Det nationale spørgsmål

Det nationale spørgsmål har stor betydning også i et imperialistisk land som Danmark og i den aktuelle klassekamp. Modstandskampen var en national kamp mod den fascistiske besættelse. I dag handler national selvbestemmelse om kampen for at blive fri af EU’s og NATOs overnationale dominans.

Af Lisbet Bonde
Indlægget har været bragt i APKs teoretiske magasin Enhed og Kamp 2,2018

Artiklen har været bragt i APKs magasin Enhed og Kamp 2018,2 og indgår i APKs pjece Derfor skal Danmark ud af EU

Kampen for dansk suverænitet og kampen for socialisme er vævet ind i hinanden og understøtter hinanden – men har også særskilte træk. Det interessante og det vigtige ved det nationale spørgsmål er, at det er en selvstændig mobiliserende faktor, en drivkraft for vrede og modstand og oprør. Samt at denne kamp kan samle meget bredt i befolkningen, som vi ser det i kampen mod EU.

Det er kun de storimperialistiske koncerner og de fabriks-store kapitalistlandbrug, der har en interesse i EU. Fordi hele EU’s målsætning, indretning og lovgivning handler om at varetage disses interesser. Vedr. et stort fælles afsætningsmarked, vedr. fri adgang til billig arbejdskraft og i kampen om markeder.Mens alle småvirksomheder, mindre landbrug (som kun findes som deltids-landbrug), håndværksfirmaer, kun bliver trynet og rendt over ende af EU, ligesom arbejderklassen og den arbejdende befolkning bliver.

Blot et enkelt ud af tusinde eksempler: Udliciteringsreglerne, som dræner penge ud af kommunekasse og statskasse, for at ende i lommen på enten korrupte italienske stor-koncerner eller når det handler om f.eks. omsorgsopgaver havner i lommen på underbetalende, konkurstruede private. EU har tvunget nogle bastante udbudsregler igennem – med kæmpe ekstra omkostninger for især kommunerne – vedr. enhver opgave, og tvinger til at vælge den billigste – i stedet for at vælge den, man ved er bedst.

Dette og mange andre eksempler viser, at kampen for national selvbestemmelse og kampen for levevilkårene går hånd i hånd. Der hvor selvbestemmelsen bliver livsafgørende, er når det kommer til, kravet om at gå med i nye angrebskrige. Det er først og fremmest arbejderklassen, der rammes af EU’s nedskæringspolitik, fri bevægelighed = løntrykkeri og fravær af rettigheder og meget andet. Jf. situationen i Grækenland.

Det er også arbejderklassen, der er de mest konsekvente forsvarere af den nationale selvbestemmelse.

Nation og national selvbestemmelse

Både Marx, Lenin og Stalin beskæftigede sig meget med det nationale spørgsmål. Stalin opridsede hvad en nation er:

”En nation er et historisk opstået, varigt fællesskab i sprog, territorium, økonomisk liv og psykisk egenart, som kommer til udtryk i fælles kultur.Herunder siger det sig selv at en nation, såvel som en hvilken som helst anden historisk foreteelse, er underkastet forandringens lov, har sin historie, sin begyndelse og sin slutning.” (Fra Marxismen og det nationale spørgsmål, 1912).

Vi har som kommunister parolen Arbejdere i alle lande foren jer. Vi kæmper for international solidaritet i alle sammenhænge. Også i EU-kampen. Solidaritet med arbejderne og folkene i EU om at komme ud af EU. Solidaritet med arbejderne og folkene i bl.a. Afrika, som udplyndres af EU’s skændige handelsaftaler. Samtidig har vi en særlig tilknytning til vores land, en særlig kærlighed, som er en del af den kraft, der driver den nationale selvstændighedskamp.

Lenin skrev i 1914:

”Er da følelsen af nationalstolthed fremmed for os storrussiske, klassebevidste proletarer? Naturligvis ikke! Vi elsker vort sprog og vort fædreland, vi arbejder især for at hæve dets arbejdende masser op til bevidst liv som demokrater og socialister. Det smerter os mere end alt andet at se og føle, hvilke voldshandlinger, hvilket åg, hvilken nedværdigelse tsarismens bødler, godsejere og kapitalister bringer over vort skønne fædreland. Vi er stolte af, at disse voldshandlinger har fremkaldt modstand fra vor midte.”
(Fra Om storrussernes nationalstolthed).

Ønsket om at komme ud af EU er ikke nationalisme. Nationalisme er borgerskabets forvrængede udgave som først og fremmest tages i brug, når der opildnes til krig og unge mænd skal sendes i krig.

Her ser vi de uhyrlige fjendebilleder af “de andre” pustet op – om det er afghanere, nordkoreanere, osv. Som det påstås, at der ikke længere findes klassekamp, påstås det også, at der ikke længere findes national kamp, nu findes kun globalisering.

Den uhyrlige oprustning der sker dels i USA, dels i Kina osv. hvilken rolle spiller det så. De internationale gigantkapitaler har hver en basis, hvorfra de henter omfattende støtte til og med krige om råstofadgang, om markeder, om verdensherredømme.

Enhedslisten og den nationale kamp

At Enhedslisten forlod Folkebevægelsen mod EU og selv vil stille op på sit eget program til EU-parlamentet er en logisk følge af partiets manglende forståelse af den nationale kamps betydning. Dansk selvbestemmelsesret er ord, Enhedslisten slet ikke bruger. Trotskister til alle tider – også f.eks. IS i Danmark – har decideret været imod national kamp. Trotskister vil kun tale om international arbejderkamp, og vil intet have at gøre med de forbundsfæller, som arbejderne faktisk har i EU-modstanden, som i andre sammenhænge.

Det er de store mellemlag som sygeplejersker, lærere osv. hvis arbejdsvilkår nærmer sig arbejderklassens mere og mere, det er arbejdende bønder, mindre næringsdrivende. Det trotskistiske tankegods genfindes i Enhedslisten. Nu er Enhedslisten heller ikke så optaget af, at kæmpe for at få Danmark ud af EU.

Den formodentlige spidskandidat for listen til EU-parlamentet, Nikolaj Vil-lumsen, siger i et interview til Information:

“Folkebevægelsens dagsorden har været at repræsentere en tværpolitisk EU-modstand. Enhedslistens formål er at sætte en venstreorienteret EU-modstand på dagsordenen.”

“Det kunne for eksempel være at sætte fokus på behovet for at gøre op med grådige banker.”
“Helt konkret kæmper vi sammen med den europæiske venstrefløj og fagbevægelse (som er yderst konform og socialdemokratisk, min bemærkning LB) for, at der skal laves en social protokol, som vil gøre det muligt at sætte hensyn til overenskomster og sociale rettigheder over hensynet til virksomheder, når det kommer til den fri bevægelighed.”

Her må siges, at opgøret med grådige banker indenfor EU er en illusion, som reelt skønmaler EU på samme måde som de borgerlige medier og politikere gør. Kun socialismen kan afskaffe grådige banker.

EU er tværtimod i hele sit formål og indretning dannet for at gøre livet og profitmaksimeringen optimal for de store multinationale firmaer – og banker. Hvad angår en social protokol er det også en stor bestræbelse for EU, at få indført. Fordi EU i øjeblikket arbejder på at udbrede sin magt til alle områder – socialpolitik, europæisk skatteinddrivelse, militær – for at få en EU-stat.

Pelle Dragsted er kommet med lignende illusionsfyldte betragtninger i et interview med Politiken den 29.7.2016 om Enhedslisten fremtidsversion af, hvordan Danmark ser ud år 2025. Han siger, at i 2025 eksisterer EU ikke længere, som vi kender det. ES skal det nye europæiske samarbejde hedde. En forkortelse af Europæisk Solidaritet.

Dragsted tør ikke spå om, hvorvidt EU-samarbejdet er faldet fra hinanden eller om det har undergået en grundlæggende transformation. Den første ‘indenrigspolitiske’ opgave for ES er en plan for at bekæmpe arbejdsløsheden i Europa, siger han til Politiken. Disse illusioner om en grundlæggende ændring af EU har Enhedslisten fælles med den gruppe, de er medlem af i EU-parlamentet – Europæisk Venstre – som er begejstrede EU-tilhængere, bare EU bliver ændret.

Det er afledning fra den aktuelle kamp for at komme ud af EU, det er afledning fra den nationale kamp. Og det er stik modsat den holdning, Folkebevægelsens Lave Broch og Rina Kari udtrykker i en artikel om fremtidsvisionen om Europa år 2027. Artiklen er skrevet som om den er skrevet i det år.

“Storbritanniens udtræden af EU i 2019 kombineret med Jean-Claude Junckers forslag om etableringen af Europas Forenede Stater førte til, at Danmark og Sverige forlod EU i 2024, og i slutningen af 2026 lykkedes det også EU-modstandere at vinde folkeafstemninger om udtræden af EU i Finland og andre EU-land (Irland, Estland og Tjekkiet.)”

Artikel fra januar 2018 er skrevet efter ønske fra de norske EU-modstandere. Her slås det fast at fremtiden er at komme ud af EU, OG at EU er stærkt på vej til at blive en decideret overnational stat, en imperialistisk supermagt.

Tag magten tilbage

Tag magten tilbage, siger Folkebevægelsen mod EU i sin kommende kampagne for et Danmark uden for EU. I hvor høj grad det lykkes for EU at blive til EU-staten afhænger af modstanden i Danmark som i andre lande. Vi kan ikke ændre EU, men vi kan undergrave og svække EU, hvis flere lande træder ud.

Der er en del medlemmer af Enhedslisten, som er fuldblods EU-modstandere, og som også fortsat er medlemmer af Folkebevægelsen. Men listen som helhed er en svag medspiller i EU-modstanden. Således har partiet stemt for mellem 40 og 80 % af EU-lovene, som er blevet fremlagt i Folketinget under de seneste regeringer. (Politiken 17.12.2017)
Dansk Folkeparti har stemt for 94 % af EU-lovene under de seneste 2 regeringer.

Lenin skriver i 1914 i Om nationernes selvbestemmelsesret:

“Denne tingenes tilstand stiller Ruslands proletariat over for en dobbelt, eller rettere en tosidig opgave: Kamp mod al nationalisme og først og fremmest mod den storrussiske. Anerkendelse ikke blot af alle nationers ligeberettigelse i almindelighed, men også af deres ligeberettigelse til statsdannelse, dvs. til nationernes ret til selvbestemmelse, til løsrivelse; samtidig dermed, og netop for bedre at kunne bekæmpe enhver nationalisme i alle nationer, forfægtelse af enheden i den proletariske kamp og i de proletariske organisationer, intim sammensmeltning af dem i et internationalt fællesskab, kontra de borgerlige bestræbelser for national isolation. Nationernes fulde ligeberettigelse; nationernes selvbestemmelsesret; en sammensmeltning af arbejderne i alle lande – dette nationale program lærer marxismen arbejderne, det lærer hele verdens erfaring og Ruslands erfaring dem.”

I TV og aviser bliver EU-modstanden både i Danmark, i England og resten af EU voldsomt skældt ud for at være nationalistisk og populistisk. Det sker samtidig med, at samme medier og magthavere køber krigsfly og sender soldater i krig “for at sikre Danmarks interesser”.

De er altså ‘nationalisterne’. Populisme og nationalisme er skældsord, som skal miskreditere modstanden. EU-modstandens svar er agitation og kamp for national selvstændighed og for forsvaret af levevilkårene.

Disse to sammen er fundamentet for den bredeste folkefront mod EU. I denne tid øges EU’s eget militær samt det konkrete samarbejde mellem EU og NATO. Så vi må binde kampen for freden til og dermed kampen for at komme ud af NATO. For det kommunistiske parti går kampen for selvbestemmelse hånd i hånd med kampen for et socialistisk samfund. Kun dette vil kunne fastholde den nationale suverænitet. Så længe kapitalismen hersker, vil der vedvarende blive forsøgt solgt ud af dansk selvbestemmelse.

August 2018