Masse-lockouten af 450.000 offentlige ansatte – et tveægget sværd for magthaverne

Udløses storkonflikten den 4 april og masselockouten med næsten en halv million låst ude den 10. april, vil der være en masse-mobilisering på gaderne for OK18- kravene, imod lockouten og et muligt regeringsindgreb. En sådan massemobilisering må støttes af hele den arbejdende befolkning.

Faglig kommentar
Af Henning Paaske Jensen, APK – tidligere tillidsmand

Magtmisbruget med varsling af lockout for 450.000 ansatte, som vil berøre hele Danmark og den offentlige velfærd,  er historisk stort og enormt kynisk. Men det er samtidig med til at skille vandene: Hvis side er du på?

Det blev også klargjort i Magistrenes meningsmåling for nylig, at den største del af den danske befolkning støtter de offentlige ansattes krav med fokus på højere løn og imod forringelse af arbejdstiden og forbedring af arbejdsforholdene. Et slag i ansigtet på Løhde der forgæves forsøgte at fremstille de offentligt ansatte som forkælede og uansvarlige, og at masselockouten fra hendes side blot var udtryk for ”at tvinge parterne til fornuft”.

Det er også kommet helt tydeligt frem ved at Fagforeninger i Nordjylland har bedt Mette Frederiksen, socialdemokratisk statsministerkandidat om at holde sig væk 1. maj netop på grund af hendes og socialdemokratiets direkte involvering i lockouten.

Kynismen er til at ta og føle på og der er kontant afregning ved kasse 1: Er I for arbejdsgiverne eller de arbejdende.

For mange er ”Rød” blok og blå blok to blokke med overordnet samme nyliberale politik.
Ideen om at valget for en sikring af ens fremtid blot står imellem et valg imellem ”Rød” eller Blå blok har mistet enorm indflydelse – Tilbage er der for en del illusioner om valg af ”det mindste onde”, som ender med at være en udsigtsløs trædemølle, uden reel modstand mod de angreb som netop rammer den arbejdende befolkning over en bred bank, arbejdende, arbejdsløse og reformramte.

Ved denne overenskomstkonflikt har mange heller ikke glemt den socialdemokratiske regerings kyniske lockout af lærerne og det efterfølende regeringsindgreb gennemført af Mette Frederiksen og Co . Dengang i 2013 påtvang de lærerene en forringet arbejdstid i lodret strid med aftaleretten, hvorefter det også fra lærerne lød advarende: I dag os – hvem bliver de næste?.

Uden at ville det har statens og dens underafdelinger (regioner og kommuner) med deres masselockout allerede for mange været en øjenåbner om at lockouten i virkeligheden retter sig ikke kun imod de offentlige ansatte men mod hele den arbejdende befolking og dens offentlige velfærd.

En velfærd som står mere og mere for fald, herunder med terrorationalisering, udlicitering og privatiserings vanviddet og med arbejdsforhold hos offentligt ansatte som tynges mere og mere af kaotiske arbejdsforhold og stress. En offentlig sektor hvor reformramte tvinges ind i en ydmygende trædemølle for at forhindre dem i at opnå førtidspension og de arbejdsløses rettigheder undergraves mere og mere.

Samlet er det et typisk resultat af EU målsætningen om helt at afvikle den offentlige velfærdssektor som mere og mere skal erstattes af private ordninger, for de der har råd, og så må fanden ta de sidste.

Det særlige ved denne overenskomstsituation for de offentligt ansatte er,  at  denne gang, indtil nu, bliver handlet i fællesskab med en musketer ed, som har været og er meget vigtig. Behovet for musketereden kom ikke ud af den blå luft, men som resultat af det tidligere angreb på lærernes kollektive aftale om arbejdstiden. Udfra forståelsen af, at dette måske bare var første trin og nu en ny anledning til at angribe på de andre offentlige områder. Denne her gang klargjort med statens ide om helt at afskaffe betalt frokost for en række offentligt ansatte. Endnu et led i afviklingen af kollektive goder og rettigheder og led i lønsænkning.

På denne måde har de offentlige ansattes overenskomstkamp fællestræk med de angreb, der også blev sat ind overfor de private ansatte ved deres seneste overenskomstkamp med indførelse af en historisk arbejdstidsforringelse med arbejdsgivernes mulighed for at sætte arbejdstiden i perioder op til 42 timer. Det har ikke kunnet undgå at styrke opbakning fra den private sektor til de offentlige ansatte ved OK18, der lige har mærket det på egen krop, som man også kan se ved flere og flere tilkendegivelser.

De private blev dengang præsenteret for et råddent fagtopforlig, som blev imødegået af en meget aktiv stem nej kampagne med brug af de sociale medier som Facebook.

Forhandlingsresultatet blev stemt massivt ned af 3F og NNF medlemmer men presset ned over hovedet på dem ved hjælp af de udemokratiske sammendækningsregler hvor de forskellige fagforenings medlemmers stemmer blev kastet i en stor sort gryde.
Harmen var efterfølgende omfattende og 3F´s forhandlere blev mødt med vrede demonstrationer, der krævede forhandlernes afgang.

Det hele sætter sig spor og kan ikke undgå at øge mulighederne for øget opbakning og modstand ved en Stem Nej kampagne denne gang.  På basis af et råddent forlig strikket sammen af den udemokratiske arbejdsgiver ”forligsinstitution” og godkendt af topforhandlerne. Men forhandlerne denne gang er uden tvivl sat under et massivt pres fra deres medlemmer side og fra opmærksomheden fra hele underDanmark.

Mange taler om at den massive lockout blot har til formål at tømme strejkekasserne.
Dette kan udmærket været en vigtig sidegevinst, men meget tyder på at det at sætte omkring en halvmillion på gaden og næsten lamme samfundet, måske I virkeligheden er en del af en klar kynisk forberedt plan som i 2013 overfor lærerne. Men denne gang overfor hele det offentlige område med en form for statsstrangulering – i en kortere periode – for så at “komme samfundet til hjælp” med med et regeringsindgreb for at sikre ro og orden og ”afvikle kaos”.

Og et regeringsangreb der allerhelst yderligere skulle fortsætte undergravingenaf de kollektive aftaler med kollektive rettigheder omkring arbejdsforhold og løn. Med en målsætning om at overlade stadig mere og mere væk fra ”bureaukratisk” solidaritet og over til ”lokalaftaler” og ”fleksibilitet”.

Sker det vil meget være nået for Arbejdsgiverregeringen og med et socialdemokrati som har været med til at levere masselockouten og måske også står klar til indgreb som ”ansvarligt” parti. Men en sådan manøvre går ikke ustraffet hen og kan ikke undgå at styrke den umiddelbare klassesolidaritet og harme. Derfor er det også opmuntrende af se indkaldelse til åben tillidsmands stormøde i Frederica torsdag den 22. marts for diskussion af storkonflikt og lockout og forventning om deltagelse af mere end 10.000 repræsentanter fra hele landet.

Udløses storkonflikten d. 4 april og masselockouten med næsten en halv million offentligt ansatte låst ude den 10. april, vil der være en masse-mobilisering på gaderne for OK18 kravene, imod lockouten og et muligt regeringsindgreb.

En massemobilisering som må støttes af hele den arbejdende befolkning. En modstand mod den herskende klasse som ganske givet bringer mange i massiv klasseaktivitet for første gang og levendegjort i citatet ”Intet er så levende som en død by” – sådan  som arbejderforfatteren og marxist-leninisten John Max Pedersen konstaterede ved massestrejkerne i 1985.

Regeringsindgrebet i overenskomsterne i 1985 udløste en historisk strejkebølge . Indgrebet kom 10 dage efter storkonfliktens start hvor kravet om 35 timers arbejdsuge stod helt centralt og udløste de såkaldte “ulovlige” påskestrejker. Strejkerne strakte sig over 19 dage og sluttede 12. april 1985 og var en af de største strejkebølger efter 2. verdenskrig,  og endte med at stille krav om Schlüter regeringens afgang.

Løkke og Co. skal ud!

 

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

KPnet 16. marts 2018