Filmanbefaling: Det vilde pæretræ

Filmanmeldelse ved Oscar Özgür Serin, skuespillerelev

Den tyrkiske filminstruktør Nuri Bilge Ceylan berører det dybe, politiske, socialrealismen, filosofien og konflikterne i sine film, og han har altid en mission der rækker højere end blot at underholde. ‘Det vilde pæretræ’ er er et sandt mesterværk.

Nuri Bilge Ceylan er en tyrkisk filminstruktør der er et anerkendt og respekteret navn i filmverdenen. Med filmen ‘Vintersøvn’ (2014) vandt han de gyldne palmer ved filmfestivalen i Cannes, og understregede den verdensklasse han har opbygget igennem mange år.

Det kan dog virke lidt misvisende, når det primært er filmnørder og personer med særlig interesse for den ‘dybe’ og filosofiske filmstil som kender instruktøren. De fleste almindelige mennesker kender verdenskendte instruktører som Quentin Tarantino, Lars Von Trier og andre store navne. Nuri Bilge Ceylan overgår efter min mening begge instruktører, men står i skyggen, fordi han altid berører det dybe, politiske, socialrealismen, filosofien, konflikterne, og fordi han har en mission der rækker højere end blot at underholde. Nuri Bilge Ceylan er en fantastisk historiefortæller, og hans film er for publikum som at åbne en visuel Dostojevskij roman.

‘Det vilde pæretræ’ (på tyrkisk: Ahlat agaci) er Ceylans seneste film. Den handler om hovedpersonen Sinan, som er en ung  og ambitiøs forfatteraspirant der er vokset op i et af Tyrkiets provinshuller som bærer tydelige præg af feudale leveforhold. Han mangler en eksamen for at blive uddannet lærer, men hans egentlige drøm er at få udgivet sin bog.

Han vender fra Çanakkale hjem til provinsen, og støder på hverdagens og livets absurditeter, som delvist demotiverer og frustrerer ham. Hans far er skolelærer, men er samtidig ludoman og har bragt skam over familien ved at opbygge så stor en pengegæld, at Sinans mor må låne penge fra naboer og bekendte for at forsørge familien. Samtidig konfronteres Sinan med sin mor, der på mange måder er en stereotyp tyrkisk kvinde, som altid beklager sig over sin ægtemand for al den ulykke han har bragt over familien, men som samtidig forsvarer den selv samme ægtemand hvis andre (inklusive Sinan) kritiserer ham. Ja, hun forguder ham nærmest ved den mindste udefrakommende kritik.

Sinans første plan er at få hjælp til udgivelsen af sin bog. En bog som har samme titel som filmen. Et besøg hos borgmesteren og en lokal entreprenør giver ham ikke den umiddelbare økonomiske støtte han føler, at han fortjener. Ingen forstår rigtig hvad Sinan skriver, og hvad han vil med bogen. Sinans manglende succes skyldes primært hans egen selvoptagethed. Han surmuler og brokker sig hurtigt så snart han møder modgang, men det interessante ved ham er, at han er i en konstant søgen efter nye svar – og helst de rigtige svar som folk i provinsen har svært ved at give ham. Han møder også egnens mest etablerede forfatter som rusker en del op i hans grundvold. Her bliver han mindet om, at ydmyghed og dedikation er nogle af de træk en forfatter bør besidde. Noget som Sinan endnu ikke helt har forstået. Det er suveræne scener og dialoger, der udspilles i mødet med disse mænd.

Filmen er på mange måder et portræt af Tyrkiet. Med alle dets dårligdomme af økonomisk ulighed mellem land og by, racisme, kynisme og den bedøvende fatalisme som de religiøse kredse dagligt udøver. F.eks ringer Sinan på et tidspunkt til sin ven som er politibetjent. Sinan spørger vennen hvordan det går i politiet, og vennen fortæller med en hånlig latter hvordan samtlige politibetjente nyder at tæve helt uskyldige venstreorienterede aktivister. Betjentene nyder at ydmyge og latterliggøre dem. Det er nærmest en form for daglig motion at tæske på de progressive kræfter i landet. Denne samtale er taget ud af Tyrkiets virkelighed. Det er ikke fiktion. Faktisk er alt hvad der foregår i filmen bare et 3 timers sammendrag af landets nuværende problemstillinger.

En af de bedste scener i filmen er hvor Sinan møder 2 gamle venner som begge er imamer – dog 2 imamer med hver deres tilgang til religion. Den ene meget dogmatisk, mens den anden fremstår mere nuanceret og moderne. Scenen udvikler sig henover en lang gåtur hvor de filmes bagfra, og de 2 imamer snakker om alt fra religion til menneskets eksistentielle problemer, mens Sinan primært lytter. Ind i mellem stiller Sinan de spørgsmål som ofte er svære at stille når retorisk dygtige mennesker er gode til at argumentere for nonsens.

Sinan møder også gymnasieveninden Hatice, som rokker ved Sinans sort-hvide verdensbillede af en bondepige. Hun fremstår på mange måder moderne og frisindet i sin tænkning og opførsel. Noget der forbløffer ham. Piger fra landet drømmer ikke blot om at blive gift og føde børn. Det var i hvert fald Sinans første antagelse. Det tager tid og kræfter at finde ud af hvem mennesker er og hvad de drømmer om. Det nemme er, at være dømmende og skubbe folk væk i stedet for at prøve at forstå dem.

Den unge forfatter Sinan er ude på en stor rejse. Han søger svar og ikke mindst forståelse. Men det ironiske er, at der hvor han allermindst venter forståelse og interesse for hans person, er hos hans egen far. Og det er netop her, at han finder den. Han finder en dyb og gemt kærlighed som han ikke troede eksisterede. Der venter publikum meget stærke og rørende øjeblikke i de afsluttende scener af filmen.

Udover handlingen, de spændende og filosofiske dialoger er ‘Det vilde pæretræ’ som Ceylans øvrige film mesterligt filmet. Jeg vil ikke kede læseren med tekniske detaljer om filmteknik, men jeg tror de fleste vil være enige når de ser filmen, at der er mange smukke scener. Musikken er klassisk, hvilket falder godt i min smag. Hovedrollen spilles af Dogu Demirkol som egentlig er standup komiker, og det er hans første egentlige spillefilm, men der kan ikke sættes en finger på hans præstation. Han er perfekt castet til denne rolle. De øvrige tyrkiske skuespillere er bundsolide klasseskuespillere, som kendes fra tidligere film og teater.

Filmen varer 3 timer og Ceylan får ofte kritik for at lave lange film. Personligt kan jeg ikke tage kritikken alvorligt, da jeg mener, at det udbytte man får af Ceylans film er så stort, at tiden på ingen måde kan trække kvaliteten ned. Vi mennesker bruger så meget tid på meningsløse ting i vores hverdag uden at vi dagligt protesterer over det. Eksempelvis sidder mange mennesker 3 timer i trafikken på vej til og fra arbejde hver evig eneste dag.

‘Det vilde pæretræ’ er et sandt mesterværk. Den tyrkiske filminstruktør Nuri Bilge Ceylan har gjort det igen. Dybt, udfordrende, filosofisk og intelligent filmkunst i verdensklasse.

Oprindelse: Tyrkiet
Instruktør: Nuri Bilge Ceylan
Skuespillere: Dogu Demirkol, Murat Cemcir, Bennu Yildirimlar m.fl.
Spilletid: 16. maj – 29. maj. 2019
Varighed: 3 timer

Se trailer her