stærk, vil der komme indrømmelser, fordi systemet bliver presset til det. Men der vil aldrig komme blivende forbedringer. Alle indrømmelserne vil blive trukket tilbage, så snart bevægelsen mister momentum. Og alle indrømmelserne vil ligge indenfor det kapitalistiske systems helt faste rammer.

Miljøkampen må tage ved lære af de utallige kamperfaringer, der ligger i klassekampen. Vi har længe savnet et ungdomsoprør, – er det på vej nu? Det store ungdomsoprør i 1968 var kraftfuldt og farligt for magthaverne. Der blev rykket mange grænser, der blev gennemtrumfet indrømmelser, men der blev ikke pillet ved det kapitalistiske system. Mange aktive i 68-tiden fik en politisk lærdom og fortsatte kampen for at vælte systemet, men det store flertal blev snydt, og kapitalismen kunne fortsætte sin hærgen. Hvis kampen for miljøet skal vindes, så skal det strategiske mål klarlægges og fastholdes hele vejen. Alt andet vil føre til livsforlængende behandling af kapitalismen.