I disse dage har FN igen sammenkaldt verdens ledere for at tale om klimakrisen – uden at løse den. Verdens udledning af CO2 har nået nye højder, og imens nægter verdens store industrinationer at ændre en tøddel. Det kræver en markant folkelig bevægelse, hvis noget som helst skal flyttes i retning af klimaansvarlighed i den anarkistiske kapitalistiske produktion, der går efter umiddelbar profit – ikke efter at bevare planeten beboelig for mennesker.
Verdens brug af energi og udledning af CO2 er nået til nye højder. Og 2018 har endnu engang budt på rekordhøje temperaturer, tørke og mindre høstudbytte. De varme somre har også fremkaldt et voksende antal naturbrænde, hvilket bidrager til en uforudset selvforstærkende acceleration af drivhusgasser i Jordens atmosfære. Imens nægter verdens store industrinationer at ændre en tøddel, EU udbygger fortsat med nye kulværker, og nye gasrørledninger skal pløjes tværs gennem Danmark, fra Nordsøen til Polen. Det kræver en markant folkelig bevægelse, hvis noget som helst skal flyttes i retning af klimaansvarlighed i den anarkistiske kapitalistiske produktion og prioritering.
I disse dage har FN endnu engang sammenkaldt verdens ledere for at tale om klimakrisen. Årets møde er nr. 24 i rækken, og afholdes i Polen. Opgaven er at fastsætte reglerne for gennemførelse af de mål de 196 medlemslande i FN’s klimakonvention, aftalte i Paris-aftalen ved COP21 i 2015.
Ifølge Parisaftalen skal der etableres et gennemsigtigt regelsæt for, hvordan man opgør landenes klimaindsats. Det skal sikre, at man kan følge med i, om landene holder, hvad de har lovet.
Regelsættet skal gøre det muligt at vurdere de samlede fremskridt i forhold til aftalens langsigtede målsætninger. Selvom aftalen er bindende, er der ingen konsekvens.
Men det er allerede oplagt at det der er sket er INTET, der behøves ikke en indviklet kontrol til at konstatere at mængden af CO2 i atmosfæren er tiltagende, og verdens samlede forbrug i 2018 forventes at lande på det højeste nogensinde.
I den seneste rapport fra FN’s klimapanel fra oktober, angives det, at de globale CO2-udledninger skal være halveret i 2030, hvis der stadig skal være en rimelig chance for at bremse opvarmningen ved Paris-målet 1,5 grader. Det indebærer, at udledningerne fra nu burde reduceres med fem pct. eller mere hvert år.
Nu kan man reelt ikke omskrive reduktion en gang i fremtiden til et års mål, der vil ikke være en lineær adoption af nye teknologier. Og derfor vil der heller ikke være en gradvis reduktion.
Indenfor de enkelte sektorer og lande der bidrager til drivhusgasser findes forskellige og modsat rettede interesser og derfor vil kurven for forandring være mere springvis og påvirket af mange forhold indenfor energiproduktion, energiforbrug, indenfor transport sektoren mm. Og først og fremmest af graden af folkelig mobilisering.
Mens de store ubekendte er det uforudsigelige element når klimaforandringerne bliver selvforstærkende, og varme somre betyder tørke og flere naturbrænde, der igen forstærker klimaforandringer og øger den globale temperatur.
Energiproduktion – energiforbrug – energitransport
Når det kommer til energiproduktion, viser alle tal at afbrænding stadig er den væsentligste metode. Kul, gas og træ, eller afbrænding af affald osv., indgår stadig som en væsentlig faktor i det danske energimiks, og i resten af den industrialiserede verden er billedet det samme.
Den vigtigste transformation på dette område er derfor at stoppe afbrænding og skifte til vedvarende energikilder og elektricitet. De vedvarende kilder til elektrisk energiproduktion som solceller og vindmøller, skal kombineres med at der spares på energien, og suppleres med batterier til at opbevare strøm til vindstille dage. Selv denne ret simple transformation har kapitalismens monopoler bekæmpet med alle midler. Fordi de eksisterende monopoler gør alt for at holde på deres kilder til rigdom og magt. Fordi vedvarende energikilder som solceller styrker den decentrale energiproduktion og den energi der produceres er meget billigere.
Når det kommer til energiforbrug, er der naturligvis mere brug for opvarmning i norden end længere sydpå, men generelt er de store energislugere det samme, det er industriproduktionen, data-centre, byggeriet og fødevareproduktion. Den kapitalistiske produktionsmetode, har indbygget en systemisk fejl med relativ overproduktion, økonomiske kriser og en masse spild.
Men en hovedproblemstilling i denne sammenhæng er at en kapitalistisk virksomhed aldrig af sig selv har stoppet forurening. Det har altid krævet en aktiv folkebevægelse og en lovgivning. Og den kapitalistiske stat har aldrig af sig selv kontrolleret at kapitalistiske virksomheder overholdt lovgivningen, det har altid krævet et kæmpe vedholdende folkeligt pres. Og i mange lande krævet at folk satte livet ind som indsats, for at forhindre forurening og udplyndring. At tro på at kapitalismen af sig selv vil overgå til ren energi og begynde at producere i balance med naturen er i modstrid med alle erfaringer der er gjort med kapitalismen. Erfaringen er, at det vil kræve et opgør med hele kapitalismen at få gjort rent bord.
Når det kommer til den globale handel og den internationale transport, så er udledning fra skibe og fly og lastbiler alle elementer der kan skiftes til el. At det ikke er sket endnu, på trods af enormt folkeligt pres, skyldes at storkapitalen ikke har ønsket at der skal investeres i denne transformation.
Diesel- og benzinmotorer giver en kæmpe profit til olieindustrien og til fly- og skibs- og automobilbranchen. Derfor har de bekæmpet et hvert forslag der er kommet til renere transport de sidste mange årtier. En kamp mod jernbanen og mod elektrificering af jernbanen og imod alt der mindre om fremskridt og offentlig transport.
Derfor er hele transportsektoren i dag mange årtier bagud i teknologi, og til gengæld transporteres varer rundt i verden som aldrig før. Den billige transport betyder at det kan betale sig at dyrke blomster i Kenya og flyve dem til markedet i Europa. Og det kan betale sig at transportere grise rundt til opfodring, og giver dem foder dyrket på en hel anden del af planeten, og dernæst at transportere dem til slagtehuse i Langtbortistan, hvor billig arbejdskraft bliver busset ind fra helt andre lande. Og til slut sendes den stakkels flæskesteg til den anden ende af Jorden. Den såkaldte globalisering af økonomien har de facto forvandlet verden til et galehus af transport i jagten på den sidste øre i hvert led.
Der er tegn på at transport sektoren vil blive transformeret til el, på trods af de kræfter der kæmper imod med næb og kløer – ikke mindst den tyske industri har brugt alle tænkelige metoder i kampen mod ny teknologi.
Indenfor det kommende årti vil størstedelen af al civil transport, alle nye busser, biler og lastbiler og skibe og fly traktorer osv. osv. kunne være elektriske. Men dette vil ikke komme af sig selv, og selv om det skulle lykkedes vil det ikke reducere det bagvedliggende problem, nemlig at jagten på den sidste øre vil generere tonsvis af unyttig transport, og øge behovet for køretøjer og veje, og dermed fortsat vil øge energiforbruget i verden.
Konflikten om råstoffer
Masser af transport er direkte forbundet med olie og gas, men ser man på verdens nuværende konflikter omkring adgang til råstoffer og handelsveje, så forsvinder de heller ikke ved et skifte væk fra olie, men skifter blot til kamp om andre ressourcer.
Det militær-industrielle kompleks er indtil videre slet ikke en del af FNs klimaforhandlinger. Krig og militær er en af de allerstørste forurenere og udledere af CO2. Helt åbenlyst når det kommer til baser, transport og eksplosiver osv. Men det er i selve sin funktion også den mest energiforbrugende virksomhed gennem sit gigantiske spild af menneskelige ressourcer. Og ved de ødelæggelser det påfører verden.
Polsk industri til højbords
På ugens klimatopmøde i Polen, har den polske regering inviteret kulindustrien til at sponsorere mødeaktiviteterne. Og det ligner en gentagelse at forestillingen da Polen var vært ved COP19 i 2013. Udstillingsboder og reklame fra industrien, og sammenfaldet med en industrimesse, blev nærmest komisk, og en stor del af de inviterede endte med at udvandre i protest.
I år har de polske værter forsøgt at gøre det lidt mere hemmeligt og diskret, men mødet afholdes midt i et af Polens kulindustriområder, og selvom der ikke direkte stolt fremvises ”rent kul”, så er industriens aftryk på mødet og store pres på beslutningstagerne tydeligt over alt.
Organisationen Corporate Europe slår derfor til lyd for at man indfører forbud mod at politikere og embedsmænd mødes med lobbyister fra kul, olie og gasindustrien, på samme måde som Verdenssundhedsorganisationen WHO allerede har gennemført et totalt forbud mod at lovgivere taler med repræsentanter for tobaksindustrien i et forsøg på at beskytte folkesundhedspolitikken.
Alene denne meget lange og komplicerede proces med FNs klimatopmøder viser med al ønskelig tydelighed, at de store lande ikke har anerkendt alvoren. De lande og brancher, der er mest ansvarlige for udledning af drivhusgasser, er samtidig de lande der hindrer og forsinker fremskridt, der kunne afværge nogle af de værste virkninger af klimakrisen.
FNs klimatopmøder har på den måde været med til at afsløre at kapitalismen ikke kan løse problemerne. For at nå en en afgørende og vedvarende løsning vil det kræve en socialistisk revolution, hvor folkets interesser kommer til magten og stopper kapitalens styring af samfundsudviklingen.
Links
The Global Carbon Project, der beregner verdens brug fossile energikilder
Græsrøddernes krav til verdens lande: Lad de fossile brændsler blive i jorden, omstil øjeblikkeligt til vedvarende energikilder. Øg antallet af skove og træer. Lad de rige lande og de store energiselskaber betale for forureningen.
Den svenske ungdomsaktivist Greta Thunberg, fik lov til at tale til cop24 i Polen. Hendes budskab er enkelt og handler om at man ikke kan stole på at verdens ledere vil lytte eller ændre på noget. Derfor må forandringen komme nedefra.
Læs også
Sponsorerne bag COP24 i Polen: Dybt involverede i produktion af kul, brunkul, tjære og skifergas
KPnet 7. december 2018
Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
KPnet 6. december 2018
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
