Hykleriets statsminister

Statsminister Mette Frederiksen har holdt sin første nytårstale. Den var tydeligvis bygget op over den propagandaplan der i en årrække har forberedt lanceringen af ’børnenes statsminister’, men som sædvanlig kun i ord. Vi ved jo, at den nye kontanthjælpsreform ikke må koste noget, og at hele det fundament der skal sikre gode børneliv i form af kvalificerede institutioner, skoler, social sikring og et velfungerende sundhedsvæsen ikke seriøst vil blive bygget op.

I Mette Frederiksens øjne er Danmark et land der består af et ”vi”, der alle ønsker og kæmper for det samme. Når der lige ses bort fra de unge uromagere. Unge der kaster med fyrværkeri og terrorister blev nævnt under ét, og ét står klart – skal vi hamle op med situationen skal der punges ud til mere politi og mere overvågning.

Danmark skal blive et ”retfærdigt land”. Det uretfærdige, skal vi forstå skyldes ikke klasseforskelle og muligheden hos den herskende klasse til at sætte sig samfundets værdier, som får aktionærernes profit til at eksplodere, mens arbejdernes lønninger stagnerer og overførselsindkomster bliver stadig dårligere. Nej, børnenes problemer skal findes hos forældrene, og her skruede Mette Frederiksen bissen på. Der skal sættes hårdt ind med tvangsfjernelser og adoptioner. Formentlig skal også adoptionerne være under tvang, som Mette Frederiksen tidligere har gjort sig til talskvinde for. Flere tusinde børn skal fjernes fra hjemmet og vi må ikke være blødsødne overfor indvandrerfamilierne, men lægge berøringsangsten væk.

Forebyggelse, så familierne fik gode vilkår? Nej, det kan være meget godt erklærede Mette Frederiksen, men det er ikke regeringens vej.

Det var tydeligvis også lagt op til at sikre opbakningen fra de S-vælgere, der tidligere har stemt på DF af indvandrerkritiske årsager.

Begrebet solidaritet fik også ny betydning i aftenens tale. Solidaritet er den velvilje landets kommende pensionister skal føle overfor de få der skal sikres en tidligere pension. Når nedslidte Arne skal have lov til en lidt tidligere pension, må alle vi andre (ikke-formuende) føle os solidariske og bide tænderne sammen. Med en normal opfattelse af solidaritet ville man sige: Alle har ret til en tidlig pension mens vi stadig lever og kan nyde et otium. Ikke kun dem der pga privat formue selv kan bestemme pensionsalderen.

De lidt større børn, dem der gerne vil have en fremtid og kræver klimahandling fik også en varm omfavnelse af statsministeren. Det var rigtig godt I kæmpede, og uden at det blev sagt i ord kunne man høre slutningen af sætningen ’nu kan I godt gå hjem, regeringen har taget over’. I skal i al fald ikke stille krav der går ud over opbakning til det parlamentariske system, der ser klimakamp som støtte til virksomheder og deres nye opfindelser og grønne eksporteventyr.

Retfærdighed får vi ikke ved at tro på Mette Frederiksens hykleriske snak om gode børneliv og solidaritet, eller ved at sætte vores lid til klassesamarbejdet og regeringens holden hånden over kapitalen. Tværtimod.