Imperialismen i en X-Factortid

Af Colin Todhunter

I Vietnam spredte US afløvningsmidlet Agent Orange for at forgifte en hel befolkning i et fremmed land. I Irak og i det tidligere Jugoslaven brugte man beriget uran.
I den vestlige verden er tingene lidt mere komplicerede fordi staterne gerne undgår de direkte former for fysisk vold, når de vil undertrykke deres egen befolkning (medmindre det drejer sig om en eller anden marginaliseret gruppe eller man har ramt en følsom nerve som f.eks. Occupy bevægelsen sidste år).
Forestillingen om eksistensen af demokrati og personlige rettigheder må fastholdes.

Én metode har været at bruge sydamerikansk crack eller afghansk heroin til at dope potentielt besværlige dele af befolkningen.
Det har udvirket vidundere og har været yderst givende for de efterretningsvæsener, der handler med stoffer og for bankernes hvidvaskning af narkopenge.

Men stoffer, hård undertrykkelse og åben vold er en slags sidste udvej til at holde styr på en befolkning.
På trods af politistavens, tåregassen og gummikuglernes metode i Europa, og selvom USA’s regering ikke afstår fra vold mod sin egen befolkning – så er og bliver det foretrukne våben til kontrol i den vestlige verden det ideologiske våben..

Om det sker gennem den paranoia, der bliver påført af frygt for terror, eller gennem en mere generel propaganda, der udspredes af de gængse ’nyheds’medier, så skabes der politiske dagsordener og tænkemåder, der garanterer underlæggelse og ’integration’ frem for kritisk tankegang og handling, noget der kunne føre til, at folk satte spørgsmålstegn ved og udfordrede gængse former for institutionaliseret magt.

Fra fagforeninger til politiske partier bliver oppositionelle grupper infiltreret, afradikaliseret og inkorporeret i systemet.
Kritiske holdninger bliver kvalt, latterliggjort og marginaliseret.

Den ’almindelige mening’ skabes både kulturelt og politisk. Resultatet er, at præsidentdebatter på TV, politiske diskussioner og størstedelen af indholdet i massemediernes sendeflade er helt tomt for ordentlig analyserende behandling.

I stedet får vi en teaterforestilling skrevet af taleskrivere og PR-folk, der præsenteres gennem manipulerende, følelsesmæssige og ’almenmenneskelige’ begreber.

Fra TV-nyheder og reklamer til konkurrencer og det seneste ´Berømt på et øjeblik – program’ gennemtrænger misinformation, narcissisme og afledning alle aspekter af livet.
Hvorfor dog se på verdens skævheder eller udfordre noget som helst, når man kan leve i mørket, se X-Faktor, gå med Reebok og shoppe til man falder om? Det er et nyhedsunderholdningens paradis, hvor løgnene bliver til sandheder, og uhæmmet begær er en dyd.

Det er en verden af stupid forbrugerisme og glitrende indkøbscentre, badet i livsstilspropaganda, en verden hvor mennesker drukner i opkastet fra deres weekend-druk, shopper til de falder om efter ting, de ikke har brug for eller rigtig ønsker sig, og flader ud i tomheden med at se TV med øjnene vidt lukket.

Men dette er ’det fri marked’s demokrati. Og konceptet bag det er, at masserne er et problem og enhver ægte debat, eller vælgernes evne til at se hvad der virkelig foregår, må forhindres. Folk må distraheres – de må se på fodboldmillionærer der sparker til en bold, gå op i hjernelammende sæbeoperaer eller ligegyldige komedier. En gang imellem, når det er tid valgtid – bliver de tilkaldt for at gentage eller give opbakning til nogle meningsløse slogans.

Politik handler ikke længere om store tanker. At have magten er selve kernespørgsmålet, ikke socialisme eller nogen anden radikal filosofi.
Hvad der kræves af den gængse politiske leder er at være teknokrat, ikke radikal; administrator og ikke ildsjæl.

I en tid med udviklet kapitalisme er politikerens rolle den håndholdte dukkes: Han skal ud vise færdighed i at få statens maskineri til at køre, i at fintune status quo, og ikke give det en hovedreparation.

Hvis en ’seriøs debat’ overhovedet dukker op, er det i stadig større grad som en del af et standardiseret TV show, ens fra land til land.

Der vil så normalt være et eller andet selvtilfredse værtspar i spidsen, der f.eks. snakker om hvordan vi kan glatte vores rynker ifølge det seneste evangelium fra en eller anden groft overbetalt skønhedsguru for stjernerne..

Men så springer man over til næste emne og med et forpint udtryk, uden tvivl grundigt indøvet foran spejlet om morgenen, fastslår værten:
’En netop udkommet rapport fortæller, at modetøjsproducenterne bruger børn i udviklingslandene til at producere deres tøj’.

Så følger en let ping-pong debat i studiet mellem værterne og en ’modeekspert’, krydret med en vis grad af moralsk fordømmelse. Men kun ’en vis grad’, for hykleriet findes i overflod. ’Bliv på kanalen, det næste der kommer er, hvordan du kan klæde dig som berømthederne til en brøkdel af prisen’.

Næste dag efter er det konkurrencetid. Vind muligheden for at shoppe de nyeste street modeemner: ”Kvalitet hele vejen igennem … men prisen er så lav…’hvordan kan det lade sig gøre?’, spørger en af værterne. Den samme som dagen før tog den ’dybtgående’ debat om, hvordan det rent faktisk gøres ved at udnytte fattigdom og børnearbejde.

Det er meget sentimentalt og hyggeligt med dets skinhellige verdenssyn, sexfikserede underholdningsinformation (’infotainment’) og ligegyldige stimulering. Det er TV der skal inspirere. TV til at inspirere masserne til apati, fatalisme og accept.

’Næste indslag er en mand, der har slugt en levende kanin og overlevede så han kan fortælle historien’, klemt inde mellem ’Hvordan nedbringer du på dine ugentlige vinudgifter’ og ’Knivoverfald – lås dem inde og smid nøglen væk!’

Glem alt om en informeret debat, når banaliteter, simple følelser og plat ’sund fornuft’er nok. Man finder sjældent noget radikalt eller udfordrende overhovedet i mainstream TV, for det er ikke meningen.

Meningen med det hele er at overbevise offentligheden om, at trivielle bekymringer er det absolut væsentligste, og at de store verdensbegivenheder og imperialistiske krige kan gøres ubetydelige med et par latterlige klicheer om at redde undertrykte kvinder i Afghanistan eller dræbe for fred i Afrika.

Fra Fox til CNN og BBC bliver denne bevidsthedsforandrende beskrivelse af verden fortæret lige så ivrigt som den sunsdhedsfarlige TV-dinner, som spises til.
Hvad med en dåse pesticidfyldt, kræftfremkaldende cola til at slutte af med? Kan du mærke spray’en? Det er alt sammen så forfriskende giftigt.

Ingen brug for ’Agent Orange’ her. Der er allerede masser af mennesker, som indtager giften fra deres tallerken eller TV.
Men skulle det fejle, og virker piller heller ikke – så venter dronerne over vores hoveder.

Originalartikel

Imperialism In The X-Factor Age

Oversat af Kommunistisk Politik efter Global Research