Efter det tredje Nej

Leder, Kommunistisk Politk 12, 2015

Man skulle tro, at de eurofile partier i både ’rød’ og blå blok har forstået læren af folkeafstemningen om afskaffelse af retsforbeholdet. Danskerne siger Nej til mere union og vi siger Nej til at afskaffe de fire danske forbehold, som er et lille værn mod den fremvoksende EU-stats undergravning af dansk selvbestemmelse. Vi vil ikke være med, simpelthen.

Men de er som flere gange dømte voldtægtsforbrydere, der ikke vil forstå, at et nej er et nej. Det er nærmest et ja. I al fald til Europol+, fandt manden der ubegribeligt er blevet statsminister i en regering, der ikke bare er i parlamentarisk mindretal, men i absolut og massivt mindretal i befolkningen.

Men danskerne sagde ikke Ja tak til Europol, eller Europol+, eller et eneste andet af de 32 retsakter, der blev stemt om den 3. december 2015. Eller et eneste af dem, som lå skjult i pakken, og som et folketingsflertal til enhver tid ville kunne tilslutte sig.

Danmark sagde Nej i endnu en historisk folkeafstemning. Det var et klart Nej til de unionsglade partiers halvskjulte aftale fra 2008 om, at Danmark skulle bevæge sig tættere og tættere hen mod unionens kernelande.

Lars Løkke drog slukøret til Bruxelles og kunne bagefter meddele, at man ikke både kunne være med i det nye overstatslige europol og samtidig stå udenfor. Man skal være komplet idiot i ministerformat for at tro det. Danskerne sagde Nej til det overstatslige Europol, til unionskystvagter ved de ’ydre grænser’, der krænker landenes selvbestemmelse, og til hele striben af EU overstatslige tiltag, der har undergravet alle de danske forbehold.

En hvilken som helst aftale om politisamarbejde og alt andet må være mellemstatslig og ikke suge Danmark længere ind i Unionen, som det ny Europol, Schengen og det udvidede Frontex gør det.

Nej’et var et hårdt slag for Løkke-regeringen. Dens planer og hurtige amokløb af asociale nedskæringslove i et tempo der overgår Thorning Schmidt-regeringen kom ud i et stormvejr, da det kom til at stå klart, at regeringen svindlede med sine beregninger om konsekvenserne af nedskæringspolitikken – i dette tilfælde af boligydelserne.

Sammen med kontanthjælpsreformen vil de drive rigtig mange pensionister og rigtig mange unge ud af deres plejeboliger, lejligheder eller endnu mere beskedne hjem. De vil udløse en ny vandring fra land til by med modsat fortegn og gøre det socialt skæve Danmark endnu skævere.

Stormvejret ramte ikke mindst Dansk Folkeparti og partiformanden Anders Thulesen Dahl, manden der slap næsten helskindet fra at lave det samme svindelnummer med beregningerne af konsekvenserne af den asociale dagpengereform, der har kastet titusinder ud i fattigdom og ud af dagpengesystemet. Thulesen Dahl blev grebet i at hugge fra sine kernevælgere og har siden forsøgt at forklare, at han selv var et offer for fejlberegninger.

Men nedskæringerne er ikke taget af bordet. De er bare udskudt til engang i foråret 2016, hvor blå blok håber stormen har lagt sig. De har givet hinanden håndslag på at boligydelserne skal være med til at betale for skattelettelser for de rige.

Den elendige Løkke-regering med en elendig stribe af modbydelige ministre vakler. Dens taktik med at trække en hel masse nyliberale EU-love ned over hovedet på befolkningen uden debat og uden dens vidende eller vilje er blevet ramt af massiv mistro. Men den har allerede gennemført mange reaktionære tiltag, og der ligger endnu flere i den finanslov, som de beskårne boligydelser er en del af.

Dens flygtningepolitik er en international skandale, udover grænsen for hårdhjertethed og kynisme. Men den, der rammer de fleste danskere og mærkbart, er det såkaldte ’omprioteringsbidrag’, aftalt med kommunernes landsforening, som giver et automatisk tryk nedad for børn, unge, for familierne, med brutale konsekvenser.

Nej’et og masseprotesterne har vist at Løkke og Co. kan stoppes. En folkelig modstandsbevægelse er undervejs. Den skal bygges op for fuld kraft.

Redaktionen 15. december 2015

Læs hele bladet her i pdf