KARL MARX
Af V.I. Lenin, fra udvalgte værker
Karl Marx blev født den 5. maj 1818 i byen Trier (Rhinprøjsen). Hans fader var en jødisk advokat, der i 1824 overgik til protestantismen. Familien var velhavende og kultiveret, men ikke revolutionær. Efter at have gennemgået gymnasiet i Trier begyndte Marx på universitetet, først i Bonn, senere i Berlin, hvor han studerede jura, men først og fremmest historie og filosofi. I 1841 afsluttede han universitetsstudierne med en doktorafhandling om Epikurs filosofi. I tænkemåde var Marx på denne tid endnu hegelianer og idealist. I Berlin tilsluttede han sig en gruppe »venstre-hegelianere« (Bruno Bauer m.fl.), der søgte at drage ateistiske og revolutionære slutninger af Hegels filosofi.
Efter endt universitetsstudium tog Marx til Bonn, hvor han regnede med at få et professorat. Men regeringens reaktionære politik – den havde i 1832 frataget Ludwig Feuerbach lærestolen, i 1836 på ny nægtet ham tilladelse til at virke på universitetet og i 1841 frataget den unge professor Bruno Bauer forelæsningsretten i Bonn – tvang Marx til at give afkald på en videnskabelig karriere.
Udviklingen af venstre-hegelianske anskuelser i Tyskland havde på denne tid meget hurtig fremgang. Særlig giver Ludwig Feuerbach sig fra 1836 til at kritisere teologien og begynder sin udvikling mod materialismen, der i 1841 fuldstændig behersker hans tænkning, (Kristendommens Væsen). 1843 udkommer hans Grundsætninger For Fremtidens Filosofi. »Man må selv have oplevet disse bøgers befriende virkning,« skrev Engels senere om disse skrifter af Feuerbach. »Vi (dvs. venstrehegelianerne, deriblandt også Marx) blev straks feuerbachianere. « (1)
På denne tid stiftede det rhinske radikale bourgeoisi, der havde visse berøringspunkter med venstre-hegelianerne, et oppositionsblad i Köln: Rheinische Zeitung (det begyndte at udkomme 1. januar 1842). Marx og Bruno Bauer blev indbudt til at medvirke som ledende medarbejdere, og i oktober 1842 blev Marx bladets chefredaktør og flyttede fra Bonn til Köln.
Bladets revolutionær-demokratiske retning blev under Marx’ redaktion stadig mere udpræget, og regeringen underkastede det først en dobbelt og tredobbelt censur og besluttede så helt at forbyde det fra 1. januar 1843. Marx så sig på dette tidspunkt nødsaget til at fratræde som redaktør, men selv hans afgang reddede ikke bladet. Det måtte gå ind i marts 1843.
Blandt de betydeligste artikler af Marx i Rheinische Zeitung bemærker Engels foruden dem, der anføres længere nede (2), artiklen om de vindyrkende bønders stilling i Moseldalen. Den journalistiske virksomhed havde vist Marx, at han ikke var tilstrækkeligt inde i politisk økonomi, som han derefter ivrigt begyndte at studere.
I 1843 giftede Marx sig i Kreuznach med sin barndomsveninde, Jenny von Westphalen, som han allerede som student var forlovet med. Hans hustru stammede fra en reaktionær prøjsisk adelsfamilie. Hendes ældre broder var indenrigsminister i Prøjsen i en af de mest reaktionære perioder, 1850- 1858. I efteråret 1843 rejste Marx til Paris for her i udlandet sammen med Arnold Ruge (1802-1880, venstre-hegelianer, i fængsel 1825-1830, emigrant efter 1848, tilhænger af Bismarck efter 1866-1870) at udgive et radikalt tidsskrift. Der kom dog kun ét hæfte af dette tidsskrift, Tysk-Franske Årbøger. Det måtte gå ind som følge af vanskelighederne ved at få det hemmeligt udbredt i Tyskland og på grund af uenighed mellem Marx og Ruge. I sine artikler i tidsskriftet træder Marx os allerede i møde som en revolutionær, der proklamerer den »hensynsløse kritik af alt bestående« og især »våbnenes kritik«, idet han appellerer til masserne og til proletariatet.
I september 1844 kom Friedrich Engels nogle dage til Paris, og siden da var han Marx’ nærmeste ven. I fællesskab tog de begge den mest levende del i de daværende revolutionære gruppers livlige virksomhed i Paris (af særlig betydning var Proudhons lære, som Marx energisk gjorde op med i sin bog Filosofiens Elendighed (3) 1847). I skarp kamp mod den småborgerlige socialismes forskellige lærer udarbejdede de den revolutionære, proletariske socialismes eller kommunismens (marxismens) teori og taktik. (Se Marx’ skrifter fra denne periode, 1844-1848.)
I 1845 blev Marx på foranledning af den prøjsiske regering udvist af Paris som en farlig revolutionær. Han flyttede til Bruxelles. I foråret 1847 sluttede Marx og Engels sig til et hemmeligt propagandaselskab, Kommunisternes Forbund, tog på fremragende måde del i dette forbunds 2. kongres (november 1847 i London), og på kongressens opfordring affattede de det berømte skrift Det Kommunistiske Partis Manifest (4), der udkom i februar 1848. Med genial klarhed og skarphed opridses i dette værk den nye verdensopfattelse, den konsekvente materialisme, som også omfatter samfundslivets område, dialektikken som den mest alsidige og dybtgående lære om udviklingen, samt teorien om klassekampen og proletariatets verdenshistoriske revolutionære rolle som skaber af det nye, det kommunistiske samfund.
Da februarrevolutionen udbrød i 1848, blev Marx udvist af Belgien. Han rejste igen til Paris, men tog efter martsrevolutionen herfra til Tyskland, til Köln. Dér udkom fra 1. juni 1848 til 19. maj 1849 Neue Rheinische Zeitung med Marx som chefredaktør. Den nye teori fik en strålende bekræftelse gennem de revolutionære begivenheders forløb i 1848-1849, ligesom den også senere er blevet bekræftet af samtlige proletariske og demokratiske bevægelser i alverdens lande. Af den sejrrige kontrarevolution blev Marx stillet for retten (frikendt 9. februar 1849) og derefter udvist af Tyskland 16. maj 1849. Marx begav sig først til Paris, men efter demonstrationen den 13. juni 1849 blev han også udvist herfra og rejste til London, hvor han boede til sin død.
Det fremgår særlig tydeligt af Marx’ og Engels’ brevveksling (udgivet 1913), at emigrantlivets vilkår var overordentlig vanskelige. Nøden tyngede næsten kvælende på Marx og hans familie; havde Engels ikke ydet sin stadige og opofrende finansielle støtte, ville det ikke blot have været umuligt for Marx at fuldføre Kapitalen, men han var utvivlsomt bukket under for materiel nød. Desuden medførte den fremtrædende indflydelse, som den småborgerlige og overhovedet ikkeproletariske socialismes retninger og strømninger øvede, at Marx til stadighed måtte føre en bitter kamp og undertiden tilbageslå de mest hadefulde og vilde personlige angreb (Herr Vogt (5)).
Marx holdt sig på afstand af emigranternes kredse og udarbejdede i en række historiske arbejder sin materialistiske teori, idet han især koncentrerede sine kræfter om studiet af den politiske økonomi. Denne videnskab blev revolutioneret af Marx (se afsnittet Marx’ lære) i hans værker Bidrag Til Kritik Af Den Politiske Økonomi (6) (1859) og Kapitalen (7) (1. bind, 1867).
I slutningen af 50’erne og 60’erne livede de demokratiske bevægelser op, og dette førte på ny Marx ind i praktisk virksomhed. I 1864 (28. september) stiftedes i London den berømte I Internationale, Den Internationale Arbejder-Association. Marx var sjælen i denne organisation og forfatter til dens første Adresse (8) og en lang række resolutioner, erklæringer og manifester.
Under arbejdet med at sammenknytte de forskellige landes arbejderbevægelse, at dreje de forskellige former for den ikke-proletariske, før-marxistiske socialisme (Mazzini, Proudhon, Bakunin, den engelske liberale trade-unionisme, lassalleanske højretendenser i Tyskland osv.) over i den fælles handlings baner og at bekæmpe alle disse sekters og skolers teorier, udformede han en fælles taktik for arbejderklassens proletariske kamp i forskellige lande.
Marx vurderede Pariserkommunen (9) (1871) overordentlig dybtgående, rammende, strålende, som revolutionær handling (i skriftet Borgerkrigen I Frankrig, 1871 (10)). Efter Kommunens fald, og efter at Bakunins tilhængere havde spaltet Internationalen, var dennes videre beståen i Europa blevet umuliggjort. Efter Internationales kongres i Haag (1872) satte Marx igennem, at dens generalråd flyttedes til New York. I Internationale havde udspillet sin historiske rolle og veg pladsen for en epoke med en langt stærkere vækst i arbejderbevægelsen i alle verdens lande, en epoke, hvor bevægelsen voksede i bredden, og hvor der opstod socialistiske massepartier på de enkelte nationalstaters grund.
Den anstrengende virksomhed i Internationale og de endnu mere anstrengende teoretiske studier undergravede definitivt Marx’ helbred. Han fortsatte med at omarbejde den politiske økonomi og fuldende Kapitalen og samlede til dette formål en mængde nye materialer og studerede en række sprog (f.eks. russisk), men sygdom hindrede ham i at afslutte Kapitalen.
Den 2. december 1881 døde hans hustru. Den 14. marts 1883 hensov Marx stille i sin lænestol. Han blev begravet på Highgate kirkegården i London ved siden af sin hustru. Af Marx’ børn døde flere i barnealderen i London, dengang familien var meget fattig. Tre døtre blev gift med socialister i England og Frankrig: Eleonora Aveling, Laura Lafargue og Jenny Longuet. Sidstnævntes søn var medlem af det franske socialistiske parti.
Marx’ lære
Marxismen er systemet af Marx’ anskuelser og lære. Marx var videreføreren og den geniale fuldender af det 19. århundredes tre åndelige hovedstrømninger, der tilhører menneskehedens tre mest fremskredne lande: den klassiske tyske filosofi, den klassiske engelske politiske økonomi og den franske socialisme i forbindelse med de franske revolutionære lærer overhovedet.
Selv Marx’ modstandere anerkender den overordentlige konsekvens og helstøbthed i hans anskuelser, som i deres helhed fremstiller nutidens materialisme og nutidens videnskabelige socialisme som teori og program for arbejderbevægelsen i alle civiliserede lande.
Derfor vil vi her give en kort oversigt over hans generelle verdensanskuelse, før vi redegør for marxismens hovedindhold, nemlig Marx’ økonomiske lære.
DEN FILOSOFISKE MATERIALISME
Siden 1844-1845, da Marx’ anskuelser tog form, var han materialist og især tilhænger af Ludwig Feuerbach, hvis svage sider han også senere udelukkende så i hans materialismes utilstrækkelige konsekvens og mangel på alsidighed. Feuerbachs verdenshistoriske og »epokegørende« betydning så Marx netop i det afgørende brud med Hegels idealisme og i forkyndelsen af materialismen, der »allerede i det 18. århundrede, navnlig i Frankrig, ikke blot var en kamp mod de bestående politiske institutioner og imod religion og teologi, men lige så meget. . . mod al metafysik« (i betydningen »den omtågede spekulation« til forskel fra »den nøgterne filosofi«) (Den Hellige Familie i Efterladte Skrifter (11)).
»Hegel gør, under navnet idé, ligefrem tænkeprocessen til et selvstændigt subjekt, som for ham er det virkeliges demiurg (bygmester)«, skriver Marx. »Hos mig er omvendt det ideelle ikke andet end det i menneskets hjerne omsatte og oversatte materielle.« (Kapitalen, I, Efterordet til 2. udgave. /Kapitalen 1. bog 1, s. 104-105/.)
I fuldstændig overensstemmelse med denne materialistiske filosofi, som er Marx’, skrev Engels i sin redegørelse for den i Anti-Diihring -Marx havde læst dette værk i manuskript- :
»Verdens enhed består ikke i selve dens eksistens . . . Verdens virkelige enhed består i dens materialitet, der er bevist . . . gennem en lang og vanskelig udvikling af filosofien og naturvidenskaben . . . Bevægelse er materiens eksistensform. Intetsteds og aldrig har der været og kan der være materie uden bevægelse, bevægelse uden materie . . . Spørger man . . . hvad tænkning og bevidsthed da er, og hvorfra de stammer, finder man, at de er produkter af den menneskelige hjerne, og at mennesket selv er et naturprodukt, der har udviklet sig i og sammen med sine omgivelser. I kraft af dette siger det sig selv, at den menneskelige hjernes frembringelser, der jo i sidste instans også er naturprodukter, ikke står i modsætning til den øvrige sammenhæng i naturen, men svarer til den.«
»Hegel var idealist, dvs. for ham gjaldt hans hjernes tanker ikke som mere eller mindre abstrakte afspejlinger« (Abbilder, afbildninger, undertiden taler Engels om »aftryk«) »af de virkelige ting og processer, men omvendt gjaldt tingene og deres udvikling for ham kun som virkeliggjorte afbildninger af en ‘idé’, der eksisterede et eller andet sted, allerede før verden blev til.« (12)
I sit skrift Ludwig Feuerbach, hvor Friedrich Engels fremstillede sine egne og Marx’ anskuelser om Feuerbachs filosofi, og som han først lod trykke, efter at han endnu en gang havde gennemset sit og Marx’ gamle manuskript fra 1844-1845 om Hegel, Feuerbach og den materialistiske historieopfattelse (13), skriver Engels:
»Det store grundspørgsmål i al filosofi, specielt i den nyere, er spørgsmålet om forholdet mellem tænken og væren . . . mellem ånden og naturen . . . Hvad er det oprindelige, ånden eller naturen? . . . Alt efter som dette spørgsmål blev besvaret på den ene eller den anden måde, spaltede filosofferne sig i to store lejre. Idealismens lejr bestod af dem, som hævdede åndens oprindelighed over for naturen, altså i sidste instans antog en verdensanskuelse af en eller anden a r t . . . De andre, som anså naturen for det oprindelige, tilhører materialismens forskellige skoler.« (14)
Enhver anden brug af begreberne idealisme og materialisme (i filosofisk betydning) skaber kun forvirring. Marx forkastede afgjort ikke blot idealismen, der på den ene eller anden måde altid er forbundet med religion, men også Humes og Kants standpunkt, der i vore dage er særlig udbredt, agnosticismen, kriticismen og positivismen i deres forskellige skikkelser; – en filosofi af den art forekom ham at være en »reaktionær« indrømmelse til idealismen og i bedste fald en »skamfuld måde at acceptere materialismen på ved bagdøren, men fornægte den over for verden« (15).
Sammenlign til dette spørgsmål foruden de allerede nævnte skrifter af Engels og Marx også et brev fra Marx til Engels af 12. december 1866; dér taler Marx om den berømte naturforsker T. Huxley, der har optrådt »mere materialistisk« end sædvanligt og erklæret: »Så længe vi virkelig iagttager og tænker, kommer vi aldrig ud af materialismen«; samtidig bebrejder Marx ham, at han lader en »bagdør« stå åben til agnosticismen, Humes’ lære (16).
Ganske særlig må man fremhæve Marx’ opfattelse af forholdet mellem frihed og nødvendighed:
»Blind er nødvendigheden kun, for så vidt den ikke er erkendt . . . Frihed er indsigt i nødvendigheden.« (Engels i Anti-Diihring) (17).
Det vil sige: anerkendelse af naturens objektive lovmæssighed og af nødvendighedens dialektiske forvandling til frihed (i lighed med forvandlingen af den ikke-erkendte, men erkendelige »ting i sig selv« til en »ting for os«, og af »tingenes væsen« til »fænomener«). Hovedmangelen ved den »gamle« materialisme, den feuerbachske medregnet (og så meget mere »vulgærmaterialismen«, Btichners, Vogts og Moleschotts), bestod ifølge Marx og Engels i:
1. at denne materialisme var »overvejende mekanisk«, idet den ikke tog hensyn til kemiens og biologiens nyeste udvikling (i vore dage kunne man yderligere tilføje: til materiens elektriske teori),
2. at den gamle materialisme var uhistorisk og udialektisk (metafysisk i betydningen antidialektisk) og ikke gennemførte udviklingssynspunktet konsekvent og alsidigt, 3. at man opfattede »menneskets væsen« abstrakt og ikke som »totaliteten af samtlige (bestemte konkret-historiske) samfundsmæssige relationer« og derfor blot »fortolkede« verden, medens det kommer an på at »forandre« den, dvs. at man ikke forstod betydningen af »den revolutionære, praktiske virksomhed«.
DIALEKTIKKEN
Den klassiske tyske filosofis største vinding så Marx og Engels i den hegelske dialektik, den indholdsrigeste, dybeste og mest omfattende udviklingslære. Enhver anden formulering af udviklingens, evolutionens princip anså de for ensidig og fattig af indhold og for en forvanskning og fordrejelse af udviklingens virkelige forløb (der ikke sjældent fuldbyrder sig i spring, katastrofer og revolutioner) i natur og samfund.
»Marx og jeg var så temmelig de eneste, som havde reddet den bevidste dialektik« (fra idealismens og herunder også hegelianismens nederlag) »over til den materialistiske opfattelse af naturen. ..« »Naturen er prøven på dialektikkens rigtighed, og vi må sige om den moderne naturvidenskab, at den til denne prøve leverer et yderst rigeligt« (dette er skrevet før opdagelsen af radium, elektroner, grundstoffernes forvandling etc.!) »og dagligt voksende materiale og dermed har bevist, at det i naturen i sidste instans går dialektisk og ikke metafysisk til.« (18)
»Den store grundtanke«, skriver Engels, »at verden ikke skal opfattes som et kompleks af færdige ting, men som et kompleks af processer, hvor de tilsyneladende stabile ting i ikke mindre grad end deres tankeafbildninger i vort hoved, begreberne, gennemløber en uafbrudt forandring af tilbliven og død, i hvilken en fremadskridende udvikling i sidste instans gør sig gældende trods al tilsyneladende tilfældighed og trods alle øjeblikkelige tilbageskridt – denne store grundtanke er, navnlig siden Hegel, i så høj grad gået over i den almindelige bevidsthed, at den i denne almindelige formulering vel næppe møder modstand mere. Men at anerkende den i ord og at anvende den i praksis i enkeltheder på ethvert område, der kommer til undersøgelse, det er to ting.«
»For den (dialektiske filosofi) består der intet definitivt, absolut eller helligt; den påviser forgængelighed af alt og i alt, og der eksisterer intet andet for den end en uafbrudt proces af tilblivelse og død, en uophørlig stigning fra lavere til højere trin. Selv er den blot en genspejling af denne proces i den tænkende hjerne.« (19)
Dermed er dialektikken ifølge Marx »videnskaben om de almene love for bevægelse, både den ydre verdens og den menneskelige tænknings.« (20)
Denne revolutionære side af Hegels filosofi blev overtaget og videreudviklet af Marx. Den dialektiske materialisme »behøver ikke mere en filosofi, der står over de andre videnskaber «. Hvad der så bliver stående af den hidtidige filosofi, er »læren om tænkningen og dens love – den formelle logik og dialektikken« (21). Dialektikken i Marx’ opfattelse og også i overensstemmelse med Hegel omfatter det, man i dag kalder erkendelsesteori, gnoseologi, der ligeledes må betragte sin genstand historisk, idet den udforsker og generaliserer erkendelsens opståen og udvikling, overgangen fra ikkeerkendelse til erkendelse.
I vor tid er udviklingens, evolutionens idé næsten fuldstændig indgået i den almindelige bevidsthed, men ad andre veje, ikke over Hegels filosofi. I den formulering, som Marx og Engels med udgangspunkt i Hegel gav denne idé, er den imidlertid langt mere omfattende og indholdsrig end den gængse evolutionsidé.
En udvikling, der så at sige på ny gennemløber de trin, den allerede har gennemløbet, men på en anden måde, på et højere plan (»negationens negation«), en udvikling, der ikke følger en ret linje, men så at sige går i spiral; – en udvikling, der foregår springende, katastrofefyldt, revolutionært; – »afbrydelser af kontinuiteten«; kvantitetens omslag til kvalitet; – indre udviklingsimpulser, udløst ved modsigelsen og sammenstødet mellem de forskellige kræfter og tendenser, der virker på et givet legeme eller inden for et givet fænomens grænser eller inden for et givet samfund; – gensidig afhængighed og yderst snæver og uadskillelig sammenhæng mellem alle sider af ethvert fænomen (og historien bringer stadig nye sider frem), en sammenhæng, der frembyder en ensartet og lovbunden verdensomspændende bevægelsesproces, – dette er nogle træk af dialektikken som den udviklingslære, der er mere indholdsrig (end den sædvanlige).
(Se Marx’ brev til Engels af 8. januar 1868 (22), hvori han spotter over Steins »træ-trichotomier«, som det ville være absurd at forveksle med den materialistiske dialektik).
Den materialistiske historieopfattelse
Bevidstheden om den gamle materialismes inkonsekvens, utilstrækkelighed og ensidighed overbeviste Marx om, at det var nødvendigt at »bringe videnskaben om samfundet. . . i samklang med det materialistiske grundlag og rekonstruere den på dette« (23). Når materialismen generelt forklarer bevidsthed ud fra væren og ikke omvendt, så kræver materialismen i sin anvendelse på menneskehedens samfundsliv, at den samfundsmæssige bevidsthed forklares ud fra den samfundsmæssige væren.
»Teknologien«, siger Marx (Kapitalen, bind I), »viser menneskets aktive forhold til naturen og til dets livs umiddelbare produktionsproces og dermed også til dets samfundsmæssige livsforhold og de deraf udspringende åndelige forestillinger.« (24)
En helstøbt formulering af materialismens grundsætninger, anvendt på det menneskelige samfund og dets historie, har Marx givet i forordet til sit skrift Bidrag Til Kritik Af Den Politiske Økonomi i følgende ord:
»I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige relationer, produktionsrelationer, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter.
Disse produktionsrelationer danner tilsammen samfundets økonomiske struktur, den reale basis, på hvilken der rejser sig en juridisk og politisk overbygning, og til hvilken der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå det politiske liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, der bestemmer deres bevidsthed. På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i modstrid med de forhåndenværende produktionsrelationer, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, inden for hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være udviklingsformer for produktivkræfterne slår disse relationer om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med social revolution. Med forandringen af det økonomiske grundlag indtræder der en langsommere eller hurtigere omvæltning af den uhyre overbygning. Når man betragter sådanne omvæltninger, må man altid skelne mellem den materielle, med naturvidenskabelig præcision konstaterbare omvæltning i de økonomiske produktionsbetingelser og de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske eller filosofiske, kort sagt ideologiske former, i hvilke menneskene bliver sig denne konflikt bevidst og udkæmper den.
Lige så lidt som man bedømmer et menneske efter, hvad det mener om sig selv, lige så lidt kan man bedømme en sådan omvæltningsperiode ud fra dens egen bevidsthed, men må tværtimod forklare denne bevidsthed ud fra det materielle livs modsigelser, ud fra den forhåndenværende konflikt mellem samfundsmæssige produktivkræfter og produktionsrelationer. . . I store omrids kan den asiatiske, den antikke, den feudale og den moderne borgerlige produktionsmåde betegnes som den økonomiske samfundsformations opadstigende epoker.« (25)
(Sml. Marx’ korte formulering i et brev til Engels af 7. juli 1866: Vor teori om bestemmelse af arbejdsorganisationen ved hjælp af produktionsmidler. (26))
Udarbejdelsen af den materialistiske historieopfattelse eller rettere sagt materialismens konsekvente fortsættelse og udstrækning til samfundsfænomenernes område, fjernede to mangler ved de tidligere historieteorier. For det første behandlede disse i bedste fald kun de idémæssige motiver til menneskenes historiske handlen uden at undersøge, hvad der fremkalder disse motiver, uden at finde frem til den objektive lovbundethed i udviklingen af systemet af samfundsmæssige relationer og uden at betragte disse relationers rødder i den materielle produktions udviklingstrin; for det andet omfattede de tidligere teorier ikke befolkningsmassernes handlinger, medens den historiske materialisme for første gang gjorde det muligt at udforske massernes samfundsmæssige livsbetingelser og forandringer i disse betingelser med naturhistorisk nøjagtighed.
»Sociologien« og historieskrivningen før Marx havde i bedste fald leveret en ophobning af fragmentarisk samlede, rå kendsgerninger og en skildring af adskilte sider af den historiske proces. Marxismen viste vejen til en altomfattende og alsidig udforskning af de økonomiske samfundsformationers dannelses-, udviklings- og forfaldsproces, idet den undersøgte totaliteten af alle modstridende tendenser, førte dem tilbage til nøjagtigt bestemte livs- og produktionsbetingelser for samfundets forskellige klasser, fjernede subjektivisme og vilkårlighed ved udvælgelsen eller udlægningen af de enkelte »fremherskende« ideer og påviste, at rødderne til alle ideer og alle forskellige tendenser ligger i de materielle produktivkræfters tilstand.
Menneskene skaber selv deres historie, men hvad der bestemmer menneskenes og navnlig menneskemassernes bevæggrunde, hvad der forårsager sammenstødene mellem modstridende ideer og bestræbelser, hvad totaliteten af alle disse sammenstød i alle menneskelige samfund udgør, hvad det materielle livs objektive produktionsbetingelser, der danner basis for menneskenes hele historiske handlen, består af, og hvordan disse betingelsers udviklingslov er, – alt dette hæftede Marx opmærksomheden ved, og han viste vejen til en videnskabelig udforskning af historien som en sammenhængende, i hele sin vældige mangesidethed og modsætningsfyldthed lovbunden proces.
Klassekampen
Det er almindelig kendt, at nogles bestræbelser i et givet samfund går på tværs af andres, at samfundslivet er fuldt af modsigelser, og at historien viser os kampen mellem folk og samfund såvel som kampen inden for disse og desuden den periodiske vekslen af revolution og reaktion, krig og fred, stilstand og hurtigt fremskridt og forfald.
Marxismen gav os den ledetråd, der gør det muligt at opdage en lovmæssighed i denne tilsyneladende labyrint og i dette kaos, – nemlig klassekampens teori. Kun ved at undersøge de samlede bestræbelser fra alle medlemmer af et givet samfund eller en gruppe af samfund kan man nå til en videnskabelig bestemmelse af disse bestræbelsers resultat. Men oprindelsen til de modstridende bestræbelser er forskellen i stilling og livsvilkår for de klasser, ethvert samfund består af.
»Alle hidtidige samfunds historie er klassekampenes historie, « skriver Marx i Det Kommunistiske Manifest (med undtagelse af det oprindelige fællesskabs historie, tilføjede Engels senere) (27).
»Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har – snart skjult, snart åbenlyst – ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller de kæmpende klassers fælles undergang.«
»Det moderne borgerlige samfund, der er opstået ved feudalsamfundets undergang, har ikke ophævet klassemodsætningerne. Det har kun sat nye klasser i stedet for de gamle, nye betingelser for undertrykkelse, nye former for kampen.
Men vor tidsalder, bourgeoisiets tidsalder, udmærker sig ved, at den har forenklet klassemodsætningerne. Hele samfundet spalter sig mere og mere i to store fjendtlige lejre, i to store klasser, der står i direkte modsætning til hinanden: bourgeoisiet og proletariatet.« (28)
Siden den store franske revolution har Europas historie på en særlig anskuelig måde i en række lande bragt dette virkelige grundlag for begivenhederne, klassernes kamp, frem i lyset. Allerede restaurationsperioden i Frankrig frembragte en række historikere (Thierry, Guizot, Mignet, Thiers), der i deres bedømmelse af begivenhederne ikke kunne undgå at anerkende klassernes kamp som nøglen til forståelse af hele den franske historie. Men den seneste epoke, epoken med bourgeoisiets fuldstændige sejr, med de repræsentative forsamlinger, med den vidtgående (om ikke almindelige) valgret, den billige dagspresse, der trænger ud i masserne osv., epoken med de mægtige og stadig voksende arbejdersammenslutninger og arbejdsgiverforeninger osv. har endnu mere iøjnefaldende (ganske vist undertiden i en meget ensidig, »fredelig«, »konstitutionel« form) vist klassekampen som begivenhedernes drivfjeder.
Det følgende sted fra Marx’ Kommunistiske Manifest viser os, hvilke krav til en objektiv analyse af enhver klasses stilling i det moderne samfund i forbindelse med analysen af enhver klasses udviklingsbetingelser, Marx stillede til samfundsvidenskaben:
»Af alle de klasser, som i dag står over for bourgeoisiet, er det kun proletariatet, der er en virkelig revolutionær klasse. De andre klasser går tilbage og forsvinder, efterhånden som storindustrien trænger frem, men proletariatet er storindustriens alleregentligste produkt.
Mellemlagene, småfabrikanterne, de småhandlende, håndværkerne, bønderne, alle bekæmper de bourgeoisiet for at sikre deres eksistens som middelstand mod undergang. De er altså ikke revolutionære, men konservative. Ja, de er reaktionære, de søger at dreje historiens hjul tilbage. Hvis de endelig er revolutionære, så er de det med henblik på den overgang i proletariatets rækker, der forestår dem, så forsvarer de ikke deres nuværende, men deres fremtidige interesser, så forlader de deres eget standpunkt for at stille sig på proletariatets.« (29)
I en række historiske skrifter gav Marx dybtgående og strålende prøver på en materialistisk historieskrivning, på analyse af huer enkelt klasses stilling og undertiden på forskellige gruppers eller lags stilling inden for en klasse og påviste overbevisende, hvordan og hvorfor »enhver klassekamp er en politisk kamp«. Det af os citerede sted illustrerer, hvilket indviklet net af samfundsforhold og overgangstrin fra én klasse til en anden og fra fortid til fremtid, Marx analyserer for at fastslå resultanten af hele den historiske udvikling.
Sin dybeste, mest omfattende og mest detaljerede bekræftelse og anvendelse får Marx’ teori i hans økonomiske lære.
MARX’ ØKONOMISKE LÆRE
»Dette værks endelige formål«, siger Marx i forordet til Kapitalen, »er at afdække det moderne samfunds økonomiske bevægelseslov«, dvs. det kapitalistiske, det borgerlige samfunds. (30) Udforskningen af produktionsrelationerne i et givet, historisk bestemt samfund i deres opståen, udvikling og forfald – det er indholdet af Marx’ økonomiske lære. I det kapitalistiske samfund hersker vareproduktion, og Marx’ analyse begynder derfor med en analyse af varen.
VÆRDILÆREN
En vare er for det første en ting, der tilfredsstiller et eller andet menneskeligt behov, for det andet er den en ting, der kan udveksles med en anden. En tings nytte gør den til en brugsværdi. Bytteværdi (eller blot værdi) er først og fremmest det forhold, den proportion, hvori et bestemt antal brugsværdier af én art kan udveksles med et bestemt antal brugsværdier af en anden art. Den daglige erfaring viser os, at millioner og milliarder af sådanne udvekslinger uophørligt sætter de mest forskelligartede og indbyrdes usammenlignelige brugsværdier lig med hinanden.
Hvad er det da, der er fælles for disse ting, som inden for et bestemt system af samfundsrelationer uophørligt sættes lig med hinanden? Fælles for dem er, at de er arbejdsprodukter. I udvekslingen af produkter sætter menneskene de mest forskellige arter af arbejde lig med hinanden. Vareproduktionen er et system af samfundsmæssige relationer, under hvilke de enkelte producenter frembringer forskelligartede produkter (samfundsmæssig arbejdsdeling), og alle disse produkter sættes lig med hinanden ved udvekslingen. Det, alle varer har tilfælles, er altså ikke en bestemt produktionsgrens konkrete arbejde, ej heller arbejde af en bestemt karakter, men abstrakt menneskeligt arbejde, menneskeligt arbejde overhovedet. Et givet samfunds samlede arbejdskraft, udtrykt i summen af alle varers værdi, er en og samme menneskelige arbejdskraft: milliarder af udvekslinger beviser det. Følgelig udgør også hver enkelt vare kun en bestemt del af den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid.
Værdiens størrelse bestemmes ved mængden af det samfundsmæssigt nødvendige arbejde eller ved den arbejdstid, der er samfundsmæssigt nødvendig til produktion af den pågældende vare, den pågældendes brugsværdi. »Idet de (menneskene) i produktudvekslingen sætter deres forskelligartede produkter lig hinanden som værdier, sætter de deres forskellige arbejder lig hinanden som menneskeligt arbejde. De ved det ikke, men de gør det.« (31)
Værdien er en relation mellem to personer, som en gammel økonom har sagt, han skulle blot have tilføjet: en relation, der er skjult i et tingsligt hylster. Kun set ud fra systemet af de samfundsmæssige produktionsrelationer i en bestemt historisk samfundsformation og dertil relationer, der ytrer sig i massemålestok, og i de milliarder gange, udvekslingen gentages, kan man forstå, hvad værdi er. »Som bytteværdi er alle varer kun bestemte mængder anvendt arbejdstid.« (32)
Efter en indgående analyse af dobbeltkarakteren (33) af det arbejde, der repræsenteres i varerne, går Marx over til at analysere værdiformerne og pengene. Den hovedopgave, som Marx her stiller sig, er undersøgelsen af, hvordan værdiens pengeform er opstået, af udvekslingens historiske udviklingsproces fra enkelte, tilfældige udvekslinger (»den simple, specielle eller tilfældige værdiform«: en bestemt mængde af én vare byttes mod en bestemt mængde af en anden) til den almene værdiform, hvor en række forskellige varer udveksles med en og samme bestemte vare, og til værdiens pengeform, hvor guldet optræder som denne bestemte vare, den almene ækvivalent. Pengene, der er det højeste produkt i udvekslingens og vareproduktionens udvikling, skjuler og tilslører de private arbejders samfundsmæssige karakter og den samfundsmæssige sammenhæng mellem de enkelte producenter, der forenes af markedet.
Marx underkaster pengenes forskellige funktioner en overordentlig indgående analyse, og det er også her (som overhovedet i de første kapitler af Kapitalen) af særlig vigtighed at erindre sig, at hans abstrakte og undertiden tilsyneladende rent deduktive fremstillingsform i virkeligheden gengiver et gigantisk materiale af data vedrørende udvekslingens og vareproduktionens udviklingshistorie.
»Pengene … forudsætter … en vis højde af vareudveksling. De særlige pengeformer: blot vareækvivalent, eller omsætningsmiddel, eller betalingsmiddel, værdiopbevaringsmiddel og verdenspenge, peger alt efter den ene eller anden funktions forskellige omfang og relative vægt på meget forskellige trin af den samfundsmæssige produktionsproces.« (Se Kapitalen, bd. I) (34)
MERVÆRDIEN
På et bestemt trin i vareproduktionens udvikling forvandler penge sig til kapital. Formlen for varecirkulationen var: V (vare) – P (penge) – V (vare), dvs. salg af én vare for at købe en anden. Den almene formel for kapitalen er derimod P – V – P, (dvs. køb for at sælge med profit). Marx kalder denne forøgelse af det oprindelige pengebeløb, der blev sat i omløb, for merværdi. Denne »tilvækst« af penge i det kapitalistiske omløb er almindelig bekendt.
Netop denne tilvækst forvandler penge til kapital som en særlig, historisk bestemt samfundsmæssig produktionsrelation. Merværdien kan ikke opstå af varecirkulationen, for denne kender kun udveksling af varer af samme værdi, og den kan heller ikke opstå af en prisforhøjelse, for købernes og sælgernes gensidige tab og gevinst ville blive udlignet, idet det her netop drejer sig om et samfundsmæssigt masse- og gennemsnitsfænomen og ikke om en individuel begivenhed. For at opnå merværdi skal en »pengebesidder … på markedet opdage en vare, hvis brugsværdi selv besidder den ejendommelige beskaffenhed, at den er kilde til værdi,« (35) — altså en vare, hvis forbrugsproces samtidig er en værdiskabende proces. Og en sådan vare findes. Det er menneskets arbejdskraft.
Brugen af arbejdskraft er arbejdet, og arbejdet skaber værdi. Pengeejeren køber arbejdskraften til den værdi, der ligesom værdien af enhver anden vare bestemmes ved den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid, der kræves til at fremstille den (dvs. ved omkostningerne til underhold af arbejderen og hans familie). Når pengeejeren har købt arbejdskraften, så har han ret til at bruge den, dvs. sætte den til at arbejde hele dagen – lad os sige 12 timer. Arbejderen frembringer imidlertid i løbet af 6 timer (den »nødvendige« arbejdstid) et produkt, hvis værdi svarer til hans leveomkostninger, og i de følgende 6 timer (»mer«arbejdstid) frembringer han et af kapitalisten ikke betalt »merprodukt« eller merværdien. Følgelig må man, set ud fra produktionsprocessen, skelne mellem to dele af kapitalen:
den konstante kapital, som gives ud til produktionsmidlerne (maskiner, arbejdsredskaber, råmaterialer osv.) – hvis værdi (straks eller efterhånden) uforandret indgår i det færdige produkt – og den variable kapital, der gives ud til arbejdskraften. Værdien af den variable kapital forbliver ikke uforandret, men forøges under arbejdsprocessen, idet den skaber merværdi. For at udtrykke, hvor meget kapitalen udbytter arbejdskraften, skal man derfor ikke sammenligne merværdien med den samlede kapital, men kun med den variable kapital. Merværdiraten, som Marx kalder dette forhold, vil altså i vort eksempel andrage 6:6, dvs. 100 pct.
Den historiske forudsætning for kapitalens opståen er for det første akkumulationen af en vis pengemængde i hænderne på enkeltpersoner under vareproduktionen på et relativt højt udviklingsniveau overhovedet, og for det andet tilstedeværelsen af en i dobbelt betydning »fri« arbejder – fri for alle hindringer eller indskrænkninger ved salget af sin arbejdskraft og fri for at eje jord og overhovedet produktionsmidler – dvs. en ejendomsløs arbejder, en »proletar«, der kun kan eksistere ved at sælge sin arbejdskraft.
Forøgelse af merværdien er i hovedsagen mulig på to måder: gennem forlængelse af arbejdsdagen (»absolut merværdi«) og gennem forkortelse af den nødvendige arbejdsdag (»relativ merværdi«). I sin analyse af den første metode giver Marx en storslået skildring af arbejderklassens kamp for kortere arbejdsdag og af statsmagtens indgriben for at forlænge den (14.-17. århundrede) og for at forkorte den (fabrikslovgivningen i det 19. århundrede). Siden Kapitalen udkom, har arbejderbevægelsens historie i alle verdens civiliserede lande leveret tusinder og atter tusinder af nye data til illustration af denne skildring.
I sin analyse af produktionen af den relative merværdi undersøger Marx de tre vigtigste historiske stadier i kapitalismens forøgelse af arbejdets produktivitet: 1. simpel kooperation, 2. arbejdsdeling og manufaktur, 3. maskiner og storindustri. Hvor dybtgående Marx her har blottet de grundlæggende og typiske træk i kapitalismens udvikling, ser man bl.a. deraf, at undersøgelserne af den såkaldte »hjemmeindustri « i Rusland yder et meget rigt materiale til illustration af de to første af de nævnte tre stadier. Og den maskinelle storindustris revolutionerende virkning, beskrevet af Marx i 1867, har i det halve århundrede, der er gået siden da, gjort sig gældende i en hel række »nye« lande (Rusland, Japan og andre).
Videre: i allerhøjeste grad vigtig og ny er Marx’ analyse af kapitalens akkumulation, dvs. forvandlingen af en del af merværdien til kapital og anvendelsen af denne del, ikke til tilfredsstillelse af kapitalistens personlige behov eller luner, men til ny produktion. Marx påviste den fejl, hele den tidligere klassiske politiske økonomi (siden Adam Smith) havde begået ved at antage, at hele den merværdi, der forvandles til kapital, bliver variabel kapital. I virkeligheden spalter den sig i produktionsmidler plus variabel kapital. Af meget stor betydning i kapitalismens udviklingsproces og forvandling til socialisme er, at den konstante kapitals andel (af den samlede sum af kapital) vokser hurtigere end den variable kapitals.
Kapitalens akkumulation, der fremskynder maskinernes fortrængning af arbejderne og skaber rigdom på den ene pol og fattigdom på den anden, afføder også den såkaldte »industrielle reservearmé«, det »relative overskud« af arbejdere eller den »kapitalistiske overbefolkning«, der antager overordentlig forskelligartede former og giver kapitalen mulighed for at udvide produktionen overordentlig hurtigt.
Denne mulighed i forbindelse med kreditten og kapitalens akkumulation i form af produktionsmidler giver i øvrigt nøglen til forståelsen af overproduktionskriserne, der periodisk er udbrudt i de kapitalistiske lande, først gennemsnitligt hvert tiende år, senere med længere og mindre bestemte mellemrum.
Man må skelne mellem kapitalakkumulationen på kapitalismens grundlag og den såkaldte oprindelige akkumulation: den voldelige adskillelse af det arbejdende menneske fra produktionsmidlerne, forjageisen af bønderne fra deres jord, tyveri af fællesjorderne, koloni- og statsgældssystemet, beskyttelsestoldsystemet osv. Den »oprindelige akkumulation« frembringer på den ene pol den »frie« proletar, på den anden pengebesidderen, kapitalisten.
Marx karakteriserer »den kapitalistiske akkumulations historiske tendens« i følgende berømte ord:
»Ekspropriation af de umiddelbare producenter gennemføres med den mest skånselsløse vandalisme og drevet af de mest infame, mest smudsige, mest småligt ondskabsfulde lidenskaber. Den gennem eget arbejde erhvervede privatejendom « (bondens og håndværkerens), »der beror på så at sige det enkelte, uafhængige arbejdsindivids sammenvoksning med sine arbejdsbetingelser, bliver fortrængt af den kapitalistiske privatejendom, der hviler på udbytning af fremmed, men formelt frit arbejde.«
»Hvad der nu skal eksproprieres, er ikke længere arbejderen, der selv driver sin bedrift, men kapitalisten, der udbytter mange arbejdere.
Denne ekspropriation sker gennem den kapitalistiske produktions egne immanente loves spil, gennem kapitalismens centralisation. En kapitalist slår altid mange ihjel. Hånd i hånd med denne centralisation, dvs. med nogle få kapitalisters ekspropriation af mange, udvikler arbejdsprocessens kooperative form sig i en stadigt voksende målestok, den bevidste tekniske anvendelse af videnskaben, den planmæssige udnyttelse af jorden, arbejdsmidlernes forvandling til arbejdsmidler, der kun kan anvendes i fællesskab, økonomiseringen med alle produktionsmidler ved at de anvendes som produktionsmidler i kombineret, samfundsmæssigt arbejde. I stadig højere grad opsluges alle folk af verdensmarkedets net og dermed udvikles det kapitalistiske regimes internationale karakter.
Med det stadigt faldende antal kapitalmagnater, der tilraner sig og monopoliserer alle fordele ved denne transformationsproces, vokser mængden af elendighed, undertrykkelse, trældom, degradation, udbytning, men også vreden hos arbejderklassen, der er i stadig og rivende vækst, og som gennem selve den kapitalistiske produktionsproces’ mekanisme er blevet skolet, forenet og organiseret. Kapitalmonopolet bliver til lænker for den produktionsmåde, der er blomstret op sammen med og under dets herredømme.
Produktionsmidlernes centralisering og arbejdets stigende samfundsmæssige karakter når et punkt, hvor de bliver uforenelige med deres kapitalistiske hylster. Det bliver sprængt. Den kapitalistiske privatejendoms time slår. Ekspropriatørerne eksproprieres.« (Kapitalen, I) (36)
I højeste grad vigtig og ny er endvidere den analyse, Marx i andet bind åf Kapitalen giver af samfundskapitalens reproduktion i sin helhed. Også her tager Marx ikke et individuelt fænomen, men et massefænomen, ikke en brøkdel af samfundets økonomi, men hele denne økonomi som totalitet.
Idet Marx retter den ovenfor omtalte fejl hos klassikerne, deler han hele den samfundsmæssige produktion i to store afdelinger:
1) produktion af produktionsmidler og 2) produktion af forbrugsvarer, og ved hjælp af taleksempler undersøger han indgående hele samfundskapitalens cirkulation, såvel når den reproduceres i det hidtidige omfang, som når den akkumulerer.
I tredje bind af Kapitalen løses problemet om gennemsnitsprofitratens dannelse på grundlag af værdiloven.
Det er et stort fremskridt for den økonomiske videnskab i Marx’ skikkelse, at analysen går ud fra økonomiske massefænomener, fra samfundsøkonomien i dens helhed, og ikke fra enkelttilfælde eller fra konkurrencens ydre fænomener, som den vulgære politiske økonomi eller den moderne »grænsenytteteori « ofte indskrænker sig til.
Først analyserer Marx merværdiens opståen, og derefter går han over til dens opdeling i profit, kapitalrente og jordrente. Profitten er merværdiens forhold til hele den kapital, der er anbragt i et foretagende. Kapital af »høj organisk sammensætning« (dvs. at den konstante kapital har overvægt over den variable i en udstrækning, der overskrider det samfundsmæssige gennemsnit) giver en profitrate, der er lavere end den gennemsnitlige, kapital af »lavere organisk sammensætning« giver derimod en profitrate, der er højere end den gennemsnitlige.
Konkurrencen mellem kapitalerne og deres frie overførsel fra én produktionsgren til en anden udjævner i begge tilfælde profitraten til det gennemsnitlige niveau. Summen af alle varers værdi i et givet samfund falder sammen med summen af varernes pris. Men i de enkelte foretagender og i de enkelte produktionsgrene sælges varerne under indflydelse af konkurrencen ikke til deres værdi, men til deres produktionspriser, der er lig med den anvendte kapital plus gennemsnitsprofitraten.
Den velkendte og ubestridelige kendsgerning, at priserne afviger fra værdierne, og at profitten udlignes, har Marx således fuldt ud forklaret på grundlag af værdiloven, for varernes samlede værdi falder sammen med totalsummen af deres priser. Men reduktionen af værdien (den samfundsmæssige) til priser (individuelle) foregår ikke på nogen enkel og umiddelbar, men på en yderst kompliceret måde: det er ganske naturligt, at i et samfund, der består af indbyrdes adskilte vareproducenter, som kun er forbundet med hinanden gennem markedet, kan lovmæssigheden kun ytre sig i en gennemsnitlig, samfundsmæssig lovmæssighed, gyldig i massemålestok, hvor de individuelle afvigelser til den ene eller anden side ophæver hinanden.
Forøgelse af arbejdsproduktiviteten er udtryk for, at den konstante kapital vokser hurtigere end den variable. Men da merværdien alene er en funktion af den variable kapital, så er det klart, at profitraten (merværdiens forhold til den samlede kapital, ikke til den variable alene) er tilbøjelig til at falde.
Marx analyserer udførligt denne tendens og en række af de omstændigheder, der tilslører eller modvirker den. Uden at opholde os længere med at gengive de overordentlig interessante afsnit i tredje bind om åger-, handels- og pengekapital, går vi over til det vigtigste: teorien om jordrenten.
Da jordarealet er begrænset og i de kapitalistiske lande helt er i hænderne på privatejere, bestemmes landbrugsprodukternes produktionspris ikke af produktionsomkostningerne på den gennemsnitlige jord, men på den dårligste, og ikke under de gennemsnitlige, men under de dårligste betingelser for produktets levering til markedet. Forskellen mellem denne pris og produktionspriserne på bedre jord (eller under bedre betingelser) giver forskels- eller differentialrenten.
Marx analyserer indgående differentialrenten og påviser, at den opstår gennem forskellen i de forskellige jordstykkers frugtbarhed og gennem forskellen i størrelsen af de kapitaler, der investeres i jorden. Dermed afslørede han (se også Teorier Om Merværdien (37), hvor kritikken af Rodbertus fortjener særlig opmærksomhed) fuldstændig Ricardos fejltagelse, ifølge hvilken differentialrenten kun skulle fremkomme ved den successive overgang fra bedre til dårligere jorder.
Tværtimod, der forekommer også modsatte overgange, en forvandling af én jordklasse til en anden (som følge af fremskridt i agerbrugsteknikken, byernes vækst osv.), og den famøse »lov om jordens aftagende frugtbarhed« viser sig at være en stor fejltagelse og et forsøg på at vælte skylden for kapitalismens svagheder, begrænsninger og modsigelser over på naturen.
Endvidere: samme profit i alle industrigrene og i samfundsøkonomien overhovedet forudsætter fuldkommen fri konkurrence og fri overførsel af kapital fra én produktionsgren til en anden. Men den private ejendomsret til jorden skaber et monopol, en hindring for denne frie overførsel. Som følge af dette monopol indgår produkterne fra landbruget – der er kendetegnet ved lavere kapitalsammensætning og følgelig også ved højere individuel profitrate – ikke i en fuldstændig fri udjævning af profitraten, jordejeren får i sin egenskab af monopolist mulighed for at holde prisen over den gennemsnitlige pris, og denne monopolpris frembringer den absolutte rente.
Differentialrenten kan ikke ophæves, så længe kapitalismen eksisterer, det kan derimod den absolutte rente, f.eks. ved nationalisering af jorden, ved jordens overgang til statsejendom. En sådan overgang ville betyde undergravelse af de private besidderes monopol og en mere konsekvent og mere fuldstændig gennemførelse af den frie konkurrence inden for landbruget.
Og derfor, bemærker Marx, har radikale borgerlige talsmænd gentagne gange i historien fremsat dette progressive borgerlige krav om nationalisering af jorden, et krav, der imidlertid skræmmer bourgeoisiets flertal, fordi det »snerper« for tæt på et andet og i vore dage særlig vigtigt og »følsomt« monopol: monopolet på produktionsmidlerne overhovedet.
(På en udmærket populær, kortfattet og klar måde har Marx selv udlagt sin teori om kapitalens gennemsnitsprofit og den absolutte jordrente i et brev til Engels af 2. august 1862. Se Brevveksling, bd. III, s. 77-81, jfr. også brevet af 9. august 1862, samme bind, s. 86, 87 / MEW, bd. 30, s. 263-268 og s. 274-275/).
Vedrørende jordrentens historie er det også vigtigt at henvise til Marx’ analyse, der viser forvandlingen af arbejdsrenten (hvor bonden producerer merproduktet gennem sit arbejde på godsejerens jord) til produkt- og naturalrente (bonden producerer merproduktet på sin egen jord og afleverer det til godsejeren i kraft af »ydre økonomisk tvang«) og siden til kontantrente (samme naturalrente, kun omregnet til penge, »obrok« i det gamle Rus-rige (38), som følge af vareproduktionens udvikling) samt sluttelig til kapitalistisk jordrente, hvor arbejdsgiveren dukker op i landbruget i stedet for bonden og lader jorden dyrke ved hjælp af lønarbejde.
I forbindelse med denne analyse af »den kapitalistiske jordrentes opståen« skal der henvises til en række meget skarpsindige (og for tilbagestående lande som Rusland særligt vigtige) tanker af Marx om kapitalismens udvikling i landbruget. »Naturalrentens forvandling til kontantrente (bliver) med nødvendighed (ledsaget) af dannelsen af en klasse af besiddelsesløse daglejere, der lejer sig ud for penge, denne forvandling foregribes selv derved.
I dens tilblivelsesperiode, hvor den nye klasse endnu kun optræder sporadisk, bliver det hos de bedre stillede rentepligtige bønder nødvendigvis efterhånden en vane at udbytte lønnede landarbejdere for egen regning, ligesom de mere velhavende hørige bønder allerede i feudaltiden selv holdt hørige. Denne udvikling giver dem lidt efter lidt mulighed for at samle en vis formue og selv blive fremtidige kapitalister.
Blandt de hidtidige selvarbejdende besiddere af jorden opstår der altså grobund for kapitalistiske forpagtere, hvis udvikling er betinget af den kapitalistiske produktions almindelige udvikling uden for landbruget.«
(Kapitalen, III, 332 / Kapitalen 3, bog 4, s. 1027/).
»Ekspropriation og fordrivelse af en del af landbefolkningen frigør tillige med arbejderne ikke blot deres livsfornødenheder og arbejdsmateriale til den industrielle kapitals brug, det skaber også det indre marked.«
(Kapitalen, I, 778 / Kapitalen 1, bog 4, s. 1041/).
Landbefolkningens forarmelse og ruinering spiller på sin side en rolle ved skabelsen af en reservearmé af arbejdere til kapitalen. I ethvert kapitalistisk land er »en del af landbefolkningen … derfor hele tiden på spring til at gå over i byeller manufakturproletariatet … (Manufaktur anvendes her i betydningen: alle ikke-landbrugsmæssige industrier). Denne kilde til relativ overbefolkning flyder således til stadighed … Landarbejderen bliver derfor trykket ned på minimumsløn og står altid med ét ben i pauperismens sump.«
(Kapitalen, I, 668 / Kapitalen 1, bog 4, s. 904/).
Bondens ejendomsret til den jord, han dyrker, er grundlaget for småproduktionen og betingelsen for dennes opblomstring og udvikling i sin klassiske form. Men denne småproduktion er kun forenelig med snævre og primitive rammer for produktion og samfund. Under kapitalismen »adskiller udbytningen af bønderne sig kun i formen fra udbytningen af det industrielle proletariat. Den, der udbytter, er den samme: kapitalen. De enkelte kapitalister udbytter de enkelte bønder gennem prioriteterne og ågeren, kapitalistklassen udbytter bondeklassen gennem statsskatterne« (Klassekampene I Frankrig) (39)
»Bondens småbrug er kun det påskud, som gør det muligt for kapitalisten at trække profit, renter og afgifter ud af landbruget og lade det blive bondens egen sag, hvordan han slider sig til sin arbejdsløn.« (Louis Bonapartes Attende Brumaire) (40)
I reglen afgiver bonden til og med en del af sin arbejdsløn til det kapitalistiske samfund, dvs. til kapitalistklassen, og synker »ned på samme niveau som den irske forpagter – og alt det under foregivende af at være privatbesidder« (Klassekampene I Frankrig) (41)
Hvori består nu »en af årsagerne til, at kornprisen i lande, hvor parcelejendom fremhersker, er lavere end i lande med kapitalistisk produktionsmåde«? (Kapitalen III, 340 / Kapitalen 3, bog 4, s. 1037/). Den består i, at bonden giver samfundet (dvs. kapitalistklassen) en del af merproduktet gratis.
»Denne lave produktionspris er altså et resultat af producenternes fattigdom og på ingen måde et resultat af deres arbejdes produktivitet.« (Kapitalen, III, 340 / Kapitalen 3, bog 4, s. 1037/).
Den lille jordejendom, den normale form for småproduktion, bliver under kapitalismen degraderet og ødelagt og går til grunde.
»Parcelejendommen udelukker ifølge sin natur: udvikling af arbejdets kollektive /gesellschaftliche/ produktivkræfter, kollektive arbejdsformer, kollektiv koncentration af kapitalerne, kvægavl i stor målestok, progressiv anvendelse af videnskaben. Åger og skattetryk bevirker overalt forarmelse. Kapitaludlægget til jordprisen betyder, at denne kapital unddrages driften. Uendelig opsplitning af produktionsmidlerne og isolering af producenterne selv.«
– (Kooperativer, dvs. andelsforetagender for mindre landbrugere, der spiller en overordentlig stor borgerlig-progressiv rolle, formår kun at afsvække denne tendens uden dog at ophæve den; man må heller ikke glemme, at disse kooperativer indbringer de rige bønder meget, men den store mængde af fattige bønder meget lidt, næsten intet, og endvidere, at fællesbrugene selv bliver udbyttere af lønarbejde.)
»Uhyre ødslen med menneskekraft. Fremadskridende forringelse af produktionsbetingelserne og fordyrelse af produktionsmidlerne er en nødvendig lov for parcelejendommen« (småbruget). (Kapitalen, III) (42)
Inden for landbruget såvel som inden for industrien foregår kapitalens omdannelse af produktionsprocessen kun på bekostning af »producenternes martyrium«.
»Det, at arbejderne på landet spredes over et større areal, knækker deres evne til at gøre modstand, mens koncentrationen af byarbejderne øger deres. På samme måde som det er tilfældet i industrien i byerne, må den øgede produktivkraft og den større mængde arbejde, der sættes i bevægelse, også i det moderne landbrug betales ved, at selve arbejdskraften hærges og sygner hen. Og ethvert af det kapitalistiske landbrugs fremskridt er et skridt videre i kunsten at plyndre ikke blot arbejderen men også jorden. . .
Den kapitalistiske produktion kan derfor kun udvikle teknikken og kombinationen af de forskellige processer til et socialt hele samtidig med, at den undergraver de kilder, som al rigdom udspringer af: jorden og arbejdere.«
(Kapitalen, I, slutningen af 13. kapitel) (43)
Socialismen
Af det foregående ses, at Marx helt og holdent afleder uundgåeligheden af det kapitalistiske samfunds forvandling til et socialistisk ud fra det moderne samfunds økonomiske bevægelseslov. Arbejdets socialisering (44), der i tusinder af former og med stadig tiltagende hurtighed skrider fremad, og som i det halve århundrede, der er forløbet siden Marx’ død, særligt tydeligt er kommet til udtryk i storindustriens, kartellernes, syndikaternes og trusternes vækst og ligeledes i den gigantiske vækst af finanskapitalens omfang og magt – det er det væsentlige materielle grundlag for socialismens uundgåelige komme.
Den intellektuelle og moralske drivkraft og den fysiske fuldbyrder af denne forvandling er det proletariat, kapitalismen selv har opfostret. Dets kamp mod bourgeoisiet, som ytrer sig i forskellige og stadig mere indholdsrige former, bliver uundgåeligt til en politisk kamp, der sigter mod proletariatets erobring af den politiske magt (»proletariatets diktatur«).
Produktionens socialisering kan ikke undgå at føre til produktionsmidlernes overgang til samfundseje, til »ekspropriation af ekspropriatørerne«.
En vældig forøgelse af arbejdsproduktiviteten, forkortelse af arbejdsdagen, afskaffelse af resterne, ruinerne, af den primitive opsplittede småproduktion til fordel for kollektivt, avanceret arbejde – det er de direkte følger af denne overgang.
Kapitalismen bryder definitivt sammenhængen mellem industri og landbrug, men forbereder samtidig gennem sin højeste udvikling nye elementer til genoprettelse af denne sammenhæng, til forening af industri og landbrug på grundlag af en bevidst anvendelse af videnskaben, kombination af det kollektive arbejde og en ny form for bosætning af menneskeheden (med afskaffelse af såvel forladtheden, isolationen og kulturløsheden på landet som den naturstridige ophobning af enorme menneskemasser i storbyerne).
En ny familieform, nye forhold i kvindens stilling og i den opvoksende generations opdragelse forberedes gennem den moderne kapitalismes højeste former: kvinde- og børnearbejdet og kapitalismens opløsning af den patriarkalske familieform antager i det moderne samfund uundgåeligt de frygteligste, modbydeligste og mest katastrofale former.
Men ikke desto mindre »er det dog storindustrien, der skaber det nye økonomiske grundlag for en højere familieform og en højere form for forholdet mellem de to køn. Det gør den ved den afgørende rolle, den tildeler kvinderne, de unge og børn af begge køn i samfundsmæssigt organiserede produktionsprocesser uden for hjemmets sfære. Det ville naturligvis være lige så tåbeligt at anse den kristeligt-germanske form for familie for evig og uforanderlig som den antikke romerske, eller græske, eller orientalske, der i øvrigt udgør led i en historisk udviklingsrække. Det er lige så indlysende, at det, at man sammensætter det kombinerede arbejdspersonel af mennesker af begge køn og af de forskelligste aldre, vil kunne blive en kilde til menneskelig udvikling, på trods af, at det er en pestkilde til fordærv og slaveri under den spontane, brutale kapitalistiske form, hvor arbejderen er til for produktionsprocessens skyld og ikke omvendt.«
(Kapitalen, I, slutningen af 13. kapitel) (45)
Fabrikssystemet viser os »de første spæde kim til fremtidens opdragelse, der for alle børns vedkommende over en vis alder vil forene produktivt arbejde med undervisning og gymnastik, ikke blot som en metode til at øge den samfundsmæssige produktion, men som den eneste metode til at frembringe alsidigt udviklede mennesker.« (Samme sted) (46)
På det samme historiske grundlag stiller Marx’ socialisme også spørgsmålene om nationaliteten og om staten – ikke kun for at forklare fortiden, men også for uden frygt at kunne se ind i fremtiden og for at danne grundlag for den dristige praktiske handlen, der netop tager sigte på at virkeliggøre denne fremtid. Nationerne er et uundgåeligt produkt af og en uundgåelig form for samfundsudviklingens borgerlige epoke. Og arbejderklassen kunne ikke vokse sig stærk, modnes og tage form uden »at konstituere sig selv som nation«, uden at være »national« (»selv om det er i en helt anden betydning end den borgerlige«).
Men kapitalismens udvikling nedbryder mere og mere de nationale skranker, afskaffer den nationale isolation og sætter klasseantagonismer i de nationale antagonismers sted. I de udviklede kapitalistiske lande er det derfor fuldkommen sandt, at »arbejderne ikke har noget fædreland « og at »samlet aktion«, i det mindste fra alle civiliserede landes arbejdere, er »en af de første betingelser for proletariatets befrielse«.
(Det Kommunistiske Manifest) (47)
Staten, denne organiserede vold, opstod uundgåeligt på et vist trin i samfundsudviklingen, da samfundet spaltede sig i uforsonlige klasser, og da det ikke mere ville kunne eksistere uden en »magt«, der tilsyneladende står over samfundet og til en vis grad er adskilt fra det. Idet staten opstår af klassemodsætningerne bliver den »den mægtigste, den økonomisk herskende klasses stat, og denne klasse bliver ved statens hjælp også den politisk herskende og får således nye midler til at underkue og udbytte den undertrykte klasse.
Således var oldtidens stat fremfor alt en stat for slaveejere til at holde slaverne nede, ligesom feudalstaten var adelens organ til at holde de livegne bønder nede, og den moderne repræsentationsstat et redskab for kapitalens udbytning af lønarbejdet«.
(Engels: Familiens, Privatejendommens Og Statens Oprindelse, hvori Engels fremlægger sine og Marx’ synspunkter) (48)
Selv den frieste og mest progressive form for den borgerlige stat, den demokratiske republik, ændrer på ingen måde denne kendsgerning, men forandrer kun dens form (regeringens forbindelse med børsen, korruption – direkte og indirekte – af embedsmændene og pressen osv.). Socialismen fører til afskaffelse af klasserne og dermed også til afskaffelse af staten.
»Den første handling«, skriver Engels i Anti-Duhring, »under hvilken staten virkelig optræder som repræsentant for hele samfundet – overtagelsen af produktionsmidlerne i samfundets navn – er samtidig dens sidste selvstændige handling som stat. Statsmagtens indgriben i samfundsforhold bliver overflødig på det ene område efter det andet og sover så hen af sig selv. I stedet for hersken over personer træder nu forvaltning af ting og ledelse af produktionsprocesser. Staten bliver ikke ‘afskaffet’, den dør bort.« (49)
»Det samfund, der nyorganiserer produktionen på grundlag af fri og lige forbindelse mellem producenterne, anbringer hele statsapparatet der, hvor det så vil høre hjemme: på museet for oldsager, ved siden af spinderokken og bronzeøksen.«
(Engels i Familiens, Privatejendommens Og Statens Oprindelse. (50)
Endelig må vi vedrørende den marxistiske socialismes stilling til småbønderne, der vil vedblive at bestå i den periode, hvor man eksproprierer ekspropriatørerne, henvise til en redegørelse af Engels, der udtrykker Marx’ tanker:
»Det er … . oplagt, at vi med statsmagten i hænde ikke kan tænke på at ekspropriere småbønderne med magt (hverken med eller uden erstatning), sådan som vi er nødt til at gøre med godsejerne. Vor opgave over for småbonden består i første række i at lede hans private bedrift og private ejndom over i et kooperativ, ikke med tvang, men ved eksemplets magt og ved, at samfundet yder hjælp til dette formål. Og da vil vi afgjort have midler nok til at stille fordele i udsigt, som allerede nu må være indlysende for småbonden.«
(Engels: Bondespørgsmålet i Frankrig Og Tyskland) (51)
Den proletariske klassekamps taktik
Efter at Marx allerede 1844-1845 havde klarlagt en af grund-manglerne ved den gamle materialisme, nemlig at den ikke var i stand til at forstå betingelserne for og vurdere betydningen af den revolutionære praktiske virksomhed, viede han hele sit liv igennem sideløbende med sine teoretiske arbejder spørgsmålene om den proletariske klassekamps taktik utrættelig opmærksomhed.
Samtlige Marx’ værker, og især hans brevveksling med Engels, udgivet i fire bind 1913, rummer et vældigt materiale herom. Dette materiale er endnu langtfra samlet, sammenfattet, studeret og gennemarbejdet. Derfor må vi her indskrænke os til ganske almene og korte bemærkninger, idet vi betoner, at uden denne side af materialismen anså Marx den med rette for halv, ensidig og livløs.
Hovedopgaven for proletariatets taktik fastlagde Marx i nøje overensstemmelse med alle præmisserne for sin materialistisk- dialektiske verdensanskuelse. Kun objektiv hensyntagen til samtlige vekselforhold mellem alle klasser uden undtagelse i et givet samfund og følgelig også hensyntagen til dette samfunds objektive udviklingstrin og vekselforholdene mellem dette og andre samfund kan tjene som grundlag for en rigtig taktik for den progressive klasse.
Herunder betragtes alle klasser og alle lande ikke i deres statiske, men i deres dynamiske tilstand, dvs. ikke i deres øjeblikkelige tilstand, men i deres bevægelse (hvis love fremgår af hver enkelt klasses økonomiske eksistensbetingelser). Og selve bevægelsen betragtes igen ikke bare med henblik på fortiden, men også med henblik på fremtiden, og ikke efter »evolutionisterne«s platte opfattelse, der kun ser langsomme forandringer, men dialektisk:
»I de store historiske udviklinger er 20 år ikke mere end én dag, skønt der bagefter kan komme dage, der sammenfatter 20 år i sig« skrev Marx til Engels.
(Brevveksling, III, s. 127 / MEW, bd. 30, s. 342/.)
På hvert udviklingstrin, i ethvert øjeblik, må proletariatets taktik tage hensyn til denne objektivt uundgåelige dialektik i menneskets historie og på den ene side udnytte epoker med politisk stagnation og såkaldt »fredelig« udvikling med sneglefart til udvikling af den progressive klasses bevidsthed, styrke og kampkraft, og på den anden side lede hele dette udviklingsarbejde i retning af den pågældende klassebevægelses »endemål«, på en sådan måde, at klassen bliver i stand til praktisk at løse de store opgaver på de store dage, »der sammenfatter tyve år i sig«.
Hvad dette spørgsmål angår, er to udtalelser af Marx ganske særlig vigtige: den ene i Filosofiens Elendighed om proletariatets økonomiske kamp og økonomiske organisationer, den anden i Det Kommunistiske Manifest om proletariatets politiske opgaver.
Den første lyder:
»Storindustrien bringer en mængde mennesker, som ikke kender hinanden, sammen på et sted. Konkurrencen splitter dem efter interesse, men opretholdelsen af lønnen, denne fælles interesse over for deres fabriksherre, forener dem i én og samme tanke om modstand – koalitionen (52) . . . De i begyndelsen isolerede koalitioner. . . forener sig til grupper… og ansigt til ansigt med den altid forenede kapital bliver det mere nødvendigt for arbejderne at bevare koalitionerne end at opretholde lønnen… I denne kamp – en veritabel borgerkrig – forenes og udvikles alle nødvendige elementer til et kommende slag. Engang nået til dette punkt, antager associationen politisk karakter.« (53).
Her har vi program og taktik for den økonomiske kamp og for fagbevægelsen nogle årtier frem i tiden, for hele den lange periode, hvor proletariatet samler kræfterne »til det kommende slag«.
Alt dette skal sammenholdes med talrige henvisninger fra Marx og Engels til den engelske arbejderbevægelse, – om hvordan industriel »opblomstring« fremkalder forsøg på »at købe proletariatet« (Brevveksling med Engels, I, s. 136 /MEW, bd. 27. s. 180/) og afholde det fra at kæmpe; hvordan denne opblomstring overhovedet »demoraliserer« arbejderne (II, 218); hvordan det engelske proletariat »borgerliggøres « – »Den mest borgerlige af alle nationer« (den engelske) »synes at ville drive det til at have et borgerligt aristokrati og et borgerligt proletariat ved siden af bourgeoisiet « (II, 290/MEW, bd. 29, s. 231 og 358/); hvordan dets »revolutionære energi« fordufter (III, 124); hvordan man i kortere eller længere tid må vente på, at »de engelske arbejdere befrier sig for deres tilsyneladende bourgeoisi-infektion« (III, 127); hvordan den engelske arbejderbevægelse »mangler de gamle chartisters ildhu« (1866, III, s. 305 / MEW, bd. 30, s. 338 og 342; bd. 31, s. 198/); hvordan de engelske arbejderførere bliver en slags mellemmænd »mellem det radikale borgerskab og arbejderne« (om Holyoak, IV, s. 433); hvordan der »ikke er noget at stille op med de britiske arbejdere« som følge af Englands monopolstilling og sålænge denne monopolstilling varer (IV, s. 433 / MEW, bd. 32, s. 395 og bd. 35, s. 20/).
Den økonomiske kamps taktik i sammenhæng med arbejderbevægelsens almindelige gang (og udgang) betragtes her fra et beundringsværdigt omfattende, alsidigt, dialektisk og virkelig revolutionært standpunkt.
Det Kommunistiske Manifest opstillede et fundamentalt marxistisk princip vedrørende taktikken for den politiske kamp:
»De (kommunisterne) kæmper for arbejderklassens umiddelbart foreliggende mål og interesser, men i den nuværende bevægelse repræsenterer de tillige bevægelsens fremtid.« (54).
I overensstemmelse hermed støttede Marx i 1848 »agrarrevolutionen « s parti i Polen, »det parti, som fremkaldte Krakau- opstanden i 1846« (55). I Tyskland støttede Marx i 1848- 1849 det yderste revolutionære demokrati, og han tog aldrig siden noget tilbage af det, han dengang sagde om taktikken. Det tyske bourgeoisi betragtede han som et element, der »helt fra begyndelsen var tilbøjeligt til forræderi mod folket« (kun et forbund med bønderne kunne have sat bourgeoisiet i stand til fuldstændigt at nå sine mål) »og tilbøjeligt til kompromis med kronede repræsentanter for det gamle samfund.«
Se Marx’ sammenfattende analyse af det tyske bourgeoisis klassestilling i den borgerlig-demokratiske revolutions epoke – en analyse, der forøvrigt er et mønster på en materialisme, der betragter samfundet i bevægelse og ikke kun fra den side af bevægelsen, der er rettet bagud:
». . . uden tro på sig selv, uden tro på folket, knurrende mod de højere lag og rystende over for de lavere lag. . . skræmt af verdensstormen. . . uden energi i nogen retning, plagierende i alle retninger. . . uden initiativ… – en elendig olding, der så sig fordømt til at lede og aflede et robust folks første ungdomsstrømninger ud fra sine egne alderdomssvækkede interesser… «.
Omkring tyve år senere skrev Marx i et brev til Engels, at revolutionen i 1848 var mislykkedes, fordi bourgeoisiet havde foretrukket ro og trældom fremfor den blotte udsigt til kamp for friheden. Da revolutionsepoken 1848-1849 var forbi, vendte Marx sig imod enhver leg med revolutionen og krævede, at man måtte forstå at arbejde i den nye epoke, der på en tilsyneladende »fredelig« måde forberedte nye revolutioner. I hvilken ånd Marx fordrede, at dette arbejde skulle ledes, ses af hans vurdering af situationen i Tyskland i 1850, den sorteste reaktions tid:
»Alting i Tyskland vil afhænge af muligheden for at understøtte den proletariske revolution med en slags anden udgave af bondekrigen.«.
Sålænge den demokratiske (borgerlige) revolution i Tyskland ikke var fuldført, rettede Marx i spørgsmålet om det socialistiske proletariats taktik hele opmærksomheden mod udvikling af bøndernes demokratiske energi. Han mente, at Lassalle »objektivt set havde forrådt hele arbejderbevægelsen til prøjserne« netop fordi han »var eftergivende over for junkerne og den prøjsiske nationalisme«.
»I et overvejende landbrugsland«, skrev Engels 1865 til Marx i en meningsudveksling i anledning af en påtænkt fælleserklæring i pressen, »er det en gemenhed udelukkende at falde over bourgeoisiet i industriproletariatets navn uden med et ord at nævne den store feudaladels patriarkalske »prygleudbytning « af landproletariatet.«
I perioden 1864-1870, slutningen af den epoke, hvor den borgerlig- demokratiske revolution i Tyskland fuldendtes, og hvor udbytterklasserne i Prøjsen og Østrig kæmpede for på den ene eller anden måde at fuldbyrde denne revolution fra oven, fordømte Marx ikke blot Lassalle, der koketterede med Bismarck, men han tilretteviste også Liebknecht, der var henfaldet til »austrophili« (56) og forsvar for partikularisme; Marx krævede en revolutionær taktik, der kæmpede lige skånselsløst imod Bismarck og mod »austrophilerne«, en taktik, der ikke tilpassede sig »sejrherren«, den prøjsiske junker, men ufortøvet genoptog den revolutionære kamp imod ham, og vel at mærke på det grundlag, der forelå efter Prøjsens militære sejre.
I den berømte adresse af 9. september 1870 fra Internationale advarede Marx det franske proletariat mod en for tidlig opstand, men da opstanden alligevel brød ud (1871) hilste Marx med begejstring det revolutionære initiativ hos masserne, »himmelstormerne«. Et nederlag for den revolutionære aktion i denne situation som i mange andre var, set ud fra Marx’ dialektisk materialistiske standpunkt, et mindre onde i den proletariske kamps almindelige gang og udgang end opgivelse af den indtagne position, overgivelse uden kamp: en sådan overgivelse ville have demoraliseret proletariatet og undergravet dets kampkraft.
Marx, der fuldt ud forstod at værdsætte udnyttelsen af legale kampmidler i perioder med politisk stilstand, hvor den borgerlige legalitet herskede, fordømte i årene 1877-1878, efter socialistlovens udstedelse, meget skarpt Mosts »revolutionære fraser«; men ikke mindre heftigt, snarere heftigere endnu vendte han sig mod opportunismen, der dengang for en tid havde bemægtiget sig det officielle socialdemokratiske parti, da dette ikke straks viste fasthed, standhaftighed, revolutionær holdning og beredvillighed til som svar på undtagelsesloven at gå over til illegal kamp. (57)
V.I. Lenin 1914
NOTER
1) Karl Marx og Friedrich Engels: Udvalgte Skrifter, Forlaget Tiden, København 1973, bd. II, s. 365-366. -S. 21.
2) Lenin henviser til Marx’ kritik af debatten af den 6. rhinske landdag om pressefrihed og om brændetyveriloven, endvidere artikler, som forsvarer politikkens frigørelse fra teologien. Artiklerne er anført i en udførlig bibliografi over marxismens litteratur og litteratur om marxismen, som Lenin føjede til nærværende artikel. Bibliografien er udeladt her; den findes i Lenins Samlede Værker, russisk, 5. udgave, bd. 26, s. 82-93 – S. 22.
3) Se Karl Marx: Skrifter i Udvalg. Den Tyske Ideologi. Filosofiens Elendighed, Rhodos, København 1974. – S. 22.
4) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bd. I, s. 19-59. – S. 23. 5) Der er her tale om Karl Marx’ pamflet: Hr. Vogt, der var skrevet som et svar på den bonapartiske agent K. Vogts bagtaleriske brochure: Min proces mod Allgemeine Zeitung. (Se Karl Marx/Friedrich Engels: Werke (i det følgende betegnet MEW) 1972, bd. 14, s. 381-702. – S. 23.
6) Marx: Bidrag til Kiritk af den Politiske Økonomi. Indledning fra Grundrids. Rhodos, 1974. – S. 23.
7) Marx: Kapitalen, Rhodos, 1970-1972. – S. 23.
8) Den såkaldte Inauguraladresse, se. Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bd. I, s. 370-378. – S. 24.
9) Pariserkommunen – revolutionært styre, hvis regering blev valgt i Paris 26. marts 1871 efter opstanden 18. marts. Regeringen bestod af arbejdere, intellektuelle, tjenestemænd og repræsentanter for småborgerskabet og udøvede for første gang i verdenshistorien proletariatets diktatur. Kommunens
to store politiske grupperinger var blanquisterne og proudhonisterne. Med støtte fra Prøjsen bekæmpede det franske bourgeoisi Kommunen, hvis sidste barrikade faldt den 28. maj samme år. – S. 24.
10) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 468-543. – S. 24.
11) MEW, bd. 2, s. 7-223. – S. 25.
12) Friedrich Engels: Herrn Eugen Diihrings Umwålzung der Wissenschaft (»Anti-Diihring«), Berlin, 1973, s. 41, 55, 33 og 23. Desuden Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, II, s. 129. – S. 26.
13) Der er tale om Den Tyske Ideologi. Se Marx: Den Tyske Ideologi, Filosofiens Elendighed, Rhodos, 1974. – S. 26.
14) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, II, s. 368-369. – S. 26.
15) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, II, s. 369. – S. 27.
16) MEW, bd. 32, s. 229 – S. 27.
17) Engels: Anti-Diihring, s. 106 – S. 27.
18) Engels: Anti-Diihring, s. 10 og 22. – S. 28.
19) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, II, s. 385-386 og s. 361. – S. 28.
20) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, II, s. 385. – S. 28.
21) Engels: Anti-Duhring, s. 24. – S. 29.
22) MEW, bd. 32, s. 9. – S. 29.
23) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, II, s. 374. – S. 29.
24) Marx: Kapitalen, I, bog 3, s. 547, fodnote. – S. 30.
25) Marx: Bidrag til Kritik af Den Politiske Økonomi, s. 13-14. – S. 31.
26) MEW bd. 31, s. 234. -S. 31.
27) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 26. – S. 32.
28) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 26-27. – S. 33.
29) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 36-37. – S. 33.
30) Marx: Kapitalen, I, bog 1, s. 92. – S. 34.
31) Marx: Kapitalen, I, bog 1 s. 173. – S. 35.
32) Marx: Bidrag til Kritik af Den Politiske Økonomi, s. 22. – S. 35.
33) Nemlig det særlige, konkrete arbejde, der skaber brugsværdi, og det almene, abstrakte arbejde, der repræsenteres ved bytteværdien. – S. 35.
34) Marx: Kapitalen, I, bog 1, s. 285. – S. 36.
35) Marx: Kapitalen, I, bog 1, s. 282. – S. 36.
36) Marx: Kapitalen, I, bog 4, s. 1060-1061, tillige: Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 454-455. – S. 39.
37) Teorier om Merværdien, udkom på forlaget Rhodos i 1977. – S. 41.
38) Rus-riget – Russkaja semlja (Russisk Jord). Betegnelse for østslavernes første statsdannelse i området ved Dnjepr-flodens mellemste løb i det 9. og 10. årh. – S. 42.
39) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 210-211. – S. 43.
40) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 330 -S. 43.
41) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 210. – S. 44.
42) Marx: Kapitalen, III, bog 4, s. 1038. – S. 44.
43) Marx: Kapitalen, I, bog 3, s. 718-719. – S. 45.
44) »Socialisering« i betydning samfundsmæssiggørelse, fællesgørelse. -S. 45.
45) Marx: Kapitalen, I, bog 3, s. 697. – S. 46.
46) Marx: Kapitalen, I, bog 3, s. 689-690. – S. 46.
47) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 44 – S. 47.
48) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, II, s. 319. – S. 47.
49) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, II, s. 147 i artiklen Socialismens Udvikling fra Utopi til Videnskab, der er et afsnit af Anti-Diihring. – S. 48.
50) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, II, s. 321 .-S. 48.
51) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, II, s. 433-434. – S. 48.
52) Koalition betyder her arbejdersammenslutning, forening. – S. 50.
53) Marx: Filosofiens Elendighed, s. 247-248. – S. 50.
54) Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 57-58. -S. 51.
55) Der er her tale om den national-demokratiske opstand i Krakau-republikken, der efter 1815 var underkastet Østrigs, Prøjsens og Ruslands fælles kontrol. Den Nationale Regering, som oprørerne dannede under opstanden, gik ind for, at bønderne skulle have jord gratis, og at der skulle dannes nationale værksteder med højere løn. Opstanden blev hurtigt nedkæmpet. – S. 51.
56) Dvs. »kærlighed til Østrig«. – S. 52.
57) Sidste afsnit gengivet med kildehenvisninger: Se Marx’ sammenfattende analyse af det tyske bourgeoisis klassestilling i den borgerlig-demokratiske revolutions epoke – en analyse, der forøvrigt er et mønster på en materialisme, der betragter samfundet i bevægelse og ikke kun fra den side af bevægelsen, der er rettet bagud:
». . . uden tro på sig selv, uden tro på folket, knurrende mod de højere lag og rystende over for de lavere lag. . . skræmt af verdensstormen. . . uden energi i nogen retning, plagierende i alle retninger. . . uden initiativ… – en elendig olding, der så sig fordømt til at lede og aflede et robust folks første ungdomsstrømninger ud fra sine egne alderdomssvækkede interesser… « (Neue Rheinische Zeitung, 1848, se Literarischer Nachlass, bd. III, s. 212 / Marx, Engels: Udvalgte Skrifter, I, s. 63-64/).
Omkring tyve år senere skrev Marx i et brev til Engels (III, 224), at revolutionen i 1848 var mislykkedes, fordi bourgeoisiet havde foretrukket ro og trældom fremfor den blotte udsigt til kamp for friheden. Da revolutionsepoken 1848-1849 var forbi, vendte Marx sig imod enhver leg med revolutionen (Schapper og Willich og kampen mod dem) og krævede, at man måtte forstå at arbejde i den nye epoke, der på en tilsyneladende »fredelig« måde forberedte nye revolutioner. I hvilken ånd Marx fordrede, at dette arbejde skulle ledes, ses af hans vurdering af situationen i Tyskland i 1850, den sorteste reaktions tid:
»Alting i Tyskland vil afhænge af muligheden for at understøtte den proletariske revolution med en slags anden udgave af bondekrigen.« (Brevveksling med Engels, bd. II, s. 108 / MEW, bd. 29, s. 47/).
Sålænge den demokratiske (borgerlige) revolution i Tyskland ikke var fuldført, rettede Marx i spørgsmålet om det socialistiske proletariats taktik hele opmærksomheden mod udvikling af bøndernes demokratiske energi. Han mente, at Lassalle »objektivt set havde forrådt hele arbejderbevægelsen til prøjserne« netop fordi han »var eftergivende over for junkerne og den prøjsiske nationalisme«.
»I et overvejende landbrugsland«, skrev Engels 1865 til Marx i en meningsudveksling i anledning af en påtænkt fælleserklæring i pressen, »er det en gemenhed udelukkende at falde over bourgeoisiet i industriproletariatets navn uden med et ord at nævne den store feudaladels patriarkalske »prygleudbytning « af landproletariatet.« (IH, 217 / MEW, bd. 31, s. 55/.) I perioden 1864-1870, slutningen af den epoke, hvor den borgerlig- demokratiske revolution i Tyskland fuldendtes, og hvor udbytterklasserne i Prøjsen og Østrig kæmpede for på den ene eller anden måde at fuldbyrde denne revolution fra oven, fordømte Marx ikke blot Lassalle, der koketterede med Bismarck, men han tilretteviste også Liebknecht, der var henfaldet til »austrophili« (56) og forsvar for partikularisme; Marx krævede en revolutionær taktik, der kæmpede lige skånselsløst imod Bismarck og mod »austrophilerne«, en taktik, der ikke tilpassede sig »sejrherren«, den prøjsiske junker, men ufortøvet genoptog den revolutionære kamp imod ham, og vel at mærke på det grundlag, der forelå efter Prøjsens militære sejre (Brevveksling med Engels, bd. III, s. 134, 136, 147, 179, 204, 210, 215, 418, 437, 440-441 / MEW bd. 30, s. 354, 357, 374, 429, bd. 31, s. 37, 45-46, 52, 371, 402, 412/). I den berømte adresse af 9. september 1870 fra Internationale advarede Marx det franske proletariat mod en for tidlig opstand, men da opstanden alligevel brød ud (1871) hilste Marx med begejstring det revolutionære initiativ hos masserne, »himmelstormerne« (Marx’ brev til Kugelmann / Marx, Engels: Udvalgte Skrifter, II, s. 464/).
Et nederlag for den revolutionære aktion i denne situation som i mange andre var, set ud fra Marx’ dialektisk materialistiske standpunkt, et mindre onde i den proletariske kamps almindelige gang og udgang end opgivelse af den indtagne position, overgivelse uden kamp: en sådan overgivelse ville have demoraliseret proletariatet og undergravet dets kampkraft. Marx, der fuldt ud forstod at værdsætte udnyttelsen af legale kampmidler i perioder med politisk stilstand, hvor den borgerlige legalitet herskede, fordømte i årene 1877-1878, efter socialistlovens udstedelse, meget skarpt Mosts »revolutionære fraser«; men ikke mindre heftigt, snarere heftigere endnu vendte han sig mod opportunismen, der dengang for en tid havde bemægtiget sig det officielle socialdemokratiske parti, da dette ikke straks viste fasthed, standhaftighed, revolutionær holdning og beredvillighed til som svar på undtagelsesloven at gå over til illegal kamp.
(Marx’ Breve Til Engels, bd. IV, s. 397, 404, 418, 422, 424 /MEW, bd. 34, s. 54, 65, 92, 104-105/. Se også brevene til Sorge.)
Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne – FACEBOOK
KPnet 6. maj 2018
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne