Italiens populistiske regering i krise

Af A. Rossi, redaktør af “Scintilla”, Italien

Italiens indenrigsminister Salvini fra Liga Nord sigter på at udnytte regeringskrisen til et nyvalg om diktatoriske magtbeføjelser til sig selv. Mens Femstjernebevægelsen synes lammet. Det eneste der kan forhindre en ren politistat og en ren højreekstremistisk regering er arbejderklassens og befolkningens enhed og kamp for en anden udvikling

Den ultra-reaktionære leder af Liga Nord, indenrigsminister Salvini, startede regeringskrisen her i august. Påskuddet var afstemningen i parlamentet om TAV-projektet (Højhastigheds toge), hvor Femstjernebevægelsen, der har flertallet i regeringen, stemte anderledes end Liga Nord, bare for at redde ansigt fra sine fortsatte fiaskoer.

Det er en krise der har været kendt i lang tid. I 14 måneder har Femstjernebevægelsen og Liga Nord regeringen været karakteriseret ved uafbrudt polemik, skænderier, sammenstød, fornærmelser, intriger og stikken knive i ryggen, de to populistiske partier imellem.

På en række spørgsmål som konflikterne omkring TAV, den “diversificerede regionale autonomi”, den faste skat, valget af den nye formand for EU-Kommissionen, har de forskellige interesser vist sig stadig tydeligere mellem dele af borgerskabet og småborgerskabet i den nordlige og sydlige del af Italien. To regioner der adskiller sig stadigt mere fra hinanden.

Efter valget til Europa-Parlamentet, der har cementeret ændringen i magtbalancen mellem Femstjernebevægelsen og Liga Nord, var det almindelig kendt, at Salvini ville trække stikket ved først givne lejlighed.

Korruptionsskandalen “Business” Liga Nord-Rusland, der involverer Salvini’s samarbejdspartnere, spillede en rolle i at fremskynde krisen.

Men det herskende flertal blev først og fremmest opløst på grund af sine egne interne modsætninger. Den “gul-grønne” koalition blev aldrig født; det var kun en privat aftale, der var væk før den nåede at træde i kraft.

Salvini sprængte regeringen for at undgå at påtage sig ansvaret for en tung budgetnedskærings pakke, der nærmer sig. Så kan han forsætte med sin sociale demagogi, chauvinisme, fremmedhad, de mest skammelige løgne, og opkøbe de fattigste for de rigeste politik – i håbet om at gøre sig godt i meningsmålingerne.

Vi vil snart vide, om der kommer et tidligt parlamentsvalg i efteråret. Hvis der gør, vil valget have en særlig karakter: en slags folkeafstemning om fulde magtbeføjelser til Salvini, som han personlig beder om til at etablere et autoritært regime, der skal tjene de mere reaktionære og krigeriske sektorer af monopolkapitalen.

Et skridt der vil betyde, at et parlamentarisk flertal hurtigt vil vedtage foranstaltninger til fordel for profitten, og til styrkelse af den racistiske politistat, som Salvini gennemførte med Crush-Freedom “sikkerheds dekreterne”, der skulle at binde Italien til Trumps krigs stridsvogn.

Den reaktionære leder af Liga Nord har i dag mulighed for at gøre dette, ved at drage fordel af Femstjernebevægelsens impotens og medløberi og det liberal-reformistiske demokratiske partis krampetrækninger. Begge disse partier skjuler Liga Nords klassekarakter og ønsker ikke at mobilisere arbejderne mod den reaktionære højrefare.

Hvis der kommer en sådan folkeafstemning om Salvinis enevældige magt, vil arbejderne, de arbejdsløse og unge med en usikker fremtid, de undertrykte kvinder, pensionisten på minimumsniveau, forhindre Salvinis reaktionære projekt. Ligesom de gjorde for tre år siden, hvor Renzis reaktionære projekt blev afvist.

Men det er også muligt, at sektorer af EU-borgerskabet med støtte fra Mattarella, republikkens præsident, og med hjælp fra det øverste fagforeningsbureaukrati får held til at sammensætte en “institutionel regering” til at fortsætte, med den undskyldning at undgå en forhøjelse af momsafgiften og nedskæringspolitikken. Med den konsekvens at bane vejen for en efterfølgende ekstrem højre regering.

I de kommende måneder vil den politiske temperatur stige mere og mere, mens den uundgåelige afkøling af økonomien vil have en dyb indvirkning på den italienske situation, der allerede har sendt hundredvis af virksomheder i krise.

Italiensk imperialismes fiasko vil tvinge den nye regering, uanset hvem det bliver, til nye alvorlige angreb mod arbejderklassen og den brede befolkning, som omvendt vil blive nødt til genvinde initiativet med lokale og nationale demonstrationer og strejker.

I sin kamp mod de gamle og de nye borgerlige partier, bliver arbejderklassen nødt til at genvinde sin uafhængighed og til at mobilisere til forsvar for sine egne interesser, de umiddelbare og fremtidige, mod den kapitalistiske offensiv, den politiske reaktion og faren for krig.

Vores virkelige styrke er klassens enhed, den eneste vej ud af situationen er kampen for en ægte arbejdernes regering.

D. 13.8.2019