Ungdommen går på gaden for klimaet, og klimahandling er blevet et bredt folkekrav. Mens politikerne alle taler med grønne tunger, men i praksis lader stå til, til fordel for de massive kapitalinteresser i olie, CO2-forbrugende landbrug, industri og militær. Skal der tages hånd om problemerne er der ingen vej udenom et opgør med den private ejendomsret til produktionen, der betyder at de kortsigtede, private profitinteresser er stærkere end en fælles fremtid.
Skoleelever i klimastrejke og demonstration i Århus marts 2019
Alle politikere løber efter klimaspørgsmålet, men hvad skal der gøres? En ting er sikkert man må begribe samfundets politiske og økonomiske mekanismer, for at forandre det. Det er ikke nok at komme med gode argumenter eller at verden står i vand til knæene. Dem der sidder på olien, har kendt til klimakrisen i årtier, og i stedet for at gøre noget har de brugt alle kræfter på at forhindre og forhale forandring.
Der er både alvor og engagement når ungdommen går på gaden for at få klimaspørgsmålet frem på dagsordenen. Og i denne uge er der både indkaldt til klimastrejke fredag og Folkets klimamarch. Og det er en fornøjelse at se hvor mange der er kommet op af stolene for en god sag. Og selvom der ikke tegner sig nogle helt tydelige krav i dette forårs klimabevægelser, så er det fælles, er at man er oprigtigt indignerede over at der er gået så mange år med at diskutere begrænsning af CO2, uden at der for alvor er ændret noget.
Det er langt fra første gang at ungdommen har taget til gaderne for en kæmpe for en bedre verden og et bedre miljø. Både internationalt og i Danmark har der næsten hvert årti været store miljøbevægelser siden 1960erne.
Det er blevet til en mængde sejre, som da atomkraften blev opgivet i Danmark. Det er en vigtig erfaring, at det hjælper at råbe op. Det er også en vigtig erfaring at det især er fra den progressive ungdom at nye opfindelser er kommet. Verdens første store strømproducerende vindmølle står i Ulfborg og er ikke mere end 40 år gammel, og den blev bygget af frivillige på Tvind.
En masse videnskabeligt arbejde, med systematiske målinger af forurening fra kemivirksomheder, nedsivning fra lossepladser og anden industri er oprindeligt startet af frivillige pionerer, lokale fiskere og andre ildsjæle, der har kæmpet for miljøet. Den konkrete handling og politiske aktivisme nytter.
Spørgsmålet om smog og anden luftforurening har været på dagsordenen siden industrialiseringen start i England. Siden de første oliekriser i 70erne har det været forbundet med at finde alternativer til f.eks. oliefyr og petroleumsovne og brænde til opvarmning.
Efter oliekrisen tog verdens største olievirksomheder revanche, og de bekæmpede både politikere og videnskabsfolk og græsrodsforeninger med alle midler.
Modangrebet virkede og førte til et stort tilbageslag for den internationale miljøbevægelse, og de store olieselskaber satte sig tungt på magten i den internationale politik. De største olieselskaber bruger i dag milliarder på lobbyvirksomhed og støtte til politiske partier og kandidater og klimabenægtere. Til gengæld støttes den fossile industri på verdensplan med trillioner.
I 2009 så vi ved selvsyn i Danmark hvordan aktivister og hele demonstrationer blev anholdt i forbindelse med klimatopmødet. Aktivister blev fængslet i månedsvis, og der blev afsløret massiv overvågning og efterretningsagenter der havde infiltreret flere organisationer. Statsmagten stod ikke kun passivt og så til da ungdommen tog til gaden for at redde verden, de fungerer aktivt som olieindustriens forlængede tæskehold.
I Afrika og Sydamerika og mange andre dele af verden, stiller sagen sig endnu være, her risikere folk døden når de kæmper for miljøet. Kæmpe virksomheder der rydder skov, så der bliver plads til energiafgrøder og foder til grisene, eller henter olie og andre råstoffer op fra undergrunden har egne bevæbne vagter og viger ikke tilbage fra mord på journalister, aktivister og fagforeningsfolk.
Flere af de internationale konflikter og krige og borgerkrige der udkæmpes, handler om stormagternes adgang til gas og olie. (Irak, Iran, Syrien, Yemen, Venezuela, Libyen, Sudan osv..)
De store kampe er ikke vundet
Så længe miljøpolitik handler om at ændre et bestemt stof eller standse én type af forurening, så har der været eksempler på hårdt tilkæmpede sejre. Men selv helt åbenlyst svineri fra Cheminova, Grindstedværket, eller Stålvalseværket blev ikke standset med det samme det blev afsløret, det tog årtiers kamp. Stadig er der ikke ryddet op i det giftige affald, og samfundet står med en kæmpe hovedpine. Og der er tusindvis af lignende små og store miljøskandaler bare i Danmark.
Men de miljøsager hvor det har været ekstremt vanskeligt at ændre noget handler f.eks. om landbruget og fiskeriet og transportsektoren. Det er områder hvor det ikke blot er en enkelt virksomhed, men en hel branche der er en indgroet del af hele samfundsøkonomien og den politiske elite. Derfor er halvdelen af landbrug og skovdrift i Danmark stadig ekstremt destruktiv for alle vilde arter. Det er derfor at grundvandet er blevet forurenet, og insekterne har mistet deres levesteder, og det er derfor der fortsat er algeopblomstringer og iltsvind i søer og de indre farvande.
Det er ikke blot den enkelte landmands skyld, det er hele den måde som landbruget finansieres og støttes. Det kan ikke løses uden et opgør med den private ejendomsret og med de store banker og EU’s direktiver.
Det samme gælder fiskeriet hvor systematisk overfiskning i kombination med EU’s regler for kvoter har betydet at op mod af halvdelen af fangsten i lange perioder er smidt overbord som døde fisk.
Transportsektoren er et helt selvstændigt kapitel, hvor EU er med til at understøtte motorveje og forældede teknologier, mens jernbanedrift og kollektiv trafik bliver udliciteret og skæres ned. Vores egne politikere er ikke meget bedre. Og meget produktion af helt almindelige varer, som sagtens kunne produceres herhjemme, er flyttet til fjernøsten hvor prisen på arbejdskraften er billig og kontrol med miljøet er endnu værre end i Danmark. Det samlede billede er at transportbehovet vokset, det samme er mængden af skadelige partikler i luften, og naturligvis CO2 problematikken.
Blod for olie
Når det kommer til energisektoren, så har det været en nøglesektor siden industrialiseringen. Kontrol over hvordan energien bliver produceret og transporteret handler om magten over verden. Alvoren i verdens afhængighed af fossile brændstoffer, kunne man se allerede i de første krige om kul og stål helt tilbage i 1800-tallet.
Kul, gas og olie giver ikke kun indtægter, men giver også mere direkte magten over andre landes politik. Hvis man kan skrue op og ned på leveringerne til elværket kan man selv bestemme prisen. Adgang til brændstof giver magten over andres landes industri og transport og militær.
Det er en afhængighed som de olieproducerende lande omhyggeligt har været med til at fastholde, ikke kun gennem deres politiske forbindelser, men ved at bruge masser af penge på at sikre at forskning i alternativ energi underfinansieres, og på at opfindelser og moderne teknologi opkøbes og skjules. Alle nye tiltag der er kommet frem i de seneste år, kunne være kommet for årtier siden.
Kampen for miljøet er altså ikke ny, den har bølget gennem mere end et halvt århundrede, og er der en ting som erfaringen viser, så er det at den ikke vindes med et snuptag ved en enkelt demonstration, eller ved at skifte bogstavkombination i regeringskonstellationerne. Og det hjælper slet ikke at kigge til EU. Det handler heller ikke om at de enkelte individer blot kan holde op med at forurene, ligeså lidt som de kan holde op med at trække vejret hvis de vil leve.
Der skal gøres op med hvem der ejer produktionen. Et opgør med forureningen kræver et opgør med forurenerne som sådan, og det vil sige hele det kapitalistiske samfund.
Klimakampen er en del af klassekampen. Læs APKs Enhedsplatform for fælles kamp
Slut med arbejdsgiverpolitik – de rige skal betale!
Link
Verdens støtte til fossil energi, opgøres af IMF
Olieselskabet Exxon lavede i 1982 en beregning af hvordan mængden af CO2 ville stige og hvad det betød for den globale temperatur.
Læs om Folkets Klimamarch – mindst 12 byer landet over
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
