Oktoberrevolutionen og dens lære for arbejderne og folkene – Udtalelse fra det internationale seminar i Quito, Ecuador

Sluterklæring fra det 21. internationale seminar  ‘Revolutionens problemer i Lainamerika’, Quito, Ecuador, 28. juli 2017

For hundrede år siden udstak det russiske proletariat den vej, som verdens arbejdere og folk må følge for at vinde deres frigørelse. Dens spor er uudslettelige på trods af forsøgene med alle midler på at udradere erindringen om den dag, hvor arbejderne fik solen til at skinne midt om natten.

Den socialistiske revolution i 1917 var det revolutionære proletariats historiske svar til kapitalismen og til ethvert samfund, der er baseret på udbytningens og undertrykkelsens regime. Den gjorde en social bestræbelse, en politisk forudsigelse, til virkelighed. Den var den konkrete bekræftelse af den videnskabelige socialismes gyldighed, af marxismens, som var udviklet af Karl Marx og Frederik Engels. Den bekræftede deres analyse af uundgåeligheden af kapitalismens nedgang og fald, af arbejderklassens rolle heri, og af opblomstringen af et samfund, som karakteriseres af social lighed, fremskridt og velfærd for de arbejdende klasser og lag: Det socialistiske samfund, det første skridt hen imod kommunisme.

Oktober 1917 betød, at en ny ære blev født – imperialismens og de proletariske revolutioners epoke. Deri består dens internationale historiske karakter.

Siden da har kapitalismen gennemgået mange forandringer, der er sket en enorm teknologisk og videnskabelig udvikling, der har været fornyelser af produktionsprocesserne, men intet af dette har ændret ved dens natur, ved dens grundlæggende modsætninger, ved menneskets udbytning af mennesket.

Modsætningerne er til stadighed blevet skærpet, ligesom det er tilfældet med modsætningerne mellem imperialisterne indbyrdes og modsætningerne mellem imperialismen og de afhængige nationer og lande – som alle var virksomme faktorer, da de russiske arbejdere besejrede først et monarkisk regime og derpå et borgerligt.

Bolshevikerne, der blev ledt på strålende vis af Lenin og Stalin, efterlod sig en stor historisk lære. De viste, at den proletariske revolution organiseres med taktisk fleksibilitet og fast kurs mod det strategiske mål, og giver kreative svar på de konkrete situationer, som udvikler sig i samfundet. Den  støtter sig på massernes initiativ og bekæmper alle manifestationer af opportunisme og revisionisme. Den benytter sig af alle organisations- og kampformer, men forstår at det kun er muligt at knuse klassefjendernes magt ved brug af massernes organiserede revolutionære vold.

Til gengæld for alt dette viste de, at det er uomgængeligt nødvendigt, at proletariatet har sit eget uafhængige klasseparti: Det kommunistiske parti af ny type.

Denne revolution, forstået som processen før magterobringen og som perioden, hvor socialismen blev opbygget, gav væsentlige teoretiske bidrag til marxismen og udviklede den i overstemmelse med den ny epoke. Vladimir Iljitch Lenin løftede marxismen op på et nyt stadie, som siden er blevet vejlederen for arbejderklassen og folkene i kampen for revolution og socialisme, og han og Josef Stalin, som revolutionens og den socialistiske opbygnings strateger, ydede et uvurderligt teoretisk og praktisk bidrag til den videnskabelige socialismes lære.

I de år, hvor marxistisk-leninistiske principper blev fulgt i opbygningen af socialismen, beviste den sin overlegenhed over kapitalismen på alle felter: økonomisk, socialt, videnskabeligt, kulturelt, sportsmæssigt.

Socialismen beviste sin evne til at tage sig af og sikre arbejdernes behov, så de kunne fungere som den herskende klasse. Den sikrede tilgang til jord for millioner af bønder. Den frigjorde kvinderne fra patriarkalsk undertrykkelse og borgerlig og feudal udbytning. Den befriede de forskellige nationaliteter fra national undertrykkelse ved at udfolde retten til selvbestemmelse. Den anerkendte folkenes kollektive rettigheder, som indtil da havde været ikke- eksisterende på kloden. Den frisatte ungdiommens undertrykte potentiale. Den bragte videnskab, litteratur, kunst ogf kultur til dem, som tidligere levede et liv i uvidenhed. Med planøkonomien fastlagde den en rationel anvendelse af produktivkræfterne og naturressourcerne. Den vakte et helt folk til at føle sig som skabere af en ny verden. Den tog et stort skridt frem i menneskehedens befrielse.

I Anden Verdenskrig tilintetgjorde den med den berømmelige Røde Hær, ledt af Stalin, det nazi-fascistiske uhyre, som var et udtryk for det internationale bourgeoisis mest reaktionære politik. I sammenhæng hermed iværksatte forskellige folk på alle kontinenter den revolutionære proces med social og national befrielse, som styrkede den socialistiske lejr.

Efter Stalins død i 1953 har socialismen lidt et midlertidigt politisk nederlag i det tidligere Sovjetunionen. På SUKPs 20. kongres (1956) fik en revisionistisk klike, som havde skjult sig i partiet i en årrække, kontrol over staten, vendte arbejdermagten op og ned og påbegyndte en proces med kapitalistisk genrejsning, som førte til USSRs sammenbrud i december 1990, da kapitalismen var helt dominerende.

Denne kendsgerning beviser ikke på nogen måde socialismens fallit, som det påstås af kapitalismens forsvarere. Det er et tilbageslag, som vil blive overvundet af verdens arbejdere, revolutionære og kommunister, og det understreger, at såfremt arbejderklassens revolutionære parti afviger fra marxismen-leninismen, afsvækkes selve fundamentet for den socialistiske opbygning.

Et hundrede år efter sejren i sovjetternes revolution, skuer vi – nutidens revolutionære og kommunister verden over – ikke nostalgisk tilbage på denne begivenhed. Vi mindes den med blikket rettet mod fremtiden, mod den kommende kamp, som vi vil føre i vores lande mod de herskende klasser og fremmede magter. Vi fejrer den med optimisme, fordi  vi ved, at historien ikke ender, fordi arbejderne, ungdommen, kvinderne og folkene kæmper på alle kontinenter. De kæmper for deres rettigheder, for deres velfærd, for frihed, for demokrati, for sociale forandringer, for fred.

Disse  kampe vil vokse og bllive forstærkede, de vil bekæmpe udbytningssystemet og dets støtter, imod imperialistisk herredømme, de vil åbne for en ny bølge af socialistiske revolutioner, hvor arven efter de russiske arbejdere og Lenin og Stalin vil være med.

Socialismen er fremtiden – en fremtid, som blev plantet for hundrede år siden, og der farer vinde hen over planeten, som igen vil få den til at blomstre. Arbejderne, folkene, kommunisterne kæmper med marxismen-leninismens banner hævet for at få det til at ske.

Quito
28. juli 2017

Udtalelsen er undertegnet af række marxistisk-leninistiske kommunistiske partier og andre revolutionære organisationer, som deltog på dette års seminar om ‘Revolutionens problemer i Latinamerika’ i Quito, Ecuador

Se originalerklæringen og underskriverne her

La Revolución de Octubre, sus lecciones para los trabajadores y los pueblos
Semanario En Marcha

KPnet 10. august 2017