Skridtene til normalisering af forbindelserne mellem USA og Cuba er blevet præsenteret som ‘historiske’ og som et opgør med 50 års fejlslagen amerikansk politik Men det er også et opgør med lige så mange års cubansk politik
I halvandet år er der tilsyneladende foregået skjulte diplomatiske forhandlinger mellem USA og Cuba om normalisering af forbindelserne mellem de to lande efter 50 års amerikansk politik for at isolere og stigmatisere den første nation på det amerikanske kontinent, der søgte en anden vej og et andet system end USA’s.
Begivenheden blev i den amerikansk-dominerede presse kaldt ’historisk’. Den øverste leder i de to lande talte samtidig på TV til deres nationer. Som en del af aftalen udveksledes en amerikansk spion, der var fængslet i Cuba, med tre af ’The Cuban Five’, som har siddet indespærret i amerikanske fængsler i årevis.
Obama meddelte, at dette skifte var et opgør med 50 års fejlslagen politik. Og mange af Cubas venner har været hurtigt ude med udmeldinger om, at det var et resultat af det internationale pres mod USA og ikke mindst ’venstrebølgen’ i Latinamerika.
Det er en tilsløring.
Da Raul Castro med blåstempling fra sin broder Fidel indledte den kapitalistiske reformproces i Cuba skrev vi:
”Det er ikke noget tilfælde, at Fidel for år tilbage afslørede sig som en varm tilhænger af ’den nordiske velfærdsmodel’. For den model, Fidel og Cuba antog var den post-stalinske revisionistiske, som ikke var socialisme, men en opsvulmet, bureaukratisk statsmonopolistisk hybrid for overgang til markedskapitalisme.
Nu skal Cuba stille og roligt – ’fredeligt’ – integreres fuldt i den kapitalistiske verdensøkonomi. Det ser ud som om det er kommet til en forståelse mellem USA og Cuba. Tænketanken Council on Foreign Relations spillede en stor rolle i det såkaldte ping-pong-diplomati, da Mao Zedong levede. ’Succes’en ser ud til at blive gentaget. ”
(Fidel, Cuba og socialismen, Kommunistisk Politik 18, 2010)
Det er præcis det, der sker – en ’fredelig’ genintegration af et økonomisk hårdt presset Cuba i den amerikanske imperialismes direkte indflydelsessfære. EU har allerede længe haft foden inden for i en lang række joint ventures og en stærkt øget samhandel. De amerikanske multinationale vil nu have deres del.
Den tidligere amerikanske vicefinansminister og skarpe kritiker af de amerikanske regeringer Paul Craig Roberts siger det lige ud:
“Normalisering af relationerne med Cuba er ikke resultatet af et diplomatisk gennembrud eller et holdningsskifte i Washington. Normalisering er et resultat af at amerikanske virksomheder søger profitmuligheder i Cuba, som f.eks. udviklingen af bredbånds internetmarkeder i Cuba.
Før den amerikanske venstrefløj og den cubanske regering finder lykke i normaliseringen, bør de betænke, at med normalisering kommer amerikanske penge og en amerikansk ambassade. De amerikanske penge vil overtage den cubanske økonomi. Ambassaden vil være et hjem for CIA-agenter til at undergrave den cubanske regering. Ambassaden vil være en base, hvorfra USA kan etablere NGO’er, hvis godtroende medlemmer kan kaldes på gaden i protest til den rette tid, som i Kiev, og ambassaden vil gøre det muligt for Washington at dressere et nyt hold politiske ledere.
Kort sagt betyder normalisering af forbindelserne regimeskifte i Cuba. Det vil snart være endnu en af Washingtons vasalstater.”
(Paul Craig Roberts: Regime Change in Cuba)
Der er ingen grund til at tro, at den cubanske regering ikke ved hvad den gør, og ikke kender de mulige konsekvenser. Den korte udlægning er, at ’den cubanske model’ er droppet.
‘Systemskiftet’ – om ikke regimeskiftet – er en realitet for længst.
Netavisen 20. december 2014
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
