Fortsat recession, mere arbejdsløshed og voksende mistillid til  EU og euroland

Både EU-projektet som helhed og den fælles valuta euroen bliver stadig mindre populær i befolkningerne med stigende arbejdsløshed og faldende vækst. Der er udsigt til fortsat recession i hele 2013, siger EU-kommissionen, som forventer et fald i eurozonens økonomi på 0,3 pct.

Mere end 110.000 demonstrerede den 9. februar 2013 over hele Irland mod den enorme bankgæld irerne er pålagt at betale af EU -mere end 64 milliarder euro
Foto: Informatique, flickr

Aldrig har tiltroen til Projekt EU og Euroens Forende Stater været mindre i befolkningerne i medlemslandene. Modstanden mod deltagelse i den fælles mønt og tilmed medlemskab af unionen er voksende i alle lande, selv de tidligere mest begejstrede unionslande.

Dern reagerer på at den nyliberale politik spiller fallit – og at der trods lønfald og barske sociale nedskæringer er rekordstor og stadig voksende arbejdsløshed.

Senest melder de nyeste tal fra Frankrig om rekordstor arbejdsløshed. Alene i januar 2013 voksede arbejdsløshedshæren med 43.000 personer. Dermed er der 3,19 millioner officielt registrerede ledige. Det er det højeste tal i 16 år. Den ‘socialistiske’ regeringschef Hollande havde ellers lovet at få arbejdsløsheden ned under 10 pct. i år.

Bortset fra 2011, hvor der var en meget lille fremgang i beskæftigelsen, er arbejdsløsheden i EU og eurozonen vokset hvert eneste år siden 2008.

Efter EU-landene fra det år indledte en massiv redningsaktion for banker og spekulantert, hvis jagt efter profit førte til et kunstigt boom efterfulgt af et sammenbrud for boligmarkedet og det finansielle system,. besluttede regeringscheferne i 2010 at indlede en ny fase i felttoget mod den brede befolkning og de tilkæmpede sociale rettigheder.

Man gik til direkte angreb på lønningerne og på den offentlige sektor som helhed.

Se

EU’s generalangreb på det offentlige
Kommunistisk Politik 6, 2010

Denne politik slår nu igennem med katastrofale resultater  – og ikke kun i Grækenland og Italien og andre lande, der er sat under EU-administration mere eller mindre åbent.

Mere euroskepsis og større EU-modstand

Den nyliberale reformpolitik har  ikke leveret  de lovede arbejdspladser, men  har overalt medført reallønsfald og kastet større eller mindre dele af befolkningerne – millioner af mennesker – ned i dyb fattigdom. Sultens spøgelse viser sig igen – selv hvis folk har arbejde. Store grupper af såkaldt ’arbejdende fattige’ – ’working poor’ – er en realitet, mere eller mindre synlig, i alle landene.

Alt det har ført til en voksende skepsis over for euroen og for EU-projektet som helhed. Selv i de tidligere mest EU-begejstrede lande som Spanien er tømmermændene sat ind.

Det kom klart  til udtryk ved det netop afholdte parlamentsvalg i Italien, et af EU’s oprindelige stifterlande med en tidligere unionsbegejstret befolkning.  Det var et katastrofevalg for EU’s mand Monti, som var blevet indsat som  regeringschef for at påtvinge italienerne barske nedskæringsreformer. Monti fik 10 pct. af stemmerne.

Over halvdelen stemte på EU-kritiske  og euroskeptiske partiet, der vil bryde med EU’s diktater. Indbefattet 25 pct. til et helt nyt parti – komikeren og populisten Beppe Grillos Movimente 5 Stelle (Fem stjerne-bevægelsen), der har lovet en folkeafstemning  om italiensk euro-medlemskab.

Valget førte til parlamentarisk lammelse og regeringskrise. EU’s planlagte afløser for Monti til videreførelse af dens reformer Pier Luigi Barsani og hans socialdemokratiske alliance har ikke fået det nødvendige antal stemmer.

I Grækenland er udtræden af euro’en blevet et folkekrav. I Frankrig og Irland, der begge tidligere har stemt Nej til EU-traktater, er modstanden mod både euro og EU blevet endnu stærkere.

I ingen af de medlemslande, der har holdt sig uden for euro’en, vil der være et folkeligt flertal for deltagelse, og euro-politikerne går som i Danmark meget stille med dørene. De skal ikke have folkeafstemninger lige nu.

I England står kravet om en folkeafstemning om medlemskab af EU så stærkt, at den konservative premierminister David Cameron – der i praksis gennemfører EU’s asociale reformpolitik –  så stærkt, at han har  måttet love briterne en folkeafstemning herom senest i 2017 – hvis altså han bliver genvalgt.

Det har både givet ham ro på bagsmækken og fremgang i meningsmålingerne i forhold til Labour, der ikke vil love en afstemning.

Men smarte politiske manøvrer eller ej: EU befinder sig i en politisk krise, der ikke er mindre dybtgående end den økonomiske er det.

Netavisen 27. februar 2013