Brexit-aftale er et råddent kompromis

Det fremstilles som positivt at det lykkedes at få lavet et udkast til en aftale, mellem EU og Storbritannien, men aftalen er midlertidig, og giver alt for meget til EU og tager alt for stort hensyn til Londons finanskapital. EU lover intet, og når man ikke frem til resultater i den kommende periode sætter EU betingelserne.

EU står for privatiseringer – nedskæringer – fattigdomspolitik – politisk diktat

Dokumentet indeholder en lang overgangsperiode, hvor der fortsat skal forhandles om en endelig aftale, uden at EU har forpligtiget sig på en deadline. Tværtimod står der en klausul om at overgangsperioden fortsætter hvis der ikke indgås en aftale. Det hele kommer derfor til at handle om hvorvidt man har tillid til EU og viljen hos de hjemlige politikere.

Når man ikke frem til en aftale falder man tilbage i et såkaldt sikkerhedsnet, der reelt er helt på EUs betingelser. Her skal EUs regler for told og det indre marked være gældende, så Storbritannien ikke kan handle frit med lande udenfor EU og landet skal stadig være underlagt EU-domstolen.

Der er virkeligt stærke kræfter i EU, der vil gøre hvad som helst for at få EU modstandere og Storbritannien i særdeleshed ned med nakken. Derfor har man flere gange set at Donald Tusk og andre af unionens præsidenter har forhalet Brexit forhandlingerne, og skabt de værst tænkelige betingelser for det kommende samarbejde og naboskab.

De samme to elementer ses i EU’s indstilling til den græske og irske gældskrise, og fornylig den italienske finanslov – som EU nægter at godkende, og pt. har til andet gennemsyn, fordi spareplanerne ikke er krasbørstige nok.

EU-kritikerne skal dunkes i hovedet, og man vil stække medlemslandenes indflydelse over deres egne økonomiske forhold.

Bundet til uendelig overgangsperiode

Når det kommer til Brexit-aftalen er der tydeligvis også en meget stærk lobby i Storbritannien selv, der har krævet at regeringen underskriver en handelsaftale uanset betingelserne, fordi de dybest set er ligeglade med befolkningens har stemt Nej til EU. Theresa May formulerede det på den måde at der kun var tre valg, enten tog man aftalen, eller der var risiko for at England slet ikke ville forlade EU. Altså underforstået, at hun er klar til at udskrive en ny folkeafstemning der kan omgøre beslutningen far Brexit-afstemningen. Det er også derfor at flere ministre, herunder Brexit ministeren har forladt regeringen og den konservative parlamentariker Jacob Rees-Mogg, der var en af de toneangivende i stem nej kampagnen, har kaldt til en mistillidsafstemning.

Det irske spørgsmål

At forhandlingerne også indeholder et element af hævnens time, kan ses af hvordan man har misbrugt det irske spørgsmål. Intet ville fryde kontinentalmagterne mere, end hvis Det forenede Kongedømme blev splittet i atomer i kølvandet på selvstændigheden. Derfor har EU gjort det nordirske spørgsmål til et kardinalpunkt. Her hvor England frem til 90-erne optrådte både brutalt og hensynslyst i den langvarige borgerkrig, og hvor den brede sympati i lang tid var med de irske rebeller.

Alle ved at freden på den lysegrønne ø ikke er særlig stabil, og der fortsat er ulighed, nationalistiske bander og store svagheder i retssystemet.

EU har forsøgt at gøre det til deres fortjeneste at der blev opnået en fredsaftale, men det var parterne selv der var parate til at prøve at tale om tingene. Og det er parterne selv der kan udvikle en fredsaftale til et egentlig opgør med alle de modsætninger der gør at konflikten stadig eksisterer.

Hvordan de indbyrdes relationer mellem Irland og England og Nordirland og Wales og Skotland osv. skal være, er ikke en sag for EU, det er en sag for befolkningerne. Men her fejler den europæiske venstrefløj grelt, de mener at det netop er indblanding i disse forhold der er en af EU’s styrker, og løsningen i de fastlåste Brexit-forhandlingerne ville være en opsplitning af Storbritannien.

Ligesom en løsning af det Catalonske spørgsmål vil være en opsplitning af Spanien osv..

I stedet må man se på arbejderklassens interesser, og forstå at med monopolernes EU, findes der ingen reel selvstændighed for nogen lande uanset hvordan de er sammensat. Og med EU’s hastige føderale udvikling er alle lande snart delstater i EU, hvor alle nationale, kulturelle og sproglige ejendommeligheder vil blive tromlet ned.
Læs også
CIPOML: Resolution om situationen i Catalonien

Borgerettigheder

Det andet spørgsmål, som EU påstår har været vigtigt for dem, har været at sikre at EU-borgere der bor og arbejder i England bevarer deres rettigheder.

I lyset af hvordan EU mener, at f.eks. filippinske lastbilchauffører må behandles: Som importeret slavearbejdskraft, udstyret med polske fup-arbejdstilladelse, med ret til at blive indkvarteret i blikskurer Padborg når de ikke drøner rundt med slagtegrise mellem Danmark og Tyskland for en ussel løn. Så er EUs ‘rettigheder’ ikke noget der er værd at slås for.

Alle kapitalistiske lande oplever i disse år en voldsom stigning i ulighed og udbytning, og det er det EU står for, også internt mellem medlemslandene, hvor der hele tiden skiftes rundt med varer og arbejdskraft for at gøre tingene billigere og arbejdsforholdene dårligere. Det er den retning EU har kørt i, og har traktatfæstet, og der er intet godt at forsvare.

Når store dele af venstrefløjen tror at de kan sikre bedre forhold gennem EU-parlamentet, så er det en illusion, hvis ikke kampen forbindes med kravet om UD af EU, og kampen for at få rettighederne tilbage i de enkelte lande. EU er ikke et system som kan ændres, det viser al erfaring, det er kun kortvarigt lykkedes at bremse udviklingen når der har været folkeafstemninger om traktater, men sejrene har været korte og toget kører fortsat ufortrødent. Og det er befolkningerne der bliver kørt over.

Danmark ud af EU

Uanset at Brexit forhandlingerne har været sat op til at afskrække alle andre medlemslande mod at følge i briternes fodspor, så vil de kommende år byde på flere der vil tage springet ud i friheden. Uanset omkostningerne.

Alternativet er meget mere union, og udsigt til en fuldstændig fjernelse af medlemslandenes ret til at føre en selvstændig økonomisk politik. Udsigt til en ægte EU-hær med fælles uddannelse og udrustning, og i sidste ende et fælles sprog. En hær der ikke kun skal beskytte EU-monopolernes oversøiske interesser, men også skal understøtte unionens magt i medlemslandene.

Link

There are some nasty surprises in the smallprint of Theresa May’s Brexit deal

 


Det
te er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK


Udgives af 
APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

KPnet 16. november 2018


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater