Krise for EU’s økonomiske doktrin

EU har fornylig valgt den franske politiker Christine Lagarde, som ny direktør for centralbanken. Det er et meget klart signal om at EU gør sig klar til en politisk reform af de økonomiske og finansielle værktøjer. Ændringer der både skal øge beføjelser og centralisere mere magt i Bruxelles, og gøre EU klar til at læsse den tyske overproduktions krise over på skuldrene af arbejderklassen.

Af Franz Krejbjerg, APK

Titusinder demonstrerede på Syntagmapladsen uden for det græske parlament, da Syriza-regeringen kapitulerede overfor EU, IMF og  Den europæiske Centralbank

Medlemslandene i EU har mere eller mindre frivilligt afgivet deres økonomiske selvstændighed til EU. Med den fælles valuta og fælles regler for statsgæld og underskud på finansloven, osv. har de sidste 20 år vist sig at være en katastrofe for de relativt svageste økonomier, mens monopolerne i de største industrinationer har profiteret på eurozonen.

Eurozonen blev i første omgang bygget med nogle relativt enkle principper, beskrevet i Stabilitets- og Vækstpagten i 1999, foruden naturligvis implementeringen af det indre marked. Til gengæld lovede EU’s centralbank en stabil rentepolitik, og en valuta med international styrke og en inflation på 2 procent.

Gradvist har EU så udvidet bestemmelserne til at omfatte en detailstyring af alle nationale beslutninger på finansloven. Det foregår på den måde at alle landene hvert semester (6 måneder) modtager en henstilling til hvilke politiske og økonomiske spørgsmål der skal arbejdes med, i forhold til de svagheder som EU ser med hensyn til at skabe en villig og billig arbejderklasse.

Henstillingerne kan dog hurtigt forvandles til diktat, hvis et land ryger ved siden af målsætningen i Stabilitets- og Vækstpagten. Og det var netop hvad alle landene oplevede i kølvandet på finanskrisen i 2008. Også Danmark fik et par år at vide, at et underskud er et underskud, uanset om der var krise og der stod arbejdsløse på gaden. Og det danske folketing rettede lydigt ind og vedtog den ene spareplan efter den anden.

Men som det måske er faldet nogen i øjnene har den politik ikke ført til ”stabilitet og vækst”, hele fortællingen omkring eurozonen er derfor totalt afsløret som løgn. Og endnu være bliver det, når man kigger på det som EU selv siger er målet med de halvårlige anbefalinger til landenes finanslove: Her bruger EU ofte udtrykket ”konvergens”, der udtrykker en forestilling om, at blot der er ”lige vilkår”, så vil det i praksis betyde en styrkelse af de svageste økonomier i unionen. I virkeligheden er de fattigste smidt på gaden, og det står klart for alle at EU’s bærende teori om konvergens er et falsum.

Men heller ikke euroens løfter om at blive en stærk international valuta er indfriet, endnu. Alle banker skal have massive beholdninger af dollars for at kunne facilitere international handel. Centralbanken har til gengæld heller ikke sikret en inflation på de lovede to procent, og renterne kan knap sendes længere ned, og er de seneste måneder direkte negative i flere lande.

Det indre marked

Vender man sig mod det indre marked, den anden centrale del af EU’s økonomiske politik, er problemerne mindst ligeså katastrofale for medlemslandene som i valuta-, økonomi- og finanspolitikken.

EU har siden indførelsen af det indre marked, gennemtrumfet et økonomisk regime i medlemslandene, der på den ene side har betydet massive privatiseringer i hele den offentlige sektor, og i al offentlig forsyning og transport, og på den anden side har forbudt statens direkte deltagelse i fremstillingssektoren. Undtagen som facilitator af f.eks. infrastruktur, og forskning. Og som indirekte støtte, f.eks. ved at give incitamenter til en bestemt forbrugeradfærd, f.eks. skrotpræmie.

Visdommen de herskende udbreder er: At den private sektor, er alene om at skabe værdi, mens den offentlige sektor betragtes som en udgift. Dette betyder at ingen medlemsstat i EU har lov til at eje en fremstillingsvirksomhed. Al industri skal være helt fri af offentlig involvering, ellers vil det være konkurrenceforvridende.

Kun enkelte lande har fået lov til at slippe for dette regime, herunder Tyskland der i en periode efter murens fald fik lov til at støtte opkøbet af østtyske industrivirksomheder. En anden undtagelse er når virksomheder flytter arbejdspladser rundt mellem EU landene. Her træder EU villigt til med støtte.

Det samme skulle i princippet også gælde bankerne. Det var en henstilling at medlemslandene trak sig ud af alle typer af bankvirksomhed, som i Danmark, hvor staten solgte Girobank til Bikuben, som siden blev opkøbt af Danske Bank. Men principperne om de private banker gælder kun så længe millionerne ruller ind hos ejerne. I samme øjeblik de store banker står overfor at miste nogle af de penge de har lånt til spekulanter i et evigt opsving, og evigt stigende priser på bolig, olie, korn osv. osv., så går den kapitalistiske stats ind og redder dem.

Dette er senest set i perioden omkring finanskrisen og frem til nu, hvor staten oprettede ”Finansiel Stabilitet” en såkaldt skraldespandsbank til opkøb af ”nærved og næsten” konkurser. Navnet er tydeligvis lånt fra EU’s jargon.

På hemmelige møder i Folketinget blev det også besluttet at sende flere hundrede mia. kr. i spil som forstærkning af Danske Bank. Det blev til en hel stribe bankpakker før panikken blandt eliten stilnede hen. De store banker har dog langt fra genvundet fordums stråleglans, og det har ikke hjulpet at de største banker har stået i spidsen for de største svindelnumre, bl.a. med hvidvaskning og skattely.

Belært af erfaringen er EU nu klar med deres egen centrale mekanisme til uddeling af kommende bankpakker. Det skal ikke længere kun være skattekassen i et enkelt land der skal udfri bankernes råddenskab, det skal naturligvis være alle EU-borgerne. Solidaritet er jo det fineste vi ved i EU, så derfor bliver det især brugt når vi skal være solidariske med de aller rigeste i samfundet, når de har svindlet og bedraget.

Dieselgate

Samme venlighed hverken kunne eller ville EU udvise overfor industrien i 2008, selvom mange millioner arbejdere mistede jobbet i kølvandet på krisen. Særligt i Tyskland, der er førende i verden indenfor automatisering af industrianlæg, formåede man nemlig ret hurtigt at få gang i fabrikkerne igen. Og Tyskland har som Danmark oplevet et relativt stabilt opsving siden 2011, bl.a. båret af eksport til resten af EU, USA og Kina.

Uanset at EU’s indre marked reelt udviklede sig til at blive Tysklands indre marked, og landet formåede at holde sig oven vande efter finanskrisen, og har nogle af verdens mest produktive fabrikker, og allerede før krisen havde gennemtrumfet arbejdsgivernes diktat til arbejdsmarkedspolitik i de såkaldte Hartz-reformer i 2002-2005 – så faldt kæden af for EU’s mønsterland med Dieselgate.

Det der åbenbarede sig med Dieselgate er, at EU ikke blot er i en overproduktionskrise i normal forstand, hvor markedet for en tid er mættet med f.eks. biler, og der er en normal cyklisk stagnationsperiode i industrien hvor monopolerne konsoliderer sig og de mindste bliver spist eller bare mast.

Det som Tysklands industri uforvarende afslørede var, at de ikke længere var i stand til at udvikle effektivitet og brændstoføkonomi i deres mest sælgende komponent, dieselmotorer, og at de i stedet over en bred kam havde udviklet et helt sæt af snydemetoder der skulle dække over hvor grelt det stod til. Ikke blot kunne industrien ikke levere de kilometer pr. liter som de havde lovet, og begrænsning af diverse farlige partikler. De fik også politikerne til at give bilejere en økonomisk godtgørelse for at skrotte deres gamle bil, så de kunne få en ny og mere miljøvenlig! Selvom sandheden var, at den nye ikke var renere. Løgnen om de rene dieselbiler havde faktisk i en periode fået salget til at vokse, og dermed også fået antal af livsfarlige partikler til at stige i byerne.

Samtidig er klimakrisen for alvor kommet på dagsordenen, og den er ikke mindst kommet i form af ny teknologi, der slet ikke bruger Tysklands elskede dieselmotorer. Derfor står industrien både overfor en almindelig recession og overfor en gigantisk teknologisk transformation som den tilsyneladende ikke selv evner at levere. Samtidig står EU i økonomisk kviksand pga. den traktatfæstede politik, der udelukkende har været til gavn for en tysk industri der nu ikke længere kan levere fremgang.

Der er mange flere ingredienser i historien, end der kan rulles op her. Det vigtige er at forstå, at EU’s økonomiske politik har været på en katastrofekurs siden oprettelsen af det indre marked, og der hos EU’s elite er en gryende erkendelse af at man bliver nødt til at fravige principperne bag euroen, og udvide de få tekniske muligheder man har lagt i hånden på ECB. Man bliver nødt til at udbygge med en egentlig politisk union, f.eks. med mulighed for til at give lån fra centralbanken til EU’s største industrivirksomheder. At man vil fravige nedskæringsregimet er der ikke tale om, pengene vil som altid blive taget fra arbejderklassen.

Christine Lagarde der kommer fra IMF, er personen der kommer til at stå i spidsen for dette kursskifte, til en stærk central styring. Hendes politik er forankret i IMFs lån mod kontrol, som hun også viste da Troikaen ”reddede” Grækenland.

Planen har allerede været lagt frem i skitseform, som en del af formandskabernes overvejelser om EU’s Fremtid. Tilbage står forhandlingerne om hvordan den politiske magt skal deles mellem lobbyisterne og EU’s institutioner. EUs retning mod mere union er det eneste sikre. Så endnu en grund til at få Danmark ud af EU i en fart.