(A)social-demokratisk valgkamp

I sin valgkampagne lægger Mette Frederiksen afstand til det nyliberale Socialdemokrati under Nyrup og Thorning-Schmidt. Men hvilken del af deres politik vil hun tage et opgør med? Ingen! At rulle årtiers nedskæringspolitik tilbage kommer slet ikke på tale.

Det er tid til at praktisere borgerligt demokrati igen. En tur til stemmeurnerne, så vi kan vælge en styrmand til det kapitalistiske Danmark.

Socialdemokratiet slår sig op som arbejderparti, for Mette Frederiksen (MF) vil nemlig tilbage til de gode gamle dage. De dage hvor socialdemokratiet ikke bare havde magten men også havde tillid fra arbejdere, fagbevægelse og mellemlag.

At socialdemokratiet har mistet befolkningens og særligt arbejdernes tillid er ganske vist. Mette Frederiksen mener det startede i 90’erne, hvor Nyrup-regeringernes politik førte til øget ulighed (og ifølge MF for mange brune mennesker i Danmark). Det kulminerede med Thorning regeringens brutale dagpengereform, og i medierne lægger MF afstand til de nyliberale socialdemokrater Nyrup og Thorning.

Om dagpengereformen siger hun ”Hvis man er helt inde og presse den socialdemokratiske identitet, som dagpengereformen var udtryk for … det med at kyle folk ud af dagpengesystemet midt under en lavkonjunktur, det vil jeg ikke være med til igen.”

Dagpengereformen fortjener bestemt at blive lagt for had, men den blev støbt med Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister.

For at spule skidtet af hænderne har hun og den socialdemokratiske valgmaskine grebet en godt brugt socialdemokratisk løgn, nemlig at Socialdemokratiet skabte Danmark. Et Danmark hvor alting bare blev bedre og bedre. En velfærdsstat hvor solidariteten var i højsædet og hvor vi passede på hinanden. En velfærdsstat som resten af verden beundrer.

”Hvis vi skulle starte forfra, hviske tavlen ren – så ville vi skabe det samme Danmark igen” siger Mette Frederiksen i partiets valgvideo.

Fagbevægelsen stoler på Mette Frederiksens evner ved håndvasken, og både 3F og FH (det fusionerede LO og FTF) har søsat store støttekampagner for den socialdemokratiske valgkamp.

Gode gamle Danmark

Fælles for socialdemokratiets og fagbevægelsens kampagner er, at de peger tilbage på de gode gamle dage. Socialdemokraterne sender os tilbage til dengang MF var barn, og tilbage til dengang Jens Otto Kragh og Anker Jørgensen angiveligt byggede Danmark og velfærdsstaten.

”I dag er uligheden blevet uanstændig” siger 3F (hvornår var den da anstændig?), og giver fuld gas for nationalromantikken. De gode gamle dage bliver symboliseret af et fodboldstadion fyldt med roligans (og totalt fravær af brun hud). ”Ka du huske det? Det var Danmark. Hele Danmark. Det var rengøringsassistenter, direktører… Her stod vi side om side, røde og hvide og blå. Det var fandeme Danmark”. Jotak, klassesamarbejdet må vi selvfølgelig ikke glemme.

Men de danske roliganvikinger bøjer nakken, og som symbol på den forvitrende velfærdsstat falder selveste Dannebrog fra himlen! (mytologien er lidt forvirret, men pointen er klar).

Gode gamle Danmark var ikke perfekt, men en god (socialdemokratisk) velfærdsstat hvor høj og lav stod sammen om at gøre tingene bedre for os alle.

Opgør med ingenting

Bag de smarte kampagner gemmer sig selvfølgelig noget politik, og ud fra de socialdemokratiske kampagner kunne man tro at Mette Frederiksen har lagt kursen om. Men der er hverken større overraskelser eller nybrud på vej – socialdemokratisk politik under Mette Frederiksen vil til forveksling ligne socialdemokratisk politik under Helle Thorning og Poul Nyrup.

Et opgør med 25 års reaktionær socialdemokratisk politik burde jo indeholde et opgør med den reaktionære politik, men selvom MF peger på dagpengereformen som eksempel på hvad de gjorde galt, så er der ingen planer om at rulle den tilbage.
Opgøret med den nyliberale politik er heller ikke at finde i deres valgprogram, hvor Socialdemokraterne angiveligt ønsker et RIGERE, DYGTIGERE OG MERE RETFÆRDIGT DANMARK.

DYGTIGERE bliver vi i Mette Frederiksens opkvalificeringsreform primært ved at erhvervsuddannelser, efter- og videreuddannelse målrettes erhvervslivet. Nyrup sagde det samme for et kvart århundrede siden, og det gør de borgerlige regeringer sådan set også. Efterhånden kan man jo tvivle på effekten, men hvad der er vigtigere: Skal vi indrette vores samfund efter menneskers behov for udvikling og læring eller efter virksomheders behov for profitmaksimering?
Socialdemokratiet ønsker det sidste.

RIGERE bliver vi ifølge Mette Frederiksen primært ved at gøre aktionærer rigere, og det forklarer selvfølgelig ovenstående opkvalificeringsreform. Socialdemokraterne opstiller 11 konkrete punkter i udspillet Vækst der virker. Et par højdepunkter inkluderer:

• 1,5 mia. kr. til et øget ”fradrag for forskning og udvikling” på 130%. Altså, for hver krone Novo bruger på forskning i Danmark skal de have 1,3 kr. tilbage i skat. Beløbet svarer til at give 10% af universiteternes årlige forskningsbudgetter direkte til erhvervslivet.

• Familievirksomheder skal kunne overdrages skattefrit til næste generation, hvis bare der oprettes en erhvervsdrivende fond i Danmark. Carlsberg, Lego og Novo er det socialdemokratiske ideal for stabil, ansvarlig vækst.

• Vi skal fjerne skatteregler der hæmmer danske virksomheders muligheder for at vokse sig større, og SKAT skal gøre det lettere for udenlandske virksomheder at etablere sig i Danmark.

”Rigdom siger de er for de rige” skrev Ebbe Kløvedal Reich. Mette Frederiksen lever det til fulde.

RETFÆRDIGHED handler i det socialdemokratiske valgkampssprog om velfærd. Vi skal have verdens bedste sundhedsvæsen, fantastiske uddannelser, ældrepleje osv. Der varsels et opgør med New Public Management (kapitalistisk nedskæringspolitik forklædt bag et forvokset bureaukrati). Det var under Nyrup det for alvor slog igennem i Danmark, og i hele folketingssalen har ’afbureaukratisering’ længe været synonymt med bureaukratisering og nedskæringer. Socialdemokraterne er da også forsigtige med ikke at forpligte sig til særligt meget, og de kan i bedste fald strække sig til at ville stoppe fremtidige nedskæringer. At rulle årtiers nedskæringspolitik tilbage kommer slet ikke på tale, og hvor de præsenterer egentlige forslag er det borgerlig politik, som når spørgsmålet om pensionsalder gøres til en slåskamp om hvilke grupper der bliver hurtigst nedslidt.

I øvrigt skal vi fortsætte vores krigspolitik, holde grænserne lukket, blive ved at sparke til dem med brun hud, øge overvågningen, forbyde tidligere straffede at færdes frit, udvide og opgradere politi og efterretningstjenester, forfølge ”potentielle terrorister”…

Det er tid til en ny retning for Danmark. Det er tid til et opgør med den kapitalistiske nedskæringspolitik.
Men det kommer ikke fra Mette Frederiksen eller socialdemokratiet.