‘Vi vil ikke være moderne slaver’

Interview med FIAT-arbejder

Kommunistisk Politik 13, 2012

Den økonomiske krise og EU’s nyliberale politik hærger også Italien. Det er arbejdsgivernes gyldne tid. I november 2011 opsagde FIAT alle overenskomster i Italien. KP har talt med en af de mange kæmpende arbejdere på FIAT

200.000 italienere demonstrerede i Rom den 16. juni mod Monti-regeringen imod den nyliberale EU-politik og krævede en ny økonomisk politik, der skaber vækst, arbejdspladser og et retfærdigt skattesystem. Det var den største demonstration, siden Monti blev indsat for godt et halvt år siden.
Den var arrangeret af de tre store fagforeninger, og FIAT-arbejderne var med.

KP: Hvordan har dine arbejdsforhold ændret sig de sidste år under krisen?

-De sidste to år har været hårde for os. Problemet i bilindustrisektoren er overproduktion. Nogle fabrikker er lukkede, som Termini Imerese på Sicilien. Andre er blevet omstrukturerede for at ”øge produktiviteten og konkurrenceevnen” eller for at ”øge effektiviteten” med et nyt produktionssystem (Ergouas). Med andre ord for at øge udbytningen af arbejderne.

I Pomigliano-fabrikken blev 5.500 arbejdere suspenderede fra produktionen, og der er nu kun 2.100, der er kommet tilbage til produktionen. Chefen ønskede kun de yngste arbejdere, de ”mere seje”, som han kan få mere ud af, før de er slidt op. For de andre 3.400 arbejdere er fremtiden uvis.

Italiens offentlige gæld er 120 procent af bruttonationalproduktet. Det er verdens tredjestørste statsgæld, på astronomiske 1.843 mia. euro. Italien er igen inde i recession med tre på hinanden følgende kvartaler med negativ vækst. Industriproduktionen er nu 25 % under, hvad den var før krisen i 2008. Den faldt meget stejlt første kvartal 2012, hvor mere end 400.000 mistede deres arbejde. Købekraften er faldet, vigtige industrivirksomheder er lukket .
Officielt er arbejdsløsheden 10, 46 %, blandt unge mere end 50 % , i Syditalien 36 %.

Hr. Marchionne, direktøren, opsagde alle kollektive aftaler i hele FIAT-koncernen. Den stærkest repræsenterede fagforening i denne sektor, FIOM, blev udelukket fra alle fabrikker. Ingen arbejdere med tilknytning til FIOM er indtil videre blevet taget ind igen på værkstederne i Pomigliano. Det er en klar diskrimination. Det er de gule fagforeningsfolk, der nu sidder med den kollektive forhandlingsret, og de er et fedt med chefen. Lederne slår ned med hård hånd, og strejker bliver straffet. 
 
For at forbedre denne model kaldet “Italiens mønstervirksomhed” har hr. Marchionne handlet som en “demokrat”. Han gennemførte en urafstemning, hvor det var klart, at hvis arbejderne stemte nej, ville virksomheden lukke.

Det, som sker i FIAT-koncernen, er en model for de italienske arbejdsgivere og borgerskabet til at udnytte krisen til at ændre styrkeforholdet mod arbejderklassen. Det er vigtigt at understrege, at denne proces er foregået med støtte fra den tidligere Berlusconi-regering og den nuværende Monti-regering – og skamfuld stilhed fra de reformistiske partier.

Er arbejderne bange for at miste deres arbejde?

-Ja, selvfølgelig. Den kapitalistiske krise bliver ved og ved. De biler, vi producerer, bliver ikke solgt, arealerne rundt om virksomheden er fyldt med biler. De bliver endda opbevarede i andre virksomheder. Arbejdsrytmen er “dansende”, men generelt er den meget høj. Der er kun ti minutters pause på en dag, og hvis du skal på toilettet, må det kun tage tre minutter. Hvordan kan du hvile på tre minutter?

For kvinderne er situationen virkelig slem. Når de arbejder, har de ikke engang tid til at få en tår vand, og kantinen åbner først efter syv en halv times arbejde. Produktiviteten øges, men vores løn, trods løfter om det modsatte, er fortsat den samme. Vi producerer en masse merværdi, men FIAT sælger ikke bilerne, så de får ikke realisret deres profit. Under disse forhold er arbejderne udsat for en enorm afpresning og er bange for at blive arbejdsløse før eller siden.

Hvad sker hvis du mister dit arbejde?

-Hvis jeg midlertidigt mister mit job pga. forholdene på det kapitalistiske marked, eller at virksomheden bliver lukket pga. reorganisering, så går jeg på ”reduceret løn” i maks. to år. I så fald mister jeg mellem 20-30 % af min løn. Efter denne periode overgår man til ”mobiliteten”, hvilket er indgangen til permanent arbejdsløshed.

Der er ikke nogen andre job at få. I de sydlige regioner af landet er ungdomsarbejdsløsheden omkring 50 %. Det eneste alternativ hedder mafiaen, men vi kæmper både mod den og statsmagten, som er forbunden med den.

Gælder det samme for ældre arbejdere ?

-Det ville det havde gjort indtil for nylig. Men nu efter den seneste såkaldte pensionsreform kan ældre arbejdere blive fyret fra produktionen uden ret til pension, fordi pensionsalderen hele tiden hæves. Vi kalder det “exodatus”. Der er omkring 350.000 arbejdere, der hverken får løn eller pension. De sulter.

I kæmper for forandring. Kan du sige noget om jeres strejke i FIAT på landsplan?

-Vi, altså arbejderne i FIAT-koncernen, har deltaget i alle de største demonstrationer de sidste år, især dem blandt metal-arbejderne. Forrige marts demonstrerede vi i Rom. Det var en kæmpe demo med omkring 300.000 arbejdere, der udtrykte deres modstand mod FIAT-modellen og regeringens reaktionære politik.

I de seneste måneder har vi været involverede i kampen mod regeringens ”arbejdsmarkedsreform”, der skal give arbejdsgiverne “frihed til at fyre”, udvide usikkerheden og indskrænke perioden med ”reduceret løn”. Lige nu arbejder vi for at presse fagforeningen på branche- og landsplan til at etablere generalstrejke mod denne arbejderfjendtlige reformpolitik. Det er ikke nogen let situation, men vi giver ikke op, de får ikke arbejderne til at bøje nakken.

Hvordan organiserer I modstanden på jeres arbejdsplads og i jeres by?

Vi arbejder på forskellige måder. Du ved, det findes jo ikke længere nogen arbejderfagforening på FIAT. Men den eksisterer udenfor. Så vi organiserer møder, sammenkomster og debatter, fordeler løbesedler osv. lige uden for virksomheden. Det er aktiviteter, der involverer både dem i arbejde og de arbejdsløse.

Når vi mobiliserer til, at folk kan deltage, så involverer mange arbejdere og unge sig. En vigtig rolle har kvinderne, vores koner, de har organiseret sig i støttekomiteer for arbejdernes kamp. Vi får støtte fra mange indbyggere i byen. Når vi laver demonstrationer, går studerende og arbejdere fra andre virksomheder med. Selvom der er splittelse mellem de forskellige fagforeningsledelser, så er der stor enighed blandt os medlemmer. Vi har stået sammen mod angrebene fra Berlusconi-regeringen og nu angrebene fra Monti-regeringen.

På landsplan er der fagforeninger, politiske grupper og sociale organisationer, der hjælper os og udvikler vigtige initiativer til at nægte at betale krisen og kapitalismens gæld. Der er komiteer i mange byer nu. I Rom har der været afholdt en national konference for at forberede national generalstrejke og udbygge bevægelsen. Der har været to tidligere generalstrejker.

Ledelsen af fagbevægelsen tog luften ud af den tredje generalstrejke ved at sænke tempoet i mobiliseringen og tog ikke ansvar for at sætte perspektiv på modstanden.
Jeg tror ikke, den nuværende  situation kan holde ret meget længere, der foregår så meget hele tiden. Der vil komme en social eksplosion, og det er det, vi kommunistiske arbejdere forbereder.

Hvad ønsker du af fremtiden?

Vi ønsker arbejde, bedre arbejdsforhold, nedsat arbejdstid og nedsat intensitet. Vi vil have vores ret og frihed, for vi vil ikke være moderne slaver. Men vi ved også, at kapitalismen ikke kan garantere det. Så jeg tror, at det er rigtig vigtigt i disse tider, at vi som arbejderklasse får sagt højt, at vi ønsker et nyt samfund uden udbytning, og hvor produktionsmidlerne tilhører fællesskabet med arbejderklassen ved magten. Det er den fremtid, jeg kæmper for sammen med mine kammerater, en menneskeværdig fremtid