Velkommen til et forår med folketingsvalg i frihedens og demokratiets navn!

Af Karsten Jonassen, APK

Den nykårede folketingskandidat for Venstre, Anna Libak, udtaler: ”Som man måske vil have bemærket, er de røde paroler vendt tilbage til dansk politik. Ulighed er slagordet, og samfundet er ikke til at kende igen: Det er fyldt af horder af fattige børn og nedslidte håndværkere, der knokler sig selv ihjel.”
Jeg er ikke i tvivl om, at hun i de kredse, hun færdes, ikke ser ret mange fattige børn eller nedslidte håndværkere, men det er da en ufattelig arrogant holdning til den reelt voksende fattigdom og den tiltagende nedslidning. Overraskende er det dog ikke, at de politiske kræfter, der ihærdigt sørger for, at uligheden vokser, ikke vil forholde sig til problemet, men i stedet vælger at forsøge at latterliggøre det.

Velkommen til et forår med folketingsvalg, hvor det for de mest reaktionære handler om at være den, der kan sparke hårdest nedad.

Når vi nu alligevel er omkring det parlamentariske cirkus, så oplever vi gang på gang, at Folketingets formand, den racismedømte Pia Kjærsgård, hæver sig over pøblen og sætter tingene på plads. Senest har hun irettesat et folketingsmedlem, der formastede sig til at kalde nogle racistiske bemærkninger fra en anden racismedømt DF-er, for racistiske. Jeg er muligvis meget naiv, men jeg har gennem de sidste mange år fået det indtryk, at de fleste politikere – især på højrefløjen – har set ytringsfriheden som den vigtigste frihed overhovedet. Hvor var de lige henne, da Pia Kjærsgård knægtede selvsamme ytringsfrihed i Folketinget? Der var sgu ikke mange reaktioner, og det hænger jo nok sammen med, at kampen for ytringsfriheden i ret mange tilfælde har været kampen for at få lov til at svine indvandrere og i særdeleshed muslimer til med klart racistiske undertoner. 1930-erne er ikke så langt væk.

Vi snupper lige en tur mere i den parlamentariske arena. Nu har det danske retsvæsen slået fast, at udvisningsminister Støjberg og hendes ministerium har handlet bevidst ulovligt omkring adskillelsen af flygtningefamilier. Støjbergs reaktion er som den plejer. Hun lader som ingenting. Hvad er så regeringens egen reaktion? Ingen reaktion. Støttepartiets reaktion er også forventelig. Martin Henriksen, det tiltalende væsen, kan overhovedet ikke få øje på noget problem. De selv samme politikere, der tordner frem med lov og orden, mere straf og overvågning, skider højt og flot på, at en dansk domstol har fastslået, at et ministerium og en minister har handlet bevidst ulovligt.

Donald Trump har været i Vietnam, der jo er et af de utallige lande, som USA efter 2.verdenskrig har invaderet og smadret. Faktisk er omkring 20% af skovene i Vietnam stadig ødelagt af de tusinder af tons agent orange, som amerikanske fly smed ned over landet. Naturligvis skete det i frihedens og demokratiets navn. Og nej, Trump var ikke i Vietnam for at undskylde for den amerikanske krigsførelse eller for at betale erstatning. Han skulle mødes med Nordkoreas leder Kim Jong-un. Ganske ironisk, at præsidenten for verdens største imperialistmagt skal mødes med et ret lille lands leder i netop Vietnam. Anledningen er den amerikanske trussel om udslettelse af Nordkorea, hvis landet ikke makker ret. Det første mål er at fjerne alle Nordkoreas atomvåben. Hvad skal et så lille land med a-våben?

Med øje for de historiske erfaringer med den amerikanske imperialisme, så kan det vel kun handle om, at Nordkoreas eneste sikring imod en amerikansk invasion netop er landets a-våben. USA forsøger at klemme alt liv ud af landet med en omfattende handelsblokade.

USA mener, at Nordkorea er en fare for freden, og at landet er en direkte trussel mod USA og dets allierede i ”den frie verden”(= den verden, USA bestemmer over). Det er i sig selv absurd. Hvem har de sidste 70 år været den største trussel mod freden, mod folkenes frihed og selvbestemmelse? Er det Nordkorea, eller er det USA?

Selve forhandlingerne er på et eller andet plan absurde. En masse lande har a-våben. USA har a-våben placeret i Sydkorea. Intet af det stilles der spørgsmålstegn ved. Var det ikke meget logisk at sige, at alle lande afskaffede deres a-våben? Det er ikke på dagsordenen. Ej heller hos de danske journalister, der loyalt refererer de amerikanske synspunkter.

Loyalitet er også et nøgleord, når det handler om de store mediers dækning af Brexit. Da chokket over den engelske folkeafstemning havde lagt sig, blev det tunge skyts kørt frem. Der var ingen grænser for, hvor store katastrofer Brexit ville medføre for englænderne. Den kampagne har kørt på højtryk lige siden. Den er så på bedste vis blevet suppleret af EU-kommissionen, der har gjort forhandlingerne omkring realiseringen af Brexit så vanskelige som overhovedet muligt. Det er uden tvivl en ret vanskelig skilsmisse, men så behøver den heller ikke at være sværere.

Hvorfor dog lægge så mange hindringer i vejen, når man kunne klare det meget nemmere og med et meget bedre resultat. Formålet er klart. Brexit skulle nødigt smitte, så andre fik den skøre ide at ville være selvstændige. Efter et par års skræmmekampagne har nogle dristet sig til at tale om en ny afstemning, fordi de stakkels englændere slet ikke var klar over, hvad det var de gjorde, da de i sin tid stemte sig ud af EU. Kender vi mønstret? Har vi selv prøvet det? Ny afstemning indtil det ”rigtige” resultat foreligger.

Lad mig for en afsluttende bemærkning vende tilbage til det parlamentariske cirkus. Den dømte storsvindler Pedersen er opstillingsberettiget. Det er da fint, at han nu kan komme i TV sammen med alle de andre plattenslagere, men jeg må korse mig over, at medierne prioriterer at dække ham i hoved og røv.

Gad vide, hvilke økonomiske interesser, der står bag ham. DF går tilbage i meningsmålingerne. Henrik Sass er i stand til at blive deprimeret. Libak er som nævnt blind og arrogant. Lars Løkke er en svindler. Mette Frederiksen konkurrerer med DF om den mest svinske flygtningepolitik. Enhedslisten vil være støtteparti for Frederiksen. SF vil i regering igen. Hold da kæft! Hvad skal man dog gøre?

Det er sådan set ikke så svært. Erfaringerne viser, at al forandring kommer nedefra. Derfor handler det ikke særlig meget om at stemme på det ”rigtige”. Det handler om at gøre det rigtige, være aktiv, kæmpe for et andet samfund, holde sammen. For et andet og bedre samfund kommer ikke via folketingsvalg.

Indlægget er også udgivet på KPnetBlogs