Borgerløn og kapitalistiske utopier

Debatten om samfundsløn, eller borgerløn er blusset op igen. Det lyder besnærende med en universel rettighed i form af et fast mindstebeløb, som alle modtager til at sikre livets opretholdelse. Eller er det snarere et greb til at afvikle sociale velfærdsydelser helt og holdent?

Af E. Holemast, Revolusjon Norge

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
”Med borgerløn vil arbejdsløshed ikke på samme måde være et problem, og stigmaet ved at være udenfor arbejdslivet forsvinder. Man får økonomisk frihed, en reel frihed til at vælge hvad man vil bruge sin tid og sit liv til” argumenterer Anja Askeland på Radikal Portal.

Borgerløn vil således i teorien vitalisere folk og udløse samfundsengagement.

Under kapitalismen er arbejdsløsheden en fast følgesvend. I den kapitalistiske cyklus med opsving, overproduktion, krise og depression er arbejdsløshed en nødvendighed.

Den ujævne økonomiske udvikling melem brancher og kapitalens almene krise gør arbejdsløsheden til en stadig mere permanent faktor.

For kapitalen er det en positiv nødvendighed med en permanent hær af arbejdsløse som kan hentes ind i produktionen i opgangstider og sparkes ut igen når krisen er et faktum. Denne permanente arbejdsløshed sørger også for at lønniveauet stadig presses ned mod og under eksistensminimum.

Men politisk er arbejdsløsheden et problem, fordi arbejderne stiller tvivl ved den herskende klassens ret til at styre, når den ikke engang kan sikre indbyggerne arbejde og indtægt.

Med borgerløn eller samfundsløn bliver dette problem ‘tryllet bort’. Den faktiske arbejdsløshed består, men den er officielt ikke-eksisterende fordi arbejde ikke længere er en del af samfundskontrakten.

Når kapitalen ikke evner at skaffe folk arbejde, bliver dette en naturlig udvikling som følge af automatisering som ‘ingen’ har ansvar for.

Modkraft til kapitalismen?

Forslag om at indføre denne type ordninger er dukket op under forskelligt navn som samfundsløn, garantiindtægt osv., og bliver gerne hentet frem hver gang massefattigdommen bliver ekstra synlig.

Hovedargumentet er at robotisering gør at jobbene forsvinder og at der umuligt kan være arbejde til alle. Desuden at det vist nok gir helbredsfordele og miljøgevinster.

Sådan klarer man også at afspore kampen for 6-timersdagen.

I Norge er det foreningen BIEN (Basic Income European Network) som mest systematisk argumenterer for dette på altruistisk grundlag. Initiativtagerne kommer hovedsagligt fra Miljøpartiet de Grønne.

I både USA, Canada, Svejts og Finland har spørgsmålet været højt oppe på den politiske dagsorden på forskellige tidspunkter. Svejtserne vendte tommelen nedad for forslaget i en folkeafstemning i juni 2016. Finland kan blive det første land som giver samfundsløn til alle borgere. Det finske modstykket til NAV, Folkpensionsanstalten KELA, skal efter planen lægge et forslag frem om dette i november.

Utopiske socialister

Den norske variant er en tilsyneladende antikapitalistisk utopi:
”Borgerløn kan ses og bruges som en modkraft til markedets dominans i vores samfund. Den kan give menneskene den tiden de har behov for – fri fra indtjeningskrav og lønsomhedskriterier – til at realisere sine egne drømme og projekter.” (www.radikalportal.no)

Ifølge denne utopi kan man nærmest indføre små kommunistiske øer indenfor kapitalismen hvor menneskene kan realisere sine drømme. Sådanne ideer havde allerede Henri de Saint-Simon, Charles Fourier, Étienne Cabet og Robert Owen i kapitalismens barndom. Marx kaldte dem utopiske socialister, og skrev i Manifestet:

”De vil forbedre alle samfundsmedlemmers stilling, også de bedst stilledes. Derfor appellerer de altid til hele samfundet uden at skelne, ja fortrinsvis til den herskende klasse. Der skal ikke mer til end at man forstår deres system, så må man jo anerkende det som den bedst mulige plan for det bedst mulige samfund.

De forkaster derfor enhver politisk og særlig enhver revolutionær aktion, de vil nå deres mål på fredelig vis og søger ved hjælp af små eksperimenter, som selvfølgelig slår fejl, ved eksemplets magt at bane vejen for det nye samfundsmæssige evangelium.»
Marx/Engels: Det kommunistiske partis manifest. Den kritisk-utopiske socialisme og kommunisme.

Owen og Fourier kan undskyldes med at de levede i en periode hvor klassekampen kun var lidt udviklet. At gentage disse ideer i dag er derimod ikke andet end et reaktionært forsøg på at sætte klassekampen tilbage og forsinke kampen for at styrte kapitalismen og erobre statsmagten for arbejderklassen.

Opskrift på individualisering

Kommunister har altid kæmpet for universelle rettigheder som gratis skoler, sundhedsvæsen og børneomsorg. Arbejderklassen har som grundholdning at det ikke er enkeltindividet, men stat og kommune som har ansvaret for disse rettigheder. Dette er en del af det velfærdsmæssige sikkerhedsnet under kapitalismen. Men kommunisterne har også sagt at alle sådanne indrømmelser fra kapitalens side er usikre og midlertidige og vil blive fjernet når styrkeforholdet mellem klasserne gør det muligt.

Når kampagner for borgerløn kommer samtidig med at kapitalen har en strategi for at rulle velfærdsordningerne tilbage, er der grund til at være på vagt.

En såkaldt borgerløn man skal kunne leve af har som indbyget forudsætning at statslige og kommunale velfærdsydelser bliver ‘overflødige’. Den borgerlige stat har selvsagt ikke økonomi – eller vilje – til at oppebære begge dele. – Det er en måde at fordele penge på uden velfærdsordninger, som de siger i Alaska

Men behovet for sådanne ydelser vil jo ikke forsvinde. De vil derfor genopstå i regi af privat kapital.

Væk med alle sociale ydelser

Borgerløn er et greb til at afvikle alle sociale velfærdsydelser. Dette er målet for den finske regering, som vil erstatte samtlige ydelser med en samfundsløn på €800 om måneden (ca. 7.500 kroner). Forslaget skal efter planen lægges frem i november 2016. Det bliver op til enkeltindividet at bruge sin tilmålte samfundsløn ‘fornuftigt’. Den som holder sig rask og finder et billigt sted at bo, kan måske overleve på denne samfundsløn. Helt til han eller hun bliver syg. Eller må betale for en børnehaveplads.

Eller ikke kan komme rundt fordi den kollektive transport enten er blevet nedlagt eller er blevet for dyr. Folk skal i princippet få ‘frihed’ til at dyrke sine interesser og være engageret i samfundet. Men det vil nødvendigvis blive et individualiseret samfundsengagement fordi de organiserende kollektiver som arbejdspladsen, fagforeningerne osv. forsvinder for dem som har borgerlønnen som sit eneste livsgrundlag. Der vil komme en skillelinje mellem denne gruppe og de som fortsætter med at arbejde ved siden af borgerlønnen (de fleste), men som ikke har overskud til at være ‘engagerede samfundsborgere’. Arbejderklassen vil blive splittet op og kollektivet stadig mere ødelagt

Højrefløjen er næppe optaget af at udløse folkelig engagement og såkaldte ‘modkræfter’. De vil afvikle alle former for statslig og kommunalt bureaukrati og overlade alt undtagen voldsmagten til det frie, private initiativ. Og lade individet (af)blomstre, således som liberalisterne i Venstre specielt er fortalere for. Den nyliberale guru Milton Friedman (1912-2006) var en af de ivrigste tilhængere af netop borgerløn eller garanteret minimumsindtægt. Denne rådgiver for Reagan, Thatcher m.fl. har siden fået følge af keynesianske økonomer som James Tobin og John Kenneth Galbraith. Allerede præsident Richard Nixon prøvede at føre Friedmans idéer ud i livet.

Der har været forsøgsprosjekter af denne type i så forskellige samfund som Alaska (udbytte fra oliefond), Canada og Namibia. De bliver fremhævet som succeser som har betydet mindre underernæring og mindre kriminalitet. Det er meget muligt at der har været positive lokale effekter. Men i disse afgrænsede forsøgsområder er de eksisterende velfærdsydelser næppe blevet helt udfaset. Og hvem vil i sidste instans afgøre hvad som er en ‘rimelig’ samfundsløn?

Borgerlig ret betyder ulighed

Det kapitalistiske lighedsbegreb er i virkeligheden ulighed, eller ‘borgerlig ret’.

Ifølge kapitalistisk logik er to arbejdere som har samme job og får samme løn helt ‘lige’. For kapitalen er det uvæsentligt om den ene af dem er enlig mens den andre må forsørge tre børn. Det spiller ingen rolle om den ene har to millioner i boliggæld, mens den andre har arvet to millioner. Formelt og på papiret er der fuld lighed.

Denne borgerlige ret vil blive endnu mer udtalt med en såkaldt samfundsløn. Den som er ung, rask og ressourcestærk slipper for at betale for kostbare sundhedsydelser. Han vil også kunne finde sig job og indtægt som kommer oveni borgerlønnen, særlig hvis velstående forældre har sørget for at betale for en uddannelse.vn.»

Den syge uden uddannelse vil være uinteressant på arbejdsmarkedet og må klare sig for sin ‘garantiindtægt’. En indtægt som under kapitalismen ‘garanteret’ vil ligge på et absolut minimum.

Socialistisk samfundsløn?

I Norge er forslaget om borgerløn aldrig blevet sat på programmet, selvom Arbeiderpartiet foreslog en borgerlønsordning i 1971, og partiets arbejdsprogram for perioden 1981-1985 ville have en udredning. Reiulf Steen mente at den manglende opslutning skyldtes nordmændenes lutherske arbejdsmoral.

Den nyliberale højrefløj finder nu alliancepartnere i spørgsmålet blandt venstrereformisterne og de ‘grønne’. I Norge går MDG og Rødt ind for borgerløn, det samme gør også Venstre. Rød Ungdom fabler til og med om samfundsløn under socialismen. Under den ’socialisme’ som de forestiller sig eksisterer der arbejdsløshed og produktionsforhold som ikke er særligt forskellige fra i dag!

Sådan noget bør man måske ikke tage alvorligt, men efterhånden som grundlæggende principper for hvordan en socialistisk stat og planøkonomi fungerer er blevet forvrænget til det absurde, er det nødvendig at friske nogle elementære sandheder op.

I et socialistisk samfund (proletariatets diktatur) er alle garanteret bolig og arbejde – og dermed løn. Alle er garanteret gratis sundhedsvæsen og uddannelse. Lønforskellene skal systematisk mindskes og skatter afskaffes efterhånden. Arbejdsdagen kortes ned så hurtigt som overhovedet muligt.

Dette betyder samtidigt at ingen kan unddrage sig at arbejde. Alle skal yde efter evne og nyde efter indsats – selvsagt undtaget de der ikke er fysisk eller psykisk i stand til at arbejde.

Staten financierer velfærdsområdet gennem egne fonde bygget op af det samfundsmæssige merprodukt. At snakke om samfundsløn giver overhovedet ingen mening i et socialistisk samfund. Heller ikke under kommunismen, eftersom selve lønbegrebet til den tid vil have ophørt med at eksistere.

Under kapitalismen giver det derimod mening for dem som vil fritage den borgerlige stat for ansvar når det gælder at sikre folket grundlæggende rettigheder som uddannelse, arbejde og sundhed. Sociale fællesskaber og kollektiver kan demonteres i den individuelle friheds navn. Og kapitalen får en næsten ubegrænset reservearmé som ikke forstår at den er netop dét.

Oversat fra Samfundslønn og kapitalistiske utopier
Revolusjon

Læs også

EU-reformer i Finland: Kollektive overenskomster skal afskaffes og borgerløn indføres
KPnet 29. januar 2016

 

 

 

KPnet 21. oktober 2016