Et nødvendigt og skarpt spørgsmål: Reform eller revolution?

Marxist-leninisternes historiske position på dette spørgsmål er: både reform og revolution. Det er ikke det ene eller det andet, men begge dele. Reformen er underordnet revolutionen. Men begge dele hører med.

Af Den Dominikanske Republiks kommunistiske Arbejderparti – PCT

Revolutionære kæmper både for krav og forbedringer her og nu og for revolution

Fra et kommunistisk perspektiv står det ene ikke i modsætning til det andet, men det første åbner i visse historiske forhold eller situationer vejen til det andet, som er det vigtigste.

Dette er en meget gammel diskussion, der blev indledt i slutningen af ​​1880’erne i de socialdemokratiske arbejderpartier organiseret i Den Anden Internationale, hvor blandt andre Lenin forsvarede den marxistiske holdning. Dette har stadig betydning i den kommunistiske og revolutionære bevægelse.

Den Anden Internationale (1889-1914) samlede et stort antal partier, der kunne mobilisere hundredtusindvis af arbejdere over hele verden. Da den blev grundlagt, var Karl Marx allerede død, og det var Friedrich Engels’ tur at lede disse partier.

Organisationen voksede i kapitalistens storhedstid i dens udvikling til sin imperialistiske fase, og Internationalens konsekvente kamp gjorde det muligt for arbejderklassen at vinde mange krav, lønforhøjelser og arbejderlove, der væsentligt forbedrede deres levevilkår.

Men styrken fra de gamle socialdemokratiske arbejderpartier og arbejderklassens fremskridt svandt ind på grund af de problemer i det kapitalistiske system, der førte til Første Verdenskrig. Vi skal understrege i denne artikel, at de svandt ind på grund af de teoretiske og politiske holdninger, som nogle af lederne af disse partier indtog under krigen.

Under disse omstændigheder blev Den Anden Internationale erklæret ubrugelig af Lenin og kommunister fra adskillige lande, og efter Oktoberrevolutionen havde sejret i 1917 i Rusland, opstod Den Kommunistiske Internationale (Tredje Kommunistiske Internationale).

På baggrund af revolutionens erfaringer blev de bolsjevikiske ledere tvunget til at afvise ultra-venstre-positioner, som flere partier havde fremlagt i taktiske spørgsmål som kampen for reformer, brug af borgerlige parlamenter og deltagelse i gule fagforeninger.

Diskussionen siden slutningen af det 19. århundrede

Eduard Bernstein, en af de dygtigste socialdemokratiske ledere, havde konkluderet i sit arbejde ”Forudsætningerne for socialisme og Socialdemokratiets opgaver” (1889), at der siden Pariserkommunens nederlag i maj 1871 og den kapitalistiske økonomis boom efter 1873 ikke havde været nogen revolutioner, og at arbejderklassen havde forbedret sine levevilkår i høj grad. Således ville der ikke længere være behov for Marx’ og Engels’ ideer om revolution, det vil sige radikale brud med systemet, og det skulle være muligt at fremme løsningen af problemerne gennem gradvise reformprocesser, som ville føre fredeligt til socialismen.

Lenin konfronterede disse ideer fra en marxistisk position, idet han insisterede på, at arbejderklassens revolution og magtovertagelse er hovedspørgsmål hos Marx; han benægtede ikke, at kampen for reformer indgår i arbejdsklassens og dens partiers perspektiv for at fremme dens realisering. I en pamflet med titlen “Marxisme og Revisionisme”, skrevet i 1908, udtrykte han denne holdning og tog stilling i den debat, der var foreslået på baggrund af Eduard Bernsteins ideer.

En del af Lenins værk ”Hvad må der gøres?”, skrevet i 1901-02 i en åben debat med den russiske version af Eduard Bernsteins ideer, fremsætter den marxistiske holdning til forholdet mellem reform og revolution, når han beskæftiger sig med “fagforeningspolitik og socialdemokratisk politik”. Her siger han, hvad der dengang var hans forståelse af spørgsmålet:

Det revolutionære socialdemokrati har altid inkluderet, og gør det stadig, kampen om reformer som en del af sine aktiviteter. Men det anvender “økonomisk” agitation med det formål at stille regeringen over for ikke kun krav til alle mulige foranstaltninger, men også (og primært) kravet om, at det ophører med at være en autokratisk regering. Og yderligere: Det anser det for sin pligt at stille disse krav til regeringen, ikke alene på baggrund af den økonomiske kamp, men på grundlag af alle manifestationer generelt i det offentlige og politiske liv. Med andre ord, det underordner kampen for reformer som en del af helheden til den revolutionære kamp for frihed og socialisme.”

I 1913, på tærsklen til Første Verdenskrig, skrev Lenin pjecen ”Marxisme og Reformisme” og insisterede på debatten, ikke kun imod Eduard Bernsteins ideer, men mod andre fremtrædende ledere af Den Anden Internationale, hvoraf Karl Kautsky var den mest fremtrædende. Heri siger han:

“I modsætning til anarkisterne erkender marxisterne kampen for reformer, dvs. for foranstaltninger, som forbedrer arbejdernes vilkår uden at ødelægge den herskende klasses magt. Samtidig rejser marxisterne en beslutsom kamp mod reformisterne, som direkte eller indirekte begrænser arbejderklassens mål og aktiviteter til at vinde reformer.”

Det vil sige, at kampen for reformer er en ting, som er absolut nødvendigt i den daglige kamp. En helt anden ting er reformisme, hvilket er en opportunistisk afvigelse, der udtrykkes i at gøre reformkampen til det ultimative mål og ikke en måde at samle styrke frem mod det revolutionære perspektiv.

Ifølge Lenin er de, der benægter dialektikken, “anarkister”.

På dette trin af Lenins refleksion kunne han selvsagt ikke analysere erfaringerne fra Oktoberrevolutionen 1917, hvilket han senere gjorde efter dens sejr.

Lenin var ikke den eneste, der behandlede spørgsmålet om reform og revolution.

Rosa Luxemburg, en af de yngste ledere af den tids arbejder- og socialistiske bevægelse, var fremtrædende blandt dem, der konfronterede Eduard Bernsteins reformistiske teser. “Reform eller revolution?” var spørgsmålet i hendes bog med samme titel (1900).

Dens væsentlige formål var at forfægte de marxistiske positioner om nødvendigheden af revolutionen for at bidrage til at afsløre de reformistiske ideer i Socialdemokratiet, og at hun har lagt stor vægt på dette formål, er blevet misforstået af mange revolutionære som en afvisning af vigtigheden af at tage kampen om reformer som led i bestræbelserne for revolutionen.

Det er ikke rigtigt, at Rosa Luxemburg afviste kampen for reformer som en del af de socialdemokratiske arbejderpartiers revolutionære opgaver for socialismen. Hvad hun gjorde, var at genoverveje tilgangen til reformer som et mål i sig selv og placere dem i den marxistiske position som et middel til at rykke frem.

Hvad var svaret på spørgsmålet: reform eller revolution? Følgende:

“Den daglige kamp for reformer, til forbedring af arbejdernes vilkår inden for rammerne af den eksisterende sociale orden og for demokratiske institutioner, giver socialdemokratiet det eneste middel til at engagere sig i den proletariske klassekrig og arbejder i retningen af det endelige mål – erobringen af den politiske magt og afskaffelsen af lønarbejdet. Mellem sociale reformer og revolution findes der et uopløseligt bånd for socialdemokratiet. Kampen for reformer er dens midler; den sociale revolution er dens mål.”

Disse ideer fremsat af Rosa Luxemburg og andre marxister var dominerende i de første år af Den Anden Internationale.

Diskussionen under andre betingelser

Men debatten tog form igen efter nederlaget for den russiske revolution i 1905-07 og det boom, som kapitalismen oplevede i Europa, som gjorde det muligt for systemet at gøre indrømmelser til arbejderklassen og skabe et “arbejderaristokrati”, som Lenin ville beskrive det. Dette var sammenhængen, hvor andre anerkendte socialdemokratiske ledere, som Karl Kautsky og August Bebel, tog den reformistiske vej, som Eduard Bernstein havde foreslået, og brugte den som en strategi til at presse regeringerne til at opnå indrømmelser; de var formet af den parlamentariske kamp, ​​og i den generelle diskurs forlod de ideen om at vælte den etablerede kapitalistiske orden.

Problemerne med den økonomiske krise, der dukkede op i det kapitalistiske system et par år senere, og især konfrontationen mellem imperialistiske lande, hovedsageligt Tyskland og England, på grund af opdelingen af politiske og økonomiske indflydelsessfærer, førte til udbruddet af Første Verdenskrig i august 1914. De socialdemokratiske partier organiseret i Den Anden Internationale skulle definere deres holdninger til denne konflikt, hvor alvorlige dybe uenigheder mellem dens vigtigste ledere havde vist sig.

De fleste af disse ledere holdt klassekampen tilbage i deres respektive lande; i stedet for at udnytte krigen og dens konsekvenser for at fremme revolutionen var det, de gjorde, at undgå de politiske konflikter, så de kapitalistiske regeringer kunne koncentrere sig fuldstændigt om krigsspørgsmålet. Mange af de socialdemokratiske deputerede godkendte endog krigskreditter i parlamenterne, så regeringerne havde tilstrækkelige ressourcer til at føre krig.

Bolsjevikkerne i Rusland gjorde det modsatte, ligesom andre konsekvente socialdemokrater i Tyskland, bl.a. Rosa Luxemburg selv og Karl Liebknecht, som opfordrede arbejderklassen til at udnytte den imperialistiske krigs omstændigheder til at foretage revolutionen. At vende den imperialistiske krig og dens konsekvenser for arbejderklassen og folkene til en borgerkrig, det var den marxistiske retning.

På den anden side forsvarede reformisterne politikken med at støtte de borgerlige regeringer “til forsvar for fædrelandet under angreb”.

Denne grundlæggende forskel markerede sammenbruddet af Den Anden Internationale, og Lenin erklærede den for færdig.

Midt i den revolutionære opstand, der begyndte med Første Verdenskrig i juli (1. august i henhold til den nye kalender) i 1914, og som førte til triumfen for den russiske Oktoberrevolution i 1917, gav Lenin os et glimt af hans endelige tænkning med hensyn til reform og revolution. Han mindede sine kammerater om, at mange parters fejl i perioden med (den nedkæmpede) revolution fra 1905-07 var “at glemme, at de reformer, som regeringerne tilbyder, forsøger at lamme revolutionen” i tider med revolutionært opsving.

Ideen er tydelig: Kampen for reformer søger at skabe forholdene til at opbygge kræfter for revolutionen; men de giver ikke mening, når revolutionen allerede er begyndt og er i et opsving.

Oktoberrevolutionens sejr skabte betingelserne for skabelsen og udviklingen af Den Kommunistiske Internationale (Tredje Internationale).

Men dette afsluttede ikke debatten om dialektikken mellem reform og revolution i den kommunistiske bevægelse. Mange kommunistiske partier og ledere, der endnu ikke havde stor erfaring med at håndtere taktik og strategi, vedtog ultra-venstre-positioner, og Lenin, med erfaringerne fra den samlede udvikling af den sejrende Oktoberrevolution, definerede sådanne holdninger som en venstresekterisk børnesygdom hos kommunisterne.

Måske, eller uden et måske, er Lenins vigtigste arbejde om temaerne taktik, den daglige politik og den daglige kamp netop hans bog ‘Venstresekterismen – en børnesygdom”. Den har blandt andet den styrke, at den er et resultat af praktisk erfaring, en kompleks og hidtil uset revolutionær proces med op- og nedture, nederlag og triumfer, varierede og kombinerede former for kampe, der udgjorde Oktoberrevolutionen i 1917. Den begyndte i 1905, led et nederlag i 1907, brød ud igen i februar 1917, og en måned senere afsluttede den sin demokratiske fase og etablerede en liberal, ikke-kommunistisk demokratisk regering, som måtte manøvrere for at bevare sig selv. Men regeringen bukkede under for presset fra arbejderklassens og arbejdermassernes revolutionære kampe, ledet af det bolsjevikiske parti, der erobrede magten og etablerede socialisme i oktober, efter kun otte måneders taktik og manøvrer.

Denne bog blev skrevet i 1920, tre år efter Oktoberrevolutionens sejr og et år efter, at Den Tredje Internationale blev grundlagt. Det vil sige, at det er generaliseringen af erfaringerne, den praksis, de erfaringer, som processen med den russiske revolution efterlod. Det er ikke spekulation, men revolutionerende teori, der stammer fra praksis, som blev gennemtænkt, afspejlet og generaliseret.

Lenin beskrev de venstresekteriske afvigelser på den tid som en “børnesygdom”. Det var positioner taget af unge kommunistiske ledere og partier uden erfaring, som i deres analyse og forslag stadig tog udgangspunkt i Marx’ og Engels’ generelle ideer og ikke havde haft mulighed for at håndtere virkeligheden og de mange faktorer, der skal samles og behandles i en proces med revolutionært opsving.

Mellem Den Anden Internationales sammenbrud og den efterfølgende dannelse af nye kommunistiske partier og ledere var der kun en meget kort periode mellem 1914 og 1918, knap fire år. Således havde de ikke tid til at tilegne og analysere de hidtil ukendte erfaringer fra Oktoberrevolutionen.

Lenin brugte tid og kæmpede teoretisk for at generalisere erfaringerne fra den russiske revolutionsproces. Blandt disse generaliseringer var temaer som reformisme og parlamentarisme.

De unge kommunister i Tyskland grupperet i Det Kommunistiske Parti, som havde kæmpet mod Bernsteins og Kautskys opportunisme, indtog på grund af deres mangel på politisk modenhed en offensiv politik; de gik efter at overtage magten, mens de stadig ikke havde styrken og indflydelse blandt masserne, og de blev besejret i 1921. Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht var myrdet af den borgerlige reaktion.

Mange af disse nye kommunistiske partier og ledere, der blev ramt af venstresekterismens “børnesygdom”, afviste den parlamentariske kamp. Derfor fordømte deltagelse i valg som opportunistisk, styret af tanken om, at med Oktoberrevolutionens sejr og sovjetmagtens opståen som en historisk kendsgerning var “parlamentarisme blevet forældet”, og man skulle ikke gøre brug af den.

Lenin hævdede, at det var én ting at sige, at borgerlig parlamentarisme var “historisk forældet”, fordi den sovjetiske magt, der var den overlegen, var dukket op i den historiske udvikling. Det var en anden ting at vise dette i praksis. Det var sandt, at arbejderklassens sovjetmagt var historisk overlegen i forhold til det borgerlige demokrati, men fra et praktisk synspunkt, dvs. ud fra virkeligheden, var det en kendsgerning, at borgerlige regeringer og parlamenter dominerede i det meste af verden, og det var nødvendigt at håndtere denne virkelighed.

I bestræbelsen på at skabe klarhed kom den bolsjevikiske leder til den erkendelse, at de russiske kommunister gjorde en politisk fejl ved at erklære boykot af valgene til den lovgivende forsamling (dumaen), som tsaren indkaldte efter nederlaget for revolutionen 1905-07. Lenin omtaler dette i bogen om venstresekterismen.

Efter den mislykkede opstand i 1905 forsøgte tsaristregimet at afvikle revolutionen gennem en kombination af undertrykkelse og indrømmelser, og i 1906 blev et parlament oprettet uden egentlige beføjelser og med et meget begrænset valgsystem.

Hvad sagde Lenin, da han efter sejren i 1917 analyserede disse fakta?

Han sagde, at dette parlaments svigagtige, falske karakter var tydeligt for bolsjevikkerne og alle de partier, der blev betragtet som demokratiske på det tidspunkt, selv for mensjevikkerne.

Men masserne kunne stadig ikke se dette bedrag. Flertallet af bønderne, og også middelklassen, havde meget stærke illusioner om at kunne løse deres problemer på denne måde. De så opfordringen til valg til en lovgivende forsamling som et håb, især efter nedgangen af revolutionære aktioner.

Det ville være en fejl, hvis fortroppen handlede alene, langt forud for masserne. Man kan opsummere Lenins fortolkning af erfaringerne med boykotten af parlamentsvalget i 1906 som følger:

Den eneste omstændighed, i hvilken man bør boykotte et valg, er, når man med masserne kraft er i stand til at indføre et regime, der er bedre end det forrige. Hvis du ikke er i en sådan situation, skal du arbejde tålmodigt med politisk arbejde blandt masserne i situationer, som virkeligheden betinger. Hvis man er i mindretal, så er det for kommunister og revolutionære obligatorisk at deltage i valget og kæmpe for at vinde flertallet.

Hvor mange af masserne støtter jeres politik? Vi må svare på dette spørgsmål for at kunne definere taktik og mål. Og også på spørgsmålet, hvad er disse massers ønsker og vilje?

Hvis man ikke har styrken fra de masser, der reagerer på vores opfordringer til handling, forbliver taktikken en tom skal eller nogle gange skingre taler, generelle påstande om, hvad der må gøres, for at ting skal ændres. Men der sker ingenting; eller sagt på en anden måde, hvad der sker, er hvad de herskende klasser bestemmer.

Hvis vi studerer hele løbet af den russiske revolution, kan vi fremhæve det faktum, at bolsjevikkerne deltog i de mest reaktionære og begrænsede parlamenter med det ene formål at forbinde sig med masserne og vinde dem for deres sag.

Spørgsmålet om masserne er det vigtigste spørgsmål. Det fremgår af erfaringerne fra Oktoberrevolutionen og Lenins teoretiske generaliseringer, at for at gennemføre revolutionen er det nødvendigt at vinde masserne og til det formål at bruge hver eneste mulighed for at lave revolutionært arbejde.

Dialektikkens love om, hvordan kvantitative ændringer bliver kvalitative, forklarer behovet for reformer på vejen til revolutionen.

Hvis dialektikkens love er objektive, hvis de svarer til sandheden og er generelle, sådan som de eksisterer i alle naturlige fænomener, samfund og tanke, så er dialektikken mellem reform og revolution, der fastslår, at akkumulering af kræfter forgår i spring, et politisk udtryk for loven om kvalitative ændringer.

Kvantitative ændringer er generelt langsomme, umærkelige og kan finde sted over en relativt lang periode. På den anden side er kvalitative ændringer et spring, hurtigt, de ændrer virkeligheden på kort tid.

I praksis betyder det at kæmpe den daglige kamp for politiske og sociale fremskridt, der kan forbedre levevilkårene for folket og for det generelle revolutionære politiske arbejde, selv hvis de ikke ændrer systemet. Disse fremskridt kan også tjene til at hæve massernes niveau af entusiasme, selvom det, der er opnået, ikke ændrer undertrykkelsen eller den generelle fattigdom – det lærer dem gennem fakta, gennem deres egne erfaringer, at for grundlæggende at ændre virkeligheden kræver det en revolution.

I “Anti-Dühring” siger Friedrich Engels, at “bevægelse er en modsigelse. Det er både kontinuerlig og med afbrydelser. ” Det er gradvis vækst, mere eller mindre langsom, hurtigere eller mindre hurtig, men kontinuerlig. Og øjeblikke af afbrydelser sker i spring. Springene opstår kun efter en akkumulering af faktorer over tid.

At benægte kampen for reformer er at benægte dialektikken.

Marts 2018
Den Dominikanske Republik kommunistiske Arbejderparti – PCT, marts 2018
Oversat fra Unity&Struggle nr. 36, 2018

Indlægget har været bragt i APKs tidsskrift Enhed og Kamp 4,2018

Den Dominikanske Republiks kommunistiske Arbejderparti er som Arbejderpartiet Kommunisterne medlem af den marxistisk-leninistiske verdensbevægelse CIPOML

Læs også

Dagskampen og socialismen
Af Jonas Ørting, oplæg på APKs novemberkonference 2018


Det
te er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK


Udgives af 
APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

KPnet 21. januar 2019


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne