Stå op – men for hvad og hvor?

Bevægelsen #aufstehen (Stå op! eller Rejs jer!) er netop lanceret i Tyskland som en slags venstrepopulistisk alternativ. Det kommer med et uklart budskab. Men det er ikke mere uklarhed, men mere klarhed der er brug for, mener de tyske marxist-leninister og avisen Arbeit Zukunft.

Af Arbeit Zukunft

Jo mere det gamle socialdemokrati kæmper og er blevet afsløret, jo ivrigere bliver venstrereformisterne efter at genoplive «den klassiske socialdemokratiske tradition». Et fænomen som kommer til udtryk ikke kun i Tyskland men især i hele Europa.

“Stå op – men for hvad og hvor? ”

Så er den her, den længe annoncerede bevægelse #aufstehen (Stå op). Titusinder skal have sluttet sig til. Det ser ud til at være en god start for en venstrebevægelse, hvor SPD (det socialdemokratiske parti – o.a.) og De Grønne også deltager.

Sarah Wagenknecht skitserer målene for denne bevægelse:
«For at kunne føre en anden politik i Tyskland, er det nødvendigt med et andet flertal. For at nå ud til dem må der være en venstreorienteret samlingsbevægelse, som har mod til at give sig i kast med de stærke aktører. Grundlaget for en sådan bevægelse er den klassiske socialdemokratiske tradition, hvor politikken bekymrer sig om de materielle livsvilkår og sikrer, at de omfatter alle mennesker og giver alle lige muligheder …»
(Nordwest Zeitung, gæsteartikel af Sarah Wagenknecht og Bernd Stegemann. (tysk) )

Dette er uklart og dermed faktisk «klassisk socialdemokratisk». Man «bekymrer sig» og «har omsorg for» folk, i stedet for at mobilisere dem til selvbevidst og selvstændig kamp. Dertil rejser spørgsmålet sig om, hvornår og hvor denne «klassiske socialdemokratiske tradition» var så ægte, og hvordan initiativtagerne til denne bevægelse opfatter den.

Sarah Wagenknecht har sagt, at hun ønsker at gå tilbage til en freds- og socialpolitik som i Willy Brandts dage (Willy Brandt var vesttysk forbundskansler for SPD i 1960- og 1970-tallet – o.a.).

Men det er helt ahistorisk. For Willy Brandts politik udspillede sig indenfor en bestemt ramme. I konkurrence med de forhenværende socialistiske stater, som, til trods for at negative fænomener var begyndt at vise sig, kunne henvise til socialistisk fremgang som arbejde til alle, gratis uddannelser, billige boliger, gratis sundhedsvæsen m.m., var man i vest tvunget til at skjule kapitalismens anti-menneskelige ansigt med nogle sociale indrømmelser. Socialdemokratiet under Willy Brandt tog med glæde denne opgave på sig.

For øvrigt blev disse sociale indrømmelser senere afviklet og ødelagt af de samme socialdemokrater under SPD-kansler Gerhard Schröder med «reformer» som Hartz IV, pensionsreformer, osv.

Med Willy Brandt som visekansler blev undtagelseslovene indført 30. maj 1968. Med Willy Brandt kom dekretet mod radikale i 1972. Og Willy Brandts fredspolitik? Da de tidligere socialistiske stater ikke bare kunne nedbrydes og tvinges til underkastelse, ændrede man taktik. Den kolde krig fortsatte, men blev suppleret med samtaler, økonomisk samarbejde, lån og andre midler. Målet var at fremme og styrke de negative fænomener for at kunne nedbryde DDR og de andre stater indefra.

Hvis du ser på Aufstehen-«bevægelsens» hjemmeside, finder du også «klassisk socialdemokratisk» indhold. I en flot reklamefilm klager «Kurt, pastor» over, at korset ikke hører hjemme i Bayern og ikke på skolen, og at islam ikke er hovedproblemet. Men samtidig kræver han, at «vore myndigheder» må «tage fat i det med islam», og vi må tale om, hvor mange flygtninge der kan modtages. Kurt siger ikke et ord om, hvordan tysk imperialisme har produceret flygtninge: tysk våbeneksport, plyndring af varer fra afhængige lande, udbytning, støtte til nyttige diktatorer.

«Marie, redaktør» bedyrer: «Ingen børn skal vokse op i fattigdom.» Det stemmer, og vi kæmper sammen med hende! «Andi, lærer» anser skolesystemet for at være «forældet». Rigtigt! Vi mener det samme! «Susi, IG Bau» klager som rådgiver over lave lønninger, midlertidige kontrakter og øget arbejdspres. Rigtigt! Vi står på samme side som hende i kampen.

Men dette er ikke nyt. I flere årtier har der været bevægelser og organisationer, som bekæmper børnefattigdom, som kæmper for et bedre skolesystem, mod lave lønninger, usikre arbejdsforhold og øget udbytning. Og i disse bevægelser kæmper vi, når og hvor det er muligt.
Mærkelig nok er alle opslagene på #aufstehens hjemmeside meget professionelt udført. Det er ikke spontane selfies, men lavet af et reklamebureau og dygtigt klippet. Og dette skal være en «spontan bevægelse»?

Hvad er nyt ved #aufstehen?

Sarah Wagenknecht siger: «Grundlaget for en sådan bevægelse er den klassiske socialdemokratiske tradition …». Og hun påberåber sig efterkrigstidens SPD og Willy Brandt. Der er lidet nyt ved den klassiske socialdemokratiske tradition i denne forstand. Vi har kendt den i over hundrede år.

Som da SPD talte mod krigen og stemte for krigskreditterne og formanede arbejderne om «fædrelandsforsvar». 18 millioner soldater og civile blev dræbt under første verdenskrig!
Vi kender det fra 1918, da arbejderne og folket afsluttede krigen med en revolution, og SPD-leder Ebert på et hemmeligt møde i Rigsdagen erklærede, at han hadede revolutionen. Derfor stolede han på sin socialdemokratiske krigsminister, blodhunden Noske, de gamle kejserlige militære og reaktionære frikorps – og lod dem slagte Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht og drukne revolutionen i blod.

Vi kender det fra sejren over fascismen, da SPD-ledelsen talte mod genoprustning, men aftalte at etablere Bundeswehr.

Eller undtagelseslovene eller faglige forbud eller nedskæringer i pensioner eller som «reformer» af typen Hartz IV eller udenlandske operationer i regi af Bundeswehr eller politi eller frihandelsaftaler … Vil man gennemgå hele den «klassiske socialdemokratiske tradition» må der skrives en hel bog om forfalskning og bedrageri. Det er ikke for ingenting, at SPD for tiden ligger mellem 17 og 18 procent på meningsmålingerne med pilen vendt nedad. Og nu skal «den klassiske socialdemokratiske tradition» bidrage til at styrke venstresiden igen?

Meget uklarhed

Aufstehen er bevidst uklar. Også det er god gammel «klassisk socialdemokratisk tradition». Der er ingen skarpe kanter, ingenting som forpligter, eller som andre kan forpligte en på. I stedet står man tilbage med nogle ønsker og forhåbninger – og det hele bevæger sig lidt imod højre.

Som Sarah Wagenknecht siger det i artiklen citeret ovenfor: «Den politisk fornuftige grænse går ikke mellem (Alternative für Deutschlands) afvisningslinje og den universelle moral i en ubegrænset velkomstkultur. En realistisk, venstreorienteret politik afviser disse maksimumskrav i samme grad. Den støtter de mange frivillige hjælpere i det civile samfund, som er involveret i integrering af flygtninge. Og samtidig tillader den ikke kriminelle bander at diktere, hvilke mennesker som må komme til Europa på ulovlig vis.»

Det virker «balanceret», ja typisk socialdemokratisk. Men det lider allerede af den forvrængede virkelighedsopfattelse fra højre. Sarah Wagenknecht lader som om det handler om en «ubegrænset velkomstkultur», som hun er imod. Dette er en skindiskussion. For kun en brøkdel af ofrene for Tysklands politik når frem til Tyskland. Som flygtninge havner ofrene for tyske våbenleverancer og aggressiv økonomisk politik i stort antal i fattige nabolande, som tager imod og hjælper dem.

Med ca. 4 millioner indbyggere, hvoraf over en halv million er palæstinensiske flygtninge, har Libanon taget imod næsten 2 millioner syriske flygtninge. I hele verden er 69 millioner mennesker for tiden på flugt fra krig, sult og elendighed.

Opsigtsvækkende nok befinder Sarah Wagenknecht sig mellem «vreden fra AfD» og «en ubegrænset velkomstkultur». Er det virkelig her modsætningerne står, som skal afgøre, hvad der er en konsekvent venstrepolitik? Skal vi ikke snakke om imperialisme? Eller er det umulig at tage dette «dårlige» ord i sin mund?

Handler det ikke om våbeneksport? Det militære samkvem med Saudi-Arabien, Tyrkiet og lignende diktaturer? Handler det ikke om tyske selskaber, som aggressivt erobrer markeder i Afrika? Bidrager EU’s landbrugspolitik ikke til at ruinere bønder i Afrika ved at eksportere slagteriaffald og andre landbrugsprodukter, som ofte er subsidieret af lave priser, noget som resulterer i sult og elendighed? For ikke at nævne at EU insisterer på frihandel og ubegrænset investering af europæisk kapital.

Selvfølgelig har Sarah Wagenknecht i tidligere taler fordømt våbeneksport m.v. Det var godt og rigtigt. Men på det sidste har hun gjort denne rigtige holdning mindre troværdig gennem en skindiskussion om at positionere sig «mellem AfDs afvisende holdning og den universelle moral i en ubegrænset velkomstkultur». For tiden «glemmer hun» den berettigede kritik af våbeneksport. Og vi har ikke hørt ordet imperialisme fra hende i lang tid.

Vi er for at bekæmpe årsagerne til, at mennesker flygter! Det betyder at kæmpe mod vor egen imperialisme og dens kriminelle handlinger – både på hjemmebane og udenlands.

Har vi brug for mere socialdemokrati eller en skarp venstreside?
Svaret fra Aufstehen på hvordan man afhjælper svagheden på venstresiden og i den progressive bevægelse er at åbne døre videre ind i det borgerlige spekter, det vil sige at lægge kursen til højre.

Er det egentlig der årsagen til svagheden ligger, og vil en sådan kurs eliminere problemet?
Ikke efter vores opfattelse. Tværtimod! Venstresiden er svag, fordi den ser ud til kun at bestå af «strømninger» snarere end at have en klar linje og organisation, som viser en vej ud af kapitalismens elendighed.

Det, som igen må offensivt op og frem i lyset, er spørgsmålet om kapitalisme og imperialisme! Det er det, som er fraværende. Venstresiden og de progressive kræfter er i defensiven, på retræte, de kæmper mod hinanden i stedet for mod kapitalen. Listesko og opportunisme dominerer. Derfor er det forkert at gøre alt endnu mildere og mere formløst. Hvordan skal man sikre pensioner, man kan leve af i et frådende kapitalistisk samfund? Hvordan få bedre uddannelser? Hvordan få værdigt arbejde, som man kan klare sig for? Hvordan få anstændig pleje?

Med skærpet konkurrence mellem de imperialistisk stormagter kombineret med ekstrem oprustning, nedbrydning af sociale rettigheder, oprettelse af en politistat, har vi brug for at blive «forklaret», hvor muligheden for reelle reformer til fordel for arbejderklassen og folket skal komme fra.

Selvfølgelig skal vi kæmpe for forbedringer og lægge pres! Men behøver vi af den grund vedligeholde illusioner om at kapitalismen kan reformeres? Nej! Vi må vise årsagerne til de voksende problemer og mobilisere for at bekæmpe disse årsager. Det er selvsagt at vi i denne sammenhæng også slås for umiddelbare forbedringer, for reformer, men uden illusioner!

Progressive kræfter og venstresiden skal ikke tilpasse sig den generelle trend, som de borgerlige magthavere i dette samfund helst vil se: gå endnu længere til højre, bliv mere og mere uldne og uklare. En sådan konturløs, magtesløs venstreside har arbejderklassen og folket ikke brug for. Det er nok af sådanne repræsentanter i form af partier som Die Linke eller SPD.

Populisme

Det er ikke for ingenting at #aufstehen henviser til bevægelser som Podemos i Spanien under Pablo Iglesias Turrión og «La France Insoumise» (“Ukuelige Frankrig”) med Jean Luc Melenchon i Frankrig. Syriza taler man ikke om længere, selv om mange af de involverede plejede at sværme for dem. Syriza viser, hvad der sker med populistiske bevægelser under kapitalismen, om de bryder sig om det eller ej. Syriza førte modstandskamp og forsvarede sig en tid. Men virkeligheden under kapitalismen og imperialismen tvang dem til at underkaste sig bankernes diktater.

Eksemplet Syriza viser klart reformismens grænser under det imperialistiske systems nuværende betingelser.

Derfor foretrækker Aufstehen at stole på bevægelser, som endnu ikke er «opbrugt» fordi de ikke har været i regering og derfor endnu ikke er blevet afrettede. For i ord kan du kræve og kræve meget. I ord kan du være kampvillig. Men også Podemos og La France Insoumise vil ende som Syriza, hvis kapitalen nogensinde har brug for dem i en regering for at aflede arbejderklassens og folkets vrede.

Forresten har også die Linke erfaring med regeringsdeltagelse. I Berlin, i koalition med SPD, reddede de den gældstyngede Berliner Landesbank og betalte det med massive nedskæringer på kultur- og uddannelsesområdet og opsigelser. For mange offentlig ansatte i Berlin hersker der uudholdelige forhold.

Bankerne har førsteret under kapitalismen, uanset hvem der sidder i regering. I Mecklenburg-Vorpommern har venstrepartiet Die Linke i koalitionen med SPD gennemført den sædvanlige nedskæringspolitik. Thüringen, hvor venstrepartiet er den stærkeste kraft i koalition med SPD, er blevet et centrum for højreekstremister og fascister på grund af den liberale politik, som bliver ført. De har i månedsvis gennemført store ugentlige arrangementer. I 2017 var der 59 koncerter, dvs. gennemsnitligt fem om måneden.

Uanset om venstreorienterede reformister sidder i magtpositioner, må de underkaste sig kapitalens interesser.

Som alle populistiske strømninger kritiserer #aufstehen de stivnede, bureaukratiske og udemokratiske partier. I stedet vil de have bevægelser, som normalt ledes af mere eller mindre karismatiske skikkelser. Men hvordan bliver det mere “demokratisk”, når ledere ikke engang er bundet af partivedtægter, når de ikke længere er tvunget til at overbevise medlemmerne?

Store ledere frigør sig fra deres partiers begrænsninger. Men det frigør ikke arbejderklassen og folket fra kapitalismens begrænsninger. Disse «frigjorte» lederne vender og drejer sig, som det passer dem. Et levende eksempel på dette er Tsipras – lederen af det græske Syriza – politiske karriere.

Et andet kendetegn ved disse populistiske bevægelser er den mere eller mindre åbne fornægtelse af arbejderklassen som den vigtigste klasse under kapitalismen. Der er fattige mennesker eller lavere klasser. Der bliver klaget over uretfærdighed. Man ønsker at «hjælpe» de fattige og de, som står nederst på rangstigen. Men man snakker ikke om klassekampen, og man vil absolut ikke organisere den. Arbejderklassen? Findes ikke. Den ser ud til helt at være forsvundet for reformisterne.

Men uden arbejderklassen kunne de ikke holde deres store kongresser i store haller, fordi det er arbejderne, som sørger for at bygge, vedligeholde, sikre og vaske dem. Selv deres taler og essays ville ikke kunne ses uden arbejderklassen. Da ville der ikke være nogen til at udgive deres vigtige bøger, brochurer og valgplakater.

Bevægelser af denne type handler derfor ikke om at uddanne det arbejdende folk til at blive en selvsikker, handlende klasse, som er klar over sin egen styrke. De har brug for objekter, ikke menneskelige subjekter. De har brug for objekter, som de kan «hjælpe».

Gammel vin på nye flasker

For over 120 år siden måtte Lenin og de russiske revolutionære håndtere en populistisk bevægelse, Folkevennerne (narodnikerne). Narodnikerne havde sin base blandt intellektuelle, som ønskede at hjælpe folket. De ville opnå en «socialisme» gennem reformer og udnytte bøndernes særegenheder uden revolution. Arbejderklassen respekterede de næppe. Ligheden med dagens populistiske bevægelser er slående.
…
Ganske vist repræsenterer dagens populistiske bevægelser næsten ikke bønderne. Men de repræsenterer de småborgerlige mellemlag, specielt de intellektuelle, som ser og forstår farerne ved kapitalisme og imperialisme, men som frygter tanken om en revolutionær forandring af deres egen livssituation.

For dem er en venstrereformisme ideel: Den kan sætte sig mod følgerne af kapitalismen og skarpt kritisere den, men uden at udfordre den for alvor. Man er anti-kapitalistisk, samtidig med man undgår enhver grundlæggende, revolutionær forandring.

Hvordan forholder vi os til #aufstehen

Hvor og når denne nye bevægelse for alvor kæmper mod sulteløn, usikre arbejdsforhold, velfærdsbesparelser, boligmangel, for anstændige pensioner, bedre pleje og sundhed og mod genoprustning og krig, så vil vi kæmpe sammen med dem. For os er det en selvfølge. Vi gør det med alle kæmpende bevægelser. Alt andet ville være formålsløs venstreradikalisme.

Men vi anbefaler ingen at engagere sig i #aufstehen. Skuffelsen er uundgåelig! Den, som virkelig ønsker at forandre noget i dette land, må bekymre sig om klarhed, når det gælder kapitalisme og imperialisme. Man må styrke arbejderbevægelsen, udvikle og fremme dens selvbevidsthed. Arbejderne må erfare og forstå, at uden dem virker ingenting, at de fleste værdierne i dette samfund bliver skabt af dem, at de er en kraft kun når de står sammen … Klassebevidsthed!

I stedet for at gå til højre og tilpasse os det ideologiske tryk fra den herskende klasse, har vi brug for et stærkt, forenet kommunistisk arbejderparti med en klar linje, og som viser vejen for at afskaffe kapitalismen. En sådan afklaring ville være et enormt skridt fremover og ville mangedoble arbejderbevægelsens og de revolutionæres kræfter her til lands. Det ville samtidig styrke og opmuntre alle progressive venstrekræfter.

Vi har ikke brug for mere uklarhed, men mere klarhed. Så hvis du vil ændre noget for alvor, bør du deltage i denne afklaringsproces og medvirke til opbygning af det kommunistiske arbejderparti vi så påtrængende har brug for!

Til norsk ved Revolusjon. Let forkortet. Derfra videre til dansk.
Originalartikel: Aufstehen – aber wofür und wohin?

Se også

Ingen ny kurs for Tyskland eller EU – men forbundsdagsvalg med store konsekvenser
KPnet 24. september 2017

Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

KPnet  15. september 2018