Her ved indgangen til et nyt årti kan vi se konjunkturerne af en ny samfundsbevidsthed vokse frem i ungdommen, en tendens væk fra den destruktive individualisme, og i retning af en forståelse af at intet i virkeligheden kan overlades til ”markedskræfterne”. Engagementet for fælles kollektive løsninger er voksende, og der er en gryende forståelsen af at samfundets interesser står over og derfor i modsætning til store virksomheders. Hvad der til gengæld mangler er et klart alternativ til forestillingen om den hellige private ejendomsret, for ikke at tale om illusionerne til det borgerlige demokrati.
Af Franz Krejbjerg, APK
Velfærd sikres kun i et socialistisk samfund
En af grundene til at socialismen stadig står relativt svagt som alternativ til kapitalisme er, at når offentlige virksomheder eller delvist offentligt ejede aktieselskaber, ikke varetager deres ansvar overfor samfundet, er det straks ”socialismen” der får skylden. Altså som om at statsvirksomhed i sig selv er udtryk for socialisme.
I toppen af samfundet er korruption og uduelighed blevet comme il faut, og det ses i både de største banker, de største medieselskaber, de største offentlige virksomheder, osv… Og Socialismen får skylden for det hele. Der mangler den nødvendige konkurrencementalitet må man forstå.
Men socialismen har ingen aktie i hverken socialdemokratisk eller revisionistiske eller anden form for borgerlig statskapitalistisk virksomhed. På samme måde er ”velfærdsamfundet” ikke udtryk for socialistiske reformer, men for flygtige sejre. Det er centralt at man begriber denne løgn i Reagans og Thatchers anti-kommunisme, der har kørt som understrøm i al propaganda om al magt til markedet og markedskræfterne.
Statskapitalisme og offentlige institutioner under kapitalismen er ikke et skridt på vejen. De er højest udtryk for midlertidige indrømmelser, der nedbrydes og nedslides til de til sidst rådner væk. Det er derfor aldrig institutionen i sig selv arbejderklassen forsvarer. Det er indholdet af krav og sejre.
I en nyere variation gøres de åbenlyst magtfuldkomne multinationale monopoler, også til et udtryk for ”socialisme”. Mange er oprigtigt trætte af at de største virksomheder kun overlever fordi staten står klar med skattefradrag og med billig arbejdskraft eller til at spendere milliarder på militær oprustning, eller er klar med billige lån når spekulanterne sejler økonomien ud over afgrunden. Men statsstøtte er ikke udtryk for socialisme. Det har altid været en af den kapitalistiske stat centrale opgaver at kanalisere samfundets ressourser i lommerne på borgerskabet.
Selv EU bliver af nogle set som et udtryk for overdreven statsstyring og derfor lig med socialisme. Men også her må vi melde hus forbi, EU er monopolernes værktøj og ikke arbejderklassens.
Der er mange flere eksempler på hvordan den antikommunistiske propaganda altid er klar til både at bruge kapitalismens indbyggede kriser, og tendenser til monopoldannelse, og uduelighed i statskapitalistisk virksomhed som argumenter mod socialismen. Og de har god hjælp fra store dele af venstrefløjen, der heller ikke kan se forskel på socialisme og statskapitalisme og EU for den sags skyld.
Men for arbejderklassen er kampen altid konkret. Det handler f.eks. ikke kun om flere penge til sundhedsvæsenet, men om flere varme hænder, så pengene netop ikke forsvinder til producenter af udstyr, IT-systemer, og medicinalindustrien der ser syge som en malkeko. Hele sundhedsvæsenets ledelsesstruktur og den økonomiske styring er en tro kopi af markedstænkning, hvilket også ses i den ekstreme ulighed i det interne hierarki, fra rengøringspersonalet til direktøren.
Sundhedsvæsenet er langt fra fredet med den nye regering, tværtimod er det under stadigt angreb for at udrense den sidste rest af lige adgang, og offentlig finansiering, demokratisk kontrol, og sundhedsfaglig indflydelse. Samme udvikling ses overalt, om det er energiselskaber, eller folkeskoler, om det er offentlig trafik eller børnehaver.
Derfor er det afgørende at den nye mobilisering og politiske bevidsthed vokser til at forstå at vi lever i et kapitalistisk klassesamfund, og det er ikke nok at beskytte nogle enkelte sejre og bastioner, eller at fokusere på enkeltsager. En fælles fremtid med kollektive løsninger kræver at kapitalismen smides på porten. Derfor lever angsten for det kommunistiske spøgelse fortsat videre i bedste velgående, og socialisme bruges som henholdsvis røgslør for statskapitalisme eller som skældsord ved hver given lejlighed.
Herfra skal lyde en opfordring til at være med til at rejse socialismens banner ud af borgerlig propaganda til et ægte alternativ til kapitalismen.
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
