Al forandring kommer nedefra!

Hvad mennesket dog er i stand til at opfinde! I princippet er der vel næsten ingen grænser for artens opfindsomhed og muligheder. Sult, nød og fattigdom kan udryddes. De fleste sygdomme kan helbredes. Problemet er bare, at det ikke bliver gjort.

Af Karsten Jonassen, APK

8. marts: Et opløftende møde med kvinder der kæmper

Opfindsomheden bruges i langt højere grad på mekanismer, der kan undertrykke og dræbe andre mennesker. Nu har de militære amerikanske forskere opfundet et lydløst missil. Så kan man komme listende uden at nogen opdager det og slå masser af mennesker ihjel. Hold kæft, det er genialt, – eller man skulle måske hellere kalde det vanvittigt!?

Vi lever i et system, hvor langt de fleste kræfter bruges på at sikre et lille mindretals herredømme over det store flertal. Hvor der kunne produceres til fælles bedste, produceres der for at skabe profit til en lille ejerkreds. Hvor der kunne være fred og relativ harmoni, føres der krig, lande lægges øde, og befolkninger dræbes. Det lyder jo sindsygt, men er det ikke. Magthaverne er hverken sindsyge eller uvidende. De handler fuldkommen bevidst og målrettet. Blandt andet derfor kan det ikke nytte noget at bilde folk ind, at man kan appellere til magthaverne om at handle anderledes. Der er kun én vej: Vælt dem, smid dem på møddingen sammen med deres rådne system!

Men tro endelig ikke, at det bliver let. I Venezuela har en stor del af befolkningen tilladt sig at kræve en vis form for national selvstændighed. De har så i flere år været i konflikt med USA, som opfatter hele Syd-, Mellem- og Nordamerika som et område, hvor USA bør bestemme. Andre lande i området har før fået ørerne i maskinen og har det stadig.

Venezuelas enorme oliereserver er en lækkerbisken for de amerikanske olieselskaber. Hvordan genetablerer man kontrollen over et andet lands naturrigdomme? Man destabiliserer landet. Handelsembargo og agentvirksomhed er nyttige våben. Er man ovenikøbet så heldig, at det siddende styre er svagt på alle måder, så er vejen åben. Man understøtter og organiserer protester, man undergraver økonomien, man laver cyberangreb på el-forsyningen, og man sætter en marionet til at udråbe sig selv til præsident for ”at frelse landet”. De mest følgagtige lande – herunder Danmark – anerkender straks den selvudnævnte. Hvor blev det højt besungne demokrati af? Druknede det lige i en oliepøl, som så mange gange før?

Jeg er på ingen måde tilhænger af præsident Maduro i Venezuela. Men jeg er tilhænger af det venezuelanske folks ret til national selvstændighed, til ikke at være underlagt USA eller andre udenlandske og imperialistiske kræfter.

Rusland har jagerfly i Venezuela for tiden. Kina investerer voldsomt på kontinentet. Hverken Rusland eller Kina er der for at være legeonkel for folkene. Begge lande har klart imperialistiske interesser i området. Hvad sker der, når markederne er fordelt, men alle alligevel vil udvide deres interessesfære? Så må man tage noget af de andres, og det fører til omfordelingskrige. Og som altid bliver det folkene, der betaler prisen.

Jagerfly, kamphelikoptere, raketter, droner, lydløse missiler osv. De er jo ikke lavet for sjov. De skal bruges, lande skal smadres, våbenindustrien skal producere, mennesker skal dræbes, områder og værdier skal overtages, lande skal genopbygges, industrien skal tjene nye penge. Det eneste, vi er helt sikre på, er, at undertrykkelsen og krigene vil fortsætte, indtil vi siger stop.

Det mest mærkelige er, at man får et helt andet indtryk, når man følger medierne og politikerne. Det store dyr i åbenbaringen lige nu er klimaet. Jeg er ikke klimafornægter. Klimaforandringerne er et alvorligt problem, ingen tvivl om det. Jeg har bare den opfattelse, at klimakampen bliver spændt for en helt anden vogn. Den vogn, der hedder ”vi er alle i samme båd”, og jorden går under, hvis vi ikke appellerer til politikerne om at gøre noget.

Imens vi så diskuterer det individuelle ansvar for klimaforandringerne, så fører magthaverne krig og bruger helt ufattelige resurser på at udvikle nye ødelæggelsesvåben. Selvfølgelig skal den ene kamp ikke udelukke den anden. Selvfølgelig er klimakampen vigtig, og selvfølgelig skal vi her og nu kæmpe for miljøforbedringer. Vi skal bare huske at sætte klimakampen ind i en sammenhæng. Ellers risikerer vi at blive nyttige idioter, der bruger alle kræfter på appeller, der ikke rokket grundlæggende ved det system, der producerer forurening, klimaforandringer, sult, nød, undertrykkelse og krig hver eneste dag.

Jeg var til et 8. marts-arrangement i Odense. Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg af og til godt kede mig lidt til forskellige offentlige møder. Man får en politisk analyse og nogle rigtig gode intentioner og kan gå hjem med en rimelig fornuftig sindstilstand. Denne 8. marts var for mig noget ganske anderledes. Den var totalt domineret af kvinder, der kæmpede i dagligdagen. Meget rammende var arrangørerne ”Kvinder i kamp, Odense”.

De 4 talere kunne alle fortælle levende om deres netværk og kampe for ordentlige forhold. Det var så opløftende og mobiliserende at opleve disse kvinder, der konkret kunne berette om de kampe, der kæmpes overalt i samfundet. På vejen hjem glædede jeg mig over, at der er så mange aktive og kampivrige mennesker, der ikke er faldet i den parlamentariske gryde, hvor man tror, at et kryds på et stykke papir kan forandre vores liv. Al forandring kommer nedefra!