1. maj appel 2018
Af CIPOML – Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer
Til alle arbejdere, arbejdende, undertrykte nationer – brødre og søstre
1. maj er her – arbejderklassens internationale enheds-, solidaritets- og kampdag, hvor vi går på gaden med vores krav – mod kapitalistisk undertrykkelse og imperialistisk aggression.
Desværre kan vi ikke berette om mange positive ændringer i vores liv siden 1. maj for et år siden. Vi arbejder mere på fabrikker, arbejdspladser og i markerne, men vores lønninger er ikke vokset, og vores arbejds- og levevilkår er ikke blevet forbedrede. Mange af os må kæmpe for at få enderne til at mødes. Mange af os bliver arbejdsløse, og i længere perioder. Vores pensionsalder sættes i vejret, men det gør pensionerne ikke. Vi har ikke megen tid til afslapning og ferie.
Kvindelige arbejdere har ikke de samme rettigheder som mænd i dette kapitalistiske system, som har overtaget det patriarkalske overherredømme fra tidligere udbytnings-systemer. De har ikke lige adgang til arbejde på alle områder, og heller ingen ligeløn. Vold mod kvinder, og økonomisk og politisk undertrykkelse og diskrimination øges i stedet for at blive formindsket.
‘Fremtiden tilhører de unge’ er i praksis bare et slagord og tom snak fra borgerskabets side. Unge, som må begynde at arbejde i en tidlig alder i stedet for at uddanne sig, frygter for deres fremtid.
I mange lande, indbefattet de såkaldt demokratiske, er politisk reaktion og fascistiske tendenser i fremgang, og det samme gælder racisme, chauvinisme og de ekstreme højrepartier.
Regeringernes korruption i Latinamerika, Tyrkiet, Iran og mange andre lande kan ikke længere skjules. Det borgerlige demokrati indskrænkes, især i Europa, med begrænsninger af de politiske rettigheder. I lande i Østen, som historisk har en stærkere materiel base for autoritært styre, hænger de demokratiske rettigheder og friheder allerede i en tynd tråd. I lande, som angiveligt er ved at indføre demokrati, er der en tendens til reelt at undertrykke nye tiltag. Kosmetiske ændringer i lande som Saudi-arabien ændrer ikke ved denne tendens.
En af grundene til at den politiske reaktion er i fremgang er den kendsgerning, at det bliver vanskeligere for bourgeoisiet at herske, og de føler et større behov for ekstraordinære foranstaltninger. En anden er, at arbejderklassen og de arbejdende verden over er desorganiserede og kampen for deres egne selvstændige krav er på et lavt niveau.
Kapitalistiske monopoler udbytter arbejderne andre lande ud over deres eget og plyndrer undertrykte folks naturressourcer. Konkurrencen intensiveres mellem disse internationale monopoler og mellem de kapitalistiske og imperialistiske lande indbyrdes. Denne rivalisering manifesterer sig i handelskrige som den, der er udløst med Trumps protektionistiske toldforanstaltninger. Europa og Kina svarer igen, og også med militære foranstaltninger. Spændingen mellem på den ene side USA og på den anden side Rusland, Kina, Nordkorea og Iran skaber bekymring for en storkrig.
Verden er ikke længere unipolær (= styret fra eet centrum, APK), og USA har mistet dets uanfægtede hegemoni. Men USA er stadig den mægtigste imperialistiske magt med hensyn til økonomisk, politisk og militær tilstedeværelse i mange dele af verden og hvad angår dets rustningsudgifter. Der er imidlertid ikke kommet en forenet rival, selvom der er tegn i retning af dannelse af nogle blokke som modpol.
Med UK som allieret forsøger USA at sætte sig på resten af Europa. Men europæiske lande insisterer på at følge deres egne interesser og accepterer ikke længere at forene sig under en amerikansk paraply gennem institutioner som NATO. Rusland er gået op imod USA gennem et stykke tid. Kina forsøger at styrke sin økonomiske og militære magt, og i mellemtiden undgå en åben konfrontation. Tyskland indtager en lignende position.
‘Vesten’ besvarede Ruslands markante rivalisering i Syrien og Ukraine med udvisning af russiske diplomater efter den formodede forgiftning i UK og med bombning af Syrien med raketter efter den påståede brug af kemiske våben i Duma. USA, UK og Frankrig gik sammen mod Rusland, mens Tyskland stillede sig uden for denne koalition. Rusland gik et skridt baglæns og besvarede det ikke. Kina var tilfreds med bare at fordømme angrebet. Disse udviklinger viser, at blokkene ikke er faldet på plads og stadig kun hænger løæst sammen, men at der til gengæld hurtigt gribes til våben.
I de seneste år har Syrien været hovedarenaen for kampen om herredømmet over Mellemøstens oliekilder. I første omgang var det ‘stedfortrædere’, som stødte sammen, men nu deltager hovedaktørerne direkte. Kampen stod mellem forskellige grupper som IS eller den ‘Frie syriske hær’ med opbakning fra store imperialistiske lande og reaktionære regeringer i regionen. Men nu viser USA, Rusland, Iran, Tyrkiet, Israel, Saudiarabien (i Yemen), UK, Frankrig og Tyskland deres tilstedeværelse i regionen med deres egne militærstyrker og slås intenst.
Den imperialistiske og kapitalistiske verden – det såkaldte ‘internationale samfund’ – bekymrer sig ikke om de utallige døde og fordrevne i Syrien. De bekymrer sig alene om at forhindre flygtninge i at komme ind i deres egne lande.
Det er imidlertid ingen let opgave. Masseimmigrationen fra Mellemøsten, Afrika og det vestlige Asien på grund af fattigdom og krig kan ikke stoppes. Hver eneste dag drukner der flygtninge i Middelhavet.
Kapitalismen viser ved enhver lejlighed sit umenneskelige ansigt – og beviser herfor kan ses i de forværrede leve- og arbejdsvilkår og den forstærkede udbytning og på samme måde i at krig foretrækkes frem for fred. Det ses også i ødelæggelsen af miljøet i jagten på mere profit, som f.eks med Trumps tilbagetrækning fra klimaaftalen fra Paris.
1. maj er dagen hvor vi går på gaden for højlydt at udtrykke vores krav – imod det internationale bourgeoisi og imperialismens udbrytning og aggression – og vores forhåbning om en verden uden klasser og udbytning.
1. maj er dagen, hvor vi rejser krav om stop for krigene og for udplyndringen af de undertrykte folks ressourcer.
1. maj er dagen, hvor vi endnu mere højlydt rejser krav om sociale rettigheder, en kortere arbejdsuge og lige løn for lige arbejde.
1. maj er dagen, hvor vi viser vores styrke som en forenet kraft af millioner af arbejdende mod kapitalisterne over hele verden.
1. maj er enhedens og arbejderklassens internationale solidaritets- og kampdag.
Lad os denne 1. maj gå på gaden som en samlet kraft for at manifestere vores krav!
Lad os forene os for at gøre en ende på bourgeoisiets herredæmme!
1. maj længe leve!
Længe leve arbejderklassens internationale enhed og kamp!
Ned med kapitalisme og imperialisme!
Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer
Koordinationskomiteen
_______________
Arbejderpartiet Kommunisterne er medlem af CIPOML
Følg med på Arbejderpartiet Kommunisternes hjemmeside –
og på facebook
Få daglige nyheder og politiske opdateringer på KPnet
og på facebook KPnetavisen
1. maj 2018
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
