Efter ‘Brexit’: Kampen mod monopolernes ‘Forenede Europa’ må forstærkes – Af CIPOML

Udtalelse fra Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (CIPOML)

Efter ‘Brexit’: Kampen mod monopolernes ‘Forende Europa’ må forstærkes  – især ved at bekæmpe borgerskabet i hvert enkelt land

Resultatet af den britiske folkeafstemning om at blive i Den europæiske Union eller forlade den blev en stemme for Brexit, som ikke var forudset af EU-eliten, den globale elite, de kapitalistiske regeringer og medier, præsidenter eller finansfyrster. Til trods for en voldsom skræmmekampagne stemte et flertal for at forkaste Camerons og EU’s beregninger.

Det er et hårdt slag mod EU-eliten og dens plan for ’Europas Forenede Stater’ fra 2025, og har efterladt ikke bare UK, men også EU i en usikker politisk situation, hvor mange forskellige kræfter søger at gøre sig gældende.

Leave-flertallet var ikke en højrefløjsstemme, det var ikke en racistisk eller fremmedfjendsk stemme, som de glødende tilhængere af Den europæiske Union forsøget at fremstille det. Det var en bred folkelig stemme – med 52 procent imod 48 – solidt rodfæstet i den britiske arbejderklasse.

Det var arbejdernes og de brede folkemassers stemme, de fattiges stemme mod de rige, de almindelige mennesker mod bankmændene og finansjonglørerne i Londons City – en stemme som nød godt af det britiske bourgeoisis og dets regeringspartis splittelse.

Det var et udtryk for deres ønske om at genvinde suverænitet og rulle EU’s nyliberale platform tilbage, som gør de rige rigere og de brede arbejdende lag stadig fattigere.

Både i Skotland og Nordirland stemte et flertal for at blive i EU. Det afspejler protesten mod det reaktionære og imperialistiske engelske bourgeoisi og manglende klarhed om monopolernes Forende Europa og dets klassekarakter.

Kræfter som slås for Irlands genforening og for skotsk uafhængighed har krævet folkeafstemninger om dette. Og det er undertrykte nationers ret. Men at smide et reaktionært imperialistisk bourgeoisi ud og erstattet det med EU’s forenede reaktionære og imperialistiske bourgeoisi er ikke i arbejdernes eller de brede massers interesse i nogen nation.

Den europæiske Union er de europæiske monopolers, deres regeringers og politiske partiers projekt for et indre marked med maksimale profitter beskyttet af toldmure og nu med pigtråd for at hindre flygtninge fra bomber, krige, sult og udbytning i at krydse grænserne.

’Europas Forenede Stater’ er en vision om en ny imperialistisk og neokolonialistisk supermagt, på samme tid umulig og reaktionær over hele linjen. Det er ikke et fredens projekt, et projekt for velstand og velfærd, et folkenes projekt. Nyliberalisme er dets økonomiske doktrin, fastsat i EU’s traktater og obligatorisk politik for medlemslandene, som understøttes af euro’ens herredømme, som blev påtvunget de fleste lande i unionen.

Hvor der er afholdt folkeafstemninger om de grundlæggende traktater, der fastsætter tættere integration og nye skridt i den økonomiske, monetære, politiske og militære union, har resultatet i de fleste tilfælde været et rungende Nej. De er i praksis blevet fejet væk.

Såkaldte populistiske højrepartier har været i stand til at drage politisk fordel af den stadig voksende vrede over gennemførelsen af økonomiske og politiske diktater, der har gjort brede masser fattigere, såvel som over planerne om nye tiltag med mere af det samme.

Disse har fremstillet sig selv som forsvarere af nationen og de nationale interesser imod EU, samtidig med at de har forvansket Den europæiske Unions egentlige klassekarakter og gjort immigranter og flygtninge til syndebukke for de brede folkemassers forarmelse. Disse kræfters ’kamp’ mod monopolernes Forenede Europa er svag, inkonsekvent og splittende. Af præcis samme grund promoveres de kraftigt af de borgerlige medier, som søger at skjule klassekarakteren af kampen mod Den europæiske Union og dens superstat.

Lad os fordømme, afsløre og energisk bekæmpe de ekstreme højrebevægelser og partier, nationalistiske, racistiske og fascistiske, som betjener sig af ’social’ demagogi for at hjælpe borgerskabet med at splitte og udbytte arbejderne og de brede masser og til at beskære folkenes borgerrettigheder og politiske frihedsrettigheder.

De socialdemokratiske, socialistiske og venstrereformistiske kræfter i EU og de faglige organisationer, som de leder, har været partnere i skabelsen af dagens monstrøse EU, af den katastrofale euro og den ødelæggende nyliberale politik – mens de samtidig har slået på trommer for ideen om ’et bedre EU’, et reformeret EU, et folkenes EU, et ’socialt’ Europa. Dette er illusioner, som tjener monopolerne.

Fakta og al erfaring viser, at EU ikke kan reformeres til fordel for arbejderne og folkene. Hvis EU’s nyliberale arbejderfjendske og anti-folkelige traktater og institutioners lænker skal brydes, må de fjernes. EU og euro’en er fejlslagne projekter.

Reformisterne, og ganske særlig venstrereformisterne som Europæisk Venstreparti og dets medlemspartier fra Syriza og Podemos til det tyske Die Linke og det franske Parti Gauche spiller en meget beskidt rolle som forsvarer af Den europæiske Union, mens de fremhæver sig selv som stærke kræfter mod nyliberalismen. Dette er et bedrag, som det er demonstreret af Syriza-regeringen. De har modsat sig dannelsen af brede folkelige bevægelser, som forbinder kampen mod EU med kampen mod nyliberalismen og erstattet de antagontiske klassemodsæltninger mellem Kapital og arbejdere med politisk kamp mellem venstre og højre.

Denne venstrereformistiske position vil uundgåeligt, når der i et land ikke eksisterer stærke og brede bevægelser mod Den europæiske Union og euroen, give de højrepropulistiske EU-kritiske kræfter frit spil, som bedriver social demagogi med de arbejdendes trængsler. Venstrereformisterne gør sig skyldige i et stort forræderi.

Kampen mod det nyliberale EU viser sig ikke bare tydeligt i bevægelserne for at gå¨ud af unionen og for folkeafstemninger i diverse lande om at forlade unionen eller afskaffe euro’en, men også i arbejderkampene og de brede folkelige kampe mod de nyliberale politiske og økonomiske reformer, som er gennemført i alle EU-landene.

Alle disse reformer bærer Den europæiske Unions stempel. Det gælder også den arbejdsmarkedsreform, som Hollande-regeringen fremfører, den såkaldte ’El Khomri’-lov, som de franske arbejdere og kæmpende fagforeninger heroisk kæmper imod på trods af politistatstiltag.

Vi udtrykker vores fulde støtte til arbejderne, til de unge og de folkelige masser, og til deres kamporganisationer, som kæmper mod de nyliberale og reaktionære reformer, på trods af repression og kriminalisering af protesterne. Vi opfordrer alle arbejdere og undertrykte folk til at udvikle den internationale solidaritet i større og større udstrækning.

Sådanne konkrete kampe må fremme den politiske kamp mod EU og afvise illusionerne om, at Den europæiske Union kan reformeres til en progressiv institution i arbejdernes og folkenes tjeneste.

Det reaktionære pro-EU borgerskab i alle landene svækkes uden for unionens institutioner, strukturer og traktater. Arbejdernes klassesolidaritet overskrider de nationale grænser i og udover Den europæiske Union.

I UK må arbejderbevægelsen og de progressive og revolutionære kræfter rejse sig for at bremse planerne fra forskellige af borgerskabets fraktioner om at eliminere resultatet af folkeafstemningen eller påtvinge flere nyliberale tiltag, om vilde angreb på immigranterne og om at vælte byrderne over på arbejderne i sammenhæng med en Brexit-aftale med EU.

Brexit-afstemningen har opmuntret arbejder- og folkelige kræfter i hele Den europæiske Union og udenfor til at forstærke deres kampe. I EU udvikler der sig brede bevægelser, der forlanger folkeafstemninger i deres lande om at træde ud eller forblive. I lande med særlige aftaler med Eu, som Norge og andre, udvikler kampen sig mod disses nyliberale karakter.

I et sådant scenarie må det være klart, at et brud med Den europæiske Union er tomme slagord, hvis det ikke er snævert forbundet med arbejdernes, de arbejdende massers og folkenes kamp mod de herskende klasser i deres eget land og deres reaktionære og opportunistiske lakajer.

Kampen mod Den europæiske Union vil kun blive en succes, hvis den er grundet på en solid basis – nemlig arbejderklassens og de brede folkelige massers kamp mod deres eget bourgeoisi for at besejre det. Derfor må der skabes brede arbejderenhedsfronter og folkefronter, eller de må styrkes, hvor de allerede findes.

Disse må kæmpe for arbejdernes økonomiske og politiske interesser, for det undertrykte flertals demokratiske rettigheder, imod de imperialistiske krige og krigsalliancer som NATO, mod militariseringen og oprettelsen af politistater, for suverænitet og national uafhængighed, for nationernes ret til at være herrer over deres egne anliggender og deres skæbne.

Læren af folkeafstemningerne i EU-landene, og også af Brexit, er at protesterne og de økonomiske kampe imod konsekvenserne af krisen og de nyliberale nedskæringstiltag nødvendigvis bliver til en politisk kamp mod de borgerlige regeringer og Kapitalens overnationale institutioner.

Det er vores opgave at forbinde dem begge uløseligt sammen i én klassekamp: Proletariatets kamp for at besejre bourgeoisiet og bygge det ny samfund uden menneskets udbytning af mennesket.

Juli 2016

Koordinationskomiteen for Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (CIPOML)

Udtalelsen på engelsk
After ‘Brexit’: Statement by CIPOML, the International Conference of Marxist-Leninist Parties and Organisations

KPnet 12. juli 2016