Populistisk regeringskontrakt mod arbejderklassen i Italien og opgaverne for de revolutionære arbejdere

I Italien imødeses valget til EU-parlamentet med en vis spænding. Det er det første valg efter det klare brud med de gamle partier ved sidste parlamentsvalg, og som endte med at bringe de populistiske partier Fem-stjernebevægelsen og Liga (det tidligere Liga Nord) ind i regeringskontorerne i protest mod EUs diktater og neoliberale politik. Læs analysen af situationen i Italien og kampen for at skabe et revolutionært alternativ.

Af Kommunistisk Platform – for Arbejderklassens kommunistiske parti i Italien
Februar 2019
Artiklen har været bragt i APKs tidsskrift Enhed og Kamp

Studerende protesterer mod nedskæringer i Italien

Resultatet af valget i marts 2018

Både stemmeafgivningen ved valget i Italien den 4. marts 2018 og det voksende antal, der ikke stemte (27,15 pct.), har vist, at der eksisterer en omfattende folkelig protest. Millioner af arbejdere, undertrykte arbejdende, arbejdsløse og kvinder har afvist at støtte de partier, som i de seneste årtier har stået i spidsen for regeringerne og gennemført EU’s anvisninger og neoliberale politik.

Der er tale om et klart politisk brud med fortiden fra store befolkningsgrupper, som er forarmede af krisen og smadrede af EU’s diktater og politikken til gavn for monopolerne, som de hidtidige regeringer har ført, og som er skuffede over både det borgerlige venstre og det traditionelle højre.

Disse befolkningsgrupper, hvor småborgerskabet i byerne spiller hovedrollen, har givet deres støtte ved valget til to italienske populistiske partier: Femstjerne-bevægelsen (M5S, et eklektisk populistisk parti, hvor Keynes-inspirerede holdninger eksisterer side om side med neoliberalisme, økologiske positioner og holdninger mod korruption) og Liga Nord (et ultrahøjreparti, der i regering med Berlusconi gik ind for uafhængighed for ‘Padania’ – dvs. områderne omkring Po-dalen), i en illusorisk forhåbning om derved at sikre deres interesser.

De populistiske partiets politiske succes er uden tvivl et resultat af det både politiske, moralske og vælgermæssige forfald hos de liberale og socialdemokratiske partier, der i en årrække har gennemført antifolkelige ‘reformer’, og af krisen for de korrupte borgerlige institutioners legitimitet og autoritet.

I fraværet af en uafhængig og revolutionær arbejderbevægelse og i en periode med ebbe i klassekampen har de populistiske partier som M5S og Liga Nord udfyldt det eksisterende politiske tomrum med deres sociale demagogi og fået en høj procentdel vælgerstøtte (32,6 pct. for M5S og 17,3 pct. for Ligaen).

Det Demokratiske Parti (DP) med Matteo Renzi i spidsen, der har været et omdrejningspunkt i de seneste regeringer, kollapsede i valget oven på det nederlag, det led ved forfatningsafstemningen i december 2017, som kastede partiet ud i en dyb krise, som stadig fortsætter.

Denne nye politiske fase udgør et alvorligt problem for bourgeoisiet, fordi det ikke længere har et fuldstændigt pålideligt parti, og der ikke er en politisk kraft, som har opnået absolut flertal i parlamentet.

Men den byder også på store problemer for arbejderklassen, fordi den har åbnet for reaktionære kræfter i skikkelse af farlige demagoger.

Oligarkiets pres, kompromiser og ‘regeringsaftalen’

Til trods for deres traditionelle partiers nederlag opgav den italienske og internationale storkapital ikke dannelsen af en ‘bred regering’, ufolkelig og tilhænger af EU, med henblik på at fortsætte nedbrydningen af arbejdernes tilkæmpede rettigheder og fortsætte krigspolitikken. Så den fortsætter den italienske ‘politiske ustabilitet’ som en risikofaktor i en økonomisk kontekst, der igen tenderer mod recession.

Siden valget har advarsler om det voksende gab mellem de italienske og tyske aktieværdier fulgtes ad med et pres for dannelsen af en stærk, stabil og ‘markedsvenlig’ regering. Men DP’s nederlag og svækkelsen af Berlusconis parti har blokeret for dette projekt.

Den italienske krise er så dyb og sammenhængskraften i de herskende klasser er så ringe, at det har været umuligt at danne en ‘borgerlig klasseregering’ med et sammenhængende program, der er i stand til at styrke den herskende blok og styre de lavere klasser med en utilsløret nyliberal politik.

De herskende grupperinger valgte en anden mulighed, da de indså, at dette ikke kunne lade sig gøre, og at et nyt valg ikke ville være tjenligt: nemlig ved igennem præsident Sergio Mattarellas vetoer at udvirke dannelsen af en regering med deres pålidelige folk i nøglepositioner (økonomiministeriet udenrigsministeriet og forsvarsministeriet).

På denne måde blev der efter to måneders politisk dødvande tilvejebragt et ustabilt kompromis mellem repræsentanterne for det italienske og internationale oligarki, den mindre og mellemstore industri i Norditalien og af nogle sektorer af middelklassen i Syditalien. Dette kompromis har muliggjort dannelsen af koalitionsregeringen med M5S og Liga Nord, med marionetten Guiseppe Conte som premierminister.

Denne regerings klassekarakter er indlysende: repræsentanter for industriens arbejdsgivere (Confindustria), nyliberale professorer, regimets advokater, militærfolk og populistiske charlataner. Ikke en eneste minister har nogen som helst forbindelse, selv den mest overfladiske, med arbejderbevægelsen, dens kamptraditioner og dens krav.

Det var et kompromis for at sikre dannelsen af en regering, som oligarkiet kunne ‘styre’, baseret på en politisk aftale – kaldet ‘regeringskontrakten’ – mellem de to partier, der vandt valget, og indeholder en række tiltag, som skal vedtages som lovgivning i de næste fem år.

Kontrakten’ lægger op til nye fordele for kapitalisterne og de rige, benådning af skatteunddragere, en generel lønreduktion og fjernelse af de nationale kollektive overenskomster, nedbrydning af arbejdernes rettigheder (som helt og holdent savnes i aftalen), afskaffelse af statstilskud til de fattige, redningsplaner for bankerne ved hjælp af offentlige midler, militarisering af samfundet, forstærkelse af det militær-industrielle kompleks, en politik for indvandringsstop og en krigspolitik i overensstemmelse med ‘de nationale interesser’ (de italienske monopolers interesser).

Det er en aftale, som søger at forene Ligaens og M5S’s modstridende programmer, og er et udtryk for bestemte interesser – nemlig i det mindre og mellemstore bourgeoisis heterogene lag, som har forskellig økonomisk vægt og er delt mellem Nord- og Syditalien.

Det er betegnende, at alle tiltag vedrørende finansoligarkiet og EU-Kommissionen i Bruxelles allerede var udeladt eller afsvækket i dette dokument, som blev vedtaget før dannelsen af denne regering.

En fremmedfjendsk og racistisk indvandringspolitik

I centrum for regeringens politiske offensiv og dens medieoffensiv i dens første måneder var den systematiske forfølgelse af migranter og deres hjælpere og forsvarere.

Den fortsatte lukning af havnene var denne regerings vigtigste tiltag, som har karakteriseret og mærket den politisk på nationalt og internationalt plan.

Indenrigsminister Matteo Salvini, Ligaens førstemand og skamløse fortolker af dens reaktionære og provokatoriske politik, har nogle iøjnefaldende politiske mål. Med sin demagogi udråber han en ikkeeksisterende nødsituation med indvandringen (antallet af migranter til landet formindskedes med 76 pct. sidste år), mens den virkelige nødsituation ligger i de unge italienske arbejdsløses emigration fra landet. Han skaber frygt for at aflede opmærksomheden fra de alvorlige økonomiske problemer, fra den voksende fattigdom, for at få folk til at glemme de talrige valgløfter, og for at mobilisere småborgerskabet på reaktionær vis og styrke sit parti ved de kommende EU-valg.

Den statslige racisme, som Salvini fremmer og gennemfører med støtte fra hele den populistiske regering, har materialiseret sig i en stribe monstrøse forbrydelser, såsom væksten i antallet af druknede, afvisningen af hjælp og lægetilsyn til mennesker fra forlis, afvisningen af at lade skibe, der redder folk i Middelhavet, fra at lægge til kaj, kidnapning af migranter ombord på skibene, den kollektive afvisning af migranterne i Libyen med den libyske kystvagts kriminelle medvirken, truslerne, bagvaskelsen af og sabotagen mod redningsmændene, fordoblingen af antallet af migranter, der tilbageholdes i libyske lejre, indsættelsen af et regime af racistisk forfølgelse og et program for massiv udvisning af migranter.

Dette klima af racistisk og chauvinistisk had, oppustet af den populistiske regering, har bevirket gentagne angreb fra fascisterne mod immigrantarbejdere og mod romaer, og generelt ført til en tredobling i antallet af racistisk motiverede hadforbrydelser.

Så den racistiske regering har anbragt sig selv i frontlinjen for den globale fremmedfjendtlighed og racistiske reaktion og isoleret vores land i forhold til internationale forbindelser og givet anledning til stærke gnidninger med de afrikanske lande.

Men målet for den racistiske politik er ikke bare migranterne, som flygter fra sult og krige skabt af imperialismen. Denne politik rammer alle arbejdere, som det blev demonstreret af ‘Sikkerheds-Dekretet’, som Salvini ønskede sig så brændende, og som blev godkendt med gentagne tillidsafstemninger i parlamentet i november 2018.

Dette dekret eliminerer på den ene side humanitær beskyttelse og gør titusindvis migranter illegale og lettere ofre for afpresning, tvinger dem til at acceptere sultelønninger, manglende rettigheder, magtmisbrug og chikane fra arbejdsgivere og fagforeningstoppen.

På den anden side kriminaliserer det arbejdernes kampe mod kapitalisterne og indfører strenge straffe for at blokere veje og jernbaner, besætte tomme huse, mod ‘mistænkelige personer’ i byområder og mod offentlige demonstrationer, og tillader brug af dødbringende våben, såsom elektrochok-våben, mod demonstranter.

Resultatet af Salvinis ‘lov-og-orden’ politik (der er uden omkostninger og har en positiv vælger-respons) og af hans repressive tiltag mod arbejderne og hans kontinuerlige propaganda-strøm, som benytter sig af fascistiske fraser og fagter, har været en voksende støtte til Ligaen fra de besiddende klasser og tilbagestående lag i arbejderklassen og har medført et skift i magtbalancen mellem Ligaen og M5S (som undlod at stille Salvinis forbrydelser for en domstol for at redde regeringen).

I denne beskidte magtkamp søger Ligaen at blive det nye politiske referencepunkt for det italienske bourgeoisi, som på sin side selv tilpasser sig italiensk politiks nye herrer og kommer stadig mere på kant med arbejderklassen.

En sprængning af regeringskoalitionen er mulig med de tidlige valg og Ligaens kandidatur for at blive leder af en ekstrem højreregering sammen med Berlusconis parti og fascisterne.

‘Folkets kurs’ og forhandling med EU-kommissionen

Efter mange og højlydte erklæringer påbegyndte den populistiske regering i oktober 2018 en økonomisk manøvre, som den kaldte ‘Folkets kurs’, og neutraliserede mange af løfterne fra valgkampagnen, gav grønt lys for gaver og skattelettelser til både små og store arbejdsgivere, mens den tømte statskasserne uden at tage nogen skridt mod de rige og skatteunddragerne.

Men denne manøvre skabte et problem for EU-kommissionen: et BNP-underskud voksende til 2,4 pct. Så Kommissionen afviste det foreslåede budget, fordi det undlod at opfylde forpligtelsen til en hurtig reduktion af underskuddet.

Det er ikke et spørgsmål om decimaler, men om respekt for den årlige reduktion af den offentlige gæld, som er basis for skatteaftalen. Ikke at overholde denne finansielle regel er en trussel mod EU-systemets integritet, som undergraves af den absolutte lov om den ujævne økonomiske og politiske udvikling. Så EU-kommissionen afviste med det samme denne manøvre og forlangte den revideret. Men den begrænsede sig ikke til denne afvisning: Den dikterede en række foranstaltninger og øgede sin overvågning af Italien som følge af dens ‘overdrevne underskuds-procedure’. Kommissionen handlede som det imperialistiske EU’s kernestab, som styrker koncentrationen på finansielt, politisk og militært niveau for at modstå international konkurrence.

I denne proces med underlæggelse under EU bærer det italienske bourgeoisi et tungt ansvar: Den forstærkede udbytning og konkurrence mellem arbejderne, udplyndringen af de undertrykte folk og kapitalens og varernes frie bevægelighed har skubbet vores land ind i EU’s stadig mere hæmmende og antidemokratiske bur.

Efter to måneders læggen arm (til en pris af fire milliarder euro i rente, som vil blive betalt af arbejderne) har den populistiske italienske regering for at undgå at blive ramt af ‘procedurerne ved for store underskud’ besluttet at respektere Kommissionens standarder og beslutninger og reducere underskuddet til 2,04 pct.

Regeringens nationalistiske populister, der er isolerede i EU og trues af Kommissionen, overgav sig uden kamp og uden at mobilisere masserne, som de frygter mere, end de frygter EU. Så de har accepteret Junker’nes og deres allieredes diktat for at forhindre en ny finanskrises udbrud og forblive i regeringen, udvikle til nyt oligarki og fortsætte deres angreb mod arbejderklassen og den brede befolkning.

Aftalen med EU, som er opnået ved at reducere det italienske parlaments rettigheder, har betydet nye milliardnedskæringer og reduktioner af de offentlige investeringer og har været endnu et slag mod valgløfterne om en garanteret mindsteindkomst og pensioner. De sociale ydelser reduceres, offentlige ansættelser indstilles, nye stigninger i de antifolkelige skatter forberedes sammen med andre former for privatisering osv. Der er mange elementer, der fortsætter, hvor ‘nedskærings-regeringerne’ slap.

Alligevel erklærer Matteo Salvini og Luigi Di Maio, at skylden ligger hos EU, hvis løfterne ikke fuldt ud indfries. Deres chauvinistiske demagogi har som mål at udviske arbejdernes klassebevidsthed og bringe sig selv i stilling til de næste EU-valg.

Det er en kendsgerning, at løfterne ikke indfries som resultat af populisternes politik, som ikke vil røre ved kapitalisternes og milliardærernes enorme rigdomme eller beskære militærudgifterne, men i stedet øger dem ved at indkøbe F-15-militærfly (sådan som Trump har dikteret). De vil ikke engang inddrive de milliarder, som Vatikanet har unddraget i ejendomsskat, for at sikre kapitalisternes, de riges og snylternes privilegier.

De erklærede, at der ikke var ressourcer til at omgøre den berygtede Fornero-pensionslov, men de sikrede Carige Bank med millioner af offentlige penge, præcis ligesom de foregående regeringer.

Vores største fjender befinder sig i vores eget land, ikke uden for det. Det er de kræfter, som med deres økonomiske og politiske magt udbytter og undertrykker arbejderne, som beriger sig ved at udsulte den brede befolkning, som tvinger de unge til arbejdsløshed, til skodjobs eller til at emigrere. Det er lederne af de nye og gamle partier, der beskytter deres interesser.

Aftalen mellem EU og den populistiske regering viser, at uanset hvem som har regeringsmagten og administrerer statens midler, har de profitsikring som deres fundamentale handlingsretning, forsvaret af privatejendommen og finanskapitalens internationale organismer. De kan kun fremme arbejderfjendtlige og antifolkelige tiltag, også når de går under skiltet ‘forandring’. Det italienske eksempel viser, at den linje, der følges af populisterne ved magten, er linjen for bourgeoisiets afgørende kræfter.

Storkapitalen og den småborgerlige populisme

Populismen er et internationalt fænomen, som antager specifikke nationale former i de enkelt lande, ofte i indbyrdes konkurrence. Som redskab for den herskende klasse er dets mål at aflede den brede folkelige modstand, først og fremmest i arbejderklassen, og fra bevidst og organiseret kamp mod kapitalismen og imperialismen, med henblik på at kanalisere vreden og harmen hos kapitalismens ofre over mod politiske mål, der tjener dette systems overlevelse.

Kapitalisme og populisme er dybt forbundne – på trods af den tilsyneladende konflikt imellem dem. Kapitalismen udnytter populismen, baner vej for den, får den til at se ud, som om den er folkeligt baseret, fordi kapitalismen har svært ved at fastholde sit diktatur og gennemføre sin politik med sine gamle metoder, sine gamle partier og sine gamle mænd.

Finansoligarkiet, og især dets mest reaktionære dele, har brug for højrepopulismen for at forhindre de sociale protester i at rette sig mod grundlaget for udbyttersystemet, og for at angribe den hjemlige arbejderklasse og arbejderklasse-immigranterne.

Men oligarkiet lader ikke sig selv lede af populisterne, den overdrager ikke magt til dem. Det støder sammen med de småborgerlige populistiske ledere, når disse vil have kontrol med det økonomiske liv og søger at fremme tiltag, der rækker ud over de fastlagte finansielle rammer.

De populistiske ledere er parate til kompromis og allierer sig på et reaktionært grundlag med klassen, der ejer produktionsmidlerne, med kapitalen og den faste internationale reaktion. Disse demagoger repræsenterer borgerlige og småborgerlige lag, som ønsker en bedre position og for enhver pris søger at opnå økonomiske og politiske fordele.

Men på trods af alle deres anstrengelser kan populisterne ikke sikre tiltag, der kan stabilisere kapitalismen, da de er ude af stand til at løse de grundlæggende problemer, der plager vores samfund. De sikrer ikke fuldt ud monopolernes interesser, og de opfylder ikke mellemlagenes og arbejderklassens krav. Kort sagt kan de ikke ophæve de uforsonlige klassemodsætninger, som bliver stadig mere akutte, og de kan ikke på en og samme tid sikre bourgeoisiets og arbejderklassens interesser.

Her ligger roden til deres uformåenhed og deres vanskeligheder, som vil blive skærpede, så snart en ny krise bryder ud, og de gamle forhold forstyrres og klasseforskellene skærpes.

Populismen skal nedkæmpes i klassekampen

Som påvist er regeringen bestående af M5S og Ligaen ikke en ‘forandringens regering’, men en reaktionær og arbejderfjendsk regering, som gennemfører samme politik som de borgerlige centrum-højre- og centrum-venstre-regeringer, med visse forskelle.

Den italienske imperialismes nedgang bliver ikke bremset med populisterne ved magten, men uddybes og accelererer, mens de borgerlig-demokratiske frihedsrettigheder og lighedsprincipper trampes under fode.

Hvad må der gøres under disse omstændigheder? Hvordan kan man ramme og besejre denne regering, som i kraft af sin sociale demagogi har betydelig støtte hos masserne?

Håbet om at slå populismen uden en reel kamp er illusorisk, ligesom ideen om en tilbagevenden til fortiden med et ‘skiftende demokrati’ mellem to borgerlige blokke er vildledende.

At begå den fejl betyder at overlade ledelsen af kampen til bourgeoisiets grupper og partier eller institutionelle repræsentanter, at stille arbejderklassen i dets tjeneste og lade den blive smadret, når den overvinder sin passivitet og igen tager selvstændigt initiativ.

Det italienske bourgeoisi kan ikke vende tilbage til dets ‘konstitutionelle’ periode, til ‘Parlamentet i centrum’, til reformer og indrømmelser. Dets dybe krise og skærpelsen af det imperialistiske systems objektive modsætninger udelukker det.

Foran os ligger der ikke en periode med en progressiv og fredelig udvikling af monopolkapitalismen, som ikke kan overleve uden at gennemføre en reaktionær omdannelse af alle borgerlige institutioner, uden at knægte arbejdernes rettigheder og friheder, uden erobringskrig.

Populisme og fascisme er ikke besejret, og det er umuligt at besejre det effektivt med socialdemokratisk og reformistisk politik

Den eneste kraft, der kan udvikle kampen mod finansoligarkiet og dets nationale og internationale institutioner, er den samfundsklasse, som har størst interesse i at påbegynde og føre en revolutionær kamp til ende mod hele det kapitalistiske system, så det afløses af et nyt og mere fremskredent samfundssystem.

Den afgørende kraft er den moderne arbejderklasse, som indædt kæmper mod den kapitalistiske offensiv, den politiske reaktion og krigsfaren og kan og må udvikle sit hegemoni for at befri landet fra alle borgerlige og småborgerlige regeringer ved at udnytte de indre og de internationale modsætninger.

Arbejderklassen har til opgave at skabe samling om sig selv, organisere i en bredere skala og mobilisere og forene alle lag i befolkningen, som kapitalismen fører til ruin, til en enkelt kampstrømning og adskille den fra reformistisk, liberal og populistisk indflydelse og bringe den under dens revolutionære politiske ledelse.

Vi må her understrege to vigtige forhold:

For det første er det rigtigt, at populisterne nyder bred accept i den brede befolkning, men de har endnu ikke en organiseret massebasis, de kontrollerer ikke masseorganisationer såsom fagforeningerne, og de har ikke en stærk ideologisk basis, de er kun baseret på demagogi og løfter.

For det andet: Selv de mest beskedne arbejderkrav er i dag en integreret del af processen med skabelse af klassens enhed og reorganisering og må forbindes med kampen for den revolutionære tilintetgørelse af kapitalismen. Denne sammenhæng lettes af den kendsgerning, at bourgeoisiet i alle sine former, populismen indbefattet, er ude af stand til at imødekomme de arbejdende klassers økonomiske, politiske, kulturelle, miljømæssige og øvrige krav.

Arbejderbevægelsen og dens nuværende opgaver

Da alternativet til populismen er det revolutionære klassealternativ, er arbejderkampens enhedsfrontstaktik nøgleleddet for at fremme kampen mod populismen og dens klasseoverskridende racistiske og chauvinistiske politik.

Den nuværende situation i arbejderbevægelsen og den folkelige kamp er stadig karakteriseret ved passivitet og af den splittelse, som de gamle og nye fagbureaukratier har gennemtvunget. Alligevel kan vi iagttage signaler til en ny opvågnen i fagbevægelsen, nu hvor de populistiske løfter fordamper og den økonomiske cyklus igen bevæger sig nedad.

Der er desuden en række kæmpende sektorer, der aldrig er ophørt med at gå i strejke og gå på gaderne, ikke mindst arbejderne i transportindustrien og i de fabrikker, der trues af fyringer. Disse sektorer er også dem, der rammes hårdest af den borgerlige stats repression.

Der udvikler sig også andre vigtige bevægelser: den antifascistiske og antiracistiske bevægelse, NO ‘TAV’-bevægelsen (mod højhastighedstog) mod store anlægsarbejder, der er ubrugelige og ødelæggende for miljøet, kvindebevægelsen, studenterbevægelsen, aktionerne mod ‘Sikkerhedsdekretet’, mod havneblokaderne, de arbejdsløses og de hjemløses kamp, småbrugenes kamp osv.

Det er et spørgsmål om at kanalisere disse forskellige folkelige modsvar til den populistiske regering ind i en enheds- og kampfront under arbejderklassens ledelse.

Hvad der står på dagsordenen nu, er virkeliggørelse af aktionsenheden, massemobiliseringen mod kapitalisme og klassesamarbejde baseret på arbejdernes brændende og aktuelle krav, selv de mindste, på basis af den eksisterende utilfredshed, af forsvaret af de demokratiske rettigheder og af kampen mod krigspolitikkens konsekvenser.

Vejen frem går gennem en forenet front af alle arbejderklassens kræfter – indbefattet de, som er blændet og narret af populisterne, men som lider under samme arbejderfjendtlige politik – for at opnå nye erfaringer med fælles kamp og opbygge enhedsfrontorganisationer.

På denne basis er det nødvendigt at danne den bredeste folkelige enhed mod kapitaloffensiven, den politiske reaktion og krigstruslerne, for at få de rige og snylterne til at betale, for en gang for alle at bryde med nyliberalismen og det system, som producerer den.

Den grundlæggende betingelse for at bryde monopolernes og de riges magt er dannelsen af en bred koalition af alle sektorer i de arbejdende klasser, baseret på arbejderklassen som dens ledende kraft.

En koalition, som er fast besluttet på at gøre en ende på kapitalismen gennem mobilisering og dannelse af masseorganisationer (fabriksråd, virksomhedsråd, arbejderorganismer, arbejderkomiteer, folkelige komiteer osv.) for at bane vej for en revolutionær regering af arbejdere og andre udbyttede arbejdende, der baseres på disse organer og ledes af det kommunistiske parti. Kun en sådan regering kan redde vores land fra katastrofe og garantere arbejdernes materielle og kulturelle velfærd.

For at rykke frem mod dette revolutionære perspektiv må kommunisterne og arbejderklassens fortropselementer radikalt og definitivt adskille sig fra opportunister af enhver slags og forene sig i et revolutionært politisk arbejderklasseparti, der står i opposition til alle udbytterklassernes politiske partier og indretninger.

Et parti med en ideologi – marxismen-leninismen – et program og en politik, som er fuldstændig uafhængig af borgerskabet og småborgerskabet, for at kunne blive den ledende kraft for de udbyttede og undertrykte masser i arbejderklassens revolution.

Oversat fra Unity and Struggle

Se også Kommunistisk Platforms hjemmeside piattaformacomunista.com


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne