Kvinder fra en række aktive bevægelser: “Vi forventer intet af regeringen, der skal kamp til”

Det blev et fantastisk spændende og levende møde, da Kvinder i Kamp inviterede kvinder fra en række bevægelser til fælles erfaringsudveksling. Der var så livlig og engageret en diskussion, at det fortsatte ude på gaden efter vi – meget senere end forventet – havde slukket lyset i mødelokalet.

Af Lisbet Bonde

Kvinder i Kamp havde inviteret kvinder der er aktive i Næstehjælperne,  Forældrebevægelsen, Folkebevægelsen mod EU og Almen Modstand. For at skabe forbindelser og lære hinanden at kende, for at udveksle viden og erfaringer og drøfte hvordan vi kan støtte hinanden og spille sammen i en fælles kamp for vores krav.

Fra Næstehjælperne deltog Gitte Wilsdahl, som fortalte om Næstehjælpernes mange aktioner mod fattigdomsreformerne. Næstehjælperne er både aktivisme og hjælp til hinanden, når folk mangler mad, tøj osv. Noget der sker for tusinder ikke mindst efter kontanthjælpsloftet og andre reformer er blevet indført. Næstehjælperne findes over hele landet og har mange caféer, hvor folk kan mødes. Næstehjælperne støtter hinanden i at opretholde selvværd og kampvilje, det er ikke en skam at være fattig. De ansvarlige er politikerne og det ulige samfundssystem.

Gitte Wilsdahl gav udtryk for det, som var den almindelige opfattelse på mødet: Vi kan intet forvente fra politikerne eller den ny regering, der skal kamp til. Især udtrykte hun vrede mod Enhedslisten, som havde lovet de reformramte at tale deres sag, men helt har svigtet.

Susanna Dyre-Greensite fra Folkebevægelsen mod EU gav meget brugbare argumenter mod EU, som med henvisning til EU’s stabilitets- og vækstpakke kommer med forslag om reformer direkte til det enkelte land.

Helt konkret er pensionsreform, kontanthjælpsloft mm. indført på forslag fra EU.

Vi diskuterede budgetloven og dens virkning for kommunerne. Budgetloven lægger et meget stramt loft over hvad kommunerne må bruge af penge.

Cathrine Pedersen fortalte hvordan Forældrebevægelsen med et meget flot og vedvarende aktionsniveau og pres har opnået at normeringsspørgsmålet ikke er til at komme udenom. Men det politikerne så lægger op til, er at sylte kravene i et udvalg.

Indenfor bevægelsen har en mindre del samlet sig om nogle ideer, der desværre er en total afledning, om at man skal vælge at gå hjemme og passe børnene – i afmagt over de elendige forhold i daginstitutionerne. Men det er vigtigt at fastholde en fælles kamp, fælles mellem alle forældre og fælles mellem pædagoger og forældre.

Der er mange arbejdsløse pædagogassistenter, så mangel på uddannede er ingen hindring for at indfri kravene.

Samtidig bør forældrebevægelsen også knytte sig til kravet om 6 timers arbejdsdag, som vil være et stort plus for børnefamilier og for børnene.

En kvinde, der bor i Mjølnerparken, og som også er aktiv i Almen Modstand havde inden mødet givet Kvinder i Kamp et rids af Mjølnerparkens situation og kampen mod Ghettopakkens tvangsflytninger. Bl.a. er det sådan, at:

• Boligerne skal sælges til et udlejningsselskab. Boligerne bliver altså solgt til udlejning på markedsvilkår. Det kunne være Blackstone, det kunne være en pensionskasse. Uanset hvad, er resultatet det samme: 260 lejligheder skal sælges og lejlighederne skal lejes ud til ”markedspris”.

• Alle beboere skal flytte. Man kan altså ikke blive boende i sin lejlighed og leje af den nye udlejer.

• For at kunne tømme 2. og 3. gård så de kan sælge gårdene, har Bo-Vita lovet genhusning i andre Bo-Vita-afdelinger. Det viser sig bare at de boliger de har enten er dyrere eller mindre eller ligger langt væk, fx på Amager eller i Valby, som jo er langt hvis man har børn der går i skole på Nørrebro. Realiteten er, at mange børn vil skulle skifte skole og/eller familien kommer til at sidde med en husleje der er dyrere end de kan betale.

Desuden skal der flytte 120 familier fra den anden halvdel af Mjølnerparken.

Alt dette sker i en situation, hvor beboerne netop havde lagt planer sammen med boligselskabet om nye køkkener og badeværelser, vinduer mm. Det får de tvangsflyttede nu ingen glæde af. Det gør derimod de nye lejere, der flytter ind til tårnhøje huslejer efter det er blevet privatiseret.

Ghettopakken har også haft den konsekvens, at alle andre almene boligområder er blevet pålagt af deres boligselskaber uretfærdige og udemokratiske regler for, hvem der fremover får lov at flytte ind. Syge, kontanthjælpsmodtagere, folk med en almindelig løn får ikke adgang til disse boliger i fremtiden.

I diskussionen af vores krav i de forskellige bevægelser, og synet på regeringen og Enhedslisten, var der enighed om, at klimakampen fra mange sider bliver brugt som en afledning fra andre vigtige kampe. I EU-kampen er det særdeles tydelig. Det samme har man oplevet i forældrebevægelsen og i den sociale bevægelse i f.eks. København, hvor Enhedslisten og Alternativet har været medunderskrivere af et nyt budget, som ikke giver én krone ekstra til børneområdet og ikke afhjælper et eneste problem i jobcenterhelvedet – med begrundelsen, at der er gjort noget for klimaet!!

Samme rille hører vi fra regeringen.

Vi skal ikke finde os i, at det gøres til et valg mellem at de fattige og arbejderklassen kan få deres krav opfyldt – eller om klimaet skal reddes. Begge dele skal gøres.

Også Kvinder i Kamp fortalte om sine aktiviteter.

Det blev slået fast, at vi fortsat må styrke forbindelserne og samarbejdet – også med fagligt aktive, faglige klubber og andre bevægelser.