Forskydninger i arbejderklassen og dens forskellige lag

KONGRESDEBAT: KLASSEANALYSE

Kommunistisk Politik 9, 2014

APKs grundlæggende klasseanalyse og beskrivelse af arbejderklassen findes i APKs principprogram ”Manifest for et socialistisk Danmark” (2000)  i afsnittet om det klassedelte Danmark.

Hvilke ændringer er der siden  sket indenfor arbejderklassen og de omkringliggende lag med de nyliberalistiske produktions- og samfundsforandringer?

Reformister og revisionister er enige med borgerskabets og deres betalte forskere om, at arbejderklassen er en uddøende race, og at den har udspillet i historiske rolle i et moderne kompleks samfund.

Der findes mange varianter over dette.

Socialdemokratismen har hårdnakket hævdet, at med det såkaldte ”velfærdssamfund” ville klasserne, klassesamfundet og klassekampen forsvinde. Den har også hævdet, at kapitalismen kunne gøres menneskelig og næsten social retfærdigt gennem klassesamarbejde og reformisme.

Med teorien om ”Middelklassesamfundet” skulle arbejderklassen gradvist blive mindre og i stedet uddanne sig over i en voksende middelklasse, der så blev den største og mest betydningsfylde samfundskraft.  Befolkningen beskrives ofte, som følge af denne teori, som en stor middelklasse bortset fra lidt marginale grupper af rige og fattige, i hver sin ende af skalaen.

En anden variant er forestillingen om, at arbejderklassen er blevet opslugt i en stor lønmodtagergruppe og har fælles klasseinteresser med ledere og højere funktionærer.

I dag hvor de skærpede klassemodsætninger er meget mere åbenlyse har socialdemokratismen genopdaget klassesamfundet men nu med en ny deling af arbejderklassen. Ifølge den skulle arbejderklassen være svundet ind til at udgøre under halvdelen af befolkningen (47%) – arbejderklassen reduceres til dem, der er tilknyttet arbejdsmarkedet som faglærte og ufaglærte arbejdere. Mens alle de der er og bliver udstødt af arbejdsmarkedet gennem arbejdsløshed og konsekvenserne af de nyliberale reformer, nu skulle tilhøre en anden og voksende klasse kaldet underklassen, der omfatter ca. 20 % af befolkningen.

En højere uddannet arbejderklasse

Arbejdsdelingen i den nyliberale imperialisme og tilhørende globalisering, hvor det i vidt omfang er  den højteknologiske del af produktionen der er blevet tilbage i Danmark, har betydet et højere uddannelsesnivo hos både faglærte og ufaglærte arbejdere.

Den teknologiske udvikling af produktionsmidlerne med bl.a. øget digitalisering og industrirobotter har forældet og overflødiggjort mange job og skabt en række nye arbejdsfunktioner, hvor arbejdet i højere grad bliver overvågning af produktion og kræver andre kvalifikationer end tidligere.

Vi ser derfor også i disse år et massivt krav fra borgerskabet om ændringer af uddannelsessystemet så det strømlinjes erhvervslivet gennem diverse uddannelsesreformer.

Sammensætningen i arbejderklassen ændret sig

Arbejderklassens forskellige grupper og lag ser derfor også anderledes ud end den gjorde for nogle år siden, hvor nye slags job er kommet til, andre forsvundet og nogle har ændret indhold.

Der ses også en voksende forskel indenfor de forskellige gruppers og lags levevilkår, løn og arbejdsforhold. Del og hersk politikken har betydet papirformuer for nogle i form af pensionssystemer og ejerboliger og skattebegunstigelser, mens andre helt har mistet deres indkomst, pension og bolig med dagpenge- og øvrige reformer.

Og med regeringens 2020 plan er sporet lagt for, at de lavtlønnede og overførelsesindkomster forsat bliver stadig lavere. Men det rokker ikke ved det grundlæggende klassetilhørsforhold, som Lenin definerede det. (Note 1)

De ufaglærte

De ufaglærte har været og er forsat den mest klassebevidste gruppe.  Og nok den gruppe hvis sammensætning har ændret sig mest drastig under Fogh, Løkkes og Thornings EU-nyliberalisme. Flere hundrede tusinde ufaglærte jobs er blevet flyttet til lande med hurtigere superprofitter især Asien og Østeuropa – eller blevet udliciteret på EUs åbne marked til udenlandske underentreprenører med egen billig arbejdskraft.

Mellem 2000 – 2012 forsvandt 24 % af de ufaglærte stillinger – 218.000 ufaglærte job. I industrien alene forsvandt over halvdelen af de ufaglærte jobs i den periode, ca. 90.000.  Den omfattende arbejdsløshed har i høj grad ramt de ufaglærte kvinder.

Ifølge DA er der forsat 600.000 ufaglærte job i 2014. Ikke mindst denne del af arbejderklassen er hårdt presset af både EUs sociale dumping af billig arbejdskraft og det offentliges statsautoriserede skattefinancierede sociale dumping med diverse workfare ordninger, hvor man arbejder for sin sociale ydelse.

Øget udbytning og produktivitet

Godt 1/3 af jobbene i industrien både for ufaglærte og faglærte er forsvundet siden 2000 med både finanskrise og den generelle kapitalistiske krise. Danmark har haft det næststørste fald i industriproduktionen (i eget land) i EU i denne periode, kun overgået af Irland. Ifølge arbejdsgiverne og borgerskabet skyldes det, at danske overenskomster, arbejdsmiljøregler og ”høje sociale ydelser” presser erhvervslivets ”omkostningskonkurenceevne”.
Mens sandheden er, at arbejdsproduktiviteten er steget markant ikke mindst siden krisen 2009.

Industrivirksomhederne har gennemført den største produktivitetsstigning, som alene i 2013 steg med mere end 5 pct.  Produktivitetsnivoet – den værdi, hver ansat producere pr. time – er i EuroStats tal sat til 425 kr. pr. time blandt danske industriansatte. Hvilket er et af de højeste i EU.

Ser man på det, der kaldes lønkvoten –  dvs. den del af værdiskabelsen, der går til løn (værdien af varen arbejdskraft) –viser nye tal fra DA og Metal, at lønkvoten ligger et godt stykke under sit historiske gennemsnit. Siden 1966 er den kun set lavere i 2000. Det betyder også, at merværdien  – dvs. den andel af arbejdernes værdiskabelse, som kapitalisten tilegner sig, deres ubetalte arbejde – er vokset både relativt og absolut.

Det understreger, at dansk industris konkurrenceevne er overordentlig god, med en høj udbytningsgrad af arbejderne, høj kvalitet og store fortjenester og profit. Med truslen om at flytte endnu flere arbejdspladser ud af landet har virksomheder som Danish Crown fået staten og finansminister Corydon til at lovgive om den såkaldte ”Bornholmer-model”, hvor slagteriarbejderne skal investerer en del af deres løn i virksomheden. Og den skal nu gøres til et generelt tilbud til arbejdsgiverne.

Kun en fjerdedel af arbejderklassen er i dag beskæftiget inden for industri og byggeri. En anden fjerdedel er offentligt ansatte – sosu-assistenter, dagplejemødre m.v. Og en fjerdedel arbejder med handel og transport – de kører lastbil, sælger mobiltelefoner for TDC eller gør rent hos Arriva. Den sidste fjerdedel er fordelt på en lang række mindre brancher.

Hver 5.ansat indenfor LO området og FTF (offentlige ansatte fra mellemlagene), er det der kaldes ”atypisk ansat”. Dvs. midlertidige ansættelser, vikarer og moderne daglejere som timeansat. Det er ansættelser med færre rettigheder og ofte uden pensionsordninger. Hver 4. ansat i dag er deltidsansat. Andelen af deltidsansatte inden for f.eks. dagligvarebranchen oppe på ca. 75 pct. Stadig flere kan ikke leve af deres ene løn og må stykke sit arbejde sammen af flere forskellige jobs.

Sammensat af flere nationaliteter og multinationale koncerner i mange lande

Arbejderklassen består i stigende grad af folk med forskellige nationaliteter, sprog, faglig organisering og traditioner. Ikke mindst med EU åbne marked har arbejdsgivernes brug af social dumping af billigere arbejdskraft fra EU-lande steget betydeligt.

Det er arbejdere, der presses til at søge arbejde væk fra deres hjemland og familie. Der er i dag 168.000 udenlandske ansatte under danske arbejdsgiver, de fleste af dem arbejdere. Dertil kommer kontraktansatte hos udenlandske arbejdergivere, der arbejder i Danmark og den gruppe, som arbejdsgivere illegalt har handlet til landet og som er helt uden rettigheder.

Mens antallet fra lande som Sverige og Tyskland falder, ses den største stigning og største gruppe blandt østarbejdere fra Rumænien, Ukraine, Litauen og Polen. De udgør omkring halvdelen med små 82.000. De store offentlige anlægsarbejder som broer, jernbaner og metro har kun givet få danske arbejdspladser.

Udenlandske arbejdere udgør halvdelen af dem, der arbejder med almindelig rengøring og hver 4. i hele rengøringsbranchen, hver 4. indenfor hotel og service,  og hver 5. i landbruget, på slagterier og restauranter. Den største branche med udenlandske arbejdskraft er handel- og transport med 43.500, mens industrien har 22.000. Den branche med størst vækst af udenlandske ansatte er sundhedssektoren.

Samtidig arbejder et stigende antal som en del af en multinational arbejdsstyrke fordelt i mange lande enten under en dansk arbejdsgiver som Mærsk, Arla eller Carlsberg eller under en udenlandsk koncern.  Med sine 539.212 ansatte i 51 lande er ISS verdens fjerdestørste arbejdsgiver, kun overgået af Wall Mart, Group Four Securicor og Tesco, men foran andre som McDonald’s og Siemens.  Indenfor handel arbejder tre ud af fire af HK HANDELS medlemmer i internationale kæder.

En række nye fænomener i forhold til arbejderklassen af i dag må undersøges nærmere. Det gælder f.eks.

Arbejdsløse og udstødte af det ordinære arbejdsmarked

Med massearbejdsløsheden under den fortsatte økonomiske krise, fjernelsen af sikringsordninger og striben af reaktionære nyliberale reformer – ikke mindst dagpengereformen – foregår er er udstødningsproces fra arbejdsmarkedet. Det gælder blandt andet for kontanthjælpsmodtagere, mange sygdomsramte  og folk, som stødes helt ud med ’gensidig forsørgerpligt’ til forsørgelse fra ægtefælle eller samlever.

Laget under arbejderklassen eller dens nederste lag

Tidligere blev dette lag kaldt for pjalteproletariatet, men det er nok på tide at finde en mere tidssvarende betegnelse. Det omfatter de gruppe der er skubbet helt ud og overlever fra dag til dag – f. eks hjemløse psykisk syge, misbrugere, prostituerede, mennesker uden legale papirer.

Arbejderaristokratiet

Lenin beskriver fremkomsten af arbejderaristokratiet med imperialismens udvikling, hvor en del af de bedst stillede arbejdere kan bestikkes på grundlag af imperialismens superprofitter.

Det er et sådant ”fagegoistisk, snævret, egenkærligt, forstokket, vindesygt, spidsborgerligt, imperialistisk sindet og af imperialismen underkøbt, af imperialisterne demoraliseret arbejderaristokrati” der udgør opportunismens og socialchauvismens basis. Dette lags interesser er knyttet til at bevare det kapitalistiske samfund og er bedre til at forsvare dette end borgerskabet selv.

I et imperialistisk land som Danmark udgør arbejderaristokratiet ikke nogen klasse, men knytter sig til de forskellige klasser. De udgør et særligt lag af borgerlige politikere fra de såkaldte arbejderpartier og ikke mindst fagbevægelsens, dets fonde og firmaers s rækker. Det øverste lag tilhører monopolborgerskabet og borgerskabet, med en LO-boss, der ligesom ministre ikke bare får udbetalt en årsløn på over 1,2 mill., men bagefter er sikret 2/3 af denne i pension resten af sit liv.  Samme lønninger ligger de øvrige forbundsformænd og direktører for de gule fagforeninger på. Fagbevægelsen råder over millionforretninger som pensionsfondene og investeringsfonde som ATP på 641 mia. kr.

Den mellemste gruppe udgøres af hele det lønnede lag af fagburokratiets og a-kasserne funktionærer og konsulenter. I dag må aflønnede tillidsfolk også regnes til denne gruppe. Hvor stort dette lag er? Og endelig er der en stor gruppe af de bedst lønnede og mest privilegerede lag af arbejderklassen.

De småborgerlige mellemlag  – de intellektuelle

Samtidig med at langt flere har fået og får en videregående mellemlang uddannelse er der sket en proletarisering af arbejdets indhold og art som disse uddannelser giver adgang til. Ikke mindst blandt professionsuddannelserne som lærer, pædagoger og sundhedspersonale – den nederste del af det sociale lag vi kalder de intellektuelle. (et lag der er grundigt og konkret beskrevet i studiematerialet).

New Public Management med dens forskellige instrumenter har indenfor den offentlige sektor  medført arbejdsforhold der i stigende grad ligner arbejderklassens. I disse år sættes store dele af disse gruppers tidligere overenskomstmæssige rettigheder brutalt ud af kraft.  Arbejdspres, underbemanding og stramme tidsplaner, kontrol mv. er en del af arbejdet. Samtidig er lønnen i mange tilfælde lavere end en faglært arbejders.

Det offentlige som arbejdsgiver går benhårdt efter at få afskaffet arbejdstidsregler med lærerlockouten og den kommende OK- 15. Finansministeren har gjort det til et eksplicit mål for Moderniseringsstyrelsen at forringe de offentligt ansattes overenskomster.

Samtidig arbejder en anden del af mellemlaget på leder og mellemledernivo, oftest i den offentlige sektor. Stadig flere arbejder som følge af privatiseringen som selvstændige hvor de enten hyrer sig selv ud eller driver eget firma og går over i småborgerskabet.

Hele det samlede sociale lag af intellektuelle inklusive  de øverste er vokset i antal og spiller en afgørende rolle i at sløre og retfærdiggøre den nyliberalistiske udvikling, som evidensbaseret, videnskabelige, og objektiv uafvendelig.

DG

Ændringerne i klassesammensætningen og klasseforholdene i Danmark, indbefattet inden for arbejderklassen selv, er af væsentlig betydning for udviklingen af kampen mod den nyliberale kapitaloffensiv og for socialisme. Den bevirker også en række ændringer i forhold til fagbevægelsen og de folkelige bevægelser, simpelthen i kraft af deres ændrede sociale sammensætning.

Dette er spørgsmål som skal belyses videre gennem kongresprocessen.
Note 1

En præcis marxistisk klassedefinition blev opstillet af Lenin i1919 i artiklen ”Et storstillet initiativ”:

”Klasser kalder man store menneskegrupper, der adskiller sig ved deres placering i den samfundsmæssige produktions historisk bestemte system

• ved deres forhold til produktionsmidlerne
• ved deres rolle i den samfundsmæssige organisering af arbejdet,
• og følgelig ved de måder, hvorpå de får, og det omfang, hvori de får den part af samfundsrigdommen, som tilfalder dem.

 Klasser, det er menneskegrupper, af hvilke den ene kan tilegne sig den andens arbejde, i kraft af deres placering i den givne økonomiske samfundsstruktur.”

Lenin definerer arbejderklassen som en klasse, der består af samtlige lønarbejdere, som er forbundet direkte med produktionen og frigørelsen af  merværdi under kapitalismen. Dvs de lønarbejdere, som er produktive ud fra kapitalens synsvinkel – indenfor produktion, transport og handel.

De udfører et delarbejde efter ordrer fra de overordnede funktionærer, som kontrollerer produktionsprocessen, dvs. beslutter, hvad, hvornår og hvordan der skal produceres under kapitalisternes almindelige kommando.

Arbejderklassen som klasse er derfor ikke alene berøvet produktionsmidlerne og produkterne af deres arbejde, men også kontrollen over produktionen.

Følg med i kongresprocessen på temasiden På vej mod APKs 6 kongres – se
apk2000.dk, kpnet.dk eller facebook KPnetavisen

Netavisen 14. september 2014